sunnudagur 17. januar 1965síða 6

Pinligt kapitel = Ihumorens historie Da hvide skuespillere sodede sig í ansigtet med en prop, malede deres munde større, tog korthårede, krøllede parykker på og drog rundt i staterne med påtaget lystigt humør, der skulle dække over slaveriets grusomheder FDØDE Eddie Cantor var 43 den sidste af en generation amerikanske komikere, hvis be- rømmelse hvilede på parodi, Han var samtidig med Al Jol- son, George Jessel, Lou Holtz og mange andre »Sorte Sam- komikere., dvs. hvide mænd, der sodede deres ansigter med en prop, malede deres munde større, bar parykker med kort krøllet hår og sang, dansede, talte og gestikulerede som en parodi på det, man regnede for de amerikanske negeres sande natur. Disse omvandrende skue- spillere rejste rundt i sydsta- terne før, under og efter borger- krigen med et påtaget Jystigt humør, der skulle dække over slaveriets grusomheder. ANTORS karriere begyndte / som »syngende opvarter« i en beværtning på Coney Island, og den sluttede med en Eddie, der var anerkendt som interna- tional stjerne, kendt for sin kamp for alle menneskers vær- dighed, Han tjente sine første penge som amatør, hvorefter han blev optaget | Gus Edwards trup af teenage-skuespillere. De spillede på Vaudeville-teatre i og omkring New York, Cantors første virkelige rolle var i Flo Ziegfield Follies, Den mandlige stjerne var en anden komiker, Bert Williams, mulatsøn af en dansk konsul på De vestindiske Øer, Williams arbejdede også „med prop«, men han havde ikke valgt denne for- klædning frivilligt: han var ikke hvidhudet nok til at blive accepteret af det hvide publi- kum som medlem af den hvi- de trup. Paradoksalt nok spil- lede både Cantor og Williams med sodede ansigter for at fremme deres karrierer, ERT WILLIAMS var den dygtigste komiker på sin tid. Han var intelligent, meget talentfuld og komponerede selv sine roller. I over ti år var han Ziegfields førsteskuespiller og rejste adskillige gange over At- lanterhavet for at spille for et europæisk publikum. (Dronning Victoria var blandt hans beun- drere.) I en scrie selvbiografiske ar- tikler i Saturday Evening Post« fortalte Cantor om sit venskab med Williams: „For mig var Bert den største af dem alle .... Han lærte mig, hvad jeg ved om scenekunst i dag. Og desuden lærte han mig yd- myghed og kammeratskabe. Cantor fortæller om sit første møde med Williams: »Premiere- aftenen var forbi, og skuespil- lerne samledes til en banket på scenen. Jeg var sulten, træt og ilde tilpas, for her var jeg sam- men med nogle af Broadways berømtheder, og jeg var nybe- gynder. Jeg havde en tallerken i hånden, og da jeg gik ned langs bordene, så jeg ingen kosher-mad. Lidt efter lidt be- gyndte jeg at få mistanke om, at en eller anden spógefugl med vilje havde glemt at stille mad frem, som jeg kunne spise. Jeg stod i et hjørne ude af syne og kunne ikke holde mine tårer til- bage. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og en ven. lig stemme sagde; »Har De lyst til at spise med mig i min gar- derobe?. Jeg spiste med Bert Williams den aften og mange andre aftener. Jeg vil aldrig glemme hans venlighed mod mig.« Måske var det på grund af sit venskab med Bert Williams, at Cantor aldrig blev latterlig, Han adopterede den „uniforme (hvi- de bomuldshandsker, stramme bukser, sminket mund ete.), hvormed hvide skuespillere for- søgte at skabe en efterligning af en doven, barnlig og hoved- kløende neger med slæbende gang, Cantors udstyr omfattede kæmpestore briller uden glas, trippende gang over scenen, mens han klappede i hænder- ne og den traditionelle rullen med øjnene. Han brugte aldrig den falske »sydstatsdrævene«, som Jolson yndede, og som ap- pellerede til falske følelser og var et trækplaster for forestil- lingen. N AN kan dog som forsvar for á Jolsons taktløsheder sige, at de glade tyvere var tøjles- Jøse 03 pralende falske, Alt hvad der kunne give penge og ry, blev solgt. Snese af skue- spillere, komikere og sangere rejste omkring med den popu- lære opvisning af >Onke! Sam- negereneC, som ikke skulle tages alvorligt, men som var let at sælge. Ud over Cantor-Jolson- Jessel trioen tjente Moran & Mack og Sam og Harvey (sidst- nævnte kendt under navnet Amos og Andy) formuer ved deres optræden som latterlige negre i moderne liv. Det er ty- pisk, at alle disse hvide skue- spillere spillede »på prop., mens deres negerkolleger, der var sorte af naturen, var afskåret fra at tjene store penge og der- for henlevede deres år i mørk ubemærkethed.