sunnudagur 17. januar 1965síða 8

— Kan De stille diagnosen, doktor? Adam og Eva — Ja, patienten virker noget kradset — Kan det være vores opdragelse, det er galt med? gradvis den er . — Ja, jeg má tilráde en noget mere til verden, som tilvænning ——T Le bese [| JEG HENTER LIGE EN PAKKE CIGARETTER måned — kommer politiet med en glædelig oplysning: — Deres mand lever i bedste velgående! Madame beder om hans adres- se. — Beklager! svarer politi- manden, — monsieur Fourés har ikke givet os tilladelse til at op- give adressen. — Det kan da ikke være rig- tigt! råber hun. — Min mand må da sørge for os, Vær venlig at give mig adressen, og jeg vil bønfalde ham om at vende hjem. Men betjenten blødgøres kver- ken af trusler eller tårer. — Des- værre, madame, står vi alle magtesløse. Deres mand påberå- ber sig loven om den individuel. le frihed. Og loven tilsikrer en- hver borger at leve incognito, hvis han ønsker det. Vore karto- teker er hemmelige og kun til- gængelige for domstolene. Den stakkels kone må altså gå rettens vej. Tre uger senere ly- der dommerens spørgsmål: — De ønsker et underholdsbi- drag? Godt! Hvor meget tjener Deres mand? Hvor arbejder han? Hvor opholder han sig? Madame F, kan ikke svare på et eneste af spørgsmålene. Må- neder efter står hun atter i ret- ten. Denne gang hører hun, at underholdsbidraget er ansat til 250 francs om måneden, Men Fourés betaler ikke. ET kommer til nye domsfor- handlinger. Monsieur F. ap- pellerer straffen, Der er nu gået 18 måneder, og konen og børne- ne ved hverken ud eller ind. Men skærmet af landets lov har han i mellemtiden kunnet leve i sus og dus ... 10.000 ægtemænd forsvinder hvert år i Frankrig. De vender ikke retur fra en forretnings- rejse. De stikker af med en elskerinde — »jeg går lige ned til brevkassen!« og vender aldrig hjem. Kun de færreste tilfælde opklares. For i Frankrig har in- gen ret til at opspore et andet menneske ... heller ikke, selv om det er ens ægteviede mand Den, som ikke står i telefon- bogen, er simpelthen umulig at finde. Politiets søgeliste holdes WEEKEND A-PRESSENS SONDAGSTILLÆG Adresse: Nr. Farimagsgade 49 København K. Tit Central 13 95 Redigeret af: Robert Corydon Lay-out: Kat Hansen Redoktion: Claus Becker (ansvarhavende) Harry Rasmussen og rans Rishøj B wt:kEND FORTSAT FRA SIDE 2 strengt hemmelig. Det dækker principielt enhver statsborger. som vil leve incognito ,.. også når han gør det for at unddrage sig sine forsørgerpligter. Maitre Denise Petit-Moreau, en kendt kvindelig advokat i Paris, løber storm mod lovgiv- ningen og kræver, at samfundet omsider vækkes af de forladte kvinders nødsskrig. Næsten dag- ligt opsøges hun i sin praksis af dem, men kan så godt som intet stille op. — En familieflygtning må, når han pågribes, straks stilles for retten og straffes som desertør, I sku' ta' Jer alle tre en or- dentlig vinterferie, skrev moster Jenny i går, fordi det lige nu, der er brug for noget hvile og frihed, fordi allesam- men er forkølede og har ondt alle vegne over lænderne og hekseskudder og lombago. No- gen går og smitter hinanden og bli'r sure i ansigtet. Kom her over en uge og bliv rigtig ra- ske og få udhvilet. Husk syge- kassebogen. Hun er nu rar, sa'e min mor. Skriver alle tider lige når vi går og venter det. Vi ka' sag- tens, fordi vi har en gratis mo- ster i Jylland, og andre må be- tale i dyre domme for morgen- kaffe og biksemadder og må ikke være nogen steder på kroen, fordi der slyngelstuer og billiard og bal hver lørdag i den anden ende. Sne har de og skoven er fin hvid, fordi det lissedan som puddersukker og drysser ned. Go' mad og katoffelkuler har de. Røget flæsk og rødspætter i hyttefadet og gemmeævler på loftet. Ingen biler, der kører sneen flad og beskit, som vo- res gade. Tror vi ta'r færgen på lørdag, fordi vi lever kuns en gang og ska' vær' gode ved OS. Og hva' sá med og se fjern- syn, sa'e min far, fordi det har de ikke engang endnu og glo pá. Måske ska' vi ligge i en erklærer hun -- kun på den måde mister mændene lysten til at forsvinde! Hvordan kan loven om den in- dividuelle frihed forenes med Frankrigs borgerlige straffelov? spørger hun, I $108 står der klart og tydeligt: »Den gifte kvindes eneste hjemsted er hen- des mandse« — og i 8215: »Valget af bosted bestemmer manden. Hustruen skal bo hos ham. Man- den skal sørge for hende« — Men, siger fru Petit-Moreau energisk — når loven kræv 2”, at hun skal bo hos sin mand, hvor- dan kan man så holde hans adresse hemmelig? Han har jo bevidst overtrådt loven! Naturligvis kan man ikke iave en lov for de dumme og en an- den for de mere snu bargere Men ægteskabsloven står i åben- lys modstrid med den om indivi- harmonikaseng og blir helt krøllet sammen. Vi københav- nere og ikke rigtige bønder, må vi vide, De fisker i fritiden og har travlt med skit og møj fra stalden og kålraber og klid te' de dumme svin, der grønter og ve' ha' hele tiden så vi ikke ka' sove om natten uden og vogne op og ha' mareridt om- trent. Det ikke ferie, fordi de spiller fedtmule te' midnat hver aften. Måske ku' vi vinde en hel herregård, sa'e min mor sá, fordi de ikke fedtede og forstår og holle masken. Jenny henter os ved færgen og kører selv dets ukrænkelige frihed. Defor må der indføjes en ny parag. af. MY Denise Petit-Moreau — de forladte kvinders skytsengel — har langt om læn- ge fået rystet parlamentet vå- gen, Ifølge forslaget til en ny lov skal den »forstødte. kvinde i fremtiden i det mindste ikke have nogen økonomiske sorger. Efter dansk forbillede får staten pligt til forskudsvis at betale underholdsbidraget, Derefter ta- ger skattevæsnet sig af sagen og sørger for, at pengene bliver inddrevet. Denne udvikling skal nok be- tage ægtemændene for friheds- trangen. Thi det gælder í Frank- rig som alle andre steder: er først skattevæsnet med í jagten på en synder, varer friheden sjældent ret længe ... “ med kanen sá det ringer. Vi ska' fame da osse ha! fri, sa'e min far. Burmeister ligger sgu' ikke stille, fordi en ska' te' Jylland og gå og spille gre- ve en uge. Nemt nok og skrive kom, fordi de har hver deres på det tørre og bestemmer selv hvodden tiden ska' gå. Vi ska' først arbejde hver søndag og samle dage sammen og spørge og tikke og be' og holle møder og fedte for formanden og om- trent melde os syg af influensa og sige vi har røde hunde i fa- milien og nællefeber og ingen te' og passe børnene. erasmus. JEG ER EN SLAGS FORBRUGER- VEJLEDNING - FORTSAT FRA SIDE 3 hærges jo af en underlig puri- tansk angst for at blamere os — hvorfor skal man være så ban- ge for at vise noget af sig selv — vel skal man ej, det er livet for kort til. — Man har ikke indtryk af, at De og Deres kolleger lider af lignende usikkerhedsfornem- melser, spesielt når det drejer sig om erotikkens plads i den moderne litteratur. Jamen, der er da intet mere spændende her i livet end kærlighed, og naturligvis er det en kendsgerning, at vor tids lit- teratur har sprængt rammerne for, hvad man tidligere kunne tillade sig at skrive om. Men det har været nødvendigt&for at vi kan opnå en realistisk nold- ning til kærligheden. Der vil al- tid fremkomme ting, der går over stregen, men processen er nødvendig, og glem ikke, at når noget har været fortrængt bli- ver det som regel hovedtema nogle generationer senere. — Det påstås ellers, at vi har et friere forhold til kærligheden end de fleste andre lande. — Helt hen i vejret — ingen tæsker deres børn så meget som vi gør. — Og hvad skulle det bevise? — Seksuel nød — tag for eks- empel prygleaffæren i Birkerød — den osede af seksuel nød for ikke at tale om sadisme og op- dragervanvid. — Hvordan kan nøden afskaf- fes? — Der bør være plads til kær- ligheden med alle dens afvigel- ser, og det bør være samfundeis pligt at hjælpe folk til at få de- res lyster styret. — Pas på ramaskriget! — Jeg kan trøste Dem med, at der er flere, der snakker om mig end læser mig. — Generer det Dem? — Nej, men hvad der går mig på er mistænksomheden — mis- undelsen. Den der bliver stor skal kanøfles — ned med nak- ken, det er en syg tendens, som man vel særlig finder i et lille land som Danmark. Så er der altså noget, der går Dem på? — Ja, og lov mig nu ikke at skrive sgu og fanden til hvert andet ord jeg har sagt. — Men De har jo ikke bandet en eneste gang. — Nej, det ved jeg godt, men hver gang der bliver skrevet om mig, tilføjer man en masse eder og forbandelser — man ictven- ter nu engang, at en væmmelig karl som jeg ikke kan sige to sammenhængende ord uden at bande ...