sunnudagur 7. februar 1965síða 7

- Dem, der bor nedunder, klager... Adam og Eva . . .over at vi tramper i gulvet og larmer. og flytter... - Ja, men nu tager vi alt vort legetøj „..ned til dem, så de selv kan se, hvor svært det er at få os til at være stille. WHISKY, POESI OG KÆRLIGHED FORTSAT FRA SIDE 2 kammerater en times tid hver Á 1, inden han gik hjem. Det satte ham i strålende humør. imod ham ved døren, g så plejede de gerne at øre en eller anden sinds dans hen over gulvet. Nå, men lad os komme tilbage €ss.e tog til begyndelsen, Da Bob kom jem den aften, var Jessie i rd med at tilberede en hum- Bob plejede at melde sin ankomst på temmelig støjende facon — med skrig og skrål og løsrevne brudstykker af diver- se sange. Når den gamle dame, der boede i stueetagen, hørte. at hen satte foden på det første trin, stoppede hun altid vat ! ørerne. Til at begynde med veg Jessie lidt tilbage, når han sag- de goddag på denne spirituøse måde, men under indflydelse af en bohémesiemning, som efter- hånden indhyllede hende, væn- nede hun sig til at betragte det som fuldkommen normale og legitime gensynshilsener. Bob kom denne aften ind uden et ord, smilede og kyssede hende pænt, men støjfrit, tog er avis og satte sig ned. Nede i stueetagen holdt den gamle dame sine to vatpropper rede fuld af uro og ængstelse. Jessie lod både hummer og 2v falde og styrtede hen ti! 2 med angst i sine øjne. — Hvad er der i vejen, . . . er du syg —? - Nej, min skat, jeg fejler ikke det mindste, — Jamen, hvad vejen med dig? — Ingenting. Kæreste venner! Hun- som-har-kommandoer ller fo. respørgsler vedrørende de for- andringer, hun mener at finde Bob i éns væsen og opførsel, så svar hende således: Sig, at De í et anfald af pludselig raser; har myrdet Deres bedstemor, sig, at De har gennempryglet fem geren nu mindreårige, og at an IN, WEEKEND A-r KLIDENS SØNDAGSTILLÆG Nr Farimagsgade 49 København K Tit Central 13 95 Redigeret af: Robert Corydon Lay-out: Ka! Hansen Redaktion: Cious Becker iansvarhavendej Harry Rasmussen og Hans Rishø 8 WEEKEND — et sennepskorn, sá sig ikke: >In- geni:nge. Jessie gik í tavshed tilbage til hummeren, idet hun af og til skoitede over til ham med mør- ke, mistænksomme blikke. Så- dan havde han aldrig opført sig før ... Da middagen i bordet, satte hun også en flaske whisky var | og to glas frem. Bob sagde nej tak. — For at sige det, som det er, Jessie: Jeg er holdt op med at drikke, Men tag selv hvis du ikke har noget det, vil jeg prøve iril ren mineralvandsjus. — Du er holdt op med at drikke —? sagde hun og så vist på ham uden at smile. — Af hy ikon grund? iíkk IKKE — Det hekom mig godt, sagde Bob. — Sympatise- rer du ikke med ideen? Jessie løftede øjenbrynene og den ene skulder. — Fuldkomment, sagde hun med et lidt stift smil. — Jeg kunne jo ikke med god samvit- tighed tilråde et menneske at drikke, ryge og fløjte om søn- dagen. ndebragt N ALTIDET blev til (Á næsten i tavshed. Bob prø- vede at få en konversation i gang, men hans bestræbelser 4 manglede de foregående afte- ners appel. Han følte sig elen- dig til mode, og flere gange vandrede hans blik hen til fla- sken, men hver gang kom han til at huske på, hvad hans drikkebroðer på cafeen havde sagt. — Nej, hvor var Babbitt Og han tog sig i det. forandringen Hele fun- tilværelse fuld i går! For Jessie var særdeles mærkbar, damentet for deres Ra tes ændret med ét slag sy! løsheden, den falske munterhed, den unaturlige konstante oph:d- selse, i hvilken de havde e- vet, var forsvundet på kortere tid, end det tog at trække en flaske op. Hun kastede stjålne og nysgerrige blikke på Bob, der bar et skyldbevidst udtryk til skue, som om han mindst var hustrumishandler eller hus- tyran. Efter middagen kom deres daglige hushjælp, negerpigen, ind for at tage af bordet. Jessie bragte med uudgrundelig mine whiskyflasken, glassene og en skål med knust is tilbage fra køkkenet og satte det på bor- det. — Må det være mig tilladt at spørge, om det er meningen, at jeg også skal omfattes af dit pludselige anfald af dyd- sirethed —? spurgte hun køligt. — Hvis ikke, vil jeg lave en sjus til mig selv . . . for det første, fordi et temmelig koldt . .. U ska' vi te' og igen, kom Bents mor og sa'e i aftes. Måske ska' vores far ikke ryge mer' igen, fordi nu kommer sommerferien og det dejlig og ha' et par ører og bruge på biltur te' Italien over bjergene og sejle for i Venedig på Rialtobroen. Kom og køb noget billig skit, står de og råber på dansk og al- ting, så vi ka' sagtens forstå det. Mamma mia, si'r de og griner. Perlekranse omtrent spale gratis. Ork, have, hvist vi solgte vores ha'de vi mange penge, su'e min mor sá. Allesammen ve' ha' jord nu, fordi det bedre end og gemme pengene i banken. Vi ku! komme te Tyskland og Østrig og Græ- kenland og glo på ruiner og søjler og drikke gedemælk og flyve og fare rundt. Billetter- ne ka' vi hente i Brugsen og få dividende alligevel. Vi behøver ikke sælge no- get, sa'e Bents mor. Bare vo- res far ville bruge skrå i ste- det er nok. Lugter osse dejlig så folk tror, vi har en rigtig sejlerbåd liggende i Dragør. Pibe ser osse godt ud men svier på tungen, og bli'r nogengange sur. Vores have sælger vi heller det for, aldrig før vi bli'r smidt ud af Glostrup, sa'e min mor. Der ikke noget som og ha' en have når solen kommer igen snart og alle bellisserne kigger op 1 vores grasplæne. Ingen mul- rarper har vi fordi vi har været efter dem og jaget dem ind te' naboen med pul- ver. Hver dag kom de og la- vede en lille sød bunke jord, så vores far blev gal og brok- kede sig. Glæder os te' april snart. Vi glæder os mest te' maj, sa'e Bents mor fordi det var- mere og fuglene bygger reder og musvitterne bor i vores Så det osse snart pinse og den længste dag og fløjtekedel. St. Hans aften med bål og gratis baltejn te' medlem- , merne. Havefester ska' vi ha mange af í ár og konsulenten kommer og ge'r præmjer og pokaler for store gullerødder og agorker og asier og raddis- Sá gloede min mor og sa'e. at sá var det sgu' da osse snart vinter igen næsten lie med det samme. Nu ska' vi da fórst derud í påskedagene og hvitte og ta- besere og ha' luftet ordentlig ud fra sidste år. erasmus — Så, så, sagde Bob godmo- digt — du behøver jo ikke at være fornærmet på mig. Men tag dog selv — selvfølgelig! — Jeg har hørt, sagde Jessie i en tone som et orakel — jeg har hørt noget om, at dét: at drikke alene med sig selv er en meget skadelig og ødelæg- gende vane, Næh, jeg føler mig ikke oplagt til at spille i af- ten . . og desuden, hvis vi alligevel skal til at reformere på os selv, kan vi også lige så godt holde op med den djævel- ske vane at spille banjo. I TUN C n bog og satte sig i en stol ved bordet, In- gen af dem sagde noget i en halv time. Så lagde Bob sin avis fra sig og rejste sig med et mærkeligt fraværende udtryk í ansigtet, gik om bag hendes stol, rakte over hendes skuldre, tog hen- des hænder og lagde sin kind mod hendes. For Jessie var det, som om værelsets vægge et øjeblik for- svandt, som om hun så Sullivan County's højdedrag og småbæk- ke for sig. Bob følte hendes hænder skælve lidt i sine, da han begyndte at sige et vers fra gamle Omar Khayam's >Ru- baiyate: Ah, kære, fyld mit glas, ihjel det slår. I dag med fremtids frygt og fremtids sår. I morgen? Ja, en morgen bli'r jeg nok mig selv — og fri for syv årtusinders »i gáre. Og så gik han hen til bordet og hældie en stiv whisky op Í et glas. Men i dét øjeblik havde en risk bjerg-brise på en eller an- den måde fundet vej og blæst den beklumrede bohémetiåge bort. Jessie sprang op, og med én eneste bevægelse fejede hun flasken og glassene ned på gul- vet. Derefter lagde hun begge arme tæt om Bobs hals. — Nej, nej, kære Bobbie ... ikke det vers —! Det andet, min dreng . dét, som begynder »Remould it to the Heart's De- Siree — Det kender jeg godt, sagde Bob. — Det lyder sádan: Áh, elskede, om vi to skæb- nen kunne forandre blot og slet- te alt det onde, vi ville — Lad mig slutte det, Jessie: Vi ville knuse skæbnen helt og så genskabe den, mer' efter hjertets grunde — Jo, den er godt nok knust, sagde Bob, der kom til at træde på nogle giasstumper. Nedenunder hørte værtinden, hvordan det knasede. — Det er den vilde mr. Bab- b'att, som er kommet fuld hjem igen, hun — og han har ellers sådan en sød lille kone! * sagde sagde