mikudagur 17. februar 1965síða 2

til finnar FYRI AÐI CIAL-DEMAKRATEN« 25 (nú ÁRUM SÍÐAN — SEINAST Í FINSK—RUSSIKA KRIGGID. »AKTUELT«) NOVEMBER — BYRJ-| DANSKA BLADNUM »S0- GREIÐDI BLADMAD-| URIN OVE NIELSEN FRÅ HESI HENDING. | NÚ HEVUR »AKTUELT« BLAÐMANN, SUM AT VERA BLAÐMAÐUR, HAR FRAM NÆSTEN alle krige har en fællesnævner: der angriber den stærke, Det siger den stærke, og det er ham, der råber højst. Det derfor intet er ir siden angreb Rusland. Eller rettere sagt, der er . at der for 25 ár siden fra Moskva »Den finske regering har begået HAVT ENDURTEKUR SUMT AV Ti, ID FOR FRAM | EINS OG HANN SIGUR EITT SINDUR FRÁ, HVUSSU TAÐ ER | genboer, overraskendei, SAMRØÐU VIÐ NEYNDA | KRÍGGSHENDINGAR FARA | altid den svage, | Det er at det var Finland, der for 25 intet overraskende blv meddelt: | | | en fjentlig handling. | Russerne oplyste. at finnerne havde sendt granater ind over russisk ; »mråde, og at finske troppeafdelinger den finsK-russiske grænse, FORUD (for selve krigsudbruddet, var gået politiske forhandlinger ij Moskva, hvor Paasikivi og Tanner) forgæves havde forsøgt at få Stalin | til at trække sine krav tilbage. Fanner havde kendt både Lenin og Stalin, og han havde under Dorpat-freden selv været til stede, da Rusland højtideligt lovede at respektere Finlands suverænitet. Kl. 2 om natten kom Stalin ind i værelset til de finske forhandlere, | og han sagde kort og klart: Skriv under. | Du lovede, begyndte Tanner, | men længere kom han ikke, før Stalin afbrød ham: Skriv under. Forhandlingerne var slut. Den insk-russiske krig var en realitet. En af de danskere. der fulgte op- takten til krigen og selve krigen på nærmeste hold, er salgcher i Richs Ove Nielsen, der dengang var journalist på »Social-Demokra- | ene. Han blev som krigskorrespon- lent kendt langt ud over bladets 10rmale læserkreds på grund af sine fremragende reportager — og| på grund af sit ukuelige humør. For finnerne var spørgsmålet | nu i al sin uhyggelige enkelhed, | yn de skulle bøje sig for de rus-; siske krav, eller gå ind i en pál orhånd håbløs krig med den rus-| siske gigant, Hvor delte meninger- ie var, selv blandt de ledende, kan | reg give et par klare eksempler på, ortæller Ove Nielsen, | | VIL SE MIN SON I ØJNENE Jeg var sammen med andre jour- talister inviteret til middag hos | ru Tanner. mens hendes mand| Våinø deltog i forhandlingerne ij Moskva. og fru Tanner fortalte: Jeg har sagt til Våinø: Tag du) il Moskva og giv russerne det de orlanger, for det er trods alt bil- igere for Finland, end at vi skal | fre vore sønner på det Kareiske læs. Da jeg spurgte Fagerholm, on wvorfor Finland var gået i krig med ywermagten. svarede han stilfær- ligt: | — Jeg ville ikke kunne se min| ireng i øjnene, hvis jeg ikke var| et med. Og Fagerholøns opfattelse jen gængse i Finland i de dage. Om aftenen, da vi på bladet| havde modtaget meddelelsen fra | Moskva om finnernes »angreb«, | sagde daværende — chefredaktør, | senere overborgmester, H. P. Sø-| rensen: Rejs par | og næste morgen | var jeg på vej til Finland. Jeg| ankom til Helsingfors samme nat. | russerne bombede byem for fer-| ste gang, og det gjorde et vold- | somt indtryk på mig, der jo ind-' | hende, der i sin tid havde hjulpet | som havde forsøgt at overskride | til disse minutter aldrig havde oplevet en krig. Sammen med andre journali- ster rejste jeg til den finske by| Wiborg nær det Karelske næs, og mens vi var på hotellet, blev byen bombarderet, og hotellets ene væg faldt sammen. Vi tog fra Wiborg tilbage til Helsing- fors med tog, men 21 gange maåt- te vi ud af toget for at gemme os i sneen for de russiske bombe- maskiner, den konstant forfulgte toget. Krigen var i fuld gang. I starten tik vi løv til at skrive hjem til vores blade, hvad vi ville, men efterhånden blev censuren skærpet, og samtaler blev afbrudt, hvis vi sendte »forkerte oplysnin- ger. Næsten uvirkelige var dagene mens heltemodige Finland udkæm- pede den håbløse krig. Og finner- nes tapperhed og bitterhed vil jeg aldrig glemme. Jeg mindes en samtale med fru Tanner. Hun fortalte, at det var Lenin med at flygte gennem Fin- Jand, da han var på flugt fra Rus- land. Han bar klædt som drager fru Tanners kuffert om bord på et skib i Åbo, der skulle til Stock- holm. Da han havde bragt kuffer- ten til fru Tanners kahyt, láste hun døren, og på den måde siap| Lenin til Sverige. | hjem ved juletid, men Jeg kom lige efter nytår traf jeg Stauning,| der overrasket spurgte mig, hvor- | for jeg var i København og ikke i Finland. Jeg svarede, at biadet på grund af den stadig strengere | censur ikke mente, det var rigtigt | at have en krigskorrespondeni il Finland. Vil du gerne derop igen, spurgte Stauning, Ja. Så rejser du i morgen. Og det | gjorde jeg. Jeg blev i Finland til| sidst i februar og skulle have væ-| ret deroppe igen den 8. april, men rejsen blev udsat og næste mor-| gen kom tyskerne, og de sørgede| bekendt for, at min og alle andre danskeres rejselyst blev holdt i ave de følgende 5 år. | | HISTORIEN OM DE LANG- | HALSEDE | Der gár en historie om de langhalsede. Hvordan er den egent- lig? Jeg havde haft fødselsdag. | og da jeg ringede mit stof hjem til bladet, kom Jonas til telefo- nen og ønskede mig til lykke, og jeg forstod jo godt, hvad han mente, så jeg sagde omgående, at de på bladet kunne tage en kasse øl på min regning. | Efter selv at have fejret dagen | Unesco, hen til os | cansk journalist: | Der stár de, det er dem med | de langhalsede sá historien er | ini at práta um føroyskan politikk, | men hesir bådir loysingarmenninir | SOSTALURIN blev jeg ringet op kl. 2 om nat- ten, og jeg troede, der var sket noget med min kone eller med en af mine fem drenge. Hallo, er det dig. Det er mig. Må det være langhalsede? Tak, Ove, farvel. | Mere blev der ikke sagt, men det var også nok, for H.P.s stem- me kendte jeg jo og meningen var jo ikke til at tage fejl af. Flere år efter, da vi var blevet han overborgmester pá! radhust og jeg salgschef i Richs-| huset, inviterede han mig med til et internationalt pressemøde på rådhuset, og mens vi stod og fik os en stille øl, kom nordmanden Gjesdal, der i dag er formand for | med en mexi- tilsyneladende gået viden om. Hvordan føles det som frede- lig dansker at være om ikke del- tager så tilskuer til en krig? Det varede lidt, inden det rigtig gik op for mig, at jeg var| midt i en krig, at det var alvor. En af mine kolleger fik nerve- sammenbrud efter den første bom- benat, og en anden drak sig kanon- | fuld. Selv var jeg ikke appelsinfri, men det hjalp mig, at jeg koncen-| trerede mig om mit arbejde. Men frygteligt var det at se Finland for- bløde, og det var jo det, der skete. Jeg er ikke militarist, bestemt ikke, men jeg beundrede de unge finske soldater, der uden vaklen kastede sig ind i den på forhånd tabte krig. For nok håbede fin- nerne på hjælp udefra, men i deres inderste var de fleste klar over, at hjælpen ikke ville komme, og at kampen derefter reelt set var håb- løs. — Krigskorrespondenter er altså ikke så frygtløse, som vi læser eller ser på film? Der er enkelte fatalister, men andre mærkede angsten. Jeg vi | gjorde i hvert fald. Da jeg en aften over en øl for- talte en finsk officer, at jeg var gift og havde fem drenge, svarede han grædende: Fem drenge, og så er du her, frivilligt, for at fortælle om vor kamp … hverken han eller jeg var i det øjeblik, det man så banalt forstår ved helte. Men han var officer, og jeg jour- nalist. Og en journalists liv og lod er at være, hvor begivenhederne sker. Jeg var jeg var ved heller ikke helt, da at dø i den finske eft ir Ferðslan 17. februar 1965 snegrken. Det frøs over 40 gra- der, og jeg havde frosset længe. men følte nu træthed og satte mig ved et træ.To finske solda- ter så mig, og de halede mig op og løb rundt med mig i flere mi- nutter. Og så trøstede de mig med, at hvis de ikke havde set mig sá var jeg død i løbet af et par minutter. — Ville De i dag være klar til at rejse ud som krigskorrespondent, selv om De nu er forretningsmand? — Ja. Ja, det er jeg bange for. Jeg tror aldrig den specielle jour- nalistiske fornemmelse af at være med nogensinde slipper én. — Der er ellers et langt spring fra krigskorrespondent til salgs- chef. Det er et spring fra atom- alderen til jernalderen. Men Richs er jo altid godt. | 0Ordrup Jagtvej er en stille villa- vej. Den 9, april 1940 smed en pelsklædt herre sig i rendestenen. da han hørte de tyske flyvere. | Det var Ove Nielsen. Mælkemanden, der | skraldergrinede. | Og det er der io ikke noget at | sige til, for han vidste ikke. hvad | krig var. Selv ikke den dag. bilvegum i kørte forbi. Europa stoðugt vaksandi í SVORÍKI OG FRANKARÍKI EIGA TEIR FLEST PRIVATBILAR Ferðslan í Europa eftir landa- vegnum veksur framvegis, meðan jarnbreytaferðslan mest sum er hin sama. Vesturtýskland og Schweiz vóru tey lond, sum í 1963 høvdu størstu bilferðslu (persónvognar), nevniliga ávikavist 27 og 22 miljónir. Í båd-| um fórum er hetta øking vid um 2,5 miljónum frá undanfarna ári. Millum norðanlond er Danmark fremst. Talið av útlendskum per- sónbilum var har 1.345.898 í móti 1.077.618 í 1962. Vegagerðin var mest umfatandi PJOL Era IKIK{U IR: 1963 | í Eystureuropa, meðan teir í Vestur | europa løgdu stórri dent á at bóta | um vegirnar. | Vøksturin í biltalinum var i Dan | mark í 1962—63 tilsamans 10,5 pst., i Finlandi 16,9, Noreg 13,2, Svøriki 9,3 pst. Talið av íbúgvarum uppá hvønn privatbil var i 1963 lægst í Svøriki, 5. Frankaríki hevði 6. Ongland og Luxembourg 7. Danmark, Schweiz og Vesturtýskland 8, Ísland, Noreg og Belgia 10, Eysturriki 11, frland 12, Italia 13, Holland 14 og Fin- land 15 folk fyri hvønn privatbil. — Nýggjur tjóðveldis- flokkur AV FLATLONDUM SKRIVAR EIN »UTISETI« TIL OKKARA, AT HANN HEVUR HAVT HØVI TIL AT TALA SAMAN VIÐ UNGAR LOYSINGARMENN HAR HESAR SAMRÆÐUR SO ÁHUGAVERDAR, AT KOMIÐ Á HONUM TÆR EISINI ÁTTU BLØÐUM. NIÐANFYRI ER GREIN AT VERTHÚSFUNDUR | | Eg stakk inn á gólvið í einum | vertshúsi. Meg vardi einki; men | innkomin rópar ein meg við navni.| Eg leit meg i kring og rakti | | við, at har yviri við eitt borð sótu) tver ungir mans einsamallir. Ann-) an kendi eg beinanvegin, ikki hin;| men heilt ókendur var hann nl ikki, tå eg fekk at vita, hver hann | | var. Sum frå leið komu vit cis-| vóru ikki fé] væl nøgdir vid tað, í fór fram heima í Føroyum. mTeir| vóru rættiliga misnøgdir við lands- stýrið, sum ikki bara var eitt mis- fostur, men meira eitt »svikafostur« | HVÍ SO MISNØGDIR? Eg spurdi teir, hví teir nú vóru so misnøgdir? Teir høvdu jú fing-| ið tað, teir høvdu tráað eftir: eitt sjálvstýrislandsstýri og tveir tjóð-| veldismenn í landsstýrið. Teir duldu ikki yvir, hví teir beinleiðis skammaðust yvir hetta stýrið, sum var so svikaligt, at tað ikki heiði framt eitt tað einasta! eitt av teimum givnu sjálvstýris- lyftunum. Hitt sosiala vildu eir ikki) tveita tjóðveldismonnum so nógv ilt fyri, tí teir vóru jú í bólki við afturhaldsflokkar, serliga fólka flokkin, ið eingin kundi líta á í nøkrum allraminst í sosialum málum! ! NIÐRI OG TÓKTIST PRENT Í FØROYSKUM »UTISETANS« Tjodveldismenn høvdu undan val inum givið stór og føgur lyfti um alt, teir vildu fremja, bara teir ko- mu framat, og Erlendur Patursson | føroyska útvarpinum sagt frá miklum sjálvstýrismálum, vildu verða framd sambært sam- gongusáttmálan men enn ikki eitt av hesum lyftum og ikki eitt av sjálvstýrismálunum framt. Hetta kundi ikki rópast annað enn svikagerð av versta slag móti veljarafjøldini, og tað størsta svikið var, at teir hildu einum landsstýri, ið als íkki vildi sjálvstýri. heyði i NÝGGIR SAMBANDSFLOKK AR Teirra metan var tann, at fólka- flokkurin og sjálvstýrisflokkurin í øllum lutum kundu við sambandsflokkin. Fólkaflokk- urin brúkti sjálvstýrisheitið til fótatraðk og skálkaskjól fyri at ið | var | hildið | áfram (| metast javnt| verja kapitalinteressurnar í Fer- oyum. | Sjálvstýrisflokkurin var ein deyð- ur flokkur, ið altíð var at finna í tí mest afturhaldandi partinum. Tjóðveldisflokkurin var nú kom- in væl inn á sambandsrásina. Tað var aldeilis eingin umbering fyri hann at koma og siga: vit fingu | ikki hinar við teir vildu ikki sjálvstýri! Slík umbering var vesælig og ómannslig. Teir kundu undir ong- um umstødum fara út til veljara- | fjøldina og billa fólki inn, at hin- | ir flokkarnir tvingadu teir at hanga | at hinir ikki vildu uppi í sær — i lova teimum úr aftur landsstýri- | num! ! Hvør dagur, teir hildu fram i hesum sambands- og afturhaldsstyri var ein skammarblettur á tjóðveld- isflokkin, sum nú er so dálkaður. at skommin tváast valla av aftur. | HVÍ SITA TEIR HAR? | Eg spurdi, hví tjóðveldismenn so | hildu áfram í landsstýrinum, tá | misnøgdin millum teirra egnu var | so stór, sum teir vildu gera hana til? Teir yptu akslar, og tað var eins og okkurt loyndarmikið lá aftar- | fyri hugsan teirra; men teir lótu | meg kortini vita, at teir høvdu var- | hugan av, at aftanfyri alt búðu per sónligar peningainteressur, Tað lá tíverri alt ov nær at hugsa, at tnn- anfyri tjóðveldisflokkin = funnust. | (Framhald 4 3. síðu): FÆRØSK MARGARINE Vita No I VITAMINISERET | FÆRØSKT PRODUKT FINT PRODUKT