sunnudagur 23. mai 1965síða 6

ANTER med stramme og altid parate kyssemunde bavde sagt: Hvad skal det blive til med dig, dreng? Men det var kun, fordi de syntes, fade- ren forkælede ham for meget. Drengen hed Martin, og hans far og mor var ikke skilt, Mar- tins far var rig, og de boede endnu i deres sommerhus, et langt rødt hus, som havde været Martins bedstefars barndoms- hjem, Martins far var rig, og drengene i den by, hvor hans bedstefar var født, legede ikke med ham. De beundrede hans legetøj, men de legede ikke med det, Det var måske derfor, det var blevet sådan med ham og hans far, Han havde privat- lærer, når han var på ferie. FTERARET var på vej. Efter sensommerens silende regn- uger var luften blevet klar og kølig, men de var endnu ikke rejst hjem, De udsatte det sta- dig — lad os vente og se, hvor dan vejret bliver. Et par hylen- de stormdage fejede himlen ren, og drengen begyndte atter at plage sin far for snart at tage den tur til øen, Regnen havde tvunget dem ti} at udskyde turen fra dag til dag. Skal vi ikke snart gøre det nu, far? Vi kan tage derover i mor- gen, sagde hans far, som hed Axel, Bedstefaderen hed Martin, Folk í firmaet kaldte drengen Martin den Anden, Det lød ikke så godt som Alexander den Store eller Ivan den Grusomme, men trods alt bedre end Gorm den Gamle, Hans far og han legede tit i nøddekrattet i den store have, Der kunne ingen se dem, men mange vidste allige- vel, at ham den rige Axel, søn af Martin, aldrig var blevet veksen, Han var kommet for let til pengene og legede stadig Gøngehøvdingen i nøddekrattet ligesom da han var dreng. Hvad 1] det blive til med dig, ? sagde de kysmundede st »g det var ikke altid let . om de sagde det til far vi tage derover i mor- agde moderen. Martins mor var ;d og gik i sommerkjole u, Hun frøs aldrig, Hendes år var tykke som to dyner, når hun lå i liggestolen, og hun le store bryster. Hun var og 8 ( glat, hendes hud var fordi hun var rødhåret. idrig med, når dren- un V gens far skulle til middage og frøkoster, Hun kunne sidde i timevis og gøre ingenting, Men hun var god til at lave mad. Hun lavede altid maden selv, skønt de havde to piger Vi tager varmt tøj på, sagde faderen, Martin har sin tykke røje, Og olietøjet, Skal vi så derover i morgen, hvad far? Ja ja. Så lad os gøre det í mergen, Når du så gerne vil. Jeg kan ikke rigtig lide det, sagde moderen, Man ved aldrig med vinden på denne årstid. Hun var selv her fra byen, hendes far havde været skipper, og Axe} havde mødt hende, når han var her på sommerferie med Martin den Første, Når nu drengen så gerne vil, sagde Axel, Han har glædet sig til turen, Hvem af mest? jer har glædet sig ADEREN io, og Martin lo med, Hans far havde pæne tænder, når han var glad, Mar- tin brød sig ikke om, at han også kyssede moderen — det var et kaptajn Blod togt, de skulle ud på, kaptajn Blod kys- sede ikke kvinder, Han for- stødte dem, Men vær nu forsigtige. Kvinder ævlede altid om for- sigtighed. Himlen var blegt blá næste morgen, da de sted op, drengen og hans far, De skulle af sted tidligt for at få så mange timer derude som muligt, Selve sej- ladsen kunne godt tage halv- anden time, De havde længe talt om turen, faktisk i flere år. Men så havde Martin været for lille, og så havde hans far ikke haft tid, og så havde vejret væ- ret for dårligt. Siden Martin var lille og fik historier på sengekanten, havde han elsket at høre om dengang hans far var lille. Det var først fornylig, han havde opdaget, at hans mor lo ad faderens fortællinger. EN havde de snakket om i flere år, Der var havfugle og buske og mågcæg og vilde kaniner, Og ingen mennesker. Der var bjerge og dale og flad strand med rullesten og vætte- lys og en hemmelig hule i et krat midt på øen, Og et udsigts- træ så højt som Rundetårn, hvorfra man kunne se øen rundt og helt ind til byen og lige ind i stuerne til folk. De tog kik- kerten med, den store prisme- kikkert, Så må jeg vel melde afbud til læreren, sagde moderen, da de pakkede deres ting sammen Har du ikke gjori det? Vi sagde da ellers i gár... Det kunne jo være, I skiftede mening, Det blæste op i nat. Og det blæste, da de kom ned til havnen, Der lå mange fisker- både i havnen, og havneopsynet stod ved lystb havnen, da de nåede hen til den hvidmalede stakitlåge, Skal I ud? spurgte han, Det skulle de. P' på strømmen, når du pas- serer krogen derude, Den hårdt i dag ved øen, Men du kender det jo. Mange mennesker | byen sagde stadig du til drengens far, selv om alle i hans firma sagde hr. direktør til ham, Jeg kender strømmen fra den- gong. Drengen hjalp sin far, de de et bestemt sæt af kom- mandoer til landbrug og et til søbrug. Nu var hans far kaptajn Blod, og han var selv bedste- mand, styrmand, forgast og báðsmand. Han havde fløjten i hí na skjortelommen. Det var ham, der lod fortøjningen gå. Det var ham, der já i forstavnen med bådshagen, selv om det var unødvendigt, faderen manøvre- rede båden sikkert fra kaj. Mo- tøren startede ved tredje forsøg. Den blev efterset tit på værk- stedet, Da de havde rundet fyret på ydermolen, kom bølgerne og fik den lille båd til at hoppe. Faderen gav den lide mere gas og tvang den ep mod søerne. Han så på drengen. Nu bliver du vel ikke dårlig? Ok nej, Men han blev vred ever spørgsmålet, Sådan spurgte kap- tajn Blod ikke sin bedstemand. Han blev sur på faderen — var han pludselig gået i ledtog med moderen? Hun havde givet ham en søsygepille, da de spiste mor- genmad, Men han havde smug- let den ned i lommen, da hun vendte ryggen til, Han vidste, at man blev søvnig af pillerne, og han skulle ikke være søvnig. Du er så bleg, dreng, Han svarede ikke, Det havde han hørt så tit, De gav ham vitaminpiller og æbler og alt muligt, fordi han var bleg. Men det havde han efter moderen, selv om hans hår var mindre rødt end hendes Tog du pillen? spurgte hans far. DT gang blev han for- nærmet. Han var lige ved at bande, Hvad Jignede det at spørge en fuldbefaren bådsmand med en tatoveret pige på bry- stet — hende havde han under stort møje tegnet med kugle- pennen, det var meget svært at se ned under sin hage, mens man tegnede med armen vredet skæv — hvad lignede det at spørge, om en bådsmand med en nøgen pige på brystet havde taget søsygepiller? Drengen så ud over skumtop- pene, Er det en krikand, far? Hans far kneb øjnene sam- men, og så Jo han, Du kan selv være en krikand! Faderen nikkede til ham, så havde han forstået, at den s spørger man ikke om, RENGEN satte sig bedre til rette, Det var en lang tur, og der var meget, som skulle gennemdrøftes endnu en gang. Han begyndte at fritte om det, han havde hørt tusind gange, udkikstræet, de vilde kanmer, stranden med vættelys og gen hemmelige hule, Der sad vi i læ den dag. vi var derovre på vor første tur, sagde faderen, Hvem sad í Jæ? Hvis første tur? Din mor og jeg Drengen vendte hovedet bort og mærkede, hvordan blodet Jøb til hans grer og gjorde dem røde, Hans kammerater Jo altid, når han blev rød på ørerne, Så, nu er Martin gal, sagde de, Den røde lanterne er tændt. Stop- signalet, Så bakker vi ud, érenge, ET var første gang, vi var sammen på tur, Vi havde lånt hendes fars lille sejlbåd, og så blev det regn, da vi gik i land. Vi satte os ind i hulen og ventede, til det holdt ep. Vi sad der næsten i tre timer, Martin stak hånden ud over kanten og holdt den ned i van- det, som fossede forbi, Det bed i ørerne, Han kunne... han kunne smide faderen over bord for den historie, Men man gør ikke mytteri mod kaptajn Blod. Men kaptajn Blod sidder hel- ler ikke og fortæller sit mand- skab den slags historier, blød kvindesnak om en, der er ens mor og læser ugeblade og har tykke lår, selv om hun laver god mad I spiste måske også sukker- madder? Hva? Men hvis han skulle geniage sin spydighed, ville hans stem- me blive usikker, så han holdt mund, Faderen spurgte heller ikke igen. Han svingede båden rundt om den smalle tange, som ragede ud fra land, Han lagde båden hårdt op mod strømmen. ORUDE lá øen, der var end- nu et stykke vej, og ingen af dem talte. Drengen havde endnu ikke glemt hadet til fade- ren, som sad der og diskede op med kæresteture til den hellige ø, Den ø, som var forbeholdt eventyrere, Kvinder var band- lyst i det land. Hvis han sagde et ord mere om søsygepiller, ville han ... ja, så gjorde han mytteri alligevel. Han smed ham over bord. Det skummede om stævnen på båden, der skød en pæn fart. Det sprøjtede ind over siden, og Martin tog sin gule oliefrakke på, De fik en hård tur over strædet til øen. Martins vrede over faderens forræderi lagde sig, Som bølgerne steg og ka- stede bold med båden, glemte han alt andet for den vilde piratfærd, Det var ikke længere hans far, der var sørøverkaptajn — det var ham, Martin den Anden. Han frøs lidt på hæn- derne og armene, men gnubbede dem varme, ville ikke overgive sig og krybe i læ. Drengen udspejdede øen fra søsiden, Han havde kikkerten og mente, at han kunne se ud- kikstræet. Ja, det er den høje eg svarede hans far på hans us spørgsmål, Han prøvede at se ind i den tætte skov, der var hemmelig- hedsfuldt mørke. Der holdt dy- rene til, D* sejlede rundt om gen, det var umuligt at lande pá denne side, der var for grundt. Til gengæld var der fralands- vind på den anden side Hans far havde besvær med at holde båden, der var mere strøm, end han havde regnet med. Men det blev værre, da de rundede nordspidsen af øen. Martin hørte sin far bande nan kunne dårlig nok holde båden, Du... Martin... Drengen så sin fars læber blive hvide, der, Vile du være meget skuffet, hvis vi... Vil du vende om, sagðe Mar- tin, Strømmen er kraftigere, end jeg havde troet. Det kan blive svært at lægge til ved både- broen, Forstår du, den er ikke så solid, og... Martin knejsecde med nakken og så på sin far, Faderen mærkede hans hån- Jige blik, Drengen var ikke om bord i deres lille motørbåd, han var på sørøverskuden eller en djunk eller gud ved, hvor han var, Ay ay, eaptain! sagde háns far. Drengen slappede af igen. De Jøb forsigtigt ind til broen. Lidt for forsigtigt, syntes Mar- tin. Han havde på fornemmel- sen, at sørøvere gik ind for fulde sej! og lagde bi i sidste sekund, Men de fik båden ind til bro- en. som ganske rigtigt var kort og spinkel, Den bestod af seks nedrammede pæle og nogle brædder, Den svajede og så ud til at kunne brase sammen, Men der var dybt nok til, at de kunne gå helt derind. Faderen standsede motoren og agde: Bærer du selv skaikisten i land, kaptajn? Martin stod med skrævende ben og forsøgte at spytte lang- spyt ud over rælingen, men klatten havnede på mahogni- kanten, Han prøvede at skjule spyttet med oliefrakken, og han vendte ryggen til sin fars sml. 5 Det var deres meget store madkasse, hvori der også var plads til en øl til faderen og en sodavand til ham selv, Der var hanke i enderne, lige som på en rigtig skatkiste, og han bar den højtideligt over rælingen. Bagefter kom faderen i land. De gik ind over strandens rulle- sten og op mod den gamle ska se langs kystlinjen. De satte ki- sten fra sig bag skansen, og drengen så sig om. Han trak vejret dybt og rankede sig. Det- te var et helligt øjeblik. Hulen, sagde han. Udkiks- træet. Men først nulen, sagde hans far. Martin nikkede, Først huler Vi skal gemme skatkisten før De gik gennem det høje græs op mod skovkanten. Kan du huske, hvor den er? spurgte Martin. Yes sir! Hans far halede et gammelt kort op af lommen. Han bavde tænkt på alt, Martin havde aldrig set det kort før. Der var sorte striber, hvor det havde været lagt sammen, Det var tegnet met primitivt, og der var et rødt kors mellem skovens træer. Hulen. SS tog han skatkisten frem. k RENGEN lagde sig pá ma- ven i græsset med kortet. Han studerede det grundigt. Hundrede skridt ind i skoven, sigte m 1 udkikstræet, derefter femogtredive ... Båden driver! skreg hans far. Martin var fordybet i kortet, men fløj op fra Jorden, EBAVE a Hans far var allerede på vej i Jøb ned mod skansen. Martin så ud mod broen. Båden havde revet sig løs og var nogle me- ter ude, Havde de ikke fortøjet ordentligt? Hvem havde for- tøjet? Han huskede det ikke mere. Han huskede kun, at han var gået i land med skatkisten. Og bagefter kom hans far. De havde taget redningsvestene af og pakket dem i stævnen. Martin løb efter sin far. Fa- deren forsvandt over skansen, og det varede lidt, før drengen nåede derned. Da han stod på den græsklædte vold, som var anlagt under en svenskekrig, så han, at båden hurtigt drev læn- gere ud fra broen. Den var allerede et godt stykke ude. Sirømmen. BREDEN var nu helt nede | ved broen, og drengen stak i løb igen, Da hans far nåede breen, var det pludselig, som om motoren var gået i gang, båden skød til havs som en pil. Far! råbte han. Men vinden og bruset i havstokken tog hans ord. Far! skreg han. Hans far stod på broen og så ud over havet. Far! vrælede han. Endelig vendte hans far sig Og så på ham. Han stod og ventede, til drengen kom ud på broen. Martin var forpustet, og han mærkede, at brædderne gyng ie upder ham. Broens ræ vajéde og gav sig, som om broen kunne synke sammen. Hvad er der? sagde hans far, g der kom en tyk blå åre i panden på ham. Den lignede snoren på en badekåbe. Hvad er der, dreng? Martin så med skuffede øj »å faderen, der stod og . Han så sin fars ansig blegere. Hvad er der? Martin havde aldri ham råbe sådan før. var Hop så ud! skreg han Hvorfor springer du Hvorfor svømmer du ikke ud g henter båden? Hvorfor gør lu det ikke? Båden driver til øs, vi får den aldrig, hvis du kke svømmer derud nu! Kap- in Blod ville have taget s2D- en Rellem tænderne og svým- net derud. Kaptajn Blod, vrissede hans far. Nu leger vi ikke mere. Strømmen er ikke til at spøge ned. JADEN drev længere bort. ) Strømmen var nøjagtig sa stærk som opsynsmanden På savnen havde sagt. Drengen så på sin far, han syntes, han skrumpede ind og blev en dværg. Hvorfor svømmede I kke derud? Var det fordi, var en dværg? Hvorfor springer du ikke } vandet? sagde han. Det havde kaptajn Blod gjort. Vil du have jeg skal drukne? råbte hans far. Er det det, du vil? Ja! Fortsættes næste side Hvorfor er tanter altid sådan - altid kommer de med deres evindelige: hvad skal det blive til med dig, dreng? Novelle af HENNING IPSEN Tegning: ERIK THORSEN