leygardagur 2. september 1967síða 3

Fby. livsfange stiller Efter 16 år i fængsel ved Bjørn Schouw Nielsen mere end de fleste om danske fængsler og mulighederne for resocialisering. Nu # GANG PÅ GANG læser man om kongresser, om »teoretisk uddanne- de eksperter«, der så forfærdelig gerne vil trænge til bunds i den kriminelle evighedsmaskine, i pro- blemet: »Hvorfor kommer mere end 50 procent af vore straffede tilbage til fængslerne med nye domme?« Mine damer og herrer eksperter ud í kriminologien og fastsatte i straffeindustrien, De kan dog virke- lig ikke forvente at fá svar pá De- res spørgsmål ved at råbe spørgs- målet ud i den tomme luft, eller ved at kigge i papirer, kriminalrap- porter eller i »lærebøger«! Tror De for alvor på, at De, når De opsøger fanger i vore fængsler, får andet og mere at vide end det, fangerne mener, De ønsker at få? Som det er nu, er straffesystemet så dumt, så naragtigt, at man må 'tage sig tilhovedet i fortvivlelse. Gør man sig egentlig klart, at of- rene for forbrydelserne ofte straf- fes betydeligt hårdere end forbry- deren? Lad os tage et eksempel fra dag- lig dansk retspleje: SKALLEN Unge Petersen står en aften på et gadehjørne og keder sig sammen med et par kammerater. En tilfæl- dig forbipasserendes udseende irri- terer ham. Han spørger den tilfæl- dige, hvad klokken er, og da ved- kommende ser på sit ur for at sva- re, knuser den unge Petersen hans næse med en yskallex. Unge Petersen er uheldig, idet to opdagere tilfældigt kommer forbi. Petersen bliver anholdt og ført op på politigården. Men nu ofret først: Han køres på hospitalet og opereres. ÍSygekassen betaler - men han er wansiret for resten af livet. Han bli- iwer indlagt med hjernerystelse og er uarbejdsdygtig et godt stykke tid '= altså minus indkomst i sygdoms- perioden. Hvad dette kan betyde af personlig tragedie ved enhver, der Akke er fast ansat. Når lægerne mener, det er for- jøvarligt, afhøres patienten af et par .opdagere, der sætter sig på senge- kanten: »Unge Petersen påstår, han blev provokeret, og at han gav Dem denne skalle i selvorsvar.« Opdager-teknikken går ud på, at Í ikke umiddelbart má tro pá no- } som helst, sá man går hårdt til den overfaldne og spørger ham grundigt ud: Om han har været straffet? Om han ikke kan se det ” forslaget: Sæt dog løsladt fortæller han her om sit syn på behandlingen af kriminelle. Vi optager hans indlæg til forventet debat: usandsynlige i, at et vildt fremmed menneske skulle have overfaldet ham helt uden grund? osv. osv. Det stakkels offer for overfaldet ved ef- terhånden hverken ud eller ind og må sluttelig love at møde på politi- gården til en nærmere afhøring, når han nu engang bliver udskrevet fra hospitalet. Senere skal han ofre sine arbejdstimer - og bede sig fri fra arbejde - når han som vidne skal give møde i by- og landsret - under trussel om anholdelse, der- som han udebliver uden gyldig læ- geattest. Det er det, man kalder, at føje spot til skade. Vidnegodtgørel- sen er så latterlig lav, at man taber selvrespekten, om man modtager den! GRINET Og så til unge Petersen: Oppe på »Gården« må han tømme sine lom- mer, og som et led i opklaringsma- nøvrerne giver man ham en kop kaffe, et par stykker »blødt brød« og cigaretter. Petersen kender rumlen, så han fastholder, at han er blevet provo- keret, og at han i virkeligheden kun har handlet i selvforsvar. Man fører ham i dommervagten, hvor han får beskikket en forsva- rer. Da det er tredje gang, Peter- sen er sigtet for vold, lader man ham mentalundersøge, og efter 6-8 ugers forløb finder man ud af, at han udmærket kan tåle at sidde i fængsel, og så, efter i alt 5 måne- ders forløb, giver man ham en dom, ja, en meget streng dom på 8 må- neders fængsel! På Vridsløselille statsfængsel bli- ver han mødt med skulderklap og grin af gamle medfanger. Det er jo altid rart at stå sig godt med en voldsmand, så han havde ikke van- skeligt ved at låne kaffe og tobak. Nu får han udleveret en kalender, og I den sætter han kryds ud for løsladelsesdagen, og så er der ikke andet at gøre end at vente på den store dag. At han må arbejde lidt for at tje- ne til tobakken er klart, men tiden går, og en dag står unge Petersen igen hjemme på gadehjørnet og venter - selvfølgelig får han også der grin og skulderklap og en bajer er der også, for på de værtshuse, hvor Petersen kommer, er det rart at have én siddende ved sit bord der i påkommende tilfælde kan slå en proper øretæve! Men har man gjort noget for Pe- tersen, evt. resocialiseret ham? Jo, NN ISSN N N NEN NN ANN SEEREN Af Bjørn Schouw Nielsen jo, man har da ladet ham deltage i en studiekreds, på skoleskemaet kaldet »Psykologi«, ledet af en kvin- delig: psykolog. Jeg var tilfældigt med, da unge Petersen gjorde sin entre og tog følgende lille referat af resocialiseringsbestræbelserne: PSYKOLOGEN Psykologen indledte: Mine herrer, denne studiekreds er ikke oprettet med henblik på at lære Dem psyko- logi, men skal virke som gruppe- terapi, således at De kan få luft for Deres problemer og få dem belyst og dermed mulighed for at få løst disse på en fornuftig måde. Er der nogen, der vil sige noget? Tavshed - forlegen tavshed, for- sigtig tavshed! Det, man siger her, vil måske blive brugt mod en, når der til sin tid skal træffes afgørel- se om evt. prøveløsladelse. Unge Petersen, der jo er en »helt« og ik- ke skal have prøveløsladelse - der er trukket så meget fra fra varetægts- tiden, at han snart skal ud - røm- mer sig og rører uroligt på sig. Psykologen: Nu De, nr. 1000. De er jo gået ud og ind af fængslerne i de sidste mange år, hvorfor? Petersen: Hm, jo, det er altså fordi, politiet knalder mig! Psykologen: Jamen, kunne De så ikke beskæftige Dem med noget, som politiet ikke kan knalde Dem på? Petersen: Jo, det gør jeg altså og- så til hverdag, altså så længe jeg er ædru, så har de nemlig ikke en chance for at knalde mig, men når jeg er fuld, så er det altså, at jeg er uforsigtig, og så har de mig! Psykologen (venligt smilende): Jeg mener, kunne De ikke tænke Dem at tage noget almindeligt, hæ- derligt arbejde, som andre menne- sker må gøre det? Petersen: Det har jeg prøvet to gange, men det går ikke! Psykologen: Jamen, hvorfor dog ikke? Petersen: Næ, først var jeg svajer, og det var der ingen skillinger i, og så kom jeg ind på en fabrik - men det var altså heller ikke noget for mig! Psykologen: Hvad var det, De ik- ke kunne forlige Dem med der? Petersen: Ja, jeg kan altså ikke fordrage at blive set ned på, og det at løfte tunge ting og blive beskidt og træt, - næh, det gider jeg fan- me ikke. Og så er der også det, at når man var træt og ville i seng, så blev familien sur, for vi var 8 om 2 værelser, så man aldrig kun- ne blive sig selv. Og så også det, at man skal på den igen med det sam- me næste dag - og næste dag og alle andre »næste dage« resten af livet, næh, gu' vil jeg ej! Psykologen: Hvad mener De med at »blive set ned på«? Petersen: Ja, altså de faglærte er jo finere og regner ikke arbejds- mændene for noget, næh, den går ikke hos mig! , Psykologen: Hm, hvad kan De sá lide? Petersen: Jah, jeg kan vældig godt lide at få nogle bajere og så svaje med en nejs pakke til et godt orke- ster. Psykologen: Jamen, kunne De ik- ke også gøre det, hvis De nu fik noget arbejde, der interesserede Dem? Petersen: Jamen, jeg kan slet ik- ke li' at arbejde - jeg vil være en fri mand! Psykologen så lidt desorienteret ud - her stod hun over for et af de næsten helt ærlige, men håbløse til- fælde - - tilsyneladende! Og her går så resocialiseringsbe- stræbelserne i stå. Psykologen, for- sorgssekretærerne og alle de andre i de øvrige dyre stillinger venter nu blot på, at løsladelsesdagen skal komme, så man kan slippe af med Petersen og alle de andre små »uhelbredelige« fanger, der med ga- ranti kommer igen - i hvert fald for de 50 procents vedkommende! REGNINGEN Og så spørger De, eksperterne: Jamen, hvad er da problemet? Herrejemini, kan De dog ikke se, at problemet er så enkelt, at det blot hedder ANSVAR - personligt ansvar over for den skadelidte. Hvad om man nu sagde til alle de små og store »Petersen«er: Vi har en regning til Dem for en »skalle«, og den ser således ud: 1) En plastisk operation, 5000 kr. 2) Svie, smerte, tabt arbejdsfortje- neste m.m. 5000 kr. 3) Sagens omkostninger, alt i alt 25-30.000 kr. - at arbejde af på akkord feks. i Jylland ved ind- dæmningsarbejde eller lign.! Dette ville være resocialisering i praksis, i stedet for meningsløs pladderhumanisme, som den prakti- seres nu. Voldsmanden og tyven ville på denne måde belæres om, at der er visse værdier i livet, Ville erfare, at KE DST DEER dette at skubbe medmenneskelighe til side, at vise dyrisk adfærd ove) for fredelige medborgere, måtte be- tales, ikke med et behageligt fæng selsophold, men med hårdt legem- ligt arbejde. Og fangen kunne til en vis grad selv bestemme, hvor længe han vil le være om at betale sin »gæld«. Ved at have arbejdet på akkord ville det afhænge af hans egen indsats, hvor meget han skulle tjene. Han skulle betale rimeligt for sit ophold, have lidt til sine fornødenheder, og re- sten skulle gå af på gælden - jo mere arbejde - jo hurtigere fri. De fleste ville sikkert slæbe både 12-14 timer i døgnet, og resultatet heraf ville være, at hans slatne muskulatur ville være i en perfekt træning ved løsladelsen, og han vil være klar til - og vant til - en 8 timers ar- bejdsindsats når han kom hjem - og finde det legeværk. FORSØGET Det samme straffesystem kunne tages i anvendelse over for alle ka- tegorier af forbrydere, når man ser bort fra de sygelige tilfælde: klep- tomaner, pyromaner og sædelig- hedsforbrydere, der selvsagt hører hjemme under lægebehandling og ikke i et fængsel. Hvorfor ikke gør et forsøg på frivillig basis: Der er fanger nok der ville melde sig, blot for at få en me- ning med straffen. Start med ca. 100 mand og en eller to transportable barakker og et feltkøkken, Lav de- res straf om til bod, men fuld bod. Man må blot ikke standse her. Der er nemlig den hage ved det, at det ikke kan nytte, at man så siger: Nu er I resocialiserede, og I har gjort fuld bod, men vi - staten - tror ikke på jer alligevel, så vi lukker statens og kommunernes stillinger for jer -! Gør man det, kan man roligt spare sig enhver resocialise- ringsbestræbelse, for er man ikke udviklet nok til at kunne indse, at denne mistillid, denne følelsesmæs- sige overlegenhed og denne stemp- ling af straffede må ophøre, når bo- den er betalt til sidste hvid, og vil man fastholde det gamle: En gang straffet - altid straffet, så vil alle anstrengelser være mere end håblø- se, og så skal man bare vedblive med at betale de langt over 100 mil- lioner kroner årligt på dumhedens og hykleriets alter. BJØRN SCHOUW NIELEXN