leygardagur 22. juni 2002síða 11

20 Nr. 117 - 22. juni 2002 Nr. 117 - 22. juni 2002 21 Próvtøkur á Sjómansskúlanum Hósdagin fingu næmingar á Føroya Sjómansskúla handað prógv. Skipsførarar Hesir skiparar fingu hósdagin prógv á Føroya Sjómansskúla Fremst frá vinstru: Allan Høgni Klode Davidsen, Sørvági Ingi Ellingsgaard, Eiði Rúni Hansen, Hoyvík Jan Eidesgaard Høghamar, Eiði Rikard Herup Johansen, Sandavági Jóhan Óli Müller, Kvívík Bjarti Lind Nattestad, Hvalba Á myndini vanta: Thomas Augustinussen, Vági Marius Joensen, Tvøroyri Hesir fingu virðisløn: Jóhan Óli Müller fekk pennasett frá Dansk Navigatørforening Jan Eidesgaard Høghamar fekk klokku og barometur frá Skipafelagnum Føroyar Bjarti Lind Nattestad fekk kikara frá J. C. Hempels Legatfond Hesir heimaskiparar fingu hósdagin prógv á Føroya Sjómans- skúla Fremst frá vinstru: Brian Anthoniussen, Tórshavn Jan Breiðaskarð, Signabø Bárður Kjartansson Egholm, Eiði John Leif Suni Hammer, Tórshavn Jóannis Jónsson Hansen, Sørvági Hanus Debes Højgaard, Tórshavn Kjell Johansen, Strondum Sverrir Bjørn Kjærbo, Skopun Janus Petersen, Húsavík Gunleif Lyngvej Poulsen, Sandvík Poul Carl Sørensen, Trongisvági Á myndini vantar: Martin Gøte, Norðragøtu Hesir fingu virðisløn: Bárður Kjartansson Eghom fekk barograf frá Føroya Skipara- og Navigatørfelag Janus Petersen fekk kikara frá Føroya Sparikassa Kjell Johansen fekk Alisfrøði, Fiskivinna og Fiskivinnumál 1-3 frá Føroya Fiskimannafelag Hesir Skipsførarar fingu hósdagin prógv á Føroya Sjómans- skúla Fremst frá vinstru: Dánjal Jákup Berg, Hvalba Allan Lamhauge Hammer, Kollafirði Pauli Gregor Hentze, Syðrugøtu Alfred Tórason Jacobsen, Eiði Bjarni Dánjalsson Jacobsen, Vestmanna Jón Helmsdal Jacobsen, Klaksvík Tóroddur Niclasen, Hvalba Sigmund Anfinnson Norðfoss, Tórshavn Hjalti Bjørgheim Rasmussen, Klaksvík Jógvan Sofus Vilhelmsen, Klaksvík. Á myndini vanta: Rógvi Heinesen, Tórshavn og Hans Levi Øster, Tvøroyri Hesir fingu virðisløn: Pauli Gregor Hentze fekk ur frá A. P. Møller Alfred Tórason Jacobsen fekk pennasett frá Dansk Navigatørforening Tóroddur Niclasen fekk klokkusett frá Tryggingarfelagnum Føroyar. Skiparar Heimaskiparar Hvis der skal frisk luft under vingerne, vælger mange færøske unge at tage på højskole i Danmark Af Dagmar Winther På Egå Ungdomshøjskole går lige nu syv færinger. Marita, Vanja, Karina, Birita, Durita, Elvira og Tina kendte ikke alle sammen hinanden i for- vejen. Alligevel har de nog- et tilfælles. De er alle mell- em 16 1/2 og nitten år gamle, og derfor har de valgt et ophold på en af Danmarks kun tre specielle ungdomshøjskoler. De fleste af pigerne har hørt om højskolen fra venn- er og bekendte, som har været af sted tidligere. Og når man er færdig med skolen, og ikke har lyst at begynde på gymnasiet med det samme, så er højskole en oplagt mulighed. »Færøerne er meget små. Jeg vidste bare lige med det samme, at jeg trængte til at komme væk. Når man er færdig med skolen, så træn- ger man til en pause fra det hele,« fortæller Marita. »Jeg ville også have noget frisk luft, inden jeg skulle starte på gymnasiet,« siger Elvira. »Min grand- kusine har gået her, og hun sagde så meget godt. Hun viste mig billeder her- fra…det var bare helt sikk- ert, at det var det, jeg skulle.« »Det er første gang, jeg er af sted hjemmefra – alene! Når man har brug for det, så må man bare gøre det!« fastslår Marita. Øvede sig på at sige sit navn Helt så enkelt var det ikke for alle pigerne. Birita og Durita fulgtes ad den aller- første dag. »Jeg kan huske, at vi kom kørende, og så lå skolen der. Og jeg sagde: »Kom, vi vender om!« Vi turde ikke! Alle så virkelig mærkelige ud. Men efter de første dage snakkede vi sammen alle sammen,« husker Bi- rita. Snakken, den foregår på dansk. De færøske piger snakker også dansk indbyr- des. Og hvis det foregår på færøsk, kan der godt snige sig nogle danske ord ind. Men selvom pigerne har lært dansk i skolen, var de alligevel lidt nervøse for sproget. »Før vi kom herned, tænkte jeg: Hvad nu, hvis alle begynder at grine, hvis jeg siger noget? I starten talte vi så stille, at der ikke var nogen, der kunne høre hvad vi sagde,« fortæller Vanja. Elvira stod foran spejlet og øvede sig på at sige sit navn. Karina nægtede at tale dansk i starten. Hun fik en af de andre til at sige tingene for sig. Men sådan er det ikke mere. Bedre til at være sig selv På højskolen er man samm- en om det meste, og man deles om arbejdsopgaver- ne. Her har man ansvaret – både for sig selv og de andre. »Når man er derhjemme, så er man meget afhængig af sine forældre. De vasker ens tøj og sådan. Det er sjovt at se, om man kan finde ud af det selv,« synes Durita. Og det kan man jo som regel. »Jeg synes, man udvikler sig, også fordi man får no- get ansvar, laver mad og gør rent og alt det der. Og man er sammen med man- ge mennesker hele tiden,« siger Tina. Og det er mange forskell- ige typer mennesker, det drejer sig om. »Dem man snakker med her, det er måske nogen, som man ikke ville komme til at snakke med ellers,« synes Durita. Men det er ikke kun andre, man lærer at kende. »Man bliver også bedre til at være sig selv…bare sig selv,« fortæller Elvira. »Det er svært nogle gange at være sig selv på Færøer- ne.« Ingen hjemve Selvom rejsen hjemmefra har været et stort skridt, har pigerne ikke haft hjemve. »For et år siden var jeg på sprogskole I Malta, og der havde jeg bare så meget hjemve,« fortæller Marita. »Det er klart, at jeg var bange for, at det skulle ske igen. Men jeg har slet ikke haft det!« »Folk er meget mere åbne her,« forklarer Durita. »De snakker bare om alt og alle, og man føler sig aldrig udenfor. De står bare med åbne arme, og så er det nemt at være sig selv.« »Men man får ikke alt serveret på et fad. Det nytter ikke, at man låser sig inde på sit værelse og så bare sidder der. Så får man ikke noget ud af det,« me- ner Marita. Så kommer hun I tanke om noget, som de alle synes er lidt sjovt. »Noget utroligt ved danskerne er, at de får hjemve. De bor et par timer herfra, og de længes nogen gange sådan efter deres familie. Hvis vi skal hjem, skal vi med tog, flyve to timer og betale 2000 kron- er,« ler hun. En oplevelse for livet Når de kommer hjem, skal pigerne alle begynde på gymnasiet eller arbejde. De er ret sikre på, at de stadig vil holde kontakten med de nye venner, ikke mindst fordi de alle har mobiltele- foner. Alligevel gruer de lidt for afslutningen på opholdet. »Jeg vil gerne anbefale denne her skole til alle, ” siger Marita med eftertryk. Hun skal have sendt mindst tre brochurer hjem til nogle af sine venner, som også overvejer et ophold. »Det er det bedste, både menne- skene og fagene. Man kan ikke kede sig her, der er så meget at lave! Det er en op- levelse for livet, og det kommer ikke een gang til! Man bliver helt bange, når man tænker på den sidste dag…« Det er de alle enige om. » Vi glæder os allerede til gammel-elev-fest,« smiler Durita. Dagmar Winther, sum hevur skrivað greinina, er dóttur háskúlaforstandaran og gongur á journalist- skúlanum í Århus. Når øerne bliver for små Tær sjey føroysku genturnar, sum hava verið á ungdómsháskúlanum Egå í Århus hetta seinasta halva árið, Marita, Vanja, Karina, Birita, Durita, Elvira og Tina. Myndamaður er Erik, sum hevur undirvíst í fotolæru Frá foreldradegnum á skúlanum, har næmingarnir sýndu nakað av tí teir hava lært. Her verður ein sangleikur framførdur C M Y K 21 20