leygardagur 12. januar 1980síða 13

Nr. 3 — 12. januar 1980 William undir krignum. Um bókina, krigsins ræðuleika, lukku og deyða, sigur William í samreðu við Hart- mann- Petersen: >... den fremkom i nogen grad som reaktion på det frygtelige pres den krig ud- satte én for. Den var altså ud- tryk for en vis eskapisme, en trang til at beskæftige sig med ting hinsides denne mere eller mindre idiotiske og ab- surde krig — … jeg skrev altså om disse spillemænd fra den relativt lykkelige tid inden første verdenskrig — og bogens morale er den, at selv om alt til sidst går skævt og ender galt, så bør et menneskeliv ikke kun takseres efter sit slutresultat, men som den totalitet på godt og ondt det i det hele taget er. Oplevede lykkestunder har deres betydning i sig selv selv om de er forgængelige. … Måske lyder det både naivt og traditionelt i manges ører, men det er og bliver nu min beskedne livsopfattelse, at selv om fortabelsen er os vis, og selv om det håb, hvormed vi ernærer vore arme sjæle, før eller siden er hjemfaldet til at briste, så har det dog sin ildnende kraft, som det meddeler det levende nu. Hvordan det ellers kommer til at gå, så er og bliver vi livets fortrøstningsfulde spillemænd, »the music- makers and the dreamer of dreams«, som den irske digt- er siger. Dette tolerante og noget passive aspekt er det natur- ligvis vanskeligt altid at god- tage. Man bliver stillet ansigt til ansigt med ting, som man ikke kan tolerere, uden at føle sig som en forræder. Som for eksempel de kræfter, der direkte profiterer af krig og ulykke. Krigens købmænd og bagmænd — jobberne — og så hele dette kor af national- istiske og religiøse hyklere, der holder krigens galde flyd- ende… … Og de færøske søfolk, der med livet som indsats holdt fiskeækspoerten til Storbritannien gående, de var i høj grad tillige kom- battanter i denne krig. Men inde på land sad jo andre og profiterede vældigt af denne eksport. Skamløst og gud- hengivent. — Det er bag- Sida 13 grunden for roman, »Den sorte gryde«, der altså i tidsfølge kommer efter »Spillemændene«…« Ikki »lykla-skaldsøgur« Vanliga verður hildið, at fleiri av bókunum hjá Williami eru sokallaðar »lykla-romanir« — persónarnir eru autentiskir. Og eldri havnarfólk siga ofta, at hasin persónurin er hann og hann. Ja, tað eru eldri fólk, sum ikki eru 30 hugtikin av Willi- ami, tí hann er í so satiriskur — tey kenna persónarnar ov væl! Sjálvur sigur William tó nakað annað: „Jeg er dog meget omhyggelig med ikke at skrive negleromaner. Der- for slerer jeg ofte lokalitet- erne, og jeg skriver meget pá erindringer«. Soleiðis sigur hann i sam- rødu við Land og Folk um Den sorte Gryde: » — I »Den sorte gryde« henlagde jeg handlingen til en fiktiv bygd på Suderø — det var nu Trangisvåg, jeg havde i tankerne — men det er jo naturligvis i høj grad forholdene i Torshavn, jeg har skildret. Den engelske besættelse, pengejobberiet, forlis og religiøse sekters fisken i rørte vande. Men sådan var det også i de større bygder. Så begivenhederne er ikke bundet til én lokalitet eller en bestemt gruppe mennesker«. Men hann skrivar altíð við >... levende modeller for øje. Men ikke sådan, at man be- skriver eller udleverer en enkelt model. Man henter træk fra mange forskellige modeller til samme figur. Og i virkeligheden, når alt kommer til alt, er det jo sig selv, man skildrer. Når Ibsen siger de bekendte ord: >At digte er at holde dommedag over sig selv«, så er det sandelig ikke mundsvejr…« Málaði fyri tað mesta Eftir at skaldsegan >Moder Syvstjerne« var komin út í 1952 kom stígur í bókmenta- ligu framleiðsluna. Men hesi árini málaði hann nógv. M.a. gjørdi hann tær stóru dekoratiónirnar við evni úr Sjúrðarkvæðunum til kommunuskúlaheilina i Havn. # grafisk >... den blev skrevet pá ganske kort tid og í stærk inspiration. erindringer virker jo ofte meget inspirerende. NÁ, direkte autobiografisk er den bog jo langt fra, men miljeet er der og noget af denne stemning fra de ferste ár med deres bizarre blanding af kras virkelighed og vidtflyvende fantasiforestilling…« Umframt eitt yrkinga- savn, »Hymne og Harm- sang«, kom stuttstøgusavniå »Det fortryllede Lys« ut i fimtiárinum. Í 1960 kom savniå Gamaliels Besættelse, i 61 Blæsend Gry i styttari útgávu, í 64 tann stóra, søgu- liga skaldsegan »Det gode Håb«, í 67 savnið »Kur mod onde Ånder« í 70 savnið »Don Juan fra Tranhuset«, i 1972 yrkingasavnið »Panorama med Regnbue« og i 1976 kom békin »Tornet ved verdens ende«, sum kom út sam- stundis å føroyskum. Um Lucas Debes »Det gode Håb«, sum er tað episka hevuðsverkið hjá Williami er um prestin Lucas Debes, sum í bókini kallast Peter Berresen. Hesin fer í hernað saman við fólkinum móti tí korruptu embætis- monnunum hjá Gabel, sum hevði Feroyar í len. Skaldskapurin føroyskadur Tað var ein stórhending inn- an feroyskan skaldskap, tá skaldsegurnar (tó ikki >Det gode Håb«) hjá Williami komu út á føroyskum á 75 ára feðingardegi hansara, 15 januar 1975. Árið eftir kom „Det fortryllede Lys« eisini á føroyskum. Allar bøkurnar eru komnar á forlagnum Bókagarður Sjálvur hevur William prýtt allar kápumyndirnar við pappírsklippum — tann lista- greinin hann hevur fingist mest við seinastu árini. Fleiri virðislenir Fyri skaldskap sín, sum er komin út í fleiri londum, hev- ur William Heinesen fingið fleiri heidurslønir. Í 1958 Holberg-medaljuna, í 1961 Otto Gelsted og William Heinesen metast í Det Danske Akademi, sum William gjerdist limur í fyrst í sekstiárunum Barndoms- sosialurin min næste »Moder Syvstjerne« kennist rættiliga sjálvbio- Sigmund Petersen, Zahle og William. Zahle og William høvdu nógv saman — tveir sermerktir persónar í Havn. William hevur sjálvur teknað Bókmentavirðisien Norður- landa ráðsins, sum hann tó ikki tók ímóti, árið eftir virðislenina hjá Dansk-Fær- esk Kulturfond, í 1968 Aarestrup-medaljuna og í fjør fekk hann H.C. Ander- sen bókmentavirðislenina. Sum eitt kuriosum kann nevnast, at hann hevur verið i uppskoti til NOBEL bók- mentaviråislønina, men enn er hann ikki tikin vid i enda- liga valinum. Skrivar bert danskt Øllum kunnugt skrivar William bert á donskum. Tað er ikki av illvilja móti fer- oyskum, men »… hvis jeg skulle skrive pá færesk, ville det ikke blive særligt nuanc- eret…« Hann vaks jú upp í einum umhvervi, har danskt varð tosað í stóran mun. Tað sama gjerdi seg galdandi fyri Jerg- en-Frantz Jacobsen, sum fram um alt var føroyingur og — eins og William — var sjálvstýrismaður um ein háls. »… det gælder mig person- ligt, ligesom det også i høj grad gjaldt Jørgen-Frantz Jacobsen, at vit trods vor sproglige tilknytning til Dan- mark i national henseende er færøske patrioter… Vor hele historiske skæbne har stillet os over for alternativerne: være patriot — eller gå til grunde«, sigur hann i sam- reðu við Hartmann Petersen. Skilast skal til, at hann i somu samreðu leggur afturat at flestu feroyingar ikki > fornægter den gæld, de står i til dansk kultur…« Av og á í bleðunum Hóast William hevur havt sína persónligu, politisku á- skoðan, hevur hann ongantíð verið limur í politiskum flokki. Heldur ikki hevur hann komið sær upp í nakað serligt politiskt orðaskifti, hóast hann av og á gjøgnum árini hevur onkra viðmerking til politisk mál. Í hesi skrivingini, sum ser- liga finst í Tingakrossi, vend- ir William sær móti sam- bandspolitikki, og tí trong- skygni hann og Dimmalætt- ing standa fyri, eftir hansara áskoðan. Eisini hevur hann luttikið í orðaskifti um andslív og mentan, og hevur hann altíð verið talsmaður fyri frílyndi og framburði. Middelalderlig verdensbillede Í 1944 hevur hann t.d. tvær greinir »Dimmalættings led- ere«. Hann sigur m.a., at Dimmalætting hevur >... haft den mageløse Lejlighed at udbrede sund Folkeop- lysning blandt sinde Læs- ere... Og hetta gjerdi Dimma- lætting eftir áskoðan Willi- ams soleiðis: „Det er formasteligt og dertil nytteløst at føle eller tænke selvstændigt; det bør vi derfor ikke befatte os med. Tro ikke dem, der paastaar at der findes Problemer. Alt er jo i Virkeligheden saa nemt og ligetil, naar blot vi holder os i Ro og værner om det be- staaende. Hvad har vi vore Myndigheder til, om ikke til at tænke og handle for os? Hvad har den Selvstændig- hedsbevægelse, der opstod i Ulykkesaaret 1906, vel udrettet andet end ond? Den eneste Politik, der er værd at følge, bliver fulgt af os, der en Gang for alle har indset, at virkelig Tryghed og aandelig saavel som materiel Sundhed kan opnaas gennem at blive ved det gamle... »… Hvorledes Sambandsfolk som Helhed ser paa den Sag er et andet Spørgsmaal. Der er utvivlsomt mange blandt dem, der er lidt trætte og flove over det middelalderlige Verdensbillede, »Dimmalætt- ing“ stadig finder det til- strækkeligt at byde dem.« Og William endar greinina »Men hvad saa med Danskhedens Sag paa Fær- øerne? vil Redaktøren maaske spørge. Jeg tror, han i saa Hen- seende kan være ganske rolig. Der skete næppe nogen Skade om »Dimmalætting« fra nu af inddrog sine polit- iske Ledere. Der skete vel nærmest kun det, at en gammel led Forgiftnings- proces tabte en af sine vigt- igste Forudsætninger. Hvad Sympati og Beundring for Danmark angaar, da kan vi — ikke mindst í denne vor Rigsfælle saa haard og skæbnesvangre Tid — klare os uden »Dimmalætting«s Pegepind« Anti-NATO-maður William luttók virkin í tí fer- oyska mótmælinum, sum reistist, tá tað frættist, at NATO-hersteð skuldi byggj- ast í Mjørkadali. Hann var ein av fyrireik- arunum til mótmælisfundin á Vaglinum Pålmasunnudag 1959. Í hesum sambaridi kennir William beiskleika móti Dan- mark »… på ét punkt føler vi bitt- erhed mod Danmark, nemlig bitterhed over det forhold, at man uden vor vilje og prak- tisk taget uden vort vidende har gjort Færøerne til en slags amerikansk krigsbase… »En rasende olding« Tå William var 65 segåi hann i eini samreðu, at hann var »en rasende olding«. Fyri stuttum spurdi Ninka, blað- kvinna á Politiken, William, um hann tó ikki hevði tikið munnin ov fullan: „Et menneske, der blir 60 er nok suggereret (sálarliga ávirkaður) af sin alder, han synes han er blevet gammel. Nu synes jeg, at en mand på 60 er en mand i sin aller- bedste alder — og det var jeg også. Men man ved jo, at alderen bringer en ud i et ubehageligt og tornefuldt ingenmandsland, og det bryder jeg mig ikke om. < »… Men det er rigtigt, at i 60erne og begyndelsen af 70erne, kan man føle sig som en rasende olding, for man vil så meget, men der er ikke så megen tid. Men den følelse fortar sig op mod de 80, man vrisser helst ikke — man håber man opnår det og det. men det er en tilstand af en vis ro: hvis man ikke når det, så gør det ikke så meget. Man tænker i grunden: Vågn- er jeg i morgen, sá er det ud- mærket. Vågner man ikke, sá skidt med det. Sådan tænker man ikke i den unge alder når man er ung, da er døden en frygtelig realitet, da tænker man på døden meget mere end nu Men det hele kommer vel an på forholdet mellem menn- esker. Sålænge man findet det interessant at være medmenneske, stadig menneske og man så lever man man búr menneskefjendsk, sá er man altså på retur ….« Hvis jo-mo