leygardagur 28. februar 1981síða 12

Síða 12 SOSIALURIN Skaldabrødur — Eftir William Heinesen De to digterbredre, Janus og Hans Andrias, kom til verden i det lille hus Å- arstova, der lá ved ámundingen lige nord for Værtshuset, Hotel Djurhuus, og lige overfor Dandastova ved Gong- in's nordlige indgang, altsá midt í byens hjerte. På denne baggrund — og pá bag- grund af det lille tidsbillede, som vi her har opridset — tegner sig H.A.'s skikk- else helt tydeligt, her var hans udgangs- punkt, her havde han sit virkefelt, her havde han hjemme. Í mange af sine digte har han skildret denne ámunding, dette idylliske sted, hvor elven rislede i sin stenfyldte kløft under mylderet af de gamle havers løvhang og den buede stenbro å Lad, og siden skar sig gennem sandet og blandede sig med Østre Vågs vande og verdenshavet. Af al denn by- idyl er nu intet tilbage, men den overlev- er som så meget andet i Hans Andreas' ungdommeligt hentagne vers Gekk eg mær å sandi månalysisnått, åin rann i giddan ut i vågin, hoyrdi ei í fjøru minsta aldudrått, einki var í roring uttan áin. Busatangi svartur út í sjógvin skar. Tinganes í mánagulli gyrt var; Skansatangi kámur — í víkina har alt so huligsligt og alt so myrkt var. Bátur fyri íla, helt seg vera far, ið fór havsins loyniligu gøtu. Ævintýrið dró meg so burtur við sær hesa stillu mánalýsis lotu Kendi meg tá festan og gingnan í lag, eins og gamal mosagingin runnur. Ain rann, og mánin fór líðandi avstad, lýsti millum durvandi dunnur Hans Andrias fik undertiden pá pukk- elen for sådanne idyller, dels fra sine yngre samtidige, der fandt dem for- tærskede, dels og ikke mindst fra sin ældre broder, der fandt dem umodne og barnagtige. Dette tog Hans Andrias sig nær — og det forstår man nu, for netop i sådanne uforpligtende idyller ligger hans styrke. Over de stilfærdige billeder er der ofte en stille storhed. Åen og månen og de slumrende ænder på sand- et. Og den dybe rodfæstethed i billedet »Kendi meg tå festan og gingnan i lag, eins og gamal mosagingin runnur«. Det er jævne og tilsyneladende uanselige vers, men de fortæller om hjemlighed på jorden, om ungdoms forventning og om dyb lykke Hans Andrias har digtet over andre emner, — ja i grunden over alverdens emner, for han bringer jo også mange billeder af fremmede steder og storbyer, rococco-idyller, episoder fra nordisk hi- storie og mytologi såvel som naturligvis færøske sagn og myter, og han har skrevet hyldestdigte til Sankta Cecilia, Bonifacius og Sankta Brandan, Poly- karpus, William Penn og Bjørnson og mange flere — ja også til sin spotske og unådige broder, for Hans Andrias var en højmodig mand. Hans historiske inte- resse var levende og hans horisont var vid, og den lethed hvormed han afvandt ordene vellyd og flugt, er navnkundig. Men evnen til at vælge og redigere det væld af gode ord, der stod til hans rådig- hed, var mindre iøjnefaldende hos Hans Andrias, her var broderen unægtelig hans overmand. Til gengæld havde Hans Andrias et tække, broderen ikki havde. Børnetække, folketække avnarmenn William Heinesen skrivaði fyri nøkrum árum síðan ein fyri- lestur um Aarstovubrødurnar — Janus og Hans Andreas Djurhuus. I innganginum skrivadi hann um undangongu- menninar í føroyskum skaldskapi og um samtíðarmenn Jan- usar og Hans Andreasar. Ur fyrilestrinum, sum ikki hevur verið á prenti áður, taka vit brotið um Aarstovubroðurnar. noget, der hidrerer fra hans sinds rig- dom og noblesse. Det, vi elsker og priser mest hos denne digter, det er den store ægthed, der bor i hans varme og stille digte om hjemlandet og barndommens by, om de almindelige, men evige ting, sol og måne, dag og nat, årstider og højtider, blomster og dyr og mennesker. Et ganske kort og urimet digt som Svanna turde være et af de yndefuldeste í fær- øsk poesi. Svanna min, i nått svav eg å fjøllum, lå undir steini í mjørkafloka. Fleyrid tad mjuka fleyg gjøgnum lyngin, fevndi hann um leggin, tå ringdi allar klokkur. Svanna min, i nått vart tu mær nærri enn å nøkrum sinni i føgrum sølum. Tøgnin var rødd tin og døggin kossur, men sjálv vart tú nåttin dimmoygda svanna. Dette digt er skrevet 1933, da digteren var pá sit livs middagshejde, men hvilk- en gled af ungdom og renhjertet poetisk fortryllelse bærer det ikke bud om! I et andet varmt og stilfærdigt digt, Hin gamli kennarin, skildrer Hans Andrias alderdommen i en gammel lær- ers skikkelse, og i sidste vers den gamle mands hedengang. Dette vers kunne godt, så livsbekræftende og yppigt det er, stå som en minderune over digteren og læreren, den milde menneskeven Hans A. Djurhuus: Eitt fridarkvøld, eitt halgikvøld, hann gongur gjøgnum blåmufjøld, har áður aðrir gingu. Øl hini sova, sovi tey, hann gongur upp um hól og hey vid summardyrd i bringu. Så helt anderledes end med Hans Andrias havde det sig med den anden af de to digterbrødre fra ámundingen. Janus, eller som han dengang kaldtes, Jens Djurhuus, rejste tidligt hjemmefra og reves løs fra sin fødeby og dens miliø. Først sent vendte han tilbage for at blive; men finde sig til rette her ved sit udgangspunkt, det kom han aldrig til at gøre. Det kunde i magt og meget se ud som om han skammede sig over eller ligefrem ringeagtede både sine bysbørn og sine landsmænd, for de fleste ord, der udgik af hans mund, var spottens ord. Men snarere var det sådan, at hans for- hold til fædreland og landsmænd var hvad man på nutidssprog kalder ambi- valent. Ambivalens betyder had-kærlig- hed, den ejendommelige tilstand, at noget på samme tid kan vække ens kær- lighed og ens had. Det er en tilstand, der ofte er karateristisk for meget følsomme og lidenskabelige mennesker, urolige og sårbare sjæle. ' En sådan sjæl var netop J.H.O. Djur- huus, en sjæl i evigt opbrud, en unøjsom mand, der ingen steder kunde falde til ro og fæste rod. Jo — et sted slog hans rastløse sjæl rod og brød i blomst: i skønheden — digtets skønhed, ordets vidunderlige poetiske og musikalske magt og vælde. Åskodarar, tå minnisvardin yvir V.U. Hammershaimb varð avdúkaður 25. mars 1948. Vit síggja teir tríggjar Aarstovubrødurnar Poul Juul, Janus og Hans Andreas, við hattinum. Millum Janus og Hans Andreas stendur Maria Mikkelsen. Við hogru oksl Janusar sæst andlitið av Janus Kamban. Vinstrumegin Hans Andreas sæst Andreas Djurhuus, kollfirðingurin, og vinstrumegin hann sæst andlitið á Tummas N. Djurhuus. Fremst hegrumegin sæst Palli Henriksen. Janus avdúkaði minnis- varðan Geislandi lívsins siglingsferð — skaldamanning umborð! Syngjandi sær hon flesjar og sker, óttast ei hav og gjålv og gerð — fer so í sorl og sor — skapti tó søgu og orð — stór eru mannakor! Medens — for en hjemlig betragtning — H.A.'s digtning er senligt og broder- ligt knyttet til sit udgangspunkt, den beskedne hytte under broen á Lad, vækker Janus's digte snarere mindelser om det store nabohus, Hotellet, eller Værtshuset, som det altid kaldtes, byens i sin tid eneste hotel, og den »kosmopolitiske« stemning, der var over dette store, forbyggede hus. Værtshuset oprettedes af digterbrød- renes farbroder Hans Andreas Djur- huus — den berejste mand, der visse- lig var noget af en verdensmand, og overtoges eftir hans død af hans ældste brodersøn Christian, og eftir dennes tid- lige bortgang af Christians dygtige og livskloge enke Katrina, en søster til for- fatterinden Johanna Maria Skylv Han- sen. Huset er til endnu, men fører en mere tilbagetrukken tilværelse end det gamle hotel. Den mørke folkestue summede altid af gæster, hjemlige og fremmede. Fra denne stue, der havde vinduer ud mod den gamle smøge Sand- skot, førte en dør ud til det lig så mørke og ligeledes altid menneskesummende og tallerkenklirrende køkken, og en meget stejl messingbeslået kahyts- trappe førte op til første etage, hvor værelserne var. Et af disse værelser havde en flot udsigt til elvemundingen, sandet og havet — det var et fornemt værelse, med et spejl, der nåede fra gulv til loft. Her logerede særlig fine uden- landske agenter. Også Kirkjubø-bonden Jóannes Patursson logerede altid i lag- tingstiden pá Værtshuset. Ad endnu en trappe kom man op i loftsetagen, her var temmelig trangt og bepakket, og í et lille kammer i den østlige gavl boede i sin skoletid en af vore kammerater, Jo- hanna Maria Skylvs ældste søn Christ- ian, en begavet og belæst dreng, der havde mange spændende og hemmelig- hedsfulde bøger i sin reol og vidste alt om fysik og kemi, om elektricitet og reli- gion og om forplantningens mysterier. Blandt de mange spændende gæster i dette vidtløftige gamle hotel var, som allerede nævnt, også til tider J.H.O. Djurhuus, overretssagføreren med Po- seidon-hovedet. Han havde ikke ord for at spytte i glasset, og der gik pirrende rygter om hans vilde nætter, rygter, som vi mente at se bekræftet i visse af hans udfordrende digte, som f. eks. Gledigentan. Aldersforskel, en snes år, gjorde at man først langt senere kom i personlig kontakt med digteren og lærte at på- skønne hans vittige tunge og respekt- løse uforfærdethed, og den vældige flugt og musikalske kraft i hans digte. For mit vedkommende også hans latter! Den var i sandhed en homerisk kraftkarl værdig. Hvad lo han ad? Ikki kun ad andre, ofte også ad sig selv. Et levende billede af Janus som han var i årene omkring tyvernes begynd- else har Jørgen-Frantz Jacobsen tegnet i brevsamlingen »Det dyrebare Liv«. J.- F. boede dengang på Regensen i Køben- havn og havde nu og da besøg af sit 19 år ældre bysbarn, som på det tidspunkt var protokolsekretær ved byretten: »Jeg husker min sidste tid på Regens- en, da jeg boede i et stueværelse ud mod Kannikestræde. Dér havde jeg boet den lange vinter, dér havde jeg siddet i tung- ae