leygardagur 28. februar 1981síða 13

AARAU SOSIALURIN sind og i forelskelse, i Nordhavs-ekstas- er og i hektisk produktionstrang. Der plejede digteren Jens Djurhuus at komme ind om aftenen, med flaske på lommen og fuld af rørende, men samtid- ig åndfuld hensyntagen og courtoisie for min grønne men håbefulde ungdom. Han blev fuldere og åndfuldere, jeg blev fuldere og mere glødende — mens Matras, den rosenkindede, lå et sted oppe i de øvre etager og med lange, regelmæssige åndedrag sov sig dybere og dybere ind i natten. Jens Djurhuus blev mere og mere bleg, det blev sent, han tog sig til sin mægtige pande, som Jupiter inden Minervas fødsel, og sagde stadig mere olympiske ting. Krampagtigt blev det efterhånden, så sank han hen i en døs. Nu var det mig der talte. Engang imell- em vågnede han op af sin dvale og gav sit bifald til kende, på en måde der smigrede min ungdommelighed. Når digteren til syvende og sidst vaklede ud ad døren med kraven op om ørene var det som regel med en eller anden ind- stændig opfordring til mig om at øve den glimrende bedrift, som han ikke havde fået udrettet — han havde kun haft skuffelser. Således forløb den mage- løse vinter, som til tider var sort og trist, ganske desillusioneret, men til andre tider festlig — festlig på en drøm om nordisk sommer og valkyrieagtig amour, festlig under Jens Djurhuus' bacchantiske, højtbegavede, men schwankende ånd«. Med en sådan varme og begejstring, og, kan man sige, positiv kritik, blev Janus ikke omfattet af sine samtidige i sin hjemby Torshavn. Det var naturlig- vis for en stor del hans egen skyld, for han var ikke sin samtids torshavnske borgerskab huld, men sårede godtfolks borgerlige forfængelighed med sine ofte ondskabsfulde udfald. Han skaffede sig også virkelig farlige og håndfaste fjend- er, der intet sparede for at skade og fælde ham — hvilket jo også lykkedes: nogle embedsmænd og en stedlig sag- fører-konkurrent fik ham anklaget og dømt til hæfte — ikke for nogen iøjne- faldende forbrydelse, men for en baga- tel, en lille formel juridisk forseelse, der skyldtes almindelig uagtsomhed fra overretssagførerens side. Disse hans hævngerrige og smålige forfølgere er nu forlængst glemte og borte. Men det er ikke tomme ord og talemåder når Janus i et digt udbryder: Svár kendist stund tå id spjótsoddar stungu, tann sum i kvædum fekk loyst sina tungu! Birtist í barminum sárbrandur gnagandi — hevj teg mitt kvæði, hådandi, læandi! Egentlige venner og åndsfrænder havde Janus ikke blandt sine tors- havnske samtidige, i grunden kun tre, nemlig Richard Long, Mads Jacobsen og lægen Pauli Dahl, der hørte til de meget få, der havde betingelser for at forstå og vurdere hans paradoksale åndsform og hans storladne versekunst. Jeg huser disse mænds begejstring da Janus havde bragt sin store hymne Móses á Sinaifjalli til verden. Denne salmeagtige dithyrambe er da også en lyrisk og musikalsk kraftudfoldelse af helt gammeltestamentlige dimensioner, og den har vel kun ét sidestykke i sam- tidig færøsk litteratur, nemlig Rikard Longs Vætan — så ulige disse to poemer end ellers må siges at være: det ene lige så mørkt og vildt i sin ekstase som det andet er lyst og dæmpet i sin rolige og statelige naturpoesi. Det er forståeligt at sådanne digte ikke kan vække opmærksomhed en sige begejstring hos et mere bredt folkeligt publikum. Tilegnelsen af stor kunst — det være sig musik, maleri eller poesi — kræver lydhøre øren, øvede øjne og evne ff ff AA Af [ [ [AA AA AA AÅ]Å AA Af fAyAfAfA AA [AA AA AA [ AA [Af A[A[yAfA[A A[ [AA [ [ [AA Å [ [ [ [AA AA [ AA can til streng opmærksomhed og selvfor- glemmelse. Desuden kræver mange af J.s digte kendskab til antikkens verden, fra hvilken digteren henter så mange af sine billeder og symboler. Hvad alle og enhver kunde forstå var de spotske rim og nidviser, Janus strøede om sig med, og hvormed han pulveriserede enhver filister, der søgte at puste sig op imod ham. Disse nidviser har oftest rent per- sonlig adresse og huskes nu kun af få. Én vil dog blive stående, dels fordi den har et bredere sigte end de andre, dels fordi den fortæller noget væsentligt om digteren og mennesket J.H.O. Djur- huus. Det er den, han kalder Toskalands pris, og hvis udgangsvers lyder: Nei, gev mær hvassan landnyrðing og brim og ódn og hvirluting og brennivin og hørpuslått og villan gråt å heystarnått! Dette slutvers rummer nogle af grundelementerne i digterens splittede sind såvel som i hans fasttømrede og uforgængelige versekunst. Henrik Pontoppidan har en safirisk fabel, der går ud på at det ikke kan nytte at man er en ørneunge, når man er op- klækket i en andedam. Satiren passer måske ikke helt på vor store lyriske digter J.H.O., men billedet af ande- dammen trænger sig på når man søger at finde et samlende udtryk for denne digters væsen og for hans livsbane. Det er en ejendommelig kendsgern- ing, at det samme færøske samfund, der fostrede Hans Andrias Djurhuus, og fik hans milde poesi til at blomstre, også fostrede hans barske og spotske broder og bragte mange af hans vers til at slå gnister. Den første var en sand discipel af den vennesæle og landsfaderlige Ras- mus Effersøe; han følte sig i pagt med de lyse og positive kræfter i sin færøske samtid, de virkelystne og tillidsfulde; den anden følte sine færøske omgivelser som en spændetrøje, som han måtte sprænge af sig for at få luft. For at få luft — for hvad? vil man spørge. For sine romantiske storheds- drømme, vil nogen måske svare. Og med nogen ret. J.H.O. Djurhuus hørte på en måde slet ikke hjemme i sin færøske samtid — ja, næppe i sin samtid over- hovedet. Denne højt begavede mand var en enespænder, en romantisk enhjørn- ing, uden synderlig sans for samfunds- lige forhold — eller snarere følte han sig højt hævet over denne dog så væsent- lige del af den menneskelige tilværelse. Hans digtning bevæger sig på et højt plan af romantisk drømmeagtig uvirke- lighed, på en måde der kan bringe en Edgar Poe eller en Coleridge i erindring. Allerede i sin tidlige ungdom drømte han sværmeriske drømme om svundne guldaldre langt tilbage i sagntiden: Meg droymdi um stormstoltar lúðrar og lyftandi orrustuleik, um sterkar ormvegandi Sjurdar, — so syrgiligt royndin meg sveik. Hon syndi mær matmadka holmgong um vidskera, skorpu og skøn, í kirkjum tey jamraðu sålmsong: gud faðir, gev dagligt grøn Mæl stormur vid megi og málmklong, mæl fram eina menskari sjón. Janus Skald, træskurður eftir William Heinesen, 1942 Med en sådan højromantisk indstill- ing er det klart at digteren måtte komme til at stå i et spændt forhold til visse materialistiske og vingelese kredse i sin hjemlige samtid. Men andre og vigtigere kræfter i denne samtid blev han en god og værdifuld mand, ja en af sin tids bedste. Det blev han i kraft af sin dybe og lidenskabelige kærlighed til det sprog, der var hans redskab og hans glæde, ja, hans egentlige raison d'étre, meningen med hans liv, kan man sige. Ja, er det ikke netop det, han selv siger i det storladne digt Kvæði til Apollon? Óhugnað barst tú mær, gudur við silvur- boga, Apollon, slongdi í heim meg, har toka og regn og Boreas valdar, stroyddi mær iva í sál — hin virðis- týnandi tvídrátt — dró fram til sjóndar sum skugga í Hades hin høvding Akilleus. Flytjast skal kortini lovkvædi tær og vigd hekatomba. Fyrst, ti til fosturland Føroyar tu gavst, hinar tindfridu oyggjar. Harnæst, ti kørg Afrodite ei var, ei heldur Athene. Allarmest tó, ti til skaldskap og streingja- leik alsk tú mær unti. Tú grøddi lund við hábornu sjón og marmor í Hellas. Síða 13 Borte er de to digterbredre Jens Hendrik Oliver og Hans Andrias Djur- huus, borte det Torshavn, hvor de voks- ede op; og der hvor Áarstovan stod er nu en cementomgærdet tomt, der henstár til ingen nytte og til liden pryd. Det var ikke mere end rimeligt om byen her, midt i sit hjerte, rejste et mindesmærke for disse sine to store sønner. mf m—— — "Te. ———— Framhald av síðu 9 hann fram — liggur langt afturi i tíðini — tá var Maria Mikkelsen ein feiandi verðinsdama og Tróndur pottaði petrol- eum út í Fútastovu. (JHO var bannsett- ur at draga persónar, sum vóru til steðar og sum hann kendi væl, og sum ongum vardi, inn í taluna). Ein lítil smágenta kemur inn og í barnsligum sakloysi spyr hon ommu sína, sær hon livdi sina lukkuligastu letu. Omman biður hana ikki tvætla og fara út at spæla. Barnið so ger, men omman verður sitandi eftir í tonkum. Tá smágentan einaferð kemur aftur við ein- um tyssi av summardáum at geva omm- uni og hevur gloymt alt, tá sigur hin gamla: — Tað var í Kjepinhavn. Tað var í Feroyingafelag. Og hin gamli skiparin, sum hevði siglt víða um á ellum høvum, og sum nú fekst við at handla og stóð handan skivuna og vigaði sukur og grønsåpu, fregnadist, eyðvitað, eftir tíðindum frá teimum, sum komu uttanífrá. Ein nýliga afturkomin siglingarmað- ur kemur inn. So er at spyrja, hvar hann hevur verið og hvaðan hann kemur. Jú, hann hevði verið har og har, og nú sein- ast i Kjøpinhavn. — I Kjøpinhavn ? Tú bar ikki eygad vid son min Jåkup? Hann lesur har nidri. — Jú, vist så eg hann. — Hvar? — I Føroyingafelag. — I Føroyingafelag! Hvat gjørdi hann har ? — Hann drakk. — Hvat sigur tú ? — Jú, hann drakk saman við einum, teir róptu fyri Janus. — Drukku teir nógv ? — Ja, teir drukku nógv. Eg sá í hvussu er Jakup betala við hundrað krónum. Hin gamli handilsmaðurin vildi ikki hoyra meir, hann tveitti smerspónin, sprakk yvir skivuna. >Tjaldrið< hevði ýlt triðju ferð, og landgongdin var tikin. Hann náddi nettupp skipið og varð drig- in umborð. Nú kunnu tit spyrja: Fór hann niður fyri at hava at soninum? Fyri at revsa sonin? Oh nei, hann fór niður fyri at vera við i Føroyingafelag, har teir drekka fyri hundrað krónur. Hetta var í stuttum talan, sum eg minnist hana — uttan stuttlig viðbregd og håbrøgd — og uttan aura. Fyrimynd var eyðsýnt nýtt til seinra persónin, keypmannin, tí knappliga stekkur burt- ur úr einum av gestunum: — Ojesunavn, hatta, hatta er pabba ! Tað var Fanny, dóttur Magnus á Gerðunum. Janus Kamban A Framhald av síðu 11 tónleiki o.s.fr. Janus var fram um alt eitt musiskt menniskja. Hann setti list og skapan fram um pengar. Vit hoyra í Feroyum mangan reddina, sum roynir at køva øll, sum eru eðrvísi. Nettup í tí at hann var ødrvisi finna vit lykilin til tann stóra týdning, Janus hevur havt fyri okkara samfelag. Tað ber sjálvandi til at siga mangt annað um Janusar leiklut í føroyskum mentunarlívi. Hann hevur skapað nakað av ti mest sublima, sum finst í føroyskum skald- skapi. Hann hevur meira enn nakar annar mýkt og ment føroyskt skaldsligt mál, bæði hvat viðvíkur ørindislagi, ljóðfalli, orðatilfari og evnabreidd. Men fram um alt er hann humanisturin, sum í arv hevur givið okkum, eftir- komarum sínum, rættin til at grógva og búnast og blóma við at søkja okkum andaliga fødi og listarliga bar- last tvertur um landa- og tíðarmark.