leygardagur 16. mai 1981síða 7

SE ER pe RR og Se 5 SOSIALURIN Um føroyska samfelagid er demokratiskt kann ikki góðtakast at starvsfólkið á sjúkrahúsinum verður uttan at tey fyrst eru spurd Ein EDV-skráset- ing av starvsfólki, uttan at tey fyrst eru spurd er ikki í trá við demokratisk grundsjónarmið, si- gur Jussi Merklin, danskur EDV trygdarserfreðing- ur, í hesi greinini, sum hann kallar: „Hevur ein skyl- du til at lata seg EDV skráseta?“ Menneskehedens økono- miske historie er een lang beretning om, hvordan mennesket ved at produ- cere bedre og bedre red- skaber har været i stand til at forøge sin produkti- vitet og skaffe sig behage- ligere livsvilkår ved at øge den materielle velstand. Der findes ingen naturlig grænse for denne vel- stands- og produktivitets- forøgelse. Kun når mennesket selv beslutter, at nu er det produktivt eller velstående nok, så sættes der grænser for vel- standsudviklingen eller holdes der pauser i pro- duktionsracet. I sidste ende er det altså mennes- kets livsholdning der be- stemmer, hvilke redska- ber, der skal udvikles, og hvordan de skal benyttes. Stenøksen er et redskab, der kan bruges til at producere træ-kanoer med. Men den kan også benyttes til at skaffe sig magt over andre mennes- ker. > Radion kan være at red- skab til at skaffe sig ad- spredelse eller informatio- ner med. Men den kan ogsá være et middel til at beherske en hel befolkning med. Den elektroniske data- behandling — EDB — kan være et meget effektivt redskab i hænderne på dem, der vil øge produk- tivitetetn men derved bliver EDB også et farligt våben i hænderne på dem der vil misbruge EDB til at styre andre menneskers beslutninger. I hænderne på de få skrupelløse kan EDB være livsødelæggen- de og helbredstruende for de mange. Menneskets livs- holdning er ikke blot en personlig sag. Den på- virkes i høj grad af det miljø og det samfund, sum mennesket er omgivet af. Men i sidste ende er det selvfølgelig det enkelte menneske, der har ansva- ret for valget af livshold- ning. Det menneskelige samfund består af enkelt- individer. Og enkeltindi- vidernes beslutninger be- stemmer hvordan det samfund bliver, som om- giver og påvirker det enkelte menneskes beslut- ninger. Historien lærer os, at der er mange forskellige typer af samfund og mange mulige måder at organisere samfundets produktion og beslut- ninger på. Det vil være uoverkommeligt her at be- skrive dem alle. Og da de uden undtagelse kan be- skrives som mellemformer mellem de to yderformer det humanistiske sam- fund (demokratiet) og det fascistiske samfund (dik- taturet), så skal jeg nøjes med kort at beskrive de karakteristiske træk ved disse to samfundstyper. Når man stiller spørgs- målet om man har pligt til at lade sig edb-registrere, så vil svaret nemlig af- hænge af hvilket samfund man befinder sig i og hvil- ket samfund man ønsker. I det demokratiske sam- fund stræber man efter at sikre alle samfundsmed- lemmer størst mulig fri- hed til selv at træffe be- slutninger om hvordan de vil bruge deres begræn- sede liv. Man stræber eftir lighed, det vil sige at alle samfundsmedlemmer får samme frihed. Og man be- tragter alle samfundets medlemmer som ligevær- dige individer og beslut- ningstagere, således at alle bliver fuldgode med- lemmer af samme sam- fund. Det sidste plejer man at kalde »broder- skab«. For at alle kan del- tage jævnbyrdigt i beslut- ningsprocessen må enhver have adgang til at skaffe sig informationer om det han ønsker, og alle må have samme adgang til at skaffe sig viden. Det demokratiske — samfund må derfor være et »åbent« samfund, hvor beslutnin- ger, viden og magt ikke kan monopoliseres eller blive et redskab i hænder- ne på nogle få. Det er demokratiets idé, at sam- fundsmedlemmernes fri- hed bliver maksimal, nár magten senderdeles megt muligt og alle fár lige meget magt. Det totalitære samfund er demokratiets diame- trale modsætning. Her stræber man efter at kon- centrere al magt i hæn- derne på een enkelt person (diktatoren, føreren). Fas- cismen er den grundholdn- ing, der tilstræber at skabe den størst mulige magtkoncentration = ved brug af ethvert muligt middel (inklusive vold, terror, propaganda, løgn, mord og krig). Diktaturets idé er, at al magt og viden skal monopoliseres, sá- ledes at alle beslutninger i sidste instans træffes i henhold til een mands vilje. Denne ene mand får derved den størst mulige frihed, medens alle andre samfundsmedlemmer i virkeligheden berøves deres frihed. Dette samfund bygger med andre ord på den størst mulige ulighed mellem medlemmerne. Det totali- tære samfund bliver her- ved et »lukket« samfund, hvor alle (undtagen dikta- toren) bliver styret af andre og hvor ingen har ansvar for sig selv. Alle (undtagen diktatoren) er kun »ansvarlige« opefter, det vil sige overfor sin nærmeste fører eller chef i et hierarkist system med diktatoren i toppen af magt-pyramiden. Beslut- ninger træffes her i syste- mets top og modtages af underordnede som ordrer, der skal adlydes blindt og uden diskussion. Dikta- toren er per definition al- vidende og ufejlbarlig. Han har i sidste ende an- svaret for alle andre — og han må derfor overvåge enhver, kontrollere hvad de siger, mener og gør og udøve en passende censur og dressur af sine under- EDV-skråsett såtter. De er i princippet alle hans »ejendom«, som han kan disponere over som det passer ham, så- længe de ikke gør oprør eller myrder ham. Redskaberne er natur- ligvis i sig selv, hverken »gode« eller »onde«, men den måde de anvendes på kan være demokratisk eller fascistisk. Hvis man ønsker at bevare eller ud- bygge demokratiet, så må man altså løbende sikre, at samfundets redskaber anvendes således at de ikke lægges i hænderne på nogle få, der kan misbruge dem som våben imod de andre. Og man må hele tiden sikre, at anveldelsen af redskaberne ikke skaber magtkoncentra- tioner i samfundet, for så- danne magtkoncentratio- ner har en tendens til at vokse sig stærkere og stærkere i kraft af de red- skaber, som har skabt dem. EDB kan være et red- skab til at behandle infor- mationer med. Men EDB kan også være et våben i hænderne på de få, hvor- med de kan tiltvinge sig magt på de manges be- kostning. I det demokratiske sam- fund er der ingen brug for centrale EDB-registre og personkartoteker med hemmelige oplysninger, for her er viden tilgænge- lig for elle, og enhver træf- fer beslutninger for sig selv. I det demokratiske samfund har man derfor aldrig pligt til at lade sig registrere i et centralt EDB-register, og her kan man kun tænke sigoffent- lige EDB-registre, hvis alle borgere får samme ret til at benytte registrets oplysninger. I det totalitære sam- fund har man pligt til at lade sig edb-registrere, hvis ens chef eller sam- fundets øverste magt- haver kræver det. Her ejer man jo ikke sig selv — og derfor ejer man heller ikke sine egne data. Chefen kan disponere over dem som det passer ham (i overens- stemmelse med de gene- relle instrukser eller i hen- hold til de ordrer som han modtager fra sin chef). Síða 7 bøkurnar + Jussi Merklin starvadist i tidarskeidinum 1971-78 i danska innanríkisráðnum og figgj- armálaráðnum sum serfrødingur i EDV- trygdarspurningum. Hann hevur sjålvur verid vid at byggja upp statsligu EDV-skip- anina, men hevur nú, í bókum og ritgerðum ávarða móti tí vanda, sum tílík EDV skrá- seting kann føra til. Hann hevur m. a. skriva »Registerstaten Demokratiet undergraves oppefra« Danmark« og Det totalitære samfund styres ved hjælp av hemmelige kartoteker og centrale edb-registre. De er nødvendige for at dikta- toren eller chefen kan træffe alle beslutninger og udøve sin vilje ved hjælp af den størst mulige viden. Hvis et sygehus ledelse opretter et EDB-register med oplysninger om de ansattes sygedage eller lignende uden forud- gående at have indhentet de registreredes tilladelse, så handler ledelsen ikke i overensstemmelse med demokratiske principper, men efter fascistiske prin- cipper. Hvis alle ikke har samme adgang til regis- trets oplysninger, og hvis alle ansatte ikke registre- res på samme vilkår, så bliver dette centrale EDB- register ikke noget demo- kratisk redskab, men et våben i hænderne på ledel- sen. Et våben som ledel- sen kan — og på et eller andet tidspunkfvil — mis- bruge imod det under- ordnede personale. En re- gisterlov kan måske i visse tilfælde afbøde nogle af skadevirkningerne ved ledelsens misbrug af et cantralt EDB-register over de ansattes syge- dage, men ingen lov vil nogensinde kunne hindre, at der sker misbrug, hvis man ferst har givet ledel- sen det effektive EDB- váben í hænde, uden at op- ruste de ansatte pá syge- huset, sá de selv kan for- svare sig mod misbrug. Hvis det færeske sam- fund er et demokratisk samfund og færingerne ønsker demokratiet beva- ret, så kan ikke acceptere at personalet på man sygehuset i Thorshavn tvangs-registreres i syge- husets centrale edb-regis- ter uden at de ansatte har givet deres samtykke og uden at alle registreres på lige fod og med samme adgang til at benytte registrets oplysninger. Et register der oprettes og indrettes af ledelsen for at ledelsen bedre kan admini- strere og styre de ansatte kan aldrig blive et demo- kratisk redskab. Og giver man ledelsen dette red- skab i hænde uden sam- tidigt at styrke de an- sattes kontrol med ledel- sen tilsvarende, så har man taget et skridt i fas- cistisk retning, som før eller senere vil vise sig at blive gift for det demokra- tiske samfund og gravsten for den enkelte færings frihed. Det ene centrale EDB-register fører altid det andet med sig — og inden man ser sig om er borgerne spundet ind i så mange centrale EDB-registre at magtkon- centrationen er blevet så stor, at ingen vil være i stand til at frigøre sig. Ud- viklingen i Danmark, Sve- rige og andre lande viser tydeligt, at når man giver slip på de demokratiske principper og tillader det første centrale edb-regis- ter med tilsyneladende harmløse personoplys- ninger, så har man »rakt fanden en lillefinger« og forskrevet sig til »registre- ringsdjævelen« Cand. polit. Jussi Merklin