hósdagur 18. november 1982síða 7

Nr. 119 — 18. november 1982 | tíðindablaðið Sosialistarnir: burtur við »daddu-stat- inum« — Hvat heldur tå um at bygt verður á Vágsbe og hvat skal byggjast sjónarmið Í konservativa franska dagblaðnum Le Monde hevur teknarin Anker Randsholt, politisk- ur-búskaparligur eygleiðari Plantu gjørt hesa satirisku tekningina av franska arbeidaranum, sum roynir belti við ti sosialistisku rósini, í samband í ið tann nýggja Haldor Holm, bakari: — Mær dámar ikki at bygt verður á Vágs- be. Mín motovering er at vit sum búgva her missa útsýnið. Tá skaldið Bernhard Brim, sáli yrkti: >Tað er vakurt í Klaksvík á kveldi, tá sólin um Nestindar fer«, stóð hann í køks- vindeyganum hjå mær, og tað er hetta eg fari at missa. Eli Nolsøe, tingmað- ur: — Mær dámar væl at bygt verður á Vágs- bø. Tað er rætt at vit byggja har, tí harvið sleppa vit av við gjesturin og sam- stundis fáa vit ein miðdepil. Sjálvandi skal Vágsbeur verða eitt miðstaðareki, sum umfatar bæði al- mennar bygningar, skrivstovur, kram- búðir, gistingarhús o.t. Sex rn Nu bliver det virkelig spændende at følge udviklingen i Frankrig. For hvad den socialistiskkommu- nistiske regering i den sidste tid har startet, rummer langt større perspektiver end selve valget af Francois Mitterrand til præsi- dent sidste år. Her fortsatte præsidenten og regeringen jo i virkeligheden blot den kendte march ad trådte stier: Når staten øger udgifterne og øger underskuddet, vil der komme gang i økonomien, ar- bejdsløsheden vil forsvinde osv. Sagde man! Resultatet blev: undergrav- ning af økonomien, devaluering m.v. Stillet overfor den kommende »afgrund«, der ville have ført til fiasko for det nye socialistiske eksperiment, besluttede præsi- denten og en gruppe centralt placerede ministre í regeringen at starte, hvad man í dag med et lille smil kalder N. E. F. Det stár for »ny fransk økonomi«, — med allusion til N. E. P., der fulgte efter oktober-revolutionen í Sov- jetunionen, hvor det ogsá havde vist sig, at visse táge-teorier ikke passede for virkeligheden. Et af hovedelementerne i N. E. F. er et brud med det, der í det socialistiske ugetidsskrift, >Le Nouvel Observateur«, kaldes »Ssocialetatisme«, — hvilket i den givne forbindelse kan oversættes med »socialomsorgs-staten«. I et intervies med tidsskriftet afviser beskæftigelsesministe- ren, Jean Le Garrec, således tanken om, at staten skal have ansvaret for en række arbejds- og andre forhold, der burde ordnes direkte af de implicerede parter: »Det har undret mig«, siger han, »at se hvordan fagfore- ninger og arbejdsgivere kaster ansvar over på staten. For her siger jeg nej! .. Når der er et problem, henvender man sig til »barnepige-staten«. Når der sny- i Fraklandi des, henvender man sig til »op- syns-staten«. Hvorefter alle kriti- serer både »barne-pigestaten« og »opsyns-staten«. Det må holde op. Jeg siger til alle fag- og er- hvervsorganisationer: Hver især må tage sit ansvar! Ellers ender det med at man må sætte en politibetjent bag hver borger«. Samme holdning konstateres hos den nye socialminister, Pier- re Bérégovoy. Staten vil ikke blot rykke ud med flere penge til ar- bejdsløshedsordningen. Der skal spares, og derfor er fagforenin- gerne og arbejdsgiverne nu sat til sammen at finde ud af, hvor be- sparelser kan finde sted. Ar- bejdsgiverne vil spare 18 milliar- der frcs., én fagforeningsgruppe kan gå med til 10 milliarder, en anden til 7. Nu skal de finde et kompromis. Mere opsigtsvækkende er det imidlertid at socialministeren har vovet at sætte hånden på noget, som ingen borgerlig regering har turdet røre af frygt for opposi- tionens og fagforeningernes reak- tion: sygesektoren og især hospi- talssystemet. Der indføres fæeks. forplej- ningsafgift (25 kr. daglig) ved længere hospitalsindlæggelser. Og der foretages en stram budgetlægning for at gøre ende å en situation, der af Le Nouvel Observateur beskrives således: »Misbrug af sygeorlov, der aldrig påtales, koster sundheds- tjenesten hundreder af millioner. For at retfærdiggøre overfloden af personale tøver visse adminis- trationer end ikke med at op- muntre til »sygeorlov«. Det socialistiske tidsskrift sammenligner sygeordningen med Voltaires fabeldyr, der opæder sig selv: »Det offentliges hospitalsudgifter er således steget med 24 pst. på et år. Indtil nu har dette »superspild« fået lov at passere under en vis »tavs- hedens sammensværgelse«. Nu buskaparliga politikkin er det slut. Og bladet bemærker: »Måske var det nødvendigt at være socia- list for at få mod til at gøre ende på velfærdsstatens misbrug i Frankrig«. Der skulle sikkert også en so- cialistisk undervisningsminister til at foreslå følgende ordning til klaring af flere studenter ved uni- versiteterne: en forlængelse af undervisningstiden for hver enkelt underviser fra 25 til 32 uger, eller 24 pst. Le Nouvel Observateur, der bringer oplysningerne, giver her følgende kommentar: „For Alain Savary (undervis- ningsministeren) er det virkelig et held at sidde í en regering af venstre-partier. Kan man blot et sekund forestille sig, at hans bor- gerlige forgænger havde udsendt et cirkulære af samme kaliber midt í ferietiden? Universiteterne havde stáet í brand. Man var slet ikke kommet í gang med arbej- det«. Samme tendens til at trodse vanetænkning gør sig gældende på den generelle økonomiske poli- tiks område. Her har regeringen i første om- gang gennemført løn-, pris- og avancestop for fire måneder, sammen med 1 procents forhøjel- se af momsen for at skaffe kapi- tal til de nationaliserede industri- er. Dette er fulgt op af en ophævel- se af den automatiske dyrtidsre- gulering, og der er gennemført et særligt »solidaritetsbidrag« for alle offentligt ansatte, der — fra deres sikre stillinger — på denne måde kommer til at bidrage til dem, der ikke har samme sikker- hed og er ramt af arbejdsløshed. Dertil kommer, at de lige givne løntilbud til ofefntligt ansatte er holdt meget stramt, — købekraf- ten opretholdes ikke, og arbejds- ministeren har henstillet til pri- vate arhejdsgivere om også at se til, at der ikke bliver for stor for- skel. Og nu sidst har finansministe- ren bekendtgjort, at den forhøjel- se af mindstelønningerne, der var lovet pr. 1. november, foreløbig er udskudt til 1. december. Og der vil da heller ikke blive tale om den lovede forhøjelse på 4 pct., men noget mindre. Der regnes med 3 pct. Naturligvis protesterer fag- foreningerne, og der bliver strej- ket en dag eller to i den offentlige sektor. Men finansministeren fortsætter ufortrødent med sit: »Man kan ikke fordele mere, end man producerer. En ledende industrimand, der for nylig mødte ministeren, be- mærkede da også med et lille iro- nisk smil: »Selv Raymond Barre (den tidligere borgerlige statsmi- nister) havde ikke turdet gøre noget lignende. Han ville have været alt for bange for tilbage- slaget«. Hvortil Delors svarede: »Man må have mod til at gøre sig upo- pulær«. Men på længere sigt er dette jo ikke formålet med den nye poli- tik. Skiftet fra hovedvægt på pro- duktionspolitik er udelukkende taget for at sikre grundlaget for en fremtidig udvikling i socialis- tisk retning. Var vendingen på de 180 grader ikke foretaget, ville økonomien have lidt skibbrud — og det socialistiske eksperiment med den. I betragtning af at rækkeføl- gen: først produktion — så for- brug, hører til en af de få helt konkrete anvisninger, som Marx har givet for indretningen af økonomien i et socialistisk sam- fund, er det besynderligt, at så mange socialister stadig viser sig genstridige over for tanken, og kun bøjer sig for kendsgerninger- ne efter dyrekøbte erfaringer. Men måske kan Frankrigs ek- sempel tjene til lære for andre! Bussleidin og kavaketur Meðan privatir bileigarar skøddu seg vid pikadekk- um og ketum månadagin og mánakveldið, bíðaði Bussleiðin í Havn til týs- morgunin — kl. nýggju. Tá fólk skuldu til arbeiðis, og tá tey — hóast alt — Hverjum líta á bussarnar, skuldu teir at hava ketur undir! hkist veðurvánirnar hava sagt frá kava? Og er tað -for- svarligt? Nú mátti Buss- tað, tá leiðin verið komin yvir »føditrupulleikarnar«. Ein sum ikki kom til arbeidsplåssid