Sosialurinarkiv
Sosialurin 1987-06-30, síða 13
Tak niður PDF av hesari síðu Stórt myndaskrá

týsdagur 30. juni 1987síða 13

‹ fyrra síða allar 16 síður næsta síða ›

Hendan síðan hevði ongan tekst í PDF-skjalinum. Teksturin niðanfyri er lisin maskinelt (OCR) og kann hava villur.

Tekstur á síðuni

ÓL UA í Nr. 72 — 30. juni 1987 Eisini Heðin M. Klein, formaður í Norrena fe- lagnum, helt reðu. Hann segði: Kære nordiske venner. Gott fundarfólk. Noget af det ferste jeg mener at mindes — máske har jeg bare fáet det for- talt — er at bedstefar sidd- er pá tervekassen. Jeg vender ansigtet imod hans og stár pá benene taktvis og synger fra et kvad: Eg var mær á Eiriks knerri, havið reyk sum fonn. Vart tú har, so kvíði eg tú styttist eina sponn. (Og sá omkvædet): Her er gott at dansa ... Formálet med denne øvelse var at lære barnet trinene i den færøske dans. Man kan sige, at dette var en slags musik- pædagogisk — eller i hvert fald rytmisk — øvelse, ind- lært efter moderne prin- cipper, den direkte metode — en slags work-shop, som det vist hedder nu- tildags. Den færøske musik- tradition bestod oprindelig af kvad, børne- remser og salmer. Stemm- en var menneskets eneste instrument, og traditionen blev leveret fra den ene generation til den næste ved at lytte og ved at del- tage. Jeg må skynde mig at tilføje, at det rene musikalske udtryk kom i anden række. Ordene, handlingen var det væsentlige, og det melodi- øse udsagn blev tillempet handlingens indhold, hver fugl sang med sit næb Derved opstod en sær egen disharmon den har som bekendt også Norsk Ungdoms hægsta stigi. sin lydmæssige berettig- else, hvilket mange af de moderne komponister ihærdigt seger at páminde os om. På Færøerne har vi et mundheld som siger at det, som tyvene ikke lægger sin hånd på, kommer tilbage. Musikpædagogik i gængse forstand prakti- seredes ikke på Færøerne før end langt senere, for godt 100 år siden. Det hele begyndte, da en born- holmsk bager ved navn Hansen bosatte sig her i Tórshavn. William Heine- sen har ofte og tit be- skrevet de musikalske miljø han afstedkom. »Bager Hansens lille hus«, skrivar W.H., »tonede dagen lang, snart af gjald- ene horn, snart af milde fløjter og dybe klarinetter, men oftest dog af violiner og andre strygeinstru- menter. Bager Hansen var musiklærer og kunne, sá underligt det end lyder, lære unge mænd at spille pá alle kendte instrument- er. Jeg ved ikke om hans lige findes nogen steder i verden.… Megen velsign- else bragte Bager Hansen ind i vor tórshavnske verden med sin musik. Han er da heller ikke glemt endnu og sent vil han blive det<. Siden Bager Hansens dage har den instrumen- tale undervisning haft skiftende og ikke alt for gode omstændigheder, for at sige det ganske mildt. Det vil jeg ikke sige noget om, men bare udtale, at de seneste árs markante frembrud på den instru- mentale musiks under- visningsområde skaber store forventninger for fremtider Nordisk samarbejde på kulturområdet € T ældre end Nordisk Råd Brass Band spældi horntónleik á Síða 13 Siden Rådets stiftelse for godt 30 år siden har sam- arbejdet på kultursiden været førende. Især efter at kulturaftalen trådte i kraft i begyndelsen af 70- tallet, fik kultursam- arbejdet et vitalt opsving med friske idéer og nye til- tag. Jeg har noteret mig, at Nordisk Musikpæda- gogisk Unions første kon- gres så dagens lys netop i denne periode. Men her i de seneste år er der lige- som sket noget af en ud- mattelse i samarbejdet, desværre også på kultur- området. Det er nok bag- grunden for, at et nordisk embedsmandsudvalg net- op nu udarbejder et for- slag til en ny handlings- plan på kulturområdet. Det er landsstyrets pligt at følge godt med i denne udvikling. Ifølge den justerede Helsingfors-aftale har landsstyrets medlemmer og embedsmænd ret til at møde på henholdsvis nyttes i voksende grad, ikke mindst på kultur- området. Men forudsætn- ingen for at dette skal give den ønskede effekt er selvfølgelig, at den centrale administration på Færøerne udbygges såled- es, at man kan tilgodese det nordiske samarbejde på en rimelig måde. Det er min faste over- bevisning, at dette bør ske. Vi har, ikke mindst på almenkulturens område, noget at give Norden, og meget, som vi bør tage imod fra de øvrige nord- iske lande. Det er på tide at vi også i denne hen- seelse kommer op i de voksne rækker. Med disse ord erklærer jeg på Føroya landsstýris vegne, at Nordisk Musik- pædagogisk Unions kon- gres 1987, den 15. ialt og den 1. på Færøerne, er åbnet. Lykke til ønsker jeg musikere, arrangører og lyttere med dette store nordiske arrangement. 27.06.87 Hedin M. Klein »Det kånns hårligt efter ett tag« So søgdu tveir av skeið- luttakarunum, tá teir hevdu dansað leygar- kveldið. Annar teirra hevði roynt tað fyrr á onkrum skeiði í Sveríki — men tá dansaðu teir bara 5 minuttir eftir eini plátu, so tað var ikki heilt tað sama 1uU Mast Qansa eina På 1 P | letu fvr at KOI — Bert spell, at vit ikki kenna gongdina í kvæð- unum, tí tað er jú tað týdningarmiklasta i dansinum. Nú høvdu vit ikki rættiliga >feling< við tí, siga teir Men hetta var leygar kveldið Nú hevur sí SDØ Stytta sær stundir við Havnar Dansifelag ríður Ediling. Helst fleiri. Er feroyskur dansur ikki bert føroyskur dansur? Nei. Ymsir »variantar eru. Rida Ediling er helst tann kendasti. Mer ru es pøi so ein hus. Tey vórðu igant brúkt um hegtíðirnar Tey ymsu dansifeløgini hava tikið upp henda táttin, og hvert dansifelag hevur sítt »repertoar«. Hesum fer Herluf Berthelsen at greiða nærri frá seinni. Heri