mikudagur 19. mars 2003síða 8

Nr. 54 - 19. mars 2003 15 14 Nr. 54 - 19. mars 2003 Oratoriið hjá Mendhelssohn, Elias, í Norðurlandahús- inum sunnudagin 16. mars UMMÆLI Bo Isholm Ólavur Hátún og Havnar- koret har i de senere år beriget os med en efter- hånden lang række af kor- musikkens mesterværker – Händels Messias, Skabel- sen af Haydn og Verdis Requiem for blot at nævne nogle få. Store projekter, som – hvad økonomi og ar- bejdsindsats angår – ville forekomme som det rene galimatias i mangen en mellemstor dansk provins- by (eller hvad vi ellers ple- jer at sammenligne os med befolkningsmæssigt). At give publikum den slags konsertoplevelser et par gange om året er intet mindre end en kraftpræsta- tion og en pionervirksom- hed, vi alle bør være Hav- nerkoret taknemmelige for. Og nu har de så gjort det igen! I lørdags blev Felix Mendelssohn Bartoldys oratorium Elias fra 1846 opført i kirken i Fuglefjord – for første gang på Færø- erne – og søndag efter- middag klang så de skønne toner i Nordens Hus. Et mere end to timer langt romantisk mesterværk for kor, orkester og fire solis- ter, der har det hele i sig – recitativer, arier og korsat- ser veksler mellem hinan- den i en stram klassisk form, uden at det af den grund forhindrer kompo- nisten i at male med hele sin palet af romantiske følelsesudtryk. Mendels- sohn kendte måske bedre end nogen anden i sin sam- tid Bachs musik, og der er formmæssigt klare referen- cer til Bachs oratorier, medens dramatikken og det musikalske udtryk leder tanken i retning af Verdi. Det Gamle Testamente har altid været og er stadig en inspirationskilde for kunstnere af alle slagt og tekstmæssigt bygger Men- delssohns oratorium på den blodrige og dramatiske his- torie om profeten Elias, der advarer Israels folk imod afgudsdyrkelse og frafald fra troen. Han profeterer gang på gang Herrens straf, der efterfølgende rammer såvel kongen som folket, og gennem undergerninger fra Gud forsøger han at vende dem bort fra deres vantro. I Det Gamle Testa- mentes skildring af folkets ulydighed overfor Gud fin- der vi mennesker, som lig- ner os selv – mennesker med stærke og svage sider, i glæde og lidelse, håb og frygt, tro og tvivl. Alle disse facetter af den men- neskelige natur omsætter Mendelssohn i toner med hjertet på rette sted – musik så fuld av utvungen sikker- hed og gennemsigtig dyb- sindighed, at en sammen- ligning med Mozart er næsten uundgåelig. Søndagens opførelse af Elias i Nordens Hus var som helhed en stor musi- kalsk oplevelse, men det bar tydeligvis præg af at være et korprojekt, hvor orkesteret har haft en lavere prioritering. Det kan der være flere naturlige og for- ståelige årsager til, men det er svært for et kammeror- kester på 31 musikere med begrænset prøvetid at hamle op med et stærkt ud- videt, velforberedt og meget velsyngende Hav- narkor på 84 sangere. I kor- satsernes fortissimopassa- ger druknede orkesteret ganske enkelt i korklangen. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og forestille mig, hvor meget bedre ba- lancen og den musikalske intensitet ville have været, hvis Elias var blevet opført i et samarbejde mellem Havnarkoret og Føroya Symfoniorkester. Er det utopi at håbe på et sådant øget samarbejde på tværs af musikalske kraftcentre i fremtiden? Den erfarne danske diri- gent Steen Lindholm holdt sammen på sit store mand- skab med en omhyggelig og klar direktion og et aldrig svigtende overblik, hvilket i sig selv er en præstation i et værk af denne kaliber. De fire solis- ter, som værket kræver, ydede alle hver på sin måde en fremragende indsats. Personligt glædede jeg mig over islandske Garðar Cortes nærværende og følelsesmættede tenor. Sop- ranen Berghild Poulsen har de samme dramatiske evner til at løfte musikken ud over scenekanten, og Elsa Súsanna Dalsgaard var- mede hjerterne med sin fyl- dige og gode altstemme. Hovedpersonen og det bærende solistparti er selv- sagt Elias, og her havde man med kort varsel til- kaldt den danske bassanger Michael W. Hansen som erstatning for sygemeldte Trygve Bjerkø. I den situation ydede han som den erfarne og rutinerede sanger, han er, en beundringsværdig indsats. Problemet er bare, at medens såvel teksten som Meldelssohns musik råber på lidenskab, nerve og karisma, er Michael W. Hansens lyse bas og nøg- terne foredrag betydeligt bedre egnet til f.eks. barok- kens oratorier. Når dette er sagt, skal det retfærdigvig også slås fast, at stjernestunderne ind- fandt sig med jævne mel- lemrum i løbet af de to timer, musikken varede, og at bidragsyderne hertil for- delte sig ligeligt mellem kor, solister og musikere. Og da slutkoret foldede sig ud i en lovsang til Herren (iøvrigt en fuga med tyde- lig hilsen til Johan Sebas- tian Bach) sad man tilbage med følelsen af at have oplevet noget storslået, hvilket også tydeligt frem- gik af publikums bragende bifald. Við hjarta á røttum stað Um vikuskiftið var oratoriið, »Elias«, hjá Mendelsohn Bartoldy framført í Føroyum fyri fyrstu ferð. Leygardagin í Fuglafjarðar Kirkju og sunnudagin í Norðurlandahúsinum Myndir: Jens Kr. Vang C M Y K 14