fríggjadagur 3. desember 1993síða 20

Síða 20 Nr. 231 — 3. DESEMBER 1993 Tíðindablaðið [ sosialurin | * fejlagtige vurdering, at ud- viklingen var forløbet stort set som nu, hvis der ikke var givet støtte. Lad os derfor se på, hvad var der sket, hvis Danmark ikke havde støttet det færøske samfund med lånekapital. Den altovervejende del af de danske statslån til lands- styret (2,5 mia. kr. af 3,15 mia. kr.) er af landsstyret blevet indskudt i Finansie- ringsfonden af 1992 med henblik på kapitaltilførsel til de to største færøske ban- ker. Uden disse kapitalind- skud var bankerne for- længst gået fallit. Det sandsynlige resultat af bankernes fallitter er skræmmende: Eksisterende udlån ville blive opsagt, og mange virksomheder ville ikke længere kunne få finansie- ret deres drift. Følgerne vil- le være endnu flere virk- somhedslukninger, endnu større arbejdsløshed og yderligere fald i indkom- sterne. Herudover ville bo- ligmarkedet være brudt sammen, og landsstyret vil- le have fået endnu større problemer bl.a. med at opnå de budgetterede skatteind tægter. Et større budgetun- derskud kunne i så uilfælde kun inødegås gennem yderligere stramninger af len økonmiske politik eller gennem ny låneoptagelse. Herul kommer tøvrigt, at de låntagere, som ville være gået fallit, fortsat ville hæf- te for deres gæld. Alt ialt ville der således ikke være tale om nogen »ny start« for færingerne, men derimod om en ned- smeltning af den færøske økonomi. + Der kan på denne bag- Ígrund ikke herske nogen ivl om: ) Atden enkelte færing har nydt godt af de lån, som den danske stat har ydet Færøer- landsstyre, samt Á 2) at landsstyret ikke var fblevet bedre stillet ved i før- sste omgang at have undladt optage lån til indskud i erne — tværtimod. Med de skræmmende ef- ekter som en omfattende lit i banksektoren stiller i igt, er det da heller ikke ipverraskende, at eksperter- råd samstemmende har æret, at bankfalitter, der det finansielle systems ktion, måtte forhindres. Alvoren heri bekræftes af de udenlandske er- inger. Vender vi blikket lande, hvor banksekto- har været truet af omfat- konkurser, ser vi ne- , at der politisk er grebet når banksystemets tion har været truet. I de senere år har vi set dette i forbindelse med kriser i den finansielle sektor i så vidt Norge, Finland og Sverige. Indgrebene er her gennem- ført, selvom tilbageslaget í disse landes økonomier har været langt mindre alvorligt end på Færøerne, og selvom de banker, som herved blev reddet, udgjorde en væsent- lig mindre del af banksekto- ren end tilfældet er for de to største banker på Færøerne. Lad mig i forbindelse med landsstyrets indskud af ny kapital i bankerne præci- sere én ting. Når der tales om, at »ban- kerne reddes«, får mange detindtryk, at det er banker- nes aktionærer, der reddes. Dette er ikke korrekt. Det er jo netop sådan, at mens ban- ken reddes som institution, så mister aktionærerne de- res indskudte kapital. Den reddede part er deri- mod indlånerne, långivere iøvrigt samt de lántagere, hvis kreditter kan fortsætte uændret. Man kan derfor med fuld ret sige, at netop ved at redde bankerne fra fallit, tilgodeser man de virksomheder (og medar- bejdere), som ikke ville kunne overleve følgerne af, at kreditgivningen blev trukket væk. Dette gælder i udpræget grad på Færøerne, hvor alternative kreditkil- der er yderst begrænset. Der har i debatten været rejst spørgsmålet om, hvor den kapital, som er blevet indskudt i bankerne, er ble- vetaf. Om den nu i tilstræk- keligt omfang er udlånt til erhvervsformål på Færøer- ne. Hertil er svaret, at hver- ken det offentlige på Fær- øerne eller den danske rege- ring bør give nærmere ret- ningslinier for bankernes udlånspolitik. Det må være bankernes suveræne opga- ve at vurdere de risici, som er forbundet med udlån. Hvis de pågældende banker i den nuværende situation har valgt at afdrage på deres eksisterende gæld, fordi de ikke finder, der er tilstræk- projekter, má det være de- resegne beslutninger. Dette ville vel ikke forekomme overraskende i den nuvæ- rende konjunktursituation på Færøerne. Også mange husholdninger har valgt at nedbringe deres gæld. Generelt er der imidlertid ingen grund ul at tro, at ban- kerne vil afstå fra at låne ud tværtimod. Bankerne le- ver jo af deres udlån. Uden at opfylde funktionen som långiver skaber bankerne ikke det overskud, som er et erhvervs ekstustensberetti- gelse. Mens jeg er i gang med at korrigere de myter, som af og til dukker op i debatten desværre også i forbindelse med Tingets tidligere be- handling af den færøske si- tuation — vil jeg godt ind- drage endnu én. Enkelte færinger har fået det úl at fremstå, som om problemerne i de færøske banker skyldes selve det, at Finanstilsyent har vureret, at værdien af bankemes til- godehavende er faldet, og ikke længere svarer til den bogførte. Denne kritik sæt- terikke spørgsmål ved, om der rent faktisk har fundet et sådant værditab sted men kritiserer, at vurderingen kommer frem i lyset og gi- ver anledning til krav om hensættelser til imødegåel- se af tab. Kritikkerne synes at mene, at blot man sætter kikkerten for det blinde øje, kan sejladsen fortsætte uhindret. Hvis denne indstilling havde været repræsentativ for færøsk erhvervsudøvel- se eller for færøsk politik, havde analysen af årsagerne tilde nuværende økonomis- ke problemer været temme- lig simpel. Jeg finder det derfor på- krævet, at sige nogle få ord om Finanstilsynets rolle. Finanstilsynets primære rolle — på Færøeme såvel sem i Danmark — er at tilgo- -” dese indskydernes (i dette forskellige landesom USA, keligt med rentable låp8” tilfælde den færøske befol- knings) interesse 1, at der til enhver ud er sikkerhed for indskuddene i pengeinsu- tutterne. Det er derfor Fi- nansulsynets pligt jævnligt at vurdere, om værdien af bankernes udlån svarer til den bogførte værdi. Hvis Finanstilsynet kommer til den konklusion, at udlånene er overvurderet, skal der stilles krav om hensættelser til imødegåelse af tab. Yderligere: Hvis kravet ul hensættelser er så stort, at egenkapitalen er væk eller befinder sig under en be- stemt værdi i forhold til ak- tiverne, skal der kræves til- ført ny kapital. Hvis dette ikke sker skal pengeinstitut- tet erklæres i betalings- standsning eller konkurs. Jeg finder ikke, at der er grund til at betvivle, at Fi- nanstilsynet har gjort sin pligt i forbindelse med be- handlingen af de færøske banker. Det væl være mange be- kendt, at det færøske lag- ting í den senere tid har be- handlet te forslag om iværksættelse af undersø- gelser vedrørende den øko- nomiske krise. Det første forslag kunne ikke opnå den tilstrækkelige tilslutning. Det seneste fremsatte for- slag om en dommerunder- søgelse er fortsat under be- handling, hvorfor jeg alene skal gøre den bemærkning, at det ikke vil være korrekt at bede en dommer forestå en undersøgelse til afdæk- ning af et politisk ansvar for udviklingen. Det tredie forslag drejer sig Om — jeg citerer en over- sættelse — for det første at »give indblik i de forhold i bankerne, som har medført den frygtelige gældsbin- ding« og »om bankerne har handlet i strid med lovgiv- ningen«. For det andet øn- skes en undersøgelse af »hvilken indflydelse ud- viklingen i samfundet har haft på bankerne«. Regeringen er opmærk- som på, at der er opstået et behov for en nærmere be- lysning af udviklingen om- kring bankerne. Regerin- gen vil derfor drøfte med landsstyret, hvordan en så- dan opgave bedst gribes an. Jeg vil nu gå over ul den del af redegørelsen, der handler om den økonomis- ke situation på Færøerne. 3. Den økonomiske situation Lad mig først gøre det klart, at en altomfattende og de- taljeret beskrivelse af den økonomiske situation på Færøerne ikke er mulig. Det statistiske grundlag for en beskrivelse af denne art er simpelthen ikke til stede selvom dette års rede gørel- ser fra ekspertudvalgene har bidraget til at udfylde nogle af disse mangler. En overordnet beskrivel- se af udviklingen i centrale størrelser i den færøske økonomi er imidlertid mu- lig. Denne viser, at den øko- nomiske situation på Færø- emne er blevet stadigt for- værret gennem det seneste år. Den nyeste statistik viser således, — at de samlede lønudbeta- linger i perioden januar-ok- tober i år lå 16 pct. under lø- nudbetalingerne i samme periode 1992, —at de fangede mængder af fisk leveret til de færøske fabrikker i samme periode faldt med 15 pct., — at det registrerede antal arbejdsløse fortsat (i no- vember) ligger i størrelses- orden 20 pct. af arbejdsstyr- ken, samt — at nettofraflytningen gen- nem de første 10 måneder i år androg 1.600 personer. Jeg kan til det sidste tilfø- je, at nettoudvandringen si- den 1990 hermed har andra- get 4.100 personer ud af en befolkning på 48.000, samt at udvandringen har været koncentreret i aldersklas- serne 15—29 år. En væsentlig del af de økonomiske problemer er opstået som et resultat af ændrede vilkår for fiskeriet, som med følgeindustrier indtjener ca. 90 pct. af de samlede færøske eksport- indtægter. I slutningen af 1980'erne skete der således et vold- somt fald i de færøske fiske- fangster. En væsentlig år- sag hertil var, at der i de for- udgående år var blevet fis- ket mere end bestandene på længere sigt kunne bære. I ullæg ul reduktionen í fangsterne har der siden 1992 været tale om stærkt faldende priser på fisk. De faldende eksport- mængder og -priser bidrog til, at værdien af den samle- de produktionen på Færger- ne faldt med godt 15 pct. fra 1988 ul 1992. Hertil kom- mer, at den fortsatte forvær- ring i 1993 peger i retning af et yderliere fald — på godt 10 pct. Samlet vil der således væ- re tale om et fald i værdien af den amlede produkuon på omkring 25 pct. i løbet af $ år. Dette er vist uden side- stykke i den vestlige skono- mi. Selv om de dårlige kon- junkturer for det færøske fiskeri har været en af hovedårsagerne ul den nu værende krise, kan tilrette læggelse af den økonomis ke politik på Færøerne gen nem 80'erne ikke fraskrives et væsentligt ansvar for, at man er havnet, hvor man er De økonomiske beslut ninger, som blev truffet ikke blot í lagtinget, men også i mange husholdnin- ger og i erhvervslivet (her- under bankerne), blev i 1980'erne baseret på en alt for optimistisk tro på, at det daværende høje indkomst- niveau kunne opretholdes. Erhvervspolitikken under- støttede denne tiltro — bl.a. gennem betydelige subsi- dier til fiskeriet. Trods advarsler fra ek- sperterne steg gældsætnin- gen inden for alle dele af det færøske samfund — i den private sektor såvel søm i den offentlige. Man kan i tillæg hertil sige, at over- fiskningen repræsenterede et lån fra naturen. Der var kun få reaktioner på advarslerne. Resultatet var, at både landsstyret, kommunerne, husholdnin- gerne og virksomhederne var usædvanligt dårligt rus- tet, da konjunkturnedgan- gen satte ind. Det er imidlertid nemt at være bagklog. Langt vigti- gere er det i dag at foretage en bedømmelse af hvilke intiativer, der kan hjælpe med til, at Færøerne kom- mer ud af den nuværende krise. 4. Fremtidsudsigterne Udsigterne for den færøske økonomi gennem de nær- > i