týsdagur 22. februar 1994síða 16

Síða 16 Nr. 3€ — 22. FEBRUAR 1994 . Lise Lyck, búskaparfróðingur: Skeivt at geva almennum út- reiðslum ábyrgd av allari kreppuni Færøernes krise omfatter tre selvstændige elementer: 1) en bankkrise, 2) en overophedet økonomi i 80-erne med for store offentlige inversteringer og 3) en kraftig nedgang i ressourcegrundlaget. Disse elementer er blevet stadig tættere og tættere forbundet. Krisen er i Danmark fejlagtigt blevet præsenteret og behandlet som en krise hovedsagligt forårsaget af for store offentlige udgifter sigur Lise Lyck, búskaparfróðingur m.a. i 2. parti av fyrilestri sínum, sum snýr seg um danskar bankakreppur og stóðuna í Grønlandi. 4. Dansk lovgivning, forvaltning og praksis over for banker í krise Der er í dansk lovgivning ikke formuleret konkrete bestem- melser om „lender of last re- sort“ problematikken, men i Nationalbankens formålspara- graf er angivet, at Nationalban- ken skal opretholde et stabilt pengevæsen Tilsynslovgivningen er deri- mod en gammel tradition i Dan- mark. Sparekasserne kom un- der tilsyn i 1880, og den første banklov blev vedtaget i 1919 Fra 1974 kom sparekasser og banker under fælles lovgivning og Tilsynet med Banker og Spa- rekasser fik til opgave at påse overholdelsen af loven og he stemmelser udstedt i medfør af loven. Tilsynet har især været koncentreret om likviditetskra- vet, egenkapitalkravet og over holdelse af engagement- og pla- ceringsregler, men også forret- ningsgange, ledelse og revision er blevet vurderet. I de fleste lande er tilsynet underlagt centralbanken, men i Danmark er Nationalbanken og Finanstilsynet adskilte instan- ser. Af Nationalbankloven fremgår, at Nationalbanken kan få udleveret oplysninger hos Fi- nanstilsynet om bank-, spare- kasse- og børsmæglerforhold, som efter Nationalbankens og ministerens skøn har interesse for det arbejde, som landets na- tionalbank udøver. Tilsvarende kan Finanstilsynet få oplysnin- ger fra Nationalbanken, som har interesse ved tilsynsarbejdet. Tilsynsmyndigheder i Dan- mark har traditionelt været branchetilknyttet. Tilsynet med Banker og Sparekasser førte til- syn med pengeinstitutter, børs- mæglerselskaber og fondsbør- svekselerer og Værdipapircen- tralen m.v., mens Forsikrings- tilsynet førte tilsyn med forsik- ringsselskaber, pensionskasser, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og Arbejdsmarkedets Til- lægspension (AT). Disse to til- syn blev i 1988 slået sammen til Finanstilsynet, som er et direk- torat under Industriministeriet Postgiro var under Trafikmini- steriet og Realkreditrådet un- der Boligministeriet. I 1990 er Realkreditrådets tilsynsfunkti- on omsider blevet en del af Fi- nanstilsynet Nationalbanken hører under Økonomiministeriet Problemet i organisationen i forhold til den egentlige „lender of last resort“ problematik er, at det er Nationalbanken, der i gi- vet fald skal tilføre en kriseramt bank likviditet, mens det er Fi nanstilsynet, der har ansvaret for at kontrollere solvens og likvidi tet Nationalbanken har flere gange i årenes løb opfordret til, at Finanstilsynet blev en del af Nationalbanken, så der kunne blive bedre sammenhæng mel lem byrde- og ansvarsfordeling Ansatte i Finanstilsynet må ikke sidde i et pengeinstituts bestyrelse eller repræsentant skab eller drive erhvervsvirk somhed og skal ved optagelse af lån underrette Finanstilsynets direktør herom. Udgifterne til Finanstilsynets drift skal dæk kes af pengeinstitutterne Disse organisationsmæssige forhold bevirker, at 1) ansatte i Finanstilsynet med relativ lav løn skal forhandle med bank ansatte med højere løn, 2) at karrieremulighederne for ansat- te i Finanstilsynet ofte er at gå over i bankvirksomhed, mens det er yderst sjældent, at ansat- te fra bankverdenen ansættes i Nationalbanken og i Finanstil- synet, og 3) at de største banker bidrager mest til finansieringen af Finanstilsynet. Denne orga- nisationsmæssige konstellation er efter min mening en system- fejl, da den kan give incitamen- ter til uønskede relationer mel- lem dem, der udfører tilsynet, og dem, der skal tilses. I forbindelse med 6. Juli Ban- kens konkurs i 1987 udtalte di- rektøren for Finanstilsynet: „Fra 1975 til 1985 har 33 penge- institutter været í sá alvorlige vanskeligheder, at enten rekon- struktion eller fusion har været nødvendig — en kendsgerning, som ikke er kendt af mange i den brede offentlighed, fordi et stiltiende og indtil for nylig gan- ske velfungerende kompagni- skab mellem banker og spare- kasser på den ene side og Bank- tilsyn på den anden side har be- virket, at der altid har stået et eller flere pengeinstitutter pa- rat til at gå ind med en redning, når en krisesituation har været på vej.” Dette skulle være for- delen ved branche tilknytnin- gen Den i 1987 gennemførte ind- skydergaranti med dækning af 250.000 kr. og af skattebegun stiget opsparing kom i anven delse i 1987 i forbindelse med C&G Bankens konkurs. De store banker har været meget kritiske, først over at der skulle etableres en indskydergaranti dernæst over finansieringen af ordningen, der indebærer. at pengeinstitutterne bidrager ef ter deres indlånsstørrelse. Det te skete for at tvinge pengein stitutterne tilbage til den gamle praksis fra før 1987 Bidraget udgør 2 promille af det samlede indlån. Finansie ringsmåden har igen været di skuteret i 1993, da de store ban ker ønsker at erstatte bidrag i forhold til indlånsstørrelsen med en betaling baseret på en risikovurdering af de enkelte pengeinstitutter. Indtægterne fra Finanstilsynet tilfalder stats- kassen De seneste kriser, Bornhol merbanken, Himmerlandsban ken, Varde Bank og bankerne på Færøerne, viser klart, at den gamle praksis ikke er reetable- ret. „Lender of last resort“ pro- blematikken er blevet ændret Hensættelser i bankerne bruges uhyre elastisk i Danmark og til mange formål, såsom skjulte re- server, udskydelse af skat m.v., og de bruges i Danmark også som erstatning for „lender of last resort" funktionen i Natio- nalbanken. At dette er muligt, skyldes bl.a., at hensættelser ikke skal præciseres nøjere, der er f.eks. ikke krav om hensæt- telser og regnskabsoplysninger om hensættelser som i norsk lovgivning, og de banker, der har forsøgt en præcisering, er blevet tilskyndet af Finanstilsy- net til at holde op med dette (Bikuben og Jyske Bank). Her- til kommer manglende præcise- ring af Tilsynets adfærd. Års- agerne er således manglende regulering og lovgivning og skattevæsenets accept af denne forvaltningspraksis. National- banken er i praksis frataget „lender of last resort“ funktio- nen. Ved Varde Bank sagen gik Nationalbanken dog ind, og der etableredes en model å la mo- dellen for 6. Juli Banken Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om den ændrede praksis er politisk bestemt eller bestemt af forvaltningen Baggrunden for disse konklu- sioner ses i det følgende afsnit 5 om danske bankkriser og fusio- ner 5. Danske bankkriser og fusioner Praksis i den danske pengein stitutsektor var i mange år, at kriser løstes ved fusion og kapi- taltilførsel inden for sektoren således at pengeinstituttets bru- gere ikke mærkede krisen Ultimo 1984 startede Krone banksagen. Banken, der var Danmarks 7. største bank, hav de ca. 300.000 indlånere. Den havde overtrådt lovens 35 pci regel om cnkelt engagement størrelse i forhold til egenkapi tal, idet udlånet til Flexplan ud gjorde 65%. Der forventedes overskud i Flexplan. Senere blev hensættelsesbehovet i Kro- nebanken opgjort til 900 mio kr. Ingen bank ville træde til Den daværende konservative industriminister Ib Stetter skal have sagt: „Banker går ikke konkurs i Danmark." Han greb ind. Forhandlingen med Natio- nalbanken, Den Danske Bank, Handelsbanken og Privatban- ken resulterede i, at der blev stillet en garanti på 500 mio. kr ved tab af egenkapitalen. En ny gennemgang af bankens enga- gementer med deltagelse af Fi nanstilsynet fik hensættelsesbe- løbet op på 1.300 mio. kr. i mid- ten af 1985. Ingen pengeinsti tutter ville fusionere med Kro- nebanken, og Nationalbanken og regeringen besluttede at vi- dereføre banken. I løbet af for- året 1985 blev Kronebanken fu- sioneret med Den Danske Pro vinsbank. I forbindelse med Krone- banksagen blev der politisk gi- vet løfte om etablering af en ind- skydergarantiordning. Storban- kerne var imod, og sagen blev forhalet og traineret I marts 1987 blev 6. Juli Ban- ken lukket af Finanstilsynet, som ikke ville godkende ban- kens regnskab. De begrundel- ser, som Finanstilsynet gav for lukningen om ulovlige og over vurderede ekstraordinære ind tægter som følge af salg af ban- kens hovedsæde og andre ind- tægter m.v., viste sig under sag- en ikke at være lovstridige for hold, men der kom andre ting frem, såsom meget store ikke bogførte garantier Forelagt spørgsmålet om ban- kens lukning mente den kon- servative industriminister Niels Wilhjelm ikke, at der var behov for at gribe ind. Samme opfat telse havde Nationalbanken, der i pressemeddelelsen 1. juli 1981 skrev: „Den umiddelbare ind stilling i Nationalbanken var, at 6. Juli Bankens forretningsfør else var så speciel og dens be tydning så begrænset, at der ikke var nogen pengepolitisk motivering for at gribe ind.“ Banken var lille, havde ca 20.000 indlånere. Det viste sig imidlertid, at indlånerne, der i mange tilfælde var ældre men nesker, der satte penge i ban ken. fordi de syntes, obligatio ner var for risikofyldte. var i stand til at blive hørt og set. og efter 3 måneder endte sagen med, at banken deltes i en sund og en risikofyldt del. Sydbank overtog den sunde del og fik støtte fra Nationalbanken. Den risikofyldte del samledes i et sel skab, hvor Nationalbanken og kreditforeningerne Danmark og Nykredit indgik med ansvarlig kapital. Dette selskab skulle ikke offentliggøre regnskab, og det er aldrig oplyst, hvad op- erationen kostede Nationalban- ken Presset for at få gennemført indskydergarantien blev nu in- tensiveret på trods af hoved- bankernes modvilje og mod stand. I september kom lovfor- slaget om indskydergaranti Samme dag blev C&G banken erklæret i betalingsstandsning Finanstilsynet havde besøgt C&G banken før 6. Juli Ban- ken og burde formentlig have lukket den på det tidspunkt. men C&G Bankens bestyrelses- medlemmer var i stand til at hin- dre en lukning (min formod- ning) C&G bankens konkurs udlø- ste indlånergarantien, idet lov- en blev vedtaget i decr mber 1987. Der blev udbetalt et min- dre beløb, da det var en lille bank. Indskydergarantien er ud- formet således, at bankerne bi- drager efter dens indlånsstørrel- se. Finansieringen blev udfor- met på denne måde for at prø Tidindabladid ve at få pengeinstitutterne til at reagere som før 1984 Ved udgangen af 1980'erne kom den store fusionsbølge Den Danske Bank blev fusio neret i 1990 af Privatbanken, Handelsbanken og den davæ rende Den Danske Bank og umiddelbart efter også Forstæ dernes bank. Unibank danne des í 1990 af Andelsbanken, Pri vatbanken og Sparekassen SDS Bikuben fusionerede med DK Sparekassen i 1989, Frederiks berg Sparekasse, Højer Spare kasse, Mou Sparekasse, Errind lev Sparekasse i 1990.1 Spare kassen Sydjylland i 1991 og Bornholmerbanken i 1992 I forbindelse med Spar Nords redning” af Himmerlandsban ken, der nu behandles í en sær lig undersøgelsesret nedsat ef ter diskussionen, om skattefra drag for hensættelser er løvet eller ej. drages løbende paralell til Bornholmerbanken. Sags- og problemstillingen er klart refe reret i en artikel í Berlingske Nidende 1. februar 1994, som jeg har valgt at referere fuldt ud. da den giver en udmærket illustration af, hvordan ender of last resort” problematikken helt har skiftet karakter i Dan mark siden slutningen af 1980 erne