mikudagur 23. februar 1994síða 17

Tíðindablaðið lem udgifter og indtægter í arbejdsløshedsforsikrings- ordningen genbekræftes. Kom munernes situation nævnes for første gang. Råstofudvinding som mulig kilde til genbetaling af danske statslån nævnes direk- te. Der er ingen adskillelse mel- lem „lender of last resort“ pro- blematikken og statslån i al al mindelighed. I punkt f nævnes nedsættelse af et færøsk-dansk udvalg til belysning af kapital markeds- og likviditetsforhold på Færøerne. Sidstnævnte bur de være sket meget tidligt i kri seforløbet, og analyseperioden burde være tiden fra 1982, hvor den nominelle rente halveredes i Danmark Den 30. november 1993 er klæres Fossbankin konkurs Fossbankin havde i juni 1993 en balance på 363 mio. kr.! Finans ieringsfonden af 1992 viderefør te Nationalbankens opfattelse af lender of last resort“ proble matikken, svarende til Solows opfattelse jf. afsnit 2. Det er på dette tidspunkt en håbløs dispo sition på Færøerne. Der var på Færøerne kommet en begyn dende tillid til, at bankerne ikke gik konkurs, og få havde hæftet sig ved, at garantien alene gjaldt Sjóvinnubankin og Føroya Baf- ki. Herved svandt tilliden til banksystemet, som i forvejen var lille, yderligere, uden at no- get særligt positivt blev opnået Opsparing ud over indskyder garantien gik tabt, og bitterhe den og afmagten forøgedes Den kommende tid Status er for nærværende, at der via Finansieringsfonden af 1992 er tilført banksystemet 475 mio kr. i oktøber 1992, 350 mio. kr. i februar 1993, 560 mio. kr. i juni 1993 og 1,3 mia. kr. i oktober 1993, dvs. „lender of last resort" for 2,7 mia. kr. Hertil kommer 332 mio. kr. fra Den Danske Banks aktieemission og tilfør sel af ansvarlig kapital, dvs. godt 3 mia. kr. i alt I juni 1993 var Sjóvinnuban kins balance 3,2 mia. kr. og Før oya Bankis balance 4,3 mia. kr En sammenholdelse af disse tal med kapitaltilførselen viser det håbløse i situationen. Man kan ikke give krisehjælp til realøkon omiske problemer via „lender of last resort“ funktionen uden at forøge omkosntingerne, dvs gøre effektiviteten i støtten lave re end ved direkte støtte Problemerne er langt fra løst Betragtes det lave prisniveau for hushandeler, ses det tydeligt, at priserne ligger betydeligt under, hvad der er forudsat, hvilket i princippet skal udløse nye be- tydelige hensættelseskrav De stærkt vigende indkom- ster betyder ligeledes, at færre kan klare deres økonomiske for- pligtelser, hvilket øger kravet til hensættelser på debitorer Eneste opmuntrende træk er de stigende aktie- og obligati- onskurser i Danmark. Det er virkelig på tide, at pen- ge- og kreditforholdene fra 1982 undersøges grundigt, og at der stilles materiale til rådighed for en sådan undersøgelse Ligeledes er det på tide, at „lender of last resort“ proble- matikken afklares såvel í relati- on til teori og praksis som i rela- tion til politikere og forvaltning og indbyrdes mellem forvaltnin- gerne, med henblik pá tydelig signalgivning SE forbindelse med bankkrisen. Når vi efterfølgende her í fe- bruar 1994 betragter bankkri- sen i de sidste 11/2 år, rejser der sig en række spørgsmål, som det vil være vigtigt at få belyst nær- mere af hensyn til relationerne mellem Færøerne og Danmark. af hensyn til „lender of last re- sort“ problematikkens politiske og økonomiske indhold og af hensyn til belysning af Finans- tilsynets og Nationalbankens forvaltning på dette område Centrale spørgsmål i relation til 6. oktober aftalen: 1) Hvordan så situationen egentlig ud i Føroya Banki i oktober 92? 2) Giver det mening på Færøer- ne ikke at gennemgå begge storbanker, før Tilsynet rea- gerer? 3) Betydningen af, at Den Dan ske Bank ejede 62% af ak tierne i Føroya Banki, men intet af Sjóvinnubankin 4) Hvorfor var andre banker ikke inde og vurdere Sjóvin- nubankin? 5) Hvordan kunne krisen opfat- tes så begrænset og kortvarig, som det ses af de anvendte instrumenter (S-årigt stats- lån, den beskedne kapitaltil førsel, $ 8 i Vedtægterne for Finansieringsfonden af 1992. hvor der bl.a. tales om aftale om tilbagebetaling inden 1 januar 1999)? 6) Hvorfor accepteres IMF-mo- dellen uden videre på Fæ- røerne? (Den danske rege- ring satsede formentlig på modellen, fordi den i relati- on til hjemmestyreproblema- tikken førekom som en neu- tral, bekvem mulighed) 7) Hvorfor erkendte staten ikke straks „lender of last resort“ problematikken, men først i maj 1993? Centrale i relation til efteråret 1992 og februaraftalen 1993: 1) Var en aktieemission til kurs 160 i Føroya Banki baseret på en realistisk værdiansæt- telse? 2) Hvorfor fortsatte politikken med begrænsede ad hoc overførsler? 3) Skal strukturtiltagene ses som en begyndende erken- delse af IMF modellens man- glende mulighed for at løse krisen? 4) Hvor meget føling med ud- viklingen i Føroya Banki har offentlige instanser på dette tidspunkt? Spørgsmål i relation til perio- den frem til sommeren 1993: 1) Var det konkurrence mellem bankerne, der førte til Fi- nansieringsfondens ønske om ændrede ejerforhold i bankerne? 2) Var det frygt i Den Danske Bank for nødvendigheden af yderligere kapitaltilførsel til Føroya Banki, der førte til martsaftalen? 3) I hvilket omfang var Lands styret draget ind i denne af tale? 4) Hvad førte til regeringens mere præcise opfattelse af krisens karakter i maj 1993? Spørgsmål i relation til efteråret 1993: 1) Hvor meget af kapitaltilfør slen vedrører engagementet i Sjóvinnubankin og hvor meget i Føroya Banki? 2) Hvordan kunne det økono- misk set tåbelige krav om budgetforbedring på 250 mio. blive en del af aftalen? Var det politisk pres? 3) Hvorfor havde regeringen ikke styrke til at leve op til majaftalen? Resultatet bliver igen utydelig signalering og øgede tab 4) Beslutningsprocessen bag Fossbankins konkurs. Hvem traf beslutningen? Var der enighed? Hvorfor valgtes ikke en fusionsmodel? Efter eventuelt en 6. Juli Banks model? 8. Interesser involveret ved Sjóvinnubankins seg oktober 1992 Da Sjóvinnubankin kom í van- skeligheder i oktober 1992, kun- ne banken gå konkurs, blive fu- sioneret med en anden bank el- ler få kapitaltilførsel fra Natio- nalbanken/staten. Disse tre mu- ligheder var teorettisk tilstede Nærværende afsnit analyserer de interesser, der rent faktisk var i forbindelse med de teo- retiske muligheder med henblik på en dybere forståelse af bag- grunden for beslutningen om kapitaltilførsel fra staten over Landsstyret via Finansierings- fonden af 1992. På Færøerne var der 3 ban- ker og 3 sparekasser. Føroya Sparikassi fra 1832, Nordoya Sparikassi fra 1919 og Sudur- oyar Sparikassi fra 1943. I 1990 havde sparekasserne en samlet balance på 3,450 mia. kr. Bank- lovgivningen betingede, at der var stor forskel på henholdsvis bankernes og sparekassernes udlånsaktiviteter og risikopro- fil. Risikoprofilen i sparekasse rne var af denne årsag meget lav Føroya Banki var den største bank, oprettet i 1906 og med 62 pct. af aktiekapitalen ejet af Den Danske Bank. Balancen var i 1990 på 6,379 mia. kr Sjóvinnubankin var oprettet i 1932 og var næsten af samme størrelse som Føroya Banki Hovedaktionærerne var Fiska forsikringsselskabet Tryggingarsambandid. Balan cen var i 1990 på 4,982 mia. kr Fossbankin var en lille ny bank fra 1986 med en balance í 1990 pá 480 mio. kr Interessenterne í det danske rige í beslutningen í oktober 1992 var væsentligt følgende, ikke nævnt í prioriteret række- følge 1. Aktionærerne i Sjóvinnuban- kin Indlånerne i Sjóvinnubankin Andre kunder i Sjøvinnuban- kin Landsstyret Staten Nationalbanken Finanstilsynet Den Danske Bank Andre danske pengeinstitut- ter søla og tá på I Ovn sæ Ad. 1. Aktionærerne ville ved konkurs tabe deres aktiekapi- tal og må, i det omfang de er blevet hørt, have tilkendegivet, at de ikke kunne eller ikke ville tilføre yderligere kapital. Hvor- vidt de gjorde noget for at få andre banker i Danmark eller i udlandet interesseret i at skyde kapital ind, har bestyrelsen, så vidt jeg ved, ikke tilkendegivet noget om. Hovedifteressen har været en kapitaltilførsel, og den har formentlig syntes lettest op- nåelig via en offentlig instans Ad 2. Indskyderne var dæk- ket af indskydergarantiordnin- gen, som gælder for både Fæ- røerne og Danmark. Indskud op til 250.000 kr. ville blive dæk- ket, mens indskud over denne størrelse ville indgå i et even- tuelt konkursbo. Indskydere, der ville få deres indskud dæk- ket, ville formentlig ved en rati- onel overvejelse have en fordel i konkurs, hvis yderligere pri- vat tilførsel af kapital eller fusi- on var udelukket. Det skyldes, at de ikke som skatteydere i så tilfælde ville blive nødt til at bi- drage til tilbagebetaling af Landsstyrets lån til staten. Landsstyrets indestående i Sjóvinnubankin på dette tids punkt er ikke offentligt oplyst I tilfælde af, at et sådant inde stående var væsentligt 250.000 kr., kunne vurderingen blive anderledes Ad 3. Andre kunder i Sjóvin nubankin. Her kan være tale om, at andre banker kan have haft væsentlige indskud i Sjóvin nubankin (uoplyst). Desuden alle, der har lån og almindelige igangværende bankforretninger Alle i denne gruppe har haft en primær interesse i bankens vi- dereførelse Ad 4. Landsstyrets interesser har dels omfattet egne engage menter med Sjóvinnubankin og engagementer, hvortil Lands styret havde ydet garanti (væ sentligt trawlerne). Hertil hav de Landsstyret en interesse i, at der skulle opstå mindst mulig usikkerhed om færøsk bankvæ- sen. Disse interesser har peget entydigt i en interesse for vide reførsel af banken Ad 5. Statens interesser har ligget på to områder. At den ene store bank på Færøerne gik konkurs kunne skade danske udlandsinteresser på det finans ielle område og så en vis tvivl om dansk pengevæsen. Ligele- des at en dansk ejet bank (Før- oya Banki) skulle blive eneste store bank kunne være proble matisk i relation til hjemmesty- reordningen. Væsentligt har dog uden tvivl været, at en konkurs kunne underminere Landssty- rets økonomi, og hvordan kan offentlige instanser som kom- munerne og ikke mindst Lands- styret og dermed hele Hjemme- styreordningen gå konkurs? Kort sagt, staten havde en stærk interesse i, at banken fortsatte og på en sådan måde, at beslut- ningen var Landsstyrets Ad 6. Nationalbanken, som i sin politiktilkendegivelse siden 6. Juli Bank sagen i Danmark har fulgt Solows opfattelse (jf. afsnit 1), ville gå ind for videre- førelse af banken. Dette ville også være i overensstemmelse med den klassiske opfattelse af »lender of last resort“ proble- matikken (jf. afsnit 1), idet ban- ken ansás solvent med aktieka- pitalen nedskrevet til 15 mio. kr. Færøernes forfatningsmæssi- ge status og udlandslån for- stærkede yderligere National- bankens interesse i en videre- førelse. Nationalbankens stærke ind- over Nr. 37 — 23. FEBRUAR 1994 Síða 17 flydelse ses på ordningen med Finansieringsfonden af 1992 med en nationalbankdirektør som formand og på vedtægter nes udformning Ad 7. Finanstilsynet har selv følgelig haft en interesse i en ordning, der giver kontinuert forløb i bankvæsen og dermed en videreførsel. Hvorfor Finans tilsynet løsningsmæssigt nær mest forekommer koblet ud af beslutningsprocessen sammen holdt med Finanstilsynets rolle ved bankkriser i Danmark. er ikke oplyst Ad 8. Den Danske Bank har haft en selvstændig interesse 1 at undgå en konkurs. Skulle ind skydergarantien blive udløst, ville Den Danske Bank skulle bidrage med det største beløb, formentlig henimod 1 mia. (da sammensætningen på indlån over og under 250.000 kr. ikke er oplyst, må beløbet bero på et skøn). Hertil kommer, at uroen kunne tænkes at forplante sig til Føroya Banki med yderliger tab til følge. Hertil kommer, at problemerne med Hafnia A/S i Danmark netop var aktuelle i denne periode. Kort sagt, Den Danske Bank har haft meget klare og store interesser i at undgå konkurs, samtidig med at en eventuel kapitaltilførsel på eget initiativ fra Den Danske Bank ikke har været interessant Ad 9. Pengeinstitutterne i Danmark som sådan har heller ikke ønsket en konkurs, da de herved skulle betale til indsky- dergarantien. At fiskeriet er i krise, er kendt for alle, så en direkte interesse i at tilføre ka- pital — ikke mindst med Natio- nalbanken så dybt involveret fra starten — har været forretnings- mæssig uinteressant Det kan konkluderes, at ana- lysen af interesserne peger sá at sige entydigt i retning af videre- førsel af Sjóvinnubankin. Som omtalt i afsnit 1 giver økono- misk teori ikke et entydigt svar på, hvilken beslutning, der skal tages i en sådan situation. At kri- tisere beslutningen om viderefør- sel af banken er der derfor ikke belæg for. Hvad der derimod kan diskuteres og også kritise- res, er udformningen af videre- førselen og den ledsagende øko- nomiske politik fra oktober 1992 og frem