hósdagur 21. apríl 1994síða 12

Síða 12 Nr. 75 —21. APRIL 1994 Tíðindablaðið [ sosialurin ] Teir hyggja land ið liva Fýra teir fyrstu mánaðirnar í 1990 var Steinbjórn B. Jacobsen, gestalærari á Snoghøj Nordiske Folkehøjskole. Tvey ár seinni prentaði skúlin í árbók síni grein eftir Steinbjørn Jacobsen. Millum ár og dag hava fleiri fóroyingar verið næmingar á skúlanum og hava teir heitt á Sosialin um at prenta greinina hjá Steinbirni Jacobsen. En uges tid har jeg tygget pá den venlige opfordring fra forstander Bøje Østerlund, om at skrive om Færøernes situation. Hjælpsom giver han mig følgende stikord: — Den kontante gælds- problematik mellem Danmark og Færøerne — Årsagerne til erhvervs- livets (fiskeriets) krise — De færøske kreditgivers udlånspolitik/blinde til- lid — Friheds/selvstændig- hedsfølelsen på det men- tale plan — … du kender sikkert mange flere. Ret beset skulle jeg tage imod opfordringen med kyshånd. Men af erfaring ved jeg, at emnet er vanske- ligt at håndtere. Behersken interesse hos evt. læsere, mange følelser, meget lidt viden, særlig historisk, man mener at kende lidt til sagen, men det lidet man ved er ofte forenklet og for- drejet. Mediernes behandling af sagen er mildest talt horri- bel og sjofel. Endelig kan man give den hele armen, man har en at prygle. Frem- medarbejderne er glemt, grønlænderne, de arbejds- løse og snakken i 70'erne om, at danskerne kørte på første klasse lige lukt i af- grunden. Selv om det hænger mig ud af halsen, må jeg minde om, at vi er danske stats- borgere, der har færøsk som modersmål. (Nogle sætter derfor spørgsmålstegn ved ordet udenrigsgæld). Til 1948 var vi et rent dansk amt, da fik vi hjemmestyre- loven, der gav indre selv- styre, og efterhånden kom man med i nogle internati- nale forhandlinger, særlig når det gjaldt fiskekvoter. Efter at Danmark kom med i EF, kom kongeriget und- ertiden i den mærkelige situation at sidde på begge sider af bordet, f.eks. for- handler færingerne nu selv med England om under- grunden med oile. Hjemmestyreloven har man vist stolt frem ude i verden. Siden hjemmestyreloven kom, har man så fra tid til anden hørt, hvor meget Færøerne kostede Dan- mark om året, men dette var indbygget i loven. Jo mere vi byggede og udvidede inden for de fælles områder, desto mere voksede den danske andel. Nu har man indført bloktilskud. Fordyben sig i udredning af kulturelle egenarter ender ofte i latterlighed. Det er noget levende noget, noget man er. »Rød grød med fløde« synger i hoved- et. Men selv om vi er et 100% nordisk folk, er der forskelle. Fangstmanden, bonden og hándværkeren er altdominerende elementer í vores kultur. Handels- manden, servicemennesket og bankmentalitet har fuld- stændigt manglet. Og nu har vi altså prøvet at tilegne os en vestereuropæisk »civilisation«. En stille og rolig udvikling er ukendt. Vi har nogle få meget midlertidige toppe, der altid er afløst af pludselige rutscheture mod afgrunden. Følelserne af at balancere på afgrundens rad er dybt fæstnet i alle færinger. »Hvornår vender udvikl- ingen?«. »Det her varer ikke ved«. »Hvor dybt fald- er vi denne gang«, er blevet gentaget så mange gange, at det til sidst var ligesom med rábet: >Ulven kommer, ulven kommer<, og da den til sidst kom, troede ingen pá advarslerne. Hele tiden har man spurgt: >Bliver det værre denne gang end í 50' erne. Da gik alt fallit<. For eksempel var 1500 fiskere (indberegnet mig selv) og 500 kvinder frem- medarbejdere på Island (ordet var ikke i brug den- gang) * alle de færinger, der var med norske, engelske og tyske trawlere og ikke at forglemme de mange med dén danske handelsfláde. Krisen kradsede, sá det huskes af alle nulevende færinger over 50 ár. Tager vi de sidste 20—25 år var linien zigzag opad- gående, mens folk hele tiden talte om, at dette ikke varede ved. Kritiske røster har også advaret. Nedturen ville komme, men den kom altså ikke før nu, man fik altid fodfæste igen. Sprang fra den ene tue i mosen til den anden uden at drukne. Ja, faktisk betalte denne springen sig ret godt for de fleste. Torskefiskeriet ved Vest- grønland sidst i 60'erne blev afløst af Newfoundland, sild i Nordsøen (også til glæde for Hirtshals og andre jyske havnebyer) og reje- eventyr i Vestgrønland (det var os, der startede fiskeriet ude på bankerne). Da grøn- landske skibe, med færinger på broen og i maskinrumm- et, kunne fiske alle rejerne selv, flyttede vi til Østgrøn- land og senere til Svalbard. I år er et nyt rejeeventyr begyndt ved Newfound- land. Men næppe var man begyndt i dette nye kvote- løse internationale område, før man var omringet af 50 store sultne trawlere fra mange lande. Resultatet er, at det har aldrig været så svært at sælge rejer som nu. Priserne på Svalbards rejer (det er små rejer for det meste) er de sidste 2-3 år faldet til priserne fra før 1980. Først i 70'erne var det EF man frygtede, men lykke- ligvis slap vi at være uden- for. Dernæst den almindelige udvidelse af fiskerigræns- erne, også vore egne. Vi skulle nu til at forhandle kvoter, samt opbygge en flåde til hjemmefarvandet med tilhørende filetfabrik- ker på land. I 80'erne kom der for alvor gang i lakse- opdræt. Vi regner med en høst på 12.000 L, men pris- erne er faldet til ca. en trediedel af priserne, da vi begyndte. Man byggede i Vest- Tyskland fire kemikalie- tankere + nogle gasskibe. Vi klarede ikke den benhårde konkurrence, der var også for lidt egenkapital. Fallit- ten af disse skibe, som af så mange andre, hang Lands- styret på. Jeg skal ikke trætte med flere eksempler. Vi kan konstatere, at vi altid har lidt under kapital- mangel, at vi har været nødt til at eksporere råvarer i bedste fald halvfabrikata. Men viljen har været der, og vore skibe har opereret fra Newfoundland til Barents- havet. Barentshavet var vores store håb, også det blev en skuffelse. Som vi havde håbet, kom der mas- ser af god torsk igen i Barentshavet. Vi fik for- handlet os til gode kvoter fra Rusland og Norge. Rekord fangster af torsk i år, med rekord bundpriser på torsk, som alle ved er markedet oversvømmet af torsk. Fiskeriet ved Færøerne er halveret i tons og priserne mere end det. For intensiv fangst i samspil med naturens luner. Sandelig er vi lige så dygtige som andre civilicerede europæere. I de sidste 20-25 år har vit, man tør næsten sige, desperat kæmpet for at komme op på et nordisk niveau. Hele infrastruktur- en, uddannelse, sygehus, huse og forbrugsvarer. Men det var ikke før i sidste halvdel af firserne, at det rigtig gik galt. Midt i halvfjerdserne skrev en dansk avis, at man skulle bede Atli Dam, lagmand, om at blive Danmarks stats- minister, for de færøske tal for gæld, handelsbalance 0.s.v. var nydelige sammen- lignet med de danske. Pludselig oplever færing- er, at der er masser af penge at låne. Til skibe, kommun- er, huse, biler og skatte- spekulation. Der er frit slag