týsdagur 1. november 1994síða 9

Tíðindablaðið [ søsialurin ] Nr. 208 — 1. NOVEMBER 1994 Sida9 >Det Frankensteinske uhyre, som Financierings- fonden af 1992 har vist sig at være, blev godt nok konstrueret af statsminister Poul Schliiter, men det blev først rigtig sluppet løs af Dem. I den forbind- else har De tilsidesat aftaler og enhver form for demokrati på skændigste vis«. med åben konfrontation med Dem og den danske re- gering? I stedet søgte de ind i deres gamle favoritkoali- tion, hjemmestyrekoalitio- nen. Spørgsmålene til Dem, hr. statsminister At det endte med at blive en hjemmestyrekoalition, har dog den fordel, at det nu skulle være muligt at få klarhed over, om det samar- bejde, som i sin tid opstod mellem færøske og danske socialdemokrater = stadig eksisterer. Og i forlængelse heraf om det materielle grundlag for hjemmestyre- ordning og samhørighed med Danmark overhovedet er til stede længere. Til dis- se spørgsmål, som ret beset først og fremst stilles af dem, som fortsat har et håb eller tro på tidligere tiders samarbejde, føjer der sig det spørgsmål, som vi alle stiller: Er det politiske selv - styre, som er blevet suspen- deret med aftalerne, sus- penderet på ubestemt tid? Eller får færøske folkevalg- te igen et afgørende ord i forbindelse med nationens fortsatte skæbne. To citater rummer kær- nen i spørgsmålet. Da jeg formoder, at De ikke kan færøsk, har jeg oversat Dem til dansk. Detene er fra en lederarti- kel i Sosialurin, Javnadar- tloksins partiorgan: »Mod gældende sædvane siden 1948 har den danske regering interveneret i in- terne forhold og mere eller- mindre presset landsstyret til at føre en politik, som har ramt de svagest stillede i samfundet hårdt. Samtidig har regeringen forsøgt at forhindre landsstyret i at fø- re en erhvervsfremmende og iværksættende politik — en politik, som kunne skabe beskæftigelse. Regeringen har tvunget landsstyret til at føre en friedmansk politik, samtidig med at regeringen selv fører keynesiansk poli- tik i sus og dus i en skala, man ikke har været vidne til i årtier. Det forekommer uhyre utiltalende — samtidig må det konstateres at være enny og dårlig erfaring med det — socialdemokratiske broderskab fra det danske søsterpartis side. Dets hold- ning i forhold úl Færøerne har været præget af arro- ance, manglende viden og grænset opfattelse af den færøske virkelighed, foru- den en bedreviden, som kendetegner den, som intet ved og intet fatter. Dermed er der opstået dybe sår, som ikke vil blive helet lige med det samme<. Det kunne man læse i en færøsk avis, hvis udgivelse stort spring«. Danski forsætisráðharrin, Poul Nyrup Rasmussen. Mynd Fagbladet danske socialdemokrater i sin tid finansierede, efter at man i 1925 på dansk initia- tiv havde oprettet et social- demokratisk søsterparti på Færøerne med henblik på at styrke det danske parti i Folketinget. Detandetcitat blev bragt i en artikel i Dimmalætting en af dagene: »Der er to veje og den ene har jeg kaldt den danske vej. Her gives kun Et valg, vi må vælge den anden, og det må vi gøre nu.« Citatet stammer fra en ta- le af Jéannes Patursson i forbindelse med en debat i lagtinget i juni 1938, hvor diskussionen gjaldt spørgs- målet, om man skulle sende en lagtingsdelegation af- sted til Danmark for at for- handle endnu en fælles kri- seplan med den danske re- gering. Endnu en femårs fi- nansplan for årene 1940- 1944. Den første for årene 1935-1939 blev vedtaget i 1934. Patursson stillede sig i den sammenhæng meget kritisk an til den øgede dan- ske indblanding i færøske forhold og den afhængig- hed, som fulgte med økono- misk hjælp fra Danmark. Artikelens forfatter, som har fundet denne tale frem, slutter med de lakoniske spørgsmål: »Er vi ikke i den samme el- ler i en værre situation end i 1934, nu hvor folkevalgte repræsentanter er nødsaget at rejse til Danmark for at forhandle om den færøske finanslov for 1995? Viser ikke dette, at vi har mistet vort finansielle selvstyre, som lagtinget fik med hjemmestyreloven?< Det første citat er slående, fordi det så soleklart ud- trykker den frustration, som Javnadarflokkurin sidder inde med, efter at være ble- vet ladt i stikken af det dan- ske søsterparti. Samarbejdet mellem socialdemokrater Som nævnt så blev det fæ- røske socialdemokratiske parti stiftet på initiativ af det danske parti. En af de vigti- ge begivenheder i denne proces var da Deres forgæn- ger, Stauning besøgte Fær- øerne i 1925. Han holdt en række møder med lokale fagforeningsfolk mhp. stif- telse af et færøsk parti. Det lykkedes sidenhen partiet at blive et af de største partier og i efterkrigstiden det do- minerende med deltagelse i landsstyrekoalitioner i 28 ud af sammenlagt 46 år og med lagmanden i de 24. Medvirkende til denne suc- ces var den danske støtte dels til oprettelse af koope- rative foretagender, som bekæmpede den voksende arbejdsløshed i forbindelse med den økonomiske krise og desuden gav partiet en stabil magtbase. Men frem- for alt blev det den danske støtte og medvirken til at fø- re keynesiansk krisepolitik i de trange år i 30'erne og si- denhen samarbejdet efter krigen om at lade det dan- ske velfærdssamfund om- fatte Færøerne, som lagde grunden úl Javnaðarflok- sins dominans og hjemme- styrordningens udbredte accept. Det mest illustrative eksempel er givetvis folke- pensionen, som blev gen- nemført på Færøerne í 1959, dvs. godt et år efter dens vedtagelse i det danske fol- keting. Gennemførelsen af folkepensionen og andre so- ciale love medførte en kraf- tig vækst i den danske stats udgifter til Færøerne. Hertil kom væksten i andre offent- lige investeringer. Samarbejdets skibbrud? Det er bemærkelsesværdigt at sammenligne Deres for- gængeres aktive støtte og samarbejde med færøske socialdemokrater i tidligere krisetider og så den krisepo- litik, som De har stået som eksponent for. Ingen ville med rimelighed forvente, at De i lighed med Deres for- gængere satte anlægsarbej- der i gang eller støttede oprettelsen af nye koopera- tive virksomheder. Men derfra og så til udelukkende at redde private banker og danske kreditorer er der et stort spring. Så stort, at det parti, Deres forgænger bi- drog til atoprette på Færøer- ne, og som min morfar støt- tede hele sit liv, er endt i en situation, hvor dets vælger- tilslutning er på det laveste siden det første gang opnåe- de repræsentation i lagtin- get. Ved det sidste lagtings- valg fik Javnadarflokkurin halveret mandattallet fra 10 til 5, og i forhold til fagbe- vægelsen er det kommet til »Ingen ville med rimelighed forvente, at De i lighed med Deres forgængere satte anlægsarbejder i gang eller støttede oprettelsen af nye kooperative virksomheder. Men derfra og så til udelukkende at redde private banker og danske kreditorer er der et et regulært brud med de ufa- glærte og fiskernes for- mænd , som i opposition til den førte poliuk de seneste år har stiftet et nyt parti til at repræsentere færøske løn- modtagere. Det, som især har givet Deres søsterparti vanske- ligheder, er, at det har måttet stå inde for en politik, som reddede de største banker, men lod de små gå konkurs, som fremmede centralise- ring af fiskeindustrien i et monopollignende selskab på bekostning af de små bygdebaserede og fagfore- ningsejede virksomheder, som overlod det til marke- dets kyniske love at reduce- re fiskerflåden uden at skele til sociale hensyn og som bestræbte sig på at ophæve sociale sikringssystemer som fiskernes mindsteløns- garanti. Deres ansvar, hr. statsminister Selv om partiet stædigt har fastholdt den førte politik som den nødvendige poli- tik, så er der ingen heroppe, der anser den for at være et resultat af egentlige for- handlinger mellem rege- ring og landsstyre, endsige samarbejde mellem jævn- byrdes søsterpartier i gen- sidig respekt. Deres illoyale behandling af udligere sam- arbejdspartnere har deci- meret partiet til et regulært marionetparti i de fleste øj- ne. Bevares, den første aftale af 6. oktober 1992 kan selv- følgelig ikke tilskrives Dem. Statsminister Poul Schliiter og den borgerlige regering, som dengang sad, må bære ansvaret for den helt igennem uanstændige behandling de færøske re- præsentanter fik ved kon- frontationen med den fore- stående banklukning. For uanstændigt var det ikke at orientere færøske beslut- ningstagere i tide, men ven- te, så det nærmest fik karak- ter af et fait accompli uden muligheder for at vurdere alternative udveje i forhold til den panikløsning, der blev resultatet af den for- handling. Hvis man kan kalde det for forhandling. Hvis bankvæsenet på Færø- erne var et færøsk anliggen- de, som det på en meget kontant måde er blevet gjort gældende sidenhen ved en gældsætning på 2,5 mia. kr. på den konto, så skulle banktilsynets orientering af den danske regering om bankforholdene på Færøer- ne rimeligvis ikke holdes skjult forde færøske beslut- tende myndigheder. Men De må bære ansvaret for fastholdelsen af denne arrogante og uanstændige linie over for færøske politi- kere, i dette tilfælde også over for det danske social- demokratis søsterparti. Den manglende indsigt i Bank- tilsynets vurderinger har kostet færøske skatteborge- re en øget gældsætning i milliardklassen i forbindel- se med den skandaløse han- del med de to store bankers akticombytte. Det kunne og burde De have forhindret. Om ikke andet så for gam- melt venskabs skyld over for partifællerne på Færøer- ne. Men De har åbenbart nye venner, som betyder mere for Dem. Det er muligt at jeg over- dramatiserer her, og at der í virkeligheden er tale om en lapsus fra Deres side. I så fald må vi så forvente, at De stiller Dem mere lydhør an over for de stadig stærkere krav fra færøsk side, at den danske stat bør betale reg- ningen for de alt for dyre bankredninger. Aftalebrud En ting er de enorme og uri- meligt store summer, sum disse aktioner har kostet, en anden sag er de politiske omkostninger. Det Fran- kensteinske uhyre, som Fi- nansieringsfonden af 1992 har vist sig at være, blev godt nok konstrueret af statsminister Poul Schliiter, men det blev først rigtig sluppet løst af Dem. I den forbindelse har De tilsidesat aftaler og enhver form for demokrati på skændigste vis. Det strukturudvalg, som De selv var med til at få nedsat med aftalen af 1. fe- bruar 1993, skulle i følge af- talen »komme med forslag til en nettoreduktion af ka- paciteten med henblik på at gøre fiskerierhvervet til et selvbærende erhverv hvi- lende bl.a. på det biologisk optimale fangstniveau i far- vandet omkring Færøerne og på markedsøkonomiske vilkår«. Hjemmestyret blev ved aftalen bundet til at re- videre sin lovgivning i overensstemmelse med ud- valgets rådgivning. Den se- nere tvivl, om strukturud- valget skulle se på hele fis- kerisektoren, dvs. også fis- keindustrien på land, foru- den fiskerflåden, er forståe- lig, når man ser pá den ukla- re formulering. Men det er i klar modstrid med aftalens forudsætninger om mar- kedsøkonomiske vilkår, at De sidenhen egg eð og gennemtvinger Financie- ringsfondens monopollig- nende Fiskavirking. At De lader det ske, er samtidig et brud med den del af aftalen, at der først skulle etableres en strukturfond med det for- mål at bidrage til reorgani- -5