týsdagur 11. august 1998síða 10

Tann 8. august 1998 hevði Berlingske Tidende ein grein um fóroyska bankamálið skriv í Fóroya Banka. Greinin verður her endurgivin við loyvi frá rithóvundanum. Upprunat Jørn Astrup Hansen, stjóri í Føroya Banka, h Den 10. juni 1998 indgik den danske regering og det færgske landsstyre forlig í den færgske banksag. Med et pennestrøg og et rund- hándet milliardbelgb for- svandt sagen fra avisernes forside Det færgske landsstyre havde stillet krav om en er- statning i banksagen på 1,5 mia. kr Erstatningskravet synes i- midlertid ikke at have været underkastet nogen nærmere prøvelse; der synes ikke at have været gjort noget for- søg på at opgøre landsstyr- ets tab på rekonstruktionen af bankerne og på det fa- møse aktiebytte med Den Danske Bank Uden nærmere specifika- tion af beløbet overførte re- geringen efter et nattemøde i Finansministeriets tekøk- ken henved 3 mia. kr. til landsstyret. Men når nu løsningen var så enkel, hvorfor skulle vi så have en kommissions- undersøgelse, der forment- lig har kostet lige så meget som en mindre provinsbank, og hvorfor skulle vi politisk tækkes med sagen i 5 år? Den færøske banksag fandt sin afslutning, uden at der blev placeret et ansvar. Afslutningen var util- fredsstillende og uværdig og kan vanskeligt undgå at føre til en yderligere forplumring af de dansk-færøske relatio- ner, som i forvejen er præ- get af en uklar fordeling af ansvar og indflydelse. Og forholdet vil med stor sik- kerhed føre til, at myterne om det færøske banksam- menbrud vil sætte nye skud. Det færøske landsstyre før- te gennem 80'erne en stærkt ekspansiv økonomisk po- litik. En uhæmmet subsidie- ring af fiskerierhvervet og en groft provokerende a- symmetri i den skattemæs- sige behand: af renteind- tægter og renteucgifter førte til en voldsom overkapa- citet i fiskerierhvervet og til en ukontrolleret vækst i pengeinstitutternes balan- cer. Med en sand byge af sub- sidier, garantier og lån gik landsstyret i spidsen i den bersærkergang, som kende- tegnede den færøske øko- nomi i sidste halvdel af 80'- erne - en bersærkergang, som førte til en nedfiskning af bestandené på de færøske fiskebanker og til det øko- nomiske sammenbrud i 1992-93. Men den danske regering var bestemt ikke uden skyld i, at det gik så galt. Medens Schliiter reger- ingen med kartoffelkuren tog kvælertag på den dan- ske økonomi, kastede man med årlige bloktilskud pá | mia. kr. blot benzin på det økonomiske bål på Færøer- ne. Økonomien var i forvejen overophedet, og bloktil- skuddet gjorde kun ondt værre. Færinger betaler ikke statsskat til Danmark, og bloktilskuddet, som er en ensidig indkomstoverførsel uden produktionsmæssig baggrund, har under en høj- konjunktu: som i 80'erne en klart destabiliserende virk- ning. Med en regulering af bloktilskuddet kunne man fra dansk side dog have medvirket til en konjunk- turudjævning på Færøerne, hvis økonomi er meget u- tidindabladid eldur at vid avtaluni millum landstýrið og donsku stjórnina fekk bankamálið ein óvirðiligan enda stabil pá grund af de stærkt svingende forhold inden for det alt dominerende fiske- rierhverv. Man sidder tilbage med det indtryk, at beretningerne fra det rádgivende udvalg vedrørende Færøerne ikke hørte til statsministerens foretrukne natbordslittera- tur. I efteråret 1992 brast bal- lonen. Det er noget sludder, når færøske politikere hæv- der, at det var bankernes kollaps, som udløste krisen. Det forholder sig naturlig- vis lige omvendt. Politik- erne havde med en uholdbar politik drevet samfundet ud over kanten. Sammenbruddet var alt- omfattende og selvsagt sær- ligt voldsomt og særligt synligt i bankerne, som havde hele erhvervsfinans- jeringen og den risikobe- hæftede del af boligfinans- ieringen. Sparekasserne kom ikke noget til; de var ved lov forhindret í at pátage sig risici. Sá heldig kan man være. Men bankerne var ikke ganske sagesløse. De kunne i kraft af deres størrelse have påtaget sig en langt mere aktiv og kritisk rolle; de kunne have standset, el- ler dog påvirket, den fær- øske dødedans. De kunne have gjort en forskel. Men bankerne gjorde ikke nogen forskel; de dansede blot i takt til musikken. I de to store forretningsban- ker nåede hensættelserne i 1992-93 olympiske højder. Føroya Banki afskrev og hensatte 2,1 mia. kr. eller 44 pct. af sine fordringer, medens Sjóvinnubankin af- skrev og hensatte 2,0 mia. kr. eller 50 pct. af fordring- erne. Et uskønt parløb. Men er- kendelsen af at have gjort i bukserne indfandt sig ikke i samme takt i de to banker. Sjóvinnubankin tog halv- delen af sine afskrivninger og hensættelser i 1992, Fø- Nr. 148 — 11. AUGUST 1998 a av Jørn Astrup Hansen, stjóra eksturin er å donskum: Tabet på rekon- struktionen af de færøske banker blev langt mindre end frygtet. Det er utilfredsstillende, at der ikke blev foretaget en egent- lig ansvarsplacer- ing, og at der slet ikke blev taget stil- ling til landsstyrets erstatningskrav. Sagens afslutning er uværdig for par- terne og kan fryg- tes at føre til en fortsat forplumririg af de dansk-færøs- ke relationer. Det mener Jørn Astrup Hansen, der i jan- uar 1993 tiltrådte som direktør i Sjó- vinnubankin, og som nu er admini- strerende direktør i Føroya Banki, der blev dannet i 1994 ved en fusion af Føroya Banki og Sjóvinnubankin roya Banki kun godt en fjer- dedel. Det var navnlig dette forhold, som efterfølgende gav landsstyret anledning til ophævelser. I marts 1993 slap Den Danske Bank ved et aktie- bytte ud af hovedaktionær- ansvaret i Føroya Banki, og den nye hovedaktionær, Fi- nansieringsfonden af 1992, der optrådte om ikke på landsstyrets vegne så i alt fald for landsstyrets reg- ning, kom derved til at hæn- ge på 73 pct. af hensættel- serne, eller 1,5 mia. kr., i Føroya Banki. De meget betydelige kap- italindskud, som landsstyret gennem Finansieringsfon- den af 1992 måtte foretage for at holde bankerne fly- dende, gav efterfølgende anledning til den opfattelse blandt færøske politikere, at det sikkert havde været bed- re, og i alt fald billigere, for Færøerne, om man blot hav- de ladet bankerne gå kon- kurs. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Efter- tiden har med al ønskelig tydelighed vist, at rekon- struktionen af bankerne og den efterfølgende fusion var en såre fornuftig disposi- tion. Desværre fik man i 1993 både på Færøerne og i Dan- mark et stærkt overdrevent indtryk af de omkostninger, som for Finansieringsfon-