týsdagur 11. august 1998síða 11

Nr. 148 — 11. AUGUST 1998 den af 1992 - og landsstyret - var forbundet med bank- ernes rekonstruktion. Besynderligt nok har man ikke efterfølgende revurde- ret dette indtryk. Sagen fik i 1993 sit eget liv, og politi- kerne, pressen og de særlige Færø-eksperter, der lod sig opfinde til lejligheden, lod sig ikke senere forstyrre af virkeligheden. At de færøske politikere ikke havde lyst ti. at ændre opfattelse, er til at forstå. Men at offentligheden og de danske myndigheder heller ikke fandt anledning til at revurdere dispositionerne i 1993 i lyset af det senere rekonstruktionsforløb, det er ikke til at forstå. At forløbet i banksagen blev præget af fejlskøn og mis- forståelser, som førte til, at opfattelsen af tabene ved rekonstruktionen kom gan- ske ud af proportioner, er Finanstilsynet ikke helt u- den skyld i. Finanstilsynet, der virke- de som rådgiver for Finan- sieringsfonden af 1992 ved aktiebyttet i foråret 1993, synes at have medvirket til, at Finansieringsfonden un- dervurderede risikoen ved at overtage Føroya Banki. I efteråret 1993, da Fi- nanstilsynet krævede yder- ligere hensættelser på 1,4 mia. kr. i de to banker, bi- drog samme Finanstilsyn til gengæld til at give offent- ligheden en overdreven op- fattelse af Finansieringsfon- dens tab på bankerne - og på aktiebyttet. I overensstemmelse med sædvanlig bankpraksis blev de meget store afskrivnin- ger og hensættelser i 1993 udgiftsført over bankernes resultatopgørelser. Bag tallene gemte sig i- midlertid i 1993 i overve- jende grad hensættelser, det vil sige reservationer, og kun i mindre grad afskriv- ninger eller tab. Efterfølgende er en meget væsentlig del af hensættel- serne selvsagt omsat i af- skrivninger. Men der er siden 1995 i et ikke ubety- deligt omfang tilbageført, eller indtægtsført, hensæt- telser, og set i bakspejlet kunne det nok forekomme, at der i 1993 ikke var grund- lag for at udgiftsføre slet så store hensættelser, som man faktisk gjorde. Skal man gøre sig kvalifi- cerede forestillinger om det samlede tab ved rekonstruk- tionen af det færøske bank- væsen og om fordelingen af tabet, er det nyttigt at holde fast på forskellen mellem afskrivninger og hensættel- ser. De gamle aktionærer måtte i 1992-93 bogføre et endeligt tab på 1,3 mia. kr. på bankernes sammenbrud; Den Danske Bank alene tog halvdelen af tabet. Via Finansieringsfonden af 1992 indskød det færøske landsstyre i 1992-93 i alt 2,7 mia. kr. i de to banker. Heraf medgik 2,4 mia. kr. umid- delbart til afdækning af hensættelser, eller reserva- tioner, men det var rigtig- nok reservationer i banker, som Finansieringsfonden nu var blevet eneejer af. Siden fusionen i 1994 har den fusionerede bank, Fø- roya Banki, haft et samlet overskud før skat på 0,9 mia. kr., således at Finan- sieringsfondens samlede tab på rekonstruktionen af de to banker ved udgangen af 1997 kunne opgøres til 1,5 mia. kr. Hertil kommer landsstyrets renteudgifter. Lægger man størrelses- forholdet mellem bankerne på fusionstidspunktet til grund for en fordeling af overskuddet, kan det anslås, at Finansieringsfonden har tabt 1,0 mia. kr. pá Sjó- vinnubankin og 0,5 mia. kr. på Føroya Banki. Når det således har været muligt at nedbringe Finan- sieringsfondens tab på ban- kerne i et meget betydeligt omfang, skyldes det dels et mærkbart opsving i fiskeriet siden 1995, dels at der i 1993 blev udgiftsført for store hensættelser i banker- tíðindablaðið SOGN ne. Mellem disse to årsags- forklaringer er der selvsagt en betydelig, indre sam- menhæng, således at man ikke med sikkerhed kan af- gøre, hvor den ene forkla- ring hører op, og den anden begynder. Men hertil kommer, at der har været endog meget store rationaliseringsgevinster forbundet med fusionen af Føroya Banki og Sjóvinn- ubankin. Der har sáledes været meget at glæde sig over siden fu- sionen í 1994, og pá den givne baggrund må man nok have lov til at mene, at et erstatningskrav på 1,5 mia. kr., der angiveligt skul- le dække Finansieringsfon- dens kapitalindskud på 1,2 mia. kr. i Føroya Banki i 1993 tillige med landssty- rets renteudgifter, var godt fundet på. Med forliget fik landssty- ret imidlertid netop 1,5 mia. kr. Og oven i købet fik landsstyret = minsandten overdraget Føroya Banki, hvis værdi således ikke blev modregnet i erstatningskra- vet. Og det til trods for, at banken ved udgangen af 1997 havde en bogført vær- di på 828 mio. kr., efter at banken siden fusionen i 1994 har betalt i alt 359 mi. kr. til landsstyret i form af skatter, udbytte og kapital- udlodning. På denne baggrund er det svært at forstå forliget i Kø- benhavn den 10. juni 1998, medmindre man som Oli Breckmann ser tidspunktet for forliget og størrelsen af den udbetalte kompensation I sammenhæng med stem- meafgivningen i det danske folketing i forbindelse med vedtagelsen af regeringens pinsepakke den 26. juni 1998 Det er muligt, at hensynet til den relativt svage øko- nomi på Færøerne kunne retfærdiggøre en kapital- overførsel på henved 3 mia kr. Men det er klart util- fredsstillende, at man ikke holder snot for sig og skæg for sig og specificerer, hvad der kan henføres til erstat- ningskravet i banksagen, og hvad der er gældssanering Sambandspartiets leder har forlængst været ude med en erklæring om, at forliget jo blot bekræfter, hvad han hele tiden har hævdet, nemlig at den dan- ske stat til enhver tid har pligt til at bære ethvert tab ved en rekonstruktion af de færøske banker alene af den grund, at pengevæsenet ef- ter hjemmestyreordningen er et dansk anliggende. Og det er jo netop det, der er sket. Danmark har taget hele tabet. Ikke blot på ak- tiebyttet - men også på re- konstruktionen af Sjóvinnu- bankin. Det færøske landsstyre og Den Danske Bank var som henholdsvis indskyder og långiver i særklasse de stør- ste kreditorer i de færøske banker i foråret 1993 Landsstyret og Den Dan- ske Bank stod således til kolossale tab i tilfælde af en konkurs. Men hertil kom, at en konkurs ville have haft meget omfattende følgevirkninger for netop landsstyret og Den Danske Bank. For det færøske samfund, og dermed for landsstyret, måtte konsekvenserne af en konkurs i de to store fær- øske banker under alle om- stændigheder forekomme uoverskuelige. Men også Den Danske Bank stod til at blive ramt særligt hårdt af en konkurs Først som storkreditor og uernæst som største bidrag- yder til Indskydergaranti- fonden, som i tilfælde af en konkurs ville have fået sin hidtil største - så langt den største - regning fra Færø- erne De to hovedkombattanter i banksagen, det færøske landsstyre og Den Danske Bank, havde således alt at vinde og intet at tabe ved en rekonstruktion af Sj6- vinnubankin og Føroya Banki, og det forekommer indlysende, at der mellem landsstyret og Den Danske Bank allerede i 1992-93 kunne, og burde, have været indgået en konstruktiv og fordragelig aftale om en ko- ordineret rekonstruktion af bankerne Ved en passende forde- ling af byrden kunne såvel landsstyret som Den Dan- ske Bank gennem hele for- løbet have oplevet sig som vindere. Vi kunne have undgået 5 ars trauma på Færøerne, og vi kunne have undgået det uværdige skænderi inden for rigsfællesskabet Som det gik nu, slap landsstyret og Den Danske Bank med småskrammer, medens den danske rege- ring, der forsøgte sig som mellemmand mellem par- terne, kom til at sidde til- bage med en blodtud - og hele regningen Der er ikke tvivl om, at de største fejl i denne sag er begået på Færøerne Men måske er den færøs- ke banksag tillige et symp- tom på, at Danmarks færøpolitik har spillet fallit Er hele forløbet ikke blot et udtryk for,at Danmark er dumpet i faget afkolonise- ring