Sosialurinarkiv
Sosialurin 2004-01-20, síða 16
Tak niður PDF av hesari síðu Stórt myndaskrá

týsdagur 20. januar 2004síða 16

‹ fyrra síða allar 29 síður næsta síða ›

Tekstur á síðuni

30 Nr. 12 - 20. januar 2004 Nr. 12 - 20. januar 2004 31 Føroya Symfoni- orkesters nytårs- konsert i Nordens Hus søndag den 11. januar UMMÆLI Bo Isholm Den tiende nytårskonsert Så har de gjort det igen! Søndag den 11. januar leve- rede Føroya Symfonior- kester vanen tro et festfyr- værkeri af en nytårskonsert for tiende år i træk. Jubi- læumskonserten stod på ingen måde tilbage for de ni foregående – tværtimod. Orkesterets spillestandard er stadigt stigende, og det er publikumsinteressen og- så – endda i en grad, som må vække til eftertanke. Trods eftermiddagens ekstrakonsert gik mange mennesker forgæves i dagene forinden i et for- fængeligt håb om at skaffe sig en billet. Nytårskon- serten er med god grund blevet et trækplaster, der er ved at sprænge sine egne rammer. Et positivt prob- lem, kunne man indvende, men selv det kræver også sin løsning. Nordens Hus er Føroya Symfoniorkesters naturlige hjemsted, og det ville være en stor skam at flytte konserten andre steder hen. Men hvad så? Skal vi fremover forvente os flere ekstrakonserter eller bare indstille os på at overnatte i soveposer foran Nordens Hus inden billet- salget starter? Tropehuset Spørgsmålet er også, hvor meget, man kan byde de optrædende. To konserter på en dag med et krævende program er i sig selv noget af en marathonarbejdsdag, og problemer med ventilati- onsanlægget i konsertsalen gjorde absolut ikke om- stændighederne bedre. All- erede om eftermiddagen var der varmt, men ved aftenkonserten havde tem- peraturerne nået tropiske højder, hvilket tydeligvis påvirkede såvel instrumen- ter som musikere. For slet ikke at tale om publikum. Tilskuerpladserne skråner opad i salen, og på de bag- este rækker højest oppe herskede ganske enkelt saunalignende tilstande – et problem, jeg ikke tidlig- ere har oplevet så udtalt i Nordens Hus. Højdepunkter Når dette er sagt, vil jeg gerne understrege, at det – omstændighederne til trods – lykkedes samtlige med- virkende at berige publi- kum med en særdeles underholdende konsertop- levelse på et højt kunstner- isk niveau, hvor humor og alvor vekslede imellem hinanden og hvor fælles- sang afløstes af magiske øjeblikke af den slags, hvor man pludselig ikke længere lytter med ørerne, men med hjertet. En langt program bestå- ende af korte musikstykker er svært at anmelde i detal- jer, uden at det får karakter af opremsning, så jeg vil her konsentrere mig om højdepunkterne, som der til gengæld var mange af. Typisk for nytårskonserten var programmet bygget op omkring 1800-tallets Wie- nermusik krydret med kor- sang, skæmt og solistiske indslag. Nikolaus Kapnas spillede solostemmen i Ca- mille Saint Säens virtuose »Introduction et Rondo capriccioso« for violin og orkester med en sådan musikalsk autoritet, at de skrevne noder blev trans- formeret til sensuel energi og sprudlende elegance. De to danske sangsolister – so- pranen Nina Pavlovsky og tenoren Niels Jørgen Riis – bidrog ligeledes med deres stemmepragt og kolossale overskud til nogle af kon- sertens absolutte højde- punkter i sange for bl.a. La Boheme, Den Glade Enek og Smilets Land. Nytårsko- ret var i år et imponerende mandskor af en størrelse, der sjældent er lejlighed til at opleve. Hele 60 sangere, som korlederen Bjarni Res- torff havde håndplukket fra bl.a. Torshavnar Manskor, Ebenezerkoret og Havnar- koret. Det var en sand fornøj- else at høre dette nytårskor folde sig ud i Pilgrimskoret fra Richard Wagners opera Tannhäuser, og i 4. sats af Franz Liszts Faust Symfoni lykkedes de hundesvære korindsatser perfekt. Skæg og ballade er også et af de faste ritualer ved nytårs- konserten og morsomt var det at se slagtøjsspillerne udklædte i regntøj og para- ply, mens de simulerede tordenvejr i konsertens første nummer – Johan Strauss »Unter Donner und Blitz«. Slagtøjsspillerne, som ellers ofte er en lidt overset og miskendt orkes- tergruppe, kommer virke- ligt på arbejde ved nytårs- konserterne med både sjove, koloristiske og pom- pøse bidrag til orkesterspil- let og ved denne lejlighed løste de opgaven med bravour. Sunleif Rasmus- sens til lejligheden kompo- nerede fanfare for 4 væd- derhorn fra Porkeri var ligeledes ment som en musikalsk vits, der promte fremkaldte spontane reak- tioner fra publikum. Det særegne orkester Mange tanker løber igen- nem en anmelders hoved både under konserten og bagefter, og det er langtfra alle, der har med selve musikken at gøre. Det slog mig hvilken særegen rummelighed, der ikke blot af nødvenighed, men også på en meget posi- tiv måde kendetegner Før- oya Symfoniorkester. Or- kesterets kerne består som bekendt af musikskolens lærere med dirigenten Mar- tin Mouritsen som den sta- bile ankermand, men man får også øje på dygtige musikskoleelever, tidligere musikskoleelever, som i dag uddanner sig på kon- servatorier udenlands, unge nyuddannede musikere, som er vendt hjem til det færøske musikliv, gode amatører, som har støttet orkestrets arbejde i årevis og sidst men ikke mindst de til lejligheden indkaldte udenlandske musikere, som udfylder de sidste tomme pladser i orkesteret. Som eksempler kunne nævnes den professionelle cellist fra Leningrad, der benytte- de lejligheden til at besøge sin datter på Færøerne samt to af dansk musiklivs virke- lig store navne violinisten Peder Elbæk og cellisten Morten Zeuthen – begge forøvrigt synligt imponere- de af såvel kor som orkes- ter. Hvor den økonomiske støtte fra land, kommune og private sponsorer hører op, tager venskabsbånd og good will over og skaber helt specielle oplevelser. At se en 13-årig musikskole- elev sidde næsten side om side med en nyligt pensio- neret professor fra Det Kgl. Danske Musikkonservato- rium var for mig en sådan speciel oplevelse. Den ene står på tærsklen til et langt liv med musikken som led- sager. Den anden kan se til- bage på et langt liv fyldt med alle de anerkendelser, en dansk elitemusiker kan drømme om. Men begge udfylder de en plads i hel- heden som jævnbyrdige medspillere, lige koncen- trerede, begge yder de deres allerbedste. Så er det, man i et langt øjeblik for- står musikkens grænse- overskridende betydning – hvordan musikken bygger bro på trods af alder, natio- nalitet, livserfaring og stort set alle andre forskelle os mennesker imellem. Musikalsk festfyrværkeri C M Y K 31 30