mikudagur 21. mars 2012síða 18

Mikudagur 21. mars 2012 · Nr. 35 18 Sosialurin Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000 Kjak Kunsthistorie og andre kunstige historier – ifølge Inger Smærup Sørensen og Kinna Poulsen Ole Wich marts 2012 Kunstbloggen listinblog. blogspot.com har lige pas­ seret sit indlæg nummer 900. Tillykke med det! Havde jeg så bare kunnet skrive, at redaktørerne skulle fortsætte som hidtil, men det falder mig under de hidtidige om­stænd­ igheder temmelig vanskeligt. Jeg skal herunder forklare hvorfor. Det er storartet at Kinna Poulsen og Inger Smærup Sørensen blogger og samler tekster om kunst og kultur set fra en færøsk synsvinkel. Initiativer som disse om kunst­udtryk er der stor brug for i den færøske offent­lig­hed, og ingen andre tager denne for­pligtigelse på sig med sam­ me dedikerede engage­ment, heller ikke vores eneste public service medie og kun sjældent de kommer­cielle medier. Bannerførere for en lille fraktion Kinna Poulsen og Inger Smæ­rup Sørensen gjorde sig for snart en hel del år siden uheldigvis til selvbestaltede talskvinder for en lille skare af kunstnere. De to aka­ demik­ere kastede sig ind i en af de magtkampe, der altid vil være i et miljø af kunst­ nere og de endte med at stå som bannerførere for en lille kunstnerfraktion, der ikke formåede at gøre sin ind­ flydelse gældende gen­nem de offi­cielle organi­ser­ede kanal­ er og derfor valgte den for­ nærm­ede out­sider­posi­tion. Kinna Poulsen og Inger Smærup Sørensen burde ellers som udøvende kunst­ historikere og kunstan­meld­ ere netop hæve sig op over vandene og forsøge at være objektive og orientere det fær­øske kunstpublikum bredt om de forskellige kunst­fæno­ mener på Fær­øer­ne. Dette har ikke hidtil været deres princip, i praksis har det vist sig at deres kunst­historiske arbejde lige siden kunstkonfliktens ud­brud har haft en stærk nepot­istisk slag­side. Efter at den store uenighed om kvalifikationerne af Før­ oya Listasavns leder nu er bilagt, burde det være slut med tendensen til denne uheld­ige slagside i beskrivel­ serne af færøsk kunst, men det ser ud til at fagligheden stadig er hælder kraftigt til den ene side. Ingers tale om kunst­historikerens utilstrækkelighed Den 12. februar 2012 modtog filmskaberen Anton Peter­ sen økonomisk støtte fra Thorvald Poulsen av Stein­ ums gavefond ved et arrange­ ment i Østrøms fabrik. Fonds­ bestyrelsen havde i den an­ledning bestilt Inger Smæ­ rup Søren­sen til at holde en tale om kunst. I denne tale reflekterede hun ganske interessant over for­holdet mellem kunst­ historie­traditionen og sam­ tids­kunstens grænseløse for­brug af forskellige kunst­ form­er og kunstmedier. Hun sagde: “Vi skal indstille os på kunst, som har en mere pro­ cessuel eller performativ karak­ter, og i forhold til værk­ er i den visuelle kultur, som f.eks. kunst i digitale medier, net­baseret kunst, installa­ tioner og video, må vi indse at de begreber, som er centrale for vores måde at forholde os til kunst på, og som danner grundlaget for vores analyser og opfattelser af kunstværker, ikke er til­strækkelige.” Dette er en meget fin ana­ lyse, som jeg fuldstændig kan dele med Inger og som jeg er glad for, at hun om­ sider er kommet frem til. Den faglighed som hun og Kinna Poulsen nu har hævet og viftet som blafrende banner­ mærke nu i mange år, er ganske rigtigt temmelig hullet sine steder og det er et frem­ skridt, at dette nu erkendes åbenlyst. Et af hullerne i fagligheden er dog ikke lukket endnu. Dette viser sig, da Inger Smæ­ rup Sørensen med ud­gangs­ punkt i aktuelle eksempler fra den færøske kunstverden forsøger at illustrere sin nye opdagelse: “For, når en kunstner, som Carl Jóhan Jensen, op­ finder et digitalt alter ego og skaber collager i ord og bill­ede på facebook, når han an­vender forskellige tek­ nikker, for­skellige, medier og for­skellige genrer og lader dem krydse spor. Så er det ikke til­strækkeligt, at vi sætter os ned med hver vores stil­historiske forestillinger, med hver vores metoder og teorier og sammen­ligner det ene æstetiske udtryk med det andet – for værket er også en kritik af disse fore­stillinger.” Alt godt om hr. Jensen. Han er traditionel tekstmand med sine primære produktion beregnet på det begrænsede og bedagede papirmedie og han har da retfærdigvis set også de sidste år forsøgt at udbrede sig på andre medier, såsom digtperformance og blogmediet. Inger Smærup Søren­sen nævner også Tór­ oddur Poulsen, der hoved­ sagelig udtrykker sine tekst­ uelle og visuelle skrablerier på papir. Men i forhold til de mere opdaterede og bredt eksperimenterende kunst­ praksisser, som hun om­taler og fokuserer på i teksten her­ over, er Jensen og Poul­sen begge novicer på disse om­ råder, solidt placeret i deres meget snævre og tradi­tio­nelle udtryk. Processuel og per­ formativ kunst over mange kunstmedier Alt andet lige havde det havde været mere relevant for Inger Smærup Sørensen, at sætte luppen på nogle af de kunstaktiviteter som for eksempel undertegnede har arbejdet med gennem de sidste 10 år på den færøske kunstscene. Jeg kan kort nævne et lille relevant udvalg af mine værker for at sætte denne påstand i perspektiv: “homoFObia”, 2006 Selve det visuelle værk er en simpel digital fil, der sam­ menstiller et færøsk flag og en enkelt ord. På ingen måde originalt eller kunst­ nerisk udført og enhver kunne have lavet det. Selve tyngden i kunstværket ligg­er i anvendelsen, udbred­el­sen og den meget store erindr­ ingsstyrke, det har mellem publikum. Det enkle tekst/billed ud­ tryk var beregnet på viral inter­netudbredelse og blev publiceret sammen med en uddybende debattekst i papir­ aviser og på min hjemme­side www.olewich.com. I den efterfølgende tid brugte jeg bevidst de fær­øske (og til dels danske) masse­ medier som palet til at skabe opmærksom om et alvorligt færøsk samfundsproblem. Yder­mere debatterede jeg meget intens gennem næsten to år, både på nettet, i dialoger, men fx også i en religiøs sammen­komst i Nesvík. Da den religiøsfunda- mental­iste kulturminister Jógvan á Lakjuni forsøgte at ned­gøre over 10.000 under­ skrifter fra hele verden, der pro­testerede mod dis­krimi­ nationen af en gruppe færøske borgere, arran­gerede jeg en søndag eftermiddag via www. kjak.fo at initiativtageren Nynne Nørup kunne komme til Før­oyar og overlevere under­s­krifterne til Føroya Løg­ting. Få timer på nettet og hele blev aktionen arrangeret med financering, overnatning, kor­rekturlæsning og udprint af underskrifter og selve over­leveringen til lagtings­ formand Edmund Joensen i Føroya Løgting under stor bevågning af udenlandske og indenlandske medier. Endnu en udvikling af kunstprojektet homoFObia. ( http://politiken.