mikudagur 31. mars 2004síða 10

18 Nr. 63 - 31. mars 2004 Nr. 63 - 31. mars 2004 19 Steffen Stummann Hansen Landsantikvarur Det er velkendt, at fortids- minder og historiske monu- menter af og til kommer i vejen for planer om bygn- ing af veje, boliger m.v. Sådanne konfliktsituationer løses typisk gennem en dialog mellem de im- plicerede myndigheder og parter på basis af den eksi- sterende lovgivning. Ifølge fredningsloven er samtlige jordfaste fortids- minder pr. definition fred- ede. De kan i princippet, efter den gældende lov, kun frigives til fjernelse efter indstilling fra landsanti- kvaren og efterfølgende til- ladelse fra Føroya Lands- styri. En eventuel frigivelse af fortidsminder vil nor- malt være betinget af kravet om en forudgående arkæo- logisk udgravning. Vi taler i sådanne tilfælde om en kontrolleret destruktion af fortidsmindet. Hermed sik- res gennem arkæologisk undersøgelse og doku- mentation sikres de forsk- ningsmæssige information- er, som fortidsmindet rum- mer. I forbindelse med den fysiske planlægning i sam- fundet er der således nogle spilleregler, som er politisk fastsat, og hvor igennem den del af kulturarven, der udgøres af de jordfaste fortidsminder, administ- reres og varetages. Men der er kræfter, der ikke lader sig diktere af sådanne spilleregler, og det er natur- ens kræfter. Geografisk set er Færøerne karakteriseret ved en bebyggelse, der er knyttet til kystlinien. Den 1.117 kilometer lange kyst- linie, og de jordfaste for- tidsminder, der befinder sig på den, er konstant udsat for en særdeles kraftig vind-, ferksvands- og hav- erosion. I denne sammenhæng kan Færøerne i vidt omfang sammenlignes med de skotske øgrupper Hebrid- erne, Orkney og Shetland. KYSTEROSION OG FORTIDSMINDER I SKOTLAND De skotske antikvariske myndigheder – især Histor- ic Scotland i Edinburgh – har siden 1970 støttet rekognosceringer og registreringer rundt om- kring på den skotske kyst- linie for at vurdere ero- sionens omfang og i vidt omfang gennemføre ud- gravning af erosionstruede fortidsminder. En konfe- rence i 1998 prøvede at samle erfaringerne med henblik på at formulere en national såvel som en lokal strategi i forhold til kyst- erosionen. Konklusionen i Skotland var klar. Det er først og fremmest på de skotske øgrupper, at erosionen udgør en stor trussel for fortidsminderne. Det skyldes, at disse landskaber er udsat for langt kraftigere vindpåvirkning end det skotske fastland (Fig. 1). I Skotland forudser nogle eksperter, at vindforhold- ene vil forværres i frem- tiden. Dette kombineret med en forventet øget vandstand vil betyde et yderligere pres på kultur- arven langs kysterne. De skotske erfaringer peger på, at spørgsmålet om klimaets udvikling og dets indvirk- ning på kystlinien, og der- med lokaliteter af arkæo- logisk interesse, er kom- plekst. Problemerne kræver indgående undersøgelser og en nøje og løbende over- vågning fra de antikvariske myndigheders side. Kortlægningen af anti- kvariske interesser i Skot- land omfatter hidtil (1998) 2.350 kilometer, hvilket svarer til ca. 20 % af den samlede kystlinie. I alt er registreret 6.646 arkæolog- iske lokaliteter, hvoraf 2.727 eller godt 37 % i et eller andet omfang er udsat for kysterosion. Hvis man omregner dette tal til den samlede skotske kystlinie, betyder det, at der må regnes med, at der i alt er ca. 34.000 arkæologiske lokaliteter, hvoraf 12.400 er sårbare overfor kyst- erosionen. Antallet af fortidsminder truet af kysterosion i Skot- land kan ikke direkte sam- menlignes med forholdene på Færøerne. Skotland har en historie, der går væsent- ligt længere tilbage end Færøernes. Således var det skotske fastland beboet fra ca. 8.000 f. Kr., mens Shet- land i nord var beboet fra Kulturarv falder i Vandet Kystprofil ved Scar på vestsiden af Sanday på Orkney i december 1991. Billedet er taget umiddelbart efter, at en kraftig storm havde eroderet et stort stykke af skrænten. I profilen stak menneskeknogler ud, der viste sig at stamme fra en bådbegravelse fra Vikingetiden. Historic Scotland måtte trods håbløse vejrforhold gennemføre en udgravning umiddelbart, da der var frygt for, at resten af graven ville blive skyllet i havet med det samme. Bådgraven fra Scar er i dag den måske mest berømte vikingegrav fra Skotland Foto: S. Stummann Hansen (1991) Kirketomten Líkhús ved Kirkjubøur. Mere end halvdelen af tomten er for længst skyllet i havet. I baggrunden ses Sognekirken. Kystsikring har været nødvendig ved begge fortidsminder Foto: Føroya Fornminnissavn (2004) Bønhús-tomt ved Velbastaður beliggende helt ud til kystskrænten. Dele af fortidsmindet er eroderet i havet, og en kraftig storm kan her nemt forårsage uoprettelig skade på fortidsmindet Foto: Føroya Fornminnissavn (2004) ca. 3.500 f. Kr. Færøerne, derimod, synes kun at have huset menneskelige sam- fund eller aktiviteter fra tidligst ca. 600 e. Kr. Mængden af materielle kulturminder generelt vil derfor i sagens natur være langt større i Skotland end på Færøerne. KYSTEROSION OG KULTURARV PÅ FÆRØERNE Men hvordan ser det ud på Færøerne? Kysterosionen er også her mange steder meget kraftig. Dels har vi historiske efterretninger – blandt andet fra Svabo – om omfattende fjeldskred. Dels er der tydelige vidnes- byrd og informationer om væsentlige ændringer af kystlinien inden for bare de seneste generationer. Der er aldrig foretaget noget systematisk arbejde om- kring erosionen af fortids- minder langs kystlinien, men alligevel kan der umiddelbart gives en indikation af karakteren og omfanget af problemet. På Suðuroy har erosionen allerede taget en stor del af de velkendte marksystemer ved Akraberg, der meget vel kan gå tilbage til vik- ingetiden. Også her vil erosionen fremover grave sig ind på fortidsmindet. I Famjin er en tidlig kirke- tomt (Bønhús) ved Bøn- húsgjógv tilsyneladende helt forsvundet i havet. Neden for kirken i Porkeri ses rester af en gammel hustomt, der nu halvvejs ligger ude i vandet – og flere eksempler kunne nævnes. På Sandoy kan nævnes det store bebyggelsesom- råde omkring kirken i Sandur, hvor der i flere om- gange er påvist betydelige kulturhistoriske værdier, ikke mindst fra Vikingetid og tidlig Middelalder. Erosionen på kysten er her meget omfattende, og et væsentligt element i den færøske kulturarv derfor truet. Også i Søltuvík er bebyggelseslevn fra Vik- ingetiden udsat for kyst- erosion. Vender vi os til Streymoy kan nævnes Kirkjubøur, hvor halvdelen af kirke- tomten benævnt Líkhús for længst er overgivet til havet. Både her og ved Sognekirken lidt nord herfor, er der foretaget kystsikring for at sikre fortidsminderne mod yder- ligere erosion (Fig. 2). Lidt længere mod nord på denne kystlinie, ved Velbastaður, ligger en særdeles vel- bevaret bønhús-tomt med omgivende kirkegård helt ud til den eroderede kyst- skrænt (Fig. 3). Erosionen er allerede nået ind til fortidsmindet, og en større storm vil nemt kunne fjerne en stor del af denne tomt. At det er alvor, ses få meter fra kirketomten, hvor der i kystskrænten kan iagttages tydelige kulturlag og bro- lægninger, der vidner om, at en gammel hustomt allerede delvis er blevet ædt af havet (Fig. 4). Denne vestlige kystlinie af det sydlige Streymoy er tydeligvis meget udsat for erosion. Fra Streymoy kan også nævnes vikingetids- tomterne ved Niðri á Toft i Kvívík, hvor allerede på tidspunktet for Sverri Dahls banebrydende ud- gravning i 1940rne den nederste del var taget af havet. På Eysturoy var også den nederste del af vikinge- tomterne, som Sverri Dahl udgravede på lokaliteten Víð Gjógvará i Fugla- fjørður, borteroderet. På Toftanes i Leirvík må vi også antage, at kyst- erosionen har taget noget af bebyggelsen, før udgrav- ningerne fandt sted i 1980rne. Alene det forhold, at vi ikke finder bådehuse (neyst) fra Vikingetiden vidner måske om, hvor langt kystlinien er trængt tilbage gennem de sidste tusinde år. Ved gården Niðri við Hús i Syðragøta nåede Sverri Dahl i 1940 kun at udgrave to grave på en formodet middelalder- kirkegård, hvor resten for længst var taget af havet. På Borðoy har der siden 1970rne været gravet på lokaliteten Niðri í Toftum i den vejrmæssigt særdeles udsatte Borðoyvík i Klaks- vík. Bebyggelse fra Vikingetid og Middelalder er her delvis eroderet i havet, før undersøgelser kom i gang, og der er nu et meget akut behov for at få afsluttet disse udgrav- ninger, før den sidste del falder i havet (Fig. 5). På Fugloy kan nævnes be- byggelseslevn og mark- systemer beliggende helt ned til kystlinien i Skarðs- vík. Et andet aspekt, der skal nævnes i forbindelse med kysterosionen, er hav- bunden umiddelbart ud for kystlinien. Denne rummer blandt andet skibsvrag, der til stadighed er udsat for tidevandsbevægelser og kraftige strømforhold. Flere steder omkring den færøske kystlinie kendes til sådanne skibsvrag, og nogle kan ved lavvande endog ses. Der er aldrig blevet foretaget systemat- iske registreringer og beskrivelser heraf. Denne lille oversigt fore- giver på ingen måde at være fyldestgørende, og reelt ved vi ikke, hvor stort problemet er. Men alene på dette umiddelbare grund- lag, samt erfaringerne fra Skotland, lades der dog ingen tvivl om, at her er tale om et alvorligt problem omkring bevaring og sikring af en vigtig del af den færøske kulturarv. HVAD KAN GØRES? Såfremt, der er ønske om at sikre denne del af den færøske kulturarv nu og i tiden fremover, er en hurtig og effektiv antikvarisk ind- sats nødvendig. En skitse til en handlingsplan kunne se ud som følger: • Kortlægning af de kli- matiske og havmæssige forholds indvirkning på kystlinien, samt forhold omkring landsænkning- en, der skønnes at være på mellem 1-2 meter siden vikingetiden. Dette kræver et samarbejde mellem naturvidenskabs- folk og kulturhistorikere. • En rekognoscering af den samlede færøske kyst- linie med henblik på identificering og beskriv- else af truede monu- menter og lokaliteter af antikvarisk betydning, herunder skibsvrag. Her- til kræves udvikling af en database, hvori alle registreringer kan indgå. • Udviklingen af en stra- tegi for, hvordan kultur- arven fremover sikres mod kysterosionen. Her må tages stilling til eventuelle beskyttelses- foranstaltninger (kyst- sikring), samt om hvor- vidt og i givet fald i hvilket omfang arkæo- logiske udgravninger er hensigtsmæssige. En gennemførelse af en handlingsplan som skit- seret vil kræve et sam- arbejde mellem forskellige færøske institutioner. Den må inddrage lokal viden om kystforhold, vind- og strømforhold, med hvilken hastighed erosionen foregår m.v., samt identifikation, registrering og beskrivelse af fortidsminder i og om- kring kystzonen. Fredningsloven – hvad enten det er i sin nu- værende eller kommende reviderede form – rummer bestemmelser om forholdet mellem fortidsminder og indgreb forårsaget af menneskelig aktivitet. Den rummer derimod ikke bestemmelser omkring en naturlig nedbrydning af fortids-minderne, således som det sker ved en kyst- erosion. Der må derfor ekstraordinært tages polit- isk stilling til, hvad der bør gøres for at sikre denne del af den færøske kulturarv. Gennemførelsen af en handlingsplan kan etablere et overblik over problemets omfang. Herved vil der kunne tilvejebringes et grundlag for prioriteringer, der kan være med til at sikre den mest hensigts- mæssige og rationelle løs- ning på problematikken. Indtil dette sker, vil en væsentlig og uerstattelig del af den færøske kultur- arv fortsat være prisgivet naturens kræfter. Færøerne står akkurat nu overfor spørgsmålet om eventuelt at tiltræde "Euro- pæisk konvention om be- skyttelse af den arkæolog- iske arv" – den såkaldte Malta-konvention. Konven- tionen er allerede tiltrådt af 25 medlemslande, her- under de øvrige skandinav- iske lande eksklusive Island. Ved at tiltræde vil Færøerne forpligte sig til at beskytte den arkæologiske arv i henhold til kon- ventionens bestemmelser – herunder den del af arven, der dagligt nedbrydes ved kysterosionen. Kystprofil ved Velbastaður, hvori tydeligt ses kulturlag og brolægning. Det stammer efter alt at dømme fra en hustomt, hvoraf en del allerede er skyllet i havet Foto: Føroya Fornminnissavn (2004) På kanten af afgrunden - udgravninger på den erosionstruede bebyggelse fra Vikingetid og Middelalder ved Niðri í Toftum i Borðoyvík ved Klaksvík Foto: Føroya Fornminnissavn (2002) C M Y K 19 18