hósdagur 22. august 2013síða 46

nr. 96 · 23. august 2013 10 VIKUSKIFTI Heri Mohr Í 1994-1997 gav rithøvundurin Hanus Andreassen (nú Kamban) út bókarøðina J. H. O. Djurhuus, Ein bókmentalig ævi­søga I, II og III. Hesin bókligi dýr­ gripur man teljast millum størstu í dygd og vavi skrivað á føroyskum í nýggj­ari tíð. Við sniði og innliti í europeiskum skald­skapi og mentan opnaði J. H. O. Djur­huus – vanliga kallaður Janus – nýggjar dyr og gluggar við einum málm­ríkum føroyskum máli, ið eingin hevði hoyrt ella lisið áður. Hann breyt meistar­liga upp úr nýggjum - taðað við euro­peiskari mentan á høgum stigi. Við livandi skrivingarlagi, frálíkum málbúna og – eins og Janus – væl at sær í europeiskum siðaarvi, hevur Hanus Kamban sett ein varða okkara megin­skaldi, Janusi Djurhuus, til miklan heiður – øvut proportionalur við »dvørgunum« á økinum niðarlaga á Áar­vegnum, har barnaheimið, Áar­ stova, hjá Janusi og Hans Andreasi, var. Áarstovan fór í søguna fyri meira enn 80 árum síðani. Fyrrverandi Hotel Djur­huus ella Vertshúsið, sum tað eisini varð kallað, hevur als einki søguligt við Áarstovu at gera annað enn ættarbond og granna­skap. Janus plagdi at støkka inn á gólvið í Vertshúsinum, tey fáu árini hann búði í Føroyum og virkaði sum sak­førari. Hendan mentanarvarðan hjá Hanusi Kamban eru allir føroyingar honum takk­samir fyri. Í smædni og við bestu meining fer hann, ið hetta skrivar, at blaða á síð­ ur­nar 243-245 í bók II. Har er greitt frá bræva­skiftum, sum tóku seg upp mill­um Janus og telefonstjóran Olaus Jacobsen. Eitt bræv, sum Janus skrivaði 27. juli 1923, er endurgivið á síðu 244 og 245. Av tí at brævið var í Tinga­ krossi nr. 33, 15. august 1923, og av tí at bert tann fyrra helvtin av bræv­ inum er við í bókini, loyvi eg mær við hesum at vísa á ta seinru helvtina av bræv­inum, sum Tingakrossur gav heitið »Eitt sjáldsamt løgtingsskjal« við inn­leið­ingini »Í frágreiðingini frá telefon­nevndini 1922-23 stendur hetta stutt­liga fylgiskjal at lesa«: »Til Telefonudvalget. I Anledning af den mig fra Telefon­ ud­valget tilstillede Skrivelse af 3. ds. skal jeg tillade mig følgende Bemærk­ ninger:« Fyrra helvt er sum sagt endurgivin í bókini. Seinna helvt ljóðar soleiðis: »Er som bekendt Telefonbestyrer, Amts­ingeniør cand. polyt. Olaus Jacobsen udstyret med høj og skarp mathemat­isk og teknisk Viden, strækk­ende sig til Hercules´s Støtter og hine mælkevejsfjerne Regioner, hvor Tilværelsens Diagonaler skærer hverandre, synes, mirabile dictu, Parcerne ikke at have været nær saa ødsle med Hensyn til Sansen for de linguistiske Valører. Naar der nemlig staar i hans Skrivelse, at jeg bankede vold­somt paa for »at slippe ind«, maa dette af almindlige dødelige jo opfattes, at jeg ved at banke paa Ruden har bestræbt mig for at sætte en Aarsagsrække i Bevægelse, der til­sigtede at hidføre Nuancer i Vestalindernes Uskyldighedstilstand. Vel har jeg altid været en Beundrer af den guddomme­ lige Alkibiades og tilgav ham gerne, selv da han væltede Hermesstøtterne paa Athens Torv omkuld, men hvis hin heden­farne straalende havde formastet sig til en saa forsmædelig Handling, som Amtsingeniøren synes at ville paa­ sigte mig, vilde ingen dødelig, heller ikke jeg, have begrædt hans æreløse Nedfart til Hades. Det fremgaar imidlertid helt klart af Amtsingeniørens Skrivelse, hvad Meningen med denne er. At Ind­ beretningen om den itugangne Rude har fundet Sted af regnskabsmæssige Grunde kan ikke antages, da han derved vilde belemre Telefonudvalget med Bagateller, hvad aldrig kunde tænkes om Telefon­bestyrer, Amtsingeniør, cand. polyt. Olaus Jacobsen, han der i det højere Selskabsliv i Thorshavn er kendt som en udmærket Latiner, for hvem det er en Æressag ikke at synde mod Sætningen: minima non curat prætor, ligesom ogsaa jeg straks tilbød og stadig tilbyder at afholde de med en ny Rudes Indsættelse forbundne Omkostninger. At meningen skulde være at indstille mig til passende Belønning for udvist aktiv Interesse i at constatere, hvorvidt de offentlige Meddelelsesmidler funger­ er tilfredsstillende ved Natte­tide og Morgengry, vilde være antagelig og egentlig stemme med det Amts­ ingeniøren medfødte Højsind og dybe sociale Forstaaelse, hvis ikke Skrivelsens Form udelukkede denne Mulighed. Thi hvis dette skulde være Meningen, vilde han have stillet Tele­ fon­udvalget en Gaade eller Rebus, vanske­ligere at løse end den gordiske Knude, og derved gjort sig skyldig i Insubordination, hvad der aldrig kunde falde Amtsingeniøren ind, han, der netop er kendt for sin dybe, næsten orientalske Respekt for sine færøske Overordnede. Tilbage staar altsaa kun den For­klaring, at Skrivelsen skyldes den ham af Vestalinderne bibragte For­mening, at Bankningen paa Ruden hidrørte, ikke fra en Abonnent, der kom i lovligt Ærinde, for at forespørge, hvorfor Centralen ikke svarede, men fra en Person, der vilde lede Vestalinderne i Fristelse. Hvis dette er Tilfældet, da skal jeg være den første til at beklage, at visse Hjernecentra, formentlig paa Grund af Overanstrængelse i det færøske Telefonvæsens Tjeneste, fungerer paa unormal Vis hos Telefon­ bestyrer, Amtsingeniør cand. polyt. Olaus Jacobsen, hvem jeg herved ind­ trængende henstiller til det ærede Tele­ fon­udvalg at yde et Aars Permission til Rekreation ved et Badested i det sydlige Udland. Thorshavn 27. juli 23. Med Ærbødighed J. H. O. Djurhuus.« Hví hetta brævið hjá Janusi – sum rit­ høv­undurin sigur er áhugavert fyri eftir­tíðina – ikki er tikið við in extenso í bókini, er ikki gott at vita. Kanska peikar Janus nú frá Elysium oynni og sigur, honum líkt: lapsus calami. Vónandi verður hetta lítla »uppí­ skoytið« ikki misfatað ella tikið illa upp av rithøvundanum og teimum, ið eiga Restaurant & café Áarstovu. PS. Janus Djurhuus doyði klokkan trý týsnáttina tann 31. august 1948. Dagin eftir lósu undirritaði og míni for­eldur ovast á húsinum hjá Politiken á Ráð­húsplássinum: Den store færøske digter J. H. O. Djurhuus er afgaaet ved døden. Vit kundu soleiðis ikki luttaka í jarðarferðini hjá Janusi. Hann var væl sæddur í mínum barndómsheimi í Skansa­garði og Yviri við Strond. Meðan Janus lá á Dronning Aleksandrines hospitali – nú Lands­ sjúkra­húsið – komu fólk at vitja. Ein dagin, stutt áðrenn hann doyði, var ein av hansara vinmonnum og vitjaði Janus. Tá kom eitt av hansara viðskiftafólkum (klientur) – sum Janus hevði appellerað í ein hægri rætt – eisini at vitja. Hesin gamli havnarmaðurin segði væl nøgdur: »Djurhuus, abel er komin.« Rættiliga ússaligur, seingjarliggjandi, svaraði Janus: »Rubeksen, eingin appel har eg fari.« Stríðið millum Janus og telefonverksstjóran Í 1923 var ávíst stríð millum skaldið J. H. O. Djurhuus og telefonverkstjóran, Olaus Jacobsen, um eina hending, tá Janus hevði brotið ein rút á Telefonstøðini í Havn Soleiðis sá Áarstova út – barbaheimið hjá Janusi og Hans Andreasi. Hon stóð á økinum millum Dandastovu og Café Nátúr, har standmyndin av áarstovubrøðrunum nú stendur. Áarstova varð tikin niður fyri eini 80-90 árum síðani J.H.O. Djurhuus