leygardagur 24. juni 2000síða 10

19 Nr. 119 - 24. juni 2000 18 Nr. 119 - 24. juni 2000 Hornorkestur Føroya – ein ferðafrásøgn Tað var í endanum av apríl, tað var kalt og várið var ikki komið rættiliga í gongd. Eg pakki og fyri einaferð skyld er taskan ikki so tung, men eg veit eisini, at ljóðførini verða tung at bera. Hetta er ikki bara ein stuttleika- ferð, vit skulu umboða Føroyar á heimsins størsta hornorkestur- kapping. Eg seti vekjaran tíðliga, »eg má ikki forsova meg« melur runt í høvdinum og eg sovi ikki nógv ta náttina. Vit hittast á flogvøllinum í Vágum, lagið er gott og vit eru øll spent. Vit skulu skifta í Keypmannahavn, tað ger einki haldi eg, so kann ein hyggja í handlum, keypa gávur og fáa mær okkurt at eta akkurát sum eg síggi at klokkan er nógv og útgongdin til flogfarið er hinu- megin flogvøllin. Skjótt fáa matin niðurum, taska, posi, jakki, havi eg alt við? Eg gangi skjótt, næstan renni, er tað veruliga so langt? Restin av orkestrinum og hini eru longu á sínum pláss, tá ið eg tríni inn, typiskt eg, altíð seinast! Skemt og látur og ein og annar eingilskmaður vendir sær við! Vit setast í Man- chester og koyr atveir drúgvar tímar til Birmingham á einum óinteressantum motorvegi (nája, vit sóu Aston Villa vøllin fjart og nakrir »fótbóltsfan« royndu at taka nøkur hoppandi bíløt gjøgnum bussvindeyga, úrslitið óvíst). Troytt og móð verða vit stúgvað inn í Frelsunarher- húsið, sum tey so fitt hava lænt okkum at venja í, so eftir at hava ferðast í allan dag sita vit nú og venja tríggjar tímar og í pausunum njóta kvøldarluftina, her luktar vár! Um midnátt fara vit aftur ein busstúr til okkara hotell. Tað er eitt fitt, lítið hotell, sum virkar meira at vera í einari bygd, enn í einum milliónbýi sum Birmingham. Tey lovaðu okkum at venja í barrini morgunin eftir, so tað var eingin hotellgestur, sum slapp at sova eftir kl. tíggju. Tað var eisini ein roynd í hvat ein kann brúka til nótastativ og við einum góðum vilja vísir tað seg at tað mesta kann brúkast til nótastativ, fyri ikki at tala um slagverksinstrument! Nú byrja nervarnir at gera um seg, tá ið vit fara til Birmingham Symphony Hall. Vit sleppa fyrst at síggja konserthølið. Vit stóðu málleys! Høllin, sum tekur umleið 5000 fólk, hevði áskoðarapláss í fimm hæddum og ein mátti ikki hava hæddarskrekk, um ein ætlaði sær at sita á teimum ovastu hæddunum. Gott pláss var eisini á pallinum, risastórt kirkjuorgul og høgt uppi, oman fyri orglið, í veggunum aftan fyri pallin vóru fýra stór rúm við risastórum lúkum. Tá ið lúkurnar verða latnar upp, verður ljóðið á pall- inum 50 prosent harðari og sjálvt um ein situr aftast í salin- um, ljóðar tað, sum um ein situr fremst! Eftir at hava sæð høllina, vóru vit ikki minni nervøs, men vit vóru meira fyrireikað uppá, hvat lá fyri framman. Áðrenn kappingina fingu vit frí nakrar tímar at eta og ganga runt í býnum. Vit fingu eisini høvi til at hoyra Europeiska Ungdómsorkestrið, har tveir ungir føroyingar spældu við: Jóhan Hentze úr Fuglafirði og Joan Poulsen úr Havn, sum gjørdu ein rósverdan innsats har. Tað var imponerandi at hoyra so nógv hasi ungu, begávaðu fólk- ini høvdu klárað at vant og lært uppá bara nakrar fáar dagar! Orkestrini til kappingina verða býtt upp í tveir bólkar: Cham- pionship og fyrsta bólk, vit skuldu kappast í fyrsta bólki og har kappaðust vit móti Finlandi, Frankaríki og Írlandi. Tað bleiv drigið nummar um raðfylgjuna, vit skuldu spæla í, og vit vóru triðja orkestrið á skránni. Okkara konsertklæði vóru svørt og á bringuni klistraðu vit eitt merki við føroyska flagg- inum á (eitt sovorðið klistri- merki, sum kioskir selja til turistar í Føroyum), burtufrá sá tað flott út. Vit klistrimerkjunum upp á pláss og instrument í hondunum fóru vit fyrst inn at skriva undir pappírini. Eg hevði sjálv nógv at bera og kom eitt sindur aftan á hinum. Tá ið eg kom út úr skiftirúminum, vóru øll longu farin. Við føvninginum fullum av instrumentum og stativum upp til høkuna, fór eg rekandi gjøgnum trappur og gongdir, upp og niður, aftur og fram, tað er ikki eiti á at villast í Symphony Hall! Eg spurdi ein av duravørunum, sum til endans fann fram til hini. Vit hitaðu upp og nøkur av okkum fóru fyrst at seta slag- verk, stativ og stólar upp á pláss. Tá ið vit nærkaðust pallinum spældi Frankaríki og tað var eitt fýrverkarí av hørðum nótum! Eitt ringt og krevjandi, men ikki serliga pent stykki, har styrkin varieraði millum øgiliga hart og ógvuliga hart! Vit hugdu bilsin eftir hvørjum øðrum! So var endiliga stundin komin og vit fóru fyrst inn at seta alt upp á pláss. Tað er stressandi at seta ting upp á pláss, tá ið so nógv fólk hyggja at, so stress- andi at í skundinum blivu nakrir nótar burtur og meðan øll bíð- aðu, máttu vit finna fram nýggjar. Okkara orkesturleiðari, Steven Foggin, gjørdi tá (óbevíst) eitt eykanummar við at fara av pallinum og nøkur sekund seinni koma inn aftur hinumegin, tað fekk fólkini til at flenna og okkum at sleppa av eitt sindur. Vit spældu tvey stykki. Kravt stykki var »Corpus Christie« av Robert Redhead og okkara val var »Oceans« av Goff Richards. Tað gekk væl! Vit fóru aftur á hotellið og bíðaðu eftir úrslitinum. Nøkur av okkum fóru aftur til Symphony Hall fyri at hoyra kvøldarkonsertina og fáa úrslitið og premiuna, sum var ein trombon til hvørt luttakandi orkestur. Vit hoyrdu fyrst eitt av heimsins bestu orkestrum, »JJB Sportsband«, spæla og eg haldi høkan hjá mær fór longur og longur niður meðan tey spældu! Tað var ein sonn gleði at hoyra musikarar á sovorðnum støði! Tá ið tað var tíð at fáa premiur settu vit okkum næstan fremst og tó, hóast tað ikki var loyvt, bleiv eitt myndatól smuglað inn til hesa stóru løtu. Ungdómsorkestrið spældi mill- um talurnar og vit fingu fyrst at vita, at Finland var komið á annað plássð. Finnarnir jublaðu! Frankaríkið vann og fransmenninir hoppaðu og skrálaðu! Írland kom á fjórða plássið og tá jublaðu vit, tí tað var tað sama sum at Føroyar vóru komnar á triðja plássið. Tað er tað besta úrslitið nakað føroyskt hornorkestur hevur havt! Vit vóru enn meira fegin, tá ið vit vóru komin aftur á hotellið og í viðmerkingunum frá dóm- arunum kundu lesa, at vit vóru á deildum øðrum plássi á kravda stykkinum! Tað er flott, tá ein hugsar um, at í mun til hini orkestrini, so er ein stórur partur av okkara orkestri ungdómar! Vit fingu eisini okkara trom- bon, sum bleiv móttikin av okk- ara trombonspælara, Finni Jóan Jacobsen úr Sørvági. Hetta var ein túrur, sum vit leingi fara at minnast og vit vóru avgjørt ikki farin til Onglands fyri einki! Eg vil takka okkara orkestur- leiðara, Steven Foggin, mínum orkesturfelagum og okkara stuðlum, sum gjørdu ferðina møguliga!!! Anki 77 Føroya Hornorkestur: »Faroe Brass« Symphony Hall: pallurin Den som tror på ham, dømmes ikke; den som ikke tror er alle- rede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. Det er jo tilsyneladende ikke til at misforstå. Uden tro, falder Jesu dom over os. Og Guds med. Ja, men så er det jo bare om at komme igang. Med at tro. Men det er jo problemet for mange af os moderne mennesker. Man siger f.eks.: I min barndom gik jeg i kirke, men siden er jeg holdt op. Jeg har nemlig mistet troen. Eller måske har man al- drig haft den. Og som regel gør man heller ikke alvor af at lede efter troen, så ville det nok være vanskeligt at finde den. Troen er nemlig ikke sådan at finde. Den finder frem til os, før end vi finder frem til den. Der er lavet en undersøgelse for et par år siden over hvor mange danskere der tror på Gud. Det kan være både Gud som person, Gud som tilværelses- magt eller bare mere vagt i ret- ning af at der må være mere mellem himmel og jord. Men hvis man sådan tager revl og krat med, så tror 95% af befolk- ningen på Gud. Det er jo i grun- den meget i et ugudeligt land. I virkeligheden tror jeg dog at man skal endnu højere op i pro- centtal. Det er meget vanskeligt ikke at tro på Gud. Man må arbejde hårdt, hvis man skal holde ham fra døren. Han er der måske mest iøjnefaldende ved livets store begivenheder, fødsel, forelskelse og død. Alle der har fået et barn, føler trang til at sige tak. Det er en så stor og dejlig begivenhed, at man må stave tak med stort. Men hvem er det man takker. Er det ens kone eller mand, man siger tak for det fælles barn. Ja, det kan man godt, men gaven er for stor til at de alene kan være giveren. Takken må højere op. Eller i den modsatte ende, når man er syg og ved at det er slut. Mange giver sig til at forhandle, for at opnå en frist. Hvis bare jeg blev rask, siger de, så skal jeg være rar ved konen og god ved hunden og måske endda gå i kirke. Hvem er det, man for- handler med. Ja, prøv at gætte. Og ind i mellem disse store begivenheder, om foråret, når vi får alt givet og om efteråret, når det tages fra os igen. Han er der hele tiden, og man skal have fedt på øjnene og vat i ørerne for ikke at lægge mærke til ham. Nogle søger ham i deres indre, hvor det guddommelige efter moderne overtro skulle findes. Men man må huske, at det ikke er alt der glimter, der er guld. Hvis man virkelig kigger indad, så møder de fleste af os et stort sort hul. Til gengæld kan man næsten ikke undgå at få øje på ham, hvis man ser sig omkring. Men er det da den tro, som der tales om i dagens evangeliium? Ja, det er det, men der skal mere til. Man skal også være trofast, stole på Gud, være taknemmelig overfor Ham. Forøvrigt er der egentligt noget underligt skævt og selvoptaget i at være så opta- get af, om vi kan tro på Gud. Problemet er jo snarere om Han kan tro på os. Hvem er da denne Gud. Han er ikke den fjerne, evige, der er adskilt fra os i tid og sted. Sådan opfatter vi ganske vist ofte Vor- herre. Som urmageren, der laver sit ur, sætter det igang og så kan uret eller verden ellers gå sin skæve gang. Eller som der stod i en københavnsk graffiti: Gud lever, men han er i gang med et mindre krævende projekt. Bibelen fortæller os noget andet, nemlig en lang kærlig- hedshistorie om troskab og utro- skab med gud i hovedrollen som den fyrige, lidenskabelige om- sorgsfulde og kærlige elsker. Men han er også jaloux og nøje- regnende og tåler ikke at den elskede ser til anden side. Den elskede, som han gør sin utrættelige opvartning, er os mennesker, som han i Det gamle Testamente kalder sit folk. For- holdet mellem brud og brudgom er til tider meget lykkeligt og til andre tider meget anstrengt. Det er honeymoon i paradisets have, men snart træder Adam og Eva ham for nær og spiser af kund- skabens træ. Han ønsker kærlig- hed og ikke kløgt, og derfor blev han rasende og smed dem ud af sin have. Men Gud kan dog ikke lade være med at have et godt øje til sin elskede og følger hende, hvor hun end går. Altid parat til at tage hende til sig igen, men altid lurer jalou- sien under overfladen. Han bli- ver vred igen og lader det regne over jorden, så alle mennesker drukner undtagen Noah og hans familie. Straks efter fortryder han og bekræfter forholdet ved at sætte ring på. Ringen kan vi se den dag i dag, det er regn- buen, som er tegnet på Guds kærlighed. Når man er usikker på den andens kærlighed, kræver man beviser. Sådan også med Vor- herre. Han vil gang på gang have bekræftet, at han er elsket. Han sender Abraham afsted til Moria bjerg for at han kan ofre sin søn, Isak ved at skære halsen over på ham som et absurd bevis på at han virkelig elsker Gud. Her består bruden prøven, men gang på gang svarer hun, når Gud siger »Jeg elsker dig, elsker du også mig?«, »ja, også dig« – og hver gang bliver Gud ras- ende. Og knuser hendes kar og lægger hendes have øde. Han tåler ingen ved siden af sig. Et tegn på at ægteskabet mellem de to ikke er helt godt, er at Gud på et vist tidspunkt opretter en nøje kontrakt, en pagt med sin elsk- ede. Han skriver ned, hvad de hver især skal gøre. Hun skal overholde en mængde bud, hvor- af de 10 er de mest kendte. En- hver ægteskabsrådgiver ved, at når man er nødt til at have papir på, hvad man skylder hinanden, så er forholdet ude på tynd is. Hos profeten Hoseas kan vi mærke Guds brændende jalousi overfor denne brud, der virkelig er som en rullesten, der ikke har nok i een. Gud siger bl.a.: Efter elskerne kan hun så løbe (hun er løbet fra Ham). Hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde og da skal hun sige: »jeg går på ny til min første mand, da havde jeg det bedre end nu«. Jo, hun skønner ikke på, at det var mig, som gav hende korn og most og olie, gav hende rigelig sølv og guld. Der- for tager jeg atter mit korn, og når tiden er til det, borttager jeg min uld og mit hør, som hun skjuler sin nøgenhed med. Jeg blotter hendes skam lige for elskernes øjne. – Disse fantasier om at yd- myge den troløse elskede kan vist enhver forsmået elsker gen- kende. Ligeledes, at man drøm- mer om at bortføre hende til et sted, hvor de kan være sig selv: Se derfor vil jeg føre hende ud i ørkenen og tale hende kærligt til. Så giver jeg hendes vingård tilbage. Der skal hun synge som i ungdommens dage, da hun drog op fra Ægyptens land. Ja, bare det kunne blive som i gamle dage, sådan drømmer den forsmåede Gud. Hvis hun ville vende tilbage, så er hende alt tilgivet: Jeg trolover mig med dig for evigt. Det går galt gang på gang i dette stormfulde ægteskab, men hver gang kommer det til en forsoning. Tit kommer han ikke selv bruden i møde, men sender en profet eller en anden mægler for at gøre forholdet godt igen. Til sidst sender han sin søn for at han endegyldigt kan fri på sin fars vegne. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Man må jo sige, at det er et godt parti: Himlens og jordens, alt det syn- liges og usynliges skaber tilby- der kærlighedsforhold og ægte- skab. Bruden, menneskene, folket afviser som bekendt denne mægler og slår ham endda ihjel ved at hænge ham op på et kors, som vi hørte i påsken. Men gammel kærlighed ruster ikke, og Guds kærlighed er så skin- nende som aldrig tidligere. Han er så ung og så stærk som nogensinde og her i pinsen går han til sagen som ingensinde før. Han kommer krybende på sine knæ. Han kommer med forelskelsens stormvejr og til- dækker sin brud med kys og kærtegn, så hun bliver ganske ør. Apostlene bliver så medrevet af Guds brændende kys, at de begynder at tale i tunger og sige mærkelige ord på fremmede sprog. Og det er dog ikke så underligt, da kærlighedens sprog er internationalt. Det kan enhver forstå. Og det gjorde de da også, som vi hørte det i kirken igår: medere, partere, elamiter og folk som hørte hjemme i Mesopo- tamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne, romere, jøde og proselytter, kretere og arabere. Er man forelsket i pigen, kan man tale med hende, ligegyldigt, hvor hun kommer fra. Men kan man nu tro på alle hans søde ord? Er denne Gud ikke lidt påtrængende? En ærbar pige skal ikke falde for den første den bedste. Men det er svært at lade være. De fleste mennesker kan stå for meget undtaget smiger og søde ord. Og med rette, for det er normalt tegn på at nogen vil én det godt. Man tror nu engang på den der er kærlig, tillidvækkende og troværdig. Og en sådan op- vartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for ikke at gøre det. Hermed er også sagt noget vigtigt om tro. Tro er ikke noget man kan mande sig op til, hvis man har en stærk vilja eller er særlig from. Man tror, fordi man ikke kan lade være. Sådan er det inde i kirken – og sådan er det udenfor: Når vi møder et trovær- digt og tillidvækkende menn- eske, så tror vi på ham uden at bestemme det selv. Det er tværtimod den andens tro- værdighed, som gør udslaget. Er han troværdig, må vi tro på ham, er han det ikke, kan vi ikke tro på ham. På akkurat samme måde er det med den kristne tro. Og derfor kan vi nøjes med at tage hatten af, når vi går i kirke. Vi behøver ikke også at tage hovedet af. Men det kan måske lykkes at lade være med at ind- lade sig som da døgnfluehunnen sagde til døgnfluehannen i en af verdenslitteraturens korteste tragedier: ikke lige i aften, kære, jeg har hovedpine. Den som tror på ham, døm- mes ikke; den som ikke tror, er alleree dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Ja, den som ikke lader sig besnære og forføre af en så overvældende kærlighed fra Vorherres side, som vi møder her i pinsen og iøvrigt kirkeåret igennem, er allerede dømt. Dømt til at være den åndelig talt evige gammeljomfru, der lever i sit eget selvvalgte fængsel, hvor helvede er de andre. Dømt til at være sig selv nok. Det er en streng dom, hvis det er på livs- tid. Og dømt til at stå på side- linien, mens der bydes op til dans. Men Vorherre drømmer stadig om sin brud. Han nægter at tage et nej for et nej. Selvom Han ved, at Hans udkårne hader lyset og ikke kommer til lyset, for at hendes gerninger ikke skal afsløres, så bærer han hende alligevel på hænder og fødder. Hvem har en sådan elsker? Det har vi. AMEN. Jan Lindhardt, bispur í Roskilde, avmyndaður uttanfyri kirkjuna í Vági 2, hvítusunnudag Mynd: Dagfinn Olsen Í sambandi við 1000 ára haldið fyri kristnanini av Føroyum, fingu danskir bispar í boði at prædika í føroyskum kirkjum. Ætlandi skuldi bispurin í Roskilde, Jan Lind- hardt, prædika í Vesturkirkjuni í Havn. Men har, eins og aðrastaðni í landinum, nýttu prestar sín rætt, og ynsktu ikki, at fáa donsku bisparnar í sínar kirkjur. Hetta orsakað av, at donsku bisparnir hava skrivað undir pappír, ið loyvir samkyntum ávísar sømdir innan kirkjugátt. Jan Lindhardt fekk ístaðin innivist í kirkjuni í Vági. Við Sosialin segði hann, at hann helt ikki nógv um slíkar avgerðir, sum hesa, at hann ikki fekk inni- vist í Havn, og hann var ikki sørt keddur av hesum. Men tó sá hann tað positiva í, at hann slapp at uppliva at koma til Vágs ístaðin og óivað hava vágbingar eisini fegnast um vitjanina og nokkso fitt av fólki hevði leitað sær í kirkju. Vágsbygd hevur ligið í prestaloysi, síðani fyrst Heri Joensen fór í starv í Havn og síðani eisini Elsa Funding. Jan Lindhardt er í Danmark høgt mettur fyrilestrahaldari og eisini í almennum kjaki. Vit prenta her prædikuna, sum Jan Lindhardt helt í Vágs Kirkju 2. hvítusunudag 2000. Barnatrúgvin