hósdagur 1. oktober 2015síða 27

FRÍGGJADAGUR 2. OKTOBER 2015 SOSIALURIN 113 27 Komandi partur Í komandi parti greiðir Maria frá, hvussu hon upplivdi heimsbardagan. Eisini verður greitt frá sjáldsomu lagnuni hjá Ernst, soni Fríðrik Petersen, próst ANNA EVENSEN: TÁ IÐ FARAST MÁTTI AV NESI Hetta er seinasti partur av frásøgnini av hjá Onnu Evensen. Hon gevur eisini eina lýsing av manninum, Jens Christian Evensen N aar Konerne havde barslet, kom Nabokonerne med "Barselmad", i Reglen Grød og Skærpekød, og de fik saa meget, at der ligefrem kom Velstand i Huset. De smaa Børn blev i Reglen opkaldt efter Bedsteforældrene, naar der skulde døbes, men hvad Barnet skulde hedde, blev aldrig nævnt førend i Kirken. Af hvilken Grund ved jeg ikke. En Dag kom der en Mand ind til min Mand for at faa indskrevet sin Søn til Daaben: "Hvad skal han saa hedde?" spurgte min Mand. "Johannes Hals". "Hals! Hvorfor skal han dog hedde Hals, det er jo ikke noget Navn?" Han forklarede da, at der i Almanakken stod Johannes Hals for den Dag, og saa skulde Drengen hedde det. Min Mand tog Almanakken og slog op paa det paagældende Sted. Det viste sig da, at det var Johannes Hals­ hugning, der var forkortet. Min Mand fik da tilsidst talt Manden fra det. Det var i Reglen en af Fadderne, der bar Barnet til Kirken, ofte en Vandring over store Strækninger. En Dag bankedes der paa vor Dør. Min Mand gik ud og lukkede op. Udenfor stod to Mænd i færøske Dragter. De fortalte, at de var Officerer fra Damperen, og at de nu var paa Tur til "Toftevandet". I Nærheden af Kirken, havde de mødt saadan en underlig Forsamling. Henad Vejen var der kommet gaaende en 6-7 Mennesker, deriblandt en Mand, der bar et lille Barn i et stort Tørklæde foran paa Brystet. Tørklædeenderne var bundet op om Halsen. Min Mand fortalte da, at det var Skik, at Fadderne bar de smaa Børn til Daaben. Min Mand bød dem ind paa Kaffe, det vilde de gerne. Nu var det saa uheldigt, at vi ingen brændte Bønner havde og for Lugtens Skyld, kunde vi ikke godt begynde at brænde. Jeg lod derfor Pigen løbe hen i et andet Hus og brænde dem, men da det varede for længe, inden hun kom tilbage, lavede jeg Chokolade til dem. Medens vi sad og drak den, sagde min Mand: "Drik blot væk, bagefter faar vi Kaffe". Det var et Held, at Officererne gik, thi Pigen var endnu ikke kommet tilbage. Begravelser Naar nogen var død og lagt i Kiste, fik de undertiden Tokroner lagt paa Øjelaagene og et Tørklæde bredt over Ansigtet. Begravelses­ dagen gik alle forbi Kisten, een efter een og hver enkelt lagde Haanden paa den Dødes Bryst, medens de for sig selv sagde: "Tak for Alt – Gud velsigne Dig" eller lignende. De var meget bange for at de døde skulde "gaa igen". Undertiden blev Kisten med den Døde sejlet til Kirken, der laa lige ved Vandet. Det var meget smukt og højtideligt, naar Baaden under Salmesang roedes til Land. Der var paa Hvidenæs en Fisker og hans Kone, der var Katholiker og havde deres eget lille Kapel. En Gang om Aaret, kom der en katholsk Præst fra Danmark derop ude­ lukkende for deres Skyld, i Reglen fortsatte han Rejsen op til Katholikene paa Island. Det var ikke Skik, med Kirkeklokkerne, at "ringe Solen ned" om Aftenen; kun paa de store Helligaftener blev der ringet en Time og saa selvfølgelig til Gudstjenesten. Vort Sølvbryllup holdt vi i Stilhed, jeg tror ikke, at der var nogen, der vidste det. Vi havde ikke andre Fremmede end min Mands to Brodersønner, og af Børnene var der ikke andre hjemme end Elisabeth. Vi fik Chokolade om Eftermiddagen og Gaasesteg om Aftenen. Da min Mand havde været Præst i 25 Aar, blev han Ridder af Dannebrog. Farvæl til Føroyar Da min Mand blev ældre, kunde han ikke udholde de strenge Ture i alskens Vejr, snart over Fjeldet, snart i Robaad hvor Søerne i Storm slog ind. Han længtes efter mildere Klima og efter at komme i Fred og Ro. Han var træt. Da Bregninge [á Sjællandi] Kald blev ledigt, søgte han det og fik det. Det var meget stærkt for ham at bryde op fra Færøerne. Da han holdt sin Afskedstale, var Kirken fuld af Færinger, og han var meget bevæget. Efterskrift Den højtdannede, kultiverede Provst Even­sen, var en sjælden retlinet, fin og nobel Person­ lighed, meget tilbageholdende og faamælt. Han tilhørte ikke, og vilde ikke tilhøre nogen bestemt religiøs Retning. Efter Ankomsten til Bregninge, indfandt der sig en Dag en Mand i Præstegaarden, der til Provstens store Forbavselse spurgte: "Er De Grundtvigianer?" "Nej". "Er De da Indre­ missionsk?" "Nej", "Men hvad i Alverden er De da?". "Jeg er mig selv." En anden Gang var der en anden af Menig­ heden, der kom med de samme Spørgsmaal. Da svarede Evensen: "Jeg er ikke Præst for en enkelt Retning, jeg er Præst for alle i Sognet". Disse Svar var saa karakteristiske for Provst Evensen. Det faldt aldrig ham ind ukaldet at snige eller Trænge sig ind i Folks Indre, i deres private Tanke- og Følelsesliv og buldre løs, saaledes som mangen fanatisk Præst har for Skik. Han havde den Tro, at dersom der var noget i Religionen, der var dunkelt for Menighedens Medlemmer, eller at de trængte til religiøs Vejledning, saa kom de nok til ham, saaledes som de havde gjort oppe paa Færøerne, hvor de altid gik til "Provsten", naar der var et eller andet, de vilde have Rede paa. Og oppe paa Færøerne, med hvis storslaaede Natur han var saa indlevet, at han ikke taalte Omplantningen til Bregninge, der forstod og elskede de deres Provst, som paa saa mange Maader havde gjort saa meget for dem. Befolkningen deroppe paa de afsides Øer, nærede fuld Tillid til ham. De troede ganske simpelt alt hvad han, deres Provst, sagde. Provsten der aldrig havde skuffet eller svigtet dem. Det var saa karakteristisk for Evensens Forhold til hans færøske Menighed og et Eksempel paa den store mystiske og aandelige Kraft han udstraalede, at naar han deroppe sad ved et Dødsleje og blot holdt den Døende i Haanden, fik Vedkommende Kraft fra ham, saa han tillidsfuld kunde gaa det ukendte imøde. Mange Aar efter Provst Evensens Død kom et Skib fra Færøerne til København. En af Sømændene tog da den lange Vej ned til Bregninge blot for at se "Provstens" Grav og hilse paa vores Datter Elisabeth. Saadan var Forholdet mellem Færingerne og deres Provst. Tær báðar løgdust sjúkar leygar­ morgunin tann 7. desember. Fyrst fingu tær fepur, sum fall aftur aftur sunnu­morgunin, tá tær eru mest­ sum fepurfríar. Men út á dagin fer fepurin at økjast í stórum, og Anna minnist, hvussu hon merki, at fepurin reyk upp, og kom heilt upp á 41,3 meðan Olea fekk enn meiri fepur og kom upp á heili 41,7 stig. Hósdagin eftir doyr Olea, og foreldrini fingu at vita frá læknanum, at Anna fór ikki at klára náttina. Fyri at verja Onnu mátti hon heldur ikki fáa at vita, at systirin var deyð. Tá Olea fór til gravar varð tískil ikki ringt við kirkjuklokkuni fyri at Anna ikki skuldi fáa varhugan av, hvør ið mundi fara til gravar. Tey vóru grannar hjá kirkjuni. Anna kom kortini fyri seg og livdi eitt langt lív. Vegna smittuvandan vildu børnini hava, at foreldrini Óla Jákup og Frederikka fóru í karantenu. Tískil kundu tey ikki fylgja dóttrini til gravar, men máttu standa í við vindeygað í húsunum, har tey tá hildu til, og eygleiða jarðarferðina. Meslingagrindin verður hildin til Í fjøruni í Norðragøtu