hósdagur 23. juni 2016síða 27
‹ fyrra síða allar 32 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
FRÍGGJADAGUR 24. JUNI 2016
SOSIALURIN 72
27
dyb Alt. Den der som jeg engang havde hørt
hende synge i et Lokale, der kunde tage
hendes vældige Stemme, i Thorshavn var
det kun Kirken, glemmer simpelthen ikke
denne Kæmpeklarinet i Menneskeskikkelse.”
Eitt minni er um hana í Havn. Tað er, at
hon tók stig til at Havnin skuldi fáa vatn
veiting við at skipa fyri basarum fyri hesum
endamáli.
Um mannin Frants skrivar William
Heinesen: »Han var jævn og bramfri, ganske
afholdt, uden at der var nogen, der havde
egentlig Fidus til ham. Forretningstalent var
han lige saa lidt behæftet med som andre
Talenter, og hans Interesser var få og lidet
sammensatte.«
William skrivar eisini, at meðan »gamli«
forgudaði tann eldra sonin, Andreas Willi
am, so helt hann lítið um Frants. Frants var
bara hildin at vera leiðari av eiti. Tann veru
ligu leiðarin eftir M. C. Restorff var Rudolf
Andersen, meðan Frants veruligu bert fekst
við tilvildarligt arbeiði.
Jacobine og Frants fingu dótrina Maja,
sum var ógift og barnleys.
Tey bygdu hvítu húsini ovast í Gr. Kamb
ansgøtu, sum kommunan nú eigur.
Rudolf Andersen – veruligi
leiðarin hjá Restorff
Ein beiggi Jacobinu var Rudolf Andersen.
Dimmalætting skrivar í minningarorðunum
í 1929:
Med Rudolf Andersen, der for kort Tid siden
er afgaaet ved Døden i København, 83 Aar
gammel, er en af vore Øers mest kendte og
fremtrædende Forretningsmænd gaaet
bort.
Rudolf Andersen blev født i København,
men allerede i 14 Aars Alderen kom han
til Færøerne og fik ansættelse hos M.C.
Restorff, hvor han i kraft af sin store Dygtig
hed og fremtrædende Arbejdskraft efter faa
Aars Forløb blev betroet en fremtrædende
Plads efter den efter Datidens forhold meget
store Forretning.
Naar fraregnes de to Aar, Rudolf Ander
sen havde ansættelse i en stor Forretning
i Manchester, har han viet forretningen i
Vágsbotn hele sin Ungdoms og Manddoms-
kraft, ja, han forsatte endda sin gerning her
længe efter det Tidspunkt, der for andre
plejer at være betegnet som Støvets Aar.
»En Kæmpe han var i al sin Færd...« Disse
ord har sjældent passet bedre paa nogen
end paa Rudolf Andersen. Han var c. 80 Aar
gammel, da han sagde Færøerne Farvel for
sidste gang, han havde da virket her i ca.
64 Aar – og hele tiden i samme Forretning.
Da gamle Restorff døde ved Aarhundred
skiftet, overtog Rudolf Andersen Forret-
ningen i Vágsbotn sammen med sin svoger
Frants Restorff, og de førte i Fælleskab
den store Forretning videre indtil Frants
Restorffs Død for en halv Snes Aar siden,
da Rudolf Andersen praktisk taget blev
Eneindehaver.
Vágsbotn var i sin Tid en af vore Øers
største Forretninger, og i en Aarerække
langt den største Forretning nordenfjords
med ialt ca 40 Filialer i forskellige Bygder.
Denne efter færøske Forhold meget store
Virksomhed havde en betydelig Omsætning
og gav ved Fisketørring og andet Arbejde
til mange.
I Nedgangstiden efter Krigen blev de øko
nomiske Vanskeligheder saa store ogsaa for
Vágsbotn, at Forretningen maatte træde i
likvidation. Dette var en haard Prøvelse
ikke alene for Thorshavn men for hele vort
samfund.
Rudolf Andersen var en human og for
staaelsesfuld Arbejdsgiver, der ikke lod
smaalige hensyn være afgørende, naar talen
var om Arbejdsløn og andet. Han ledede her
Forretningen efter de gode gamle Principper.
Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver
var det bedste, og Rudolf Andersen var
altid interesseret at skaffe de flest mulige
mennesker Beskæftigelse. Han kunde
vanskeligt taale at se Familieforsørgere gaa
og have ingenting at Bestille. Selv var han
nøjsom og fordringsløs, stille og Beskeden og
stillede aldrig store Krav til Livet. Arbejdet
var hans store Glæde og han levede i og for
sin Forretning.
Rudolf Andersen var i Besiddelse af en
ganske enestaaende Arbejdskraft, og selv
efter at være kommet højt op i Halvfjerds
erne var han første Mand i Forretningen
om Morgenen, og den sidste som forlod den
om Aftenen. Han var i sin tid ubestridt en
af vore Øers dygtigste og mest fremragende
Forretningsmænd og har nedlagt et meget
stort og betydningsfuldt Arbejde. Han
var stærkt politisk interesseret og i øvrigt
interesseret i alle offentlige forhold – en
god Borger i et samfund hvor han virkede
og havde saa stor indflydelse i mere end et
halvt Aarhundrede. Det kan lige nævnes, at
han bl.a. har været Medlem af det færøske
Lagting.
Siden 1926 har Rudolf Andersen boet i
København hos sin Søster, Fru Jacobine
Restorff. Nu er han gaaet ind til den evige
Hvile efter en lang og vel anvendt Arbejds
dag paa de Øer, han holdt saa meget af og
med saa stærke Baand følte sig knyttet til.
Peter Andersen – enn ein
Restorff tónleikari
Minni kendur er beiggin, Peter Andersen.
Tá ið hann fekk riddarakrossin í 1897 skriv
aði hann um seg sjálvan:
Peter Hermann Andersen født i Kjøben
havn den 4. September 1847, Søn af Musiker
Peter Christian Andersen og Hustru Marie
Louise, født Restorff.
Modtog i en tidlig Alder Undervisning i
Fagot og Pianospil. Blev i en Alder af 15 Aar
ansat ved Garden som Fagotist og deltog
med samme i Krigen 1864 og ansattes i
samme Egenskab i det Kgl. Kapel.
Har foretaget flere Rejser til Udlandet
for min kunstneriske Udvikling og Modtog
i 1879 rejsestipendium fra Kulturministeriet.
At fáa riddarakross tá í tíðini var ikki
bara bara. Peter mátti geva hesa váttan:
»Benaadet af Hs. Majestæt Kong Christian
den Niende med Dannebrogsorden, lover
og sværger jeg til Gud almægtigste at være
fremdeles min Arve-Konge og Herre huld,
tro og lydig, indtil mit Livs Ende at tjene
Ham og Fædrelandet efter yderste Evne og
Kræfter, at opfylde alle Ridderpligter og
stedse være Dannebrog-Ordenens Statutter
lydig, saa længe jeg lever.
Saa sandt hjælpe mig Gud«
P.H. Andersen kgl. Kapelmusiker
Góður maður fyri tónleikin í Havn
Tá ið Peter Andersen doyði í 1920 skrivaði
Jógvan Waagstein:
Peter Andersen voksede saaledes op i
et Hjem, hvor Musikken blev det centrale,
og det satte ogsaa sine Mærker, idet fire af
seks Søskende blev ansete Musikere. Peter
Andersen fik en fin og streng Uddannelse
og naaede ogsaa i en temmelig ung Alder
at blive antaget ved det kgl. Kapel, hvor han
ofrede sine bedste Manddomsaar, og hvor
han var højt anset som en sjælden dygtig
Fagoist. I den Tid, han var ansat i Kapellet
besøgte han ofte sin Familie på Færøerne
og ved samme Lejlighed lærte mange
Peter Andersen at kende. Han var altid en
kærkommen gæst. Det var som om han kom
med et frisk Pust, der kunde opflamme den
ulmende Interesse i Musikken herhjemme.
I de 18 Aar, jeg har været tilknyttet
Thorshavns Kirke, var P. Andersen ofte
med til at arrangere Kirkekoncerter, og
med sit mesterlige Spil har han glædet de
mange. Da han de senere Aar havde lagt
Instrumentet fra sig, var han altid tilrede
med sin store Elskværdighed at give Raad.
Han interesserede sig stærkt for at faa et
bedre Orgel til Kirken her. Skolen besøgte
han for at vise sin interesse for Skolesangen.
Ikke mindst interesserede han sig for Byens
Hornorkester og var sikkert altid villig til
at yde Støtte og Raad. Som Menneske var
han den stille, fine og hensynsfulde Person
lighed, som nød alles Agtelse. Der er mange
som vil savne ham og bevare hans Minde i
Taknemlighed.
Peter Andersen doyði í Føroyum, og
hansara gravsteinur stendur sum eitt minni
um hann á Svínaryggi.
Komandi partur
Í aðru viku kemur føroyavinurin Menakhem Ben Yami úr Ísrael á
vitjan saman við soninum Roy. Í hesum sambandi hava vit ótrúligu
søguna hjá Menakhem.
Gomul mynd úr handlinum, Gudrun, kona Andreas, krambagentan, Elisabeth
Ørvarodd, og Sigurd Joensen, sakførari, sum javnan kom inn á gólvið
Systkini Jacobina, Rudolf og Peter Andersen fingu stóran
týdning fyri tónleika- og vinnulívið í Havn