hósdagur 26. januar 2017síða 25

FRÍGGJADAGUR 27. JANUAR 2017 SOSIALURIN 12 25 Politiken skrivaði hesi minningarorð um Jørgen Frantz: Komandi partur Í komandi viku verður frásøgn um djóralæknaferð hjá Carl Johan Bech EFTER KAMPEN Mindeord om en medarbejder E n Kamp er endt. Et Men­ nes­kes heltemodige Kamp mod en Sygdom, som krævede disse rige Ev­ner, dette fine og følsomme Sind som sit Offer. Natten til i Gaar døde den unge For­fatter og Journalist Jørgen- Frantz Jacobsen paa Vejlefjord Sana­torium. Man vidste hans Til­ stand var haabløs, men alligevel kom Døden uventet og pludselig –den sidste bitre Stund blev han skaa­net for. Jørgen Frantz Jacobsen var født i Thorshavn, hvor hans Fa­ der var Købmand, og skønt han gennemførte sit Studium i Dan­ mark og var glad, naar han kunde leve og virke hernede, havde Fær­ øer­ne alligevel hans Hjerte, og atter og atter søgte han derop igen. Den 1. April vil Tjaldur paa ny føre ham til Færøerne, men denne gang er det kun hans Støv, der vender til­bage for at blive stedt til Hvile i Hjem­landets Jord. Stuðlaði føroyskari sjálvstýrisrørslu Efter nogle lykkelige Ungdomsaar blev Jørgen Frantz Jacobsen Stu­ dent fra Sorø og blev derefter cand. mag. i Historie med Fransk som Bifag. Allerede som Student var han begyndt at skrive og gik i Ar­tikler og Kroniker stærkt ind for den færøske Selv­stæn­dig­heds­ be­vægelse, hvis sag han talte over for den danske Offentlighed. I 1926 sendte Politiken ham til Is­land med en Opgave i en række Ar­tik­ler at belyse det moderne Is­ lands Udvikling. Han løste denne Op­gave paa en saa udmærket Maa­de, at han, da han havde taget sin Embedseksamen blev an­sat ved Ekstra Bladet som vor skan­di­ na­vis­ke Medarbejder. Han følte sig nær knyttet til Politiken, og dette Ven­skab var gensidigt og blev ikke svæk­ket, selv naar der til Tider gik baa­de Maaneder og Aar, hvor han ikke viste sig paa Redaktionen. Som ganske ung var Jørgen Frantz Jacobsen blevet angrebet af Tu­berkulose, der tog saa haardt fat, at hans Liv blev en Fortsat Vand­ring mellem Hospitaler og Sana­torier. Hver Gang han troede at have sejret over Sygdommen, slog den ham atter ned. Man han vilde ikke at lade sig kue. Baa­de i sine Sygdomsperioder og i de stedse kortere Hvilestunder ar­ bej­de­de han ufortrødent. Hans Ar­bejde baade som Historiker og Skribent vil trods hans unge Aar – han var nu kun 37 Aar gam­mel – bevare hans Navn for Ef­ter­ver­ de­nen. Allerede i 1927 udgav i Stu­den­ ter­samfundets Serie Kultur og Videnskab en Bog om Danmark og Færøerne hvor han paa en for­ træffelig klar og overskuelig Maa­ de gør en historisk Redegørelse for Forholdet mellem Færøsk og Dansk. I det hele taget havde de nor­diske Sprogproblemer hans stør­ste Interesse. I Februar i Fjor skrev han her i Bladet en meget inte­ressant Kronik om Sproget på Shetlandsøerne, og den sidste Kro­nik, vi fik fra hans Haand, efter at han i Efteraaret kom tilbage til Vejle­fjord Sanatorium, lige som før med en fast Tro paa, at denne gang vilde det føre til Helbredelse, hand­lede om det “sjette Sprog i Nor­den, det Færøske”. Kronikken stod i Politiken den 10. December. Skuldi skriva søguna um grønlandshandilin Den anseelse han fik som His­to­ri­ ker, fik Instituttet for Historie og Sam­fundsøkonomi til at anmode om hans Medarbejderskab. Det var Hensigten, at han skulde skri­ve “Den kgl. Grønlandske Mono­polhandels Historie”. Med sin sædvanlige kritiske Ildhu og grundige indleven i Stoffet gik han til dette Arbejde og var lyk­ke­ lig over det. Men et nyt syg­doms­ an­fald slog ham Pennen ud af Haan­den. Han havde ikke kræfter til at gennemføre Opgaven og maat­te resignere – men det faldt ham meget svært. Stor og glædelig var derfor over­raskelsen, da han for to Aar si­den, udsendte sit største Ar­bej­ de: Færøerne, Natur og Folk, der vist nærmest var tænkt som en Vej­ledning for de Rejsende, der øns­ket et virkeligt Kendskab til det, de oplever, udfoldede han hele sin Kundskabsrigdom, sin Klog­skab og sit Vid. Hans ryt­ mis­ke og malende Skildringer af Fær­ingers Liv, hans dybe Sam­ følel­se med det færøske Folk, hans indtrængende Forstaaelse af dette særegne Land med dets sær­prægede gamle Kultur og hans Fas­te Tro paa Færøernes Frem­tid og Udvikling, skabte et Hel­heds­bil­ le­de, som Læserne ikke glem­mer. I denne Bog viste Jørgen Frantz Jac­ ob­sen, at han ved siden af sin ob­ jek­tive, videnskabelige, his­to­ris­ke Ind­stilling var den fødte Skri­bent men en Digters Gaver og et Men­ nes­kes Hjerte. Politiken har i Jørgen Frantz Jac­ob­sen mister en Medarbejder, hvis smukke og kloge Pen vi vil sav­ ne. Men Færøerne har mistet me­ get mere, de har mistet den Mand, der i Kraft af sin Begavelse, sin Kund­skabsfylde og sin Instinktive Hjem­stavnsfølelse ogsaa frem i Aare­ne vilde have været Landets, Fol­kets og Sprogets naturlige Tals­ mand over for Omverdenen. Tekning hjá abba Carl Johan og Jørgens Frantz, Jørgen Frands Jacobsen (1819-1917). Hann hevði eisini listaligar gávur. Nú sunnudagin tann 29. januar kl. 18 skipar kirkjuliðið á Eiði fyri fundi um Daniel J. Danielsen í missi­ónshúsinum Karmel á Eiði. Greitt verður serliga frá hansara virk­semi í samband við Congo 1901-1903. Vístar verða eisini tær mynd­ir, sum saman við hansara fyri­lestr­um skaptu heimssøgu. Øll eru vælkomin. Tað fæst neyvan meira at vita um hetta virksemið hjá Dol­lan­ um. Men tað áhugaverda er, at henda søgan, sum hevur ver­ið gloymd í meira enn 100 ár, verð­ ur viðurkend úti í heimi. Í nov­ emb­er varð hon sum áður greitt frá blástemplað av tíðarriti hjá Cam­bridge University, sum er ein tann hægsta viðurkenning, sum kann fáast. Ein onnur viðkenning er eisini fyri kortum komin frá norska rit­høv­undan Bjørn Godøy, sum hev­ur skrivað bók um norðmenn í Congo somu tíð. Hann skrivar eis­ini: Meget interessant for øvrig å lese en bok der en misjonær er "hel­ten". I dagens samfunn er det gjerne sekulære humanitære for­kjem­pe­re som automatisk får sym­pa­ti. Nyttig da med på­min­ nel­ser som din bok gir. Kristne or­ga­ni­sa­sjoner sto sterkt rundt år­hund­re­skiftet. Tann týdningarmesti trú­boð­ ara­felagsskapurin í hesum sam­ bandi var Congo Balolo Mission, sum Dollin arbeiddi fyri. Sum kunn­ugt var tað hann, sum setti gongd á Congo kampanjuna, tá ið hann fekk sannført sína missi­ón um at fara inn í stríðið móti yv­ir­ gang­inum í Congo. Tann 3. august í fjør vórðu liðin 100 ár síðani Roger Casement varð hongdur fyri landasvik. Tað var hann, sum hjálptur av Doll­an­um, gjørdi ta kanningina av ræðu­leikunum í Congo, sum var byrj­anin til hesa søgu. Casement verður í dag rokn­að­ ur sum ein frælsishetja hjá írum, og blaðið hjá loysingarflokkinum Sinn Fein Anphoblacht hevði í hes­um sambandi eitt serblað um Case­ment. Her tekur blaðið til, at Case­ ment er blivin kendur maður í ein­um so fyri írar fremmandum landi sum Føroyar. Tað er nú nakað nógv tikið til, at Casement er ein tjóðarhetja í Føroyum. Men hann er kendur í Føroyum frá skrivingini um Dollan, og hann er saman við Dollanum í 2014 komin á frímerki hjá Postverk Føroya. Tað áhugaverda er, at blað­ið letur Dollan fáa part av heiðr­ in­um fyri ferðini hjá Casement við at endurgeva brævið, sum Case­ment sendi bretska utt­an­ rík­is­málaráðið, har hann gav Doll­an heiðurin fyri, at ferðin og kann­ingin var so væleydnað, sum hon varð. Dollin doyði hálvan fjórða mán­að eftir Casement, tann 16. okt­ob­er. Tað er eisini áhugavert, at týska brøðrasamkoman mint­ ist Dollan á síni heimasíðu tann dag­in. Roger Casement – A CHAMPION OF HUMAN RIGHTS How a 1916 rebel became a national hero of the Faroe Islands While the executed 1916 leaders are revered as heroes in most countries with a substantial Irish emigrant population, some have become well-known in rather unexpected locations. One such place is the Faroe Islands,the self-Governing nation north of Scotland and part of the Kingdom of Denmark. Blaðið hjá Sinn Fein viðurkennir avgerandi leiklutin hjá D.J. Danielsen í avrikinum hjá teirra hetju Roger Casement. Leinkjan til alla greinina er http://sinechara.blogspot.com/2016_08_01_archive.html DOLLIN Í KARMEL Á EIÐI