hósdagur 9. februar 2017síða 28

FRÍGGJADAGUR 10. FEBRUAR 2017 SOSIALURIN 18 28 Óli Jacobsen William Heinesen: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen LÍVLIGT Í KLAKSVÍK 12. partur Í seinasta parti endaðu teir báð­ir í Ánunum. Teir fara aft­ur til árarnar og róðu í nógv­um vindi til Klaksvíkar. “Lidt efter lidt mærkede vi Klaks­vigs nærhed. Langt inde i Fjor­den brændte et stort Blus og Ham­mer­slag hørtes. Vi gled forbi tal­rige Sluppe og Trawlere og forbi Dam­pe­ren La France, hvis gyldne Navn lyste i Mørket. Vi roede ind til Broen ved Winther-Lützens Pak­hus, hvor vi trak Baaden paa Land. Omkring ved Havnen lød Sø­mands­sang, Harmonikamusik og fulde Mænds Raab. Saa tog vi vor Bagage og drog op til Hotel British, hvis svære, mand­ haf­ti­ge Ejerinde havde dækket et Aftensbord til os. Vor sidste med­brag­te Spiritus var drukket i Kul­den paa Troldenæs, men hel­dig­vis var der én af Hotellets Gæs­ter, der forbarmede sig over os og skænkede os nogle Snapse.I det Værelse jeg fik anvist, laa der alle­rede en Person. Jeg listede hen til Sengen og kiggede efter, hvem det kunde være, men kunde ikke se hans Ansigt.” Hotel British er fyrsta hotell í Klaks­vík, tað var beint við sjúkra­ hús­ið. Tað var Malena í Reyðhúsi, sum rak hotellið frá 1912-1950. Hetta søguliga hús varð tikið niður fyri nøkrum árum síðani. Í Klaksvík lógu teir veðurfastir ein dag. Teir keddu seg á hot­ell­in­ um, har teir sótu allan dagin og “saa i Albummer, fløjtede og un­ der­holdt os med lille Peter í Rætt­ ará, der viste sig at være iden­tisk med min Sovekammerat fra om Nat­ten. Da denne Peter var med­ lem af Sangforeningen, fik vi en Ter­zet [tónaverk fyri tríggj­ar song­røddir] i Stand, og alle Ho­tel­ lets Beboere kom og lyttede an­ dagts­fuld til.” Hesin Petur var helst Petur hjá Stinu. Stina var fyrst gift við Sámal á Kák. Tá ið, hann var deyð­ ur, giftist hon við Elias í Rættará. Um kvøldið vitjaðu teir Símun Han­sen í Tunghúsinum, kendur sum stovnarin av Føroya Bjór. Teir bjóð­aðu honum aftaná til nátt­ urða á hotellinum, og hann møtti upp í føroyskum klæðum. Símun greiddi m.a. frá, at hann var upp­runaliga illa skorin fyri tungu­bandið men loysnin var henda: “Han havde i Historien læst om Grækeren Demosthenes, der for at faa en klar og stærk stem­ me brugte at synge og raabe mod Bræn­din­gen med Smaasten i Mun­ den. Simon gjorde ligesaa, han tog grus i Munden og stillede sig ud ved Borðoyavík og raabte mod Stor­men og Brændingen, deraf hans klare og rungende Stemme. Han roste ogsaa ofte og kom sta­dig tilbage til sit Øl, Føroya Bjór, som han hævede til Skyerne paa Yduns [bryggjarí í Havn] Be­ kost­ning. Carli sagde, at han syn­tes, det var en hæslig Plakat, han havde paa Flaskerne, hvortil Simon grædefærdig svarede, at han selv havde tegnet den.” Næsta morgun var veðrið betri, og teir fóru við postbátinum til Fugl­oyar. Hetta var ein long ferð. Teir komu fyrst til Viðareiðis, har tað var ringt at leggja at vegna brim. Her kom presturin Falkvard umborð, men tá ið siglast skuldi víð­ari, steðgaði motorurin, og teir kundu ikki halda áfram. Teir báðir settu tískil upp í Múla “et idyllisk, men fattigt Sted. Vi gik ind i det første det bedste Hus, hvor der blev budt Kaffe. Men vi sad ved Kaffebordet, kom Mu­lin­ger ind til os med alle deres Ska­van­ker. Tað var frætt um djóralæknan, sum var í bygdini, og so hildu tey, at hann kanska eisini kundi hjálpa uppá teirra likamligu veikleikar, sum ein kona segði tað: “Tygum eru kanska ein hálvur doktari?” Tað var tó ikki nógv djóralæknin kundi gera. Hann lovaði tó at tosa við læknan í Klaksvík um konu, sum hevði magakatarr. Teir fóru so til gongu til Norðdepil. Royndu seg sum rótatjóvar “Paa vejen sydpaa mod Norddeble kom vi gennem en Roemark og snap­pede et Par Roer; en Mand kom løbende i fuldt Firspring og jeg udbrød vilkaarligt: “Saa, nu har vi Skandalen!” Men Manden nik­ ke­de venligt til os og bad os ende­ lig forsyne os, vadede selv ud i en an­den Roemark, hvor Roerne var stør­re, og fiskede saa mange op til os, at vi havde Besvær med at bæ­re dem”. Í Norðdepli fóru teir sjálvandi inn til Kristian í Hvannasundi, kend­ur skipari. Her inni var eisini prest­urin Falkvard, sum júst hevði leig­að ein bát til Fugloyar, so teir sluppu við honum. “Han pralede undervejs en del med sin Færdighed til at gaa, klat­ re og gøre Landgang. Da vi skulde paa Land i Fuglø, var han dog saa uhel­dig at snuble og falde paa En­ den, endskønt han hav­de Skøl­in­ ger paa. Menigheden be­va­rede dog en urokkelig Alvor.” Teir komu á land á Kirkju og fóru beinanvegin víðari til Hatt­ ar­víkar. Spennandi fólk í Fugloy og Svínoy “Vi var inde i nogle Huse. Folk var som sædvanligt paa ensomme Ste­der, usædvanligt venlige og for­nøjede ved at se Fremmede og høre Nyheder. Vi var inde i en meget gammel og origi­nal Røgstue. En ældgammel og meget malerisk Kone rejste sig fra Ildstedet, hvor hun havde sid­ det og raget i Gløderne. Vi talte med gamle Mænd om Vejr­ud­sigterne, der forekom alle jam­mer­lige, og Carli talte saa smaat om at laane en Baad og ro over til Svinø i løbet af Natten. En Mand hvis Ko, Carli havde un­der­ søgt, bød os ind til en Snaps. Vi kom gennem et stort gammelt Køk­ken, hvor mange Mennesker sad paa Bænkene ved Ilden. Børn lege­de omkring paa Gulvet med Lam­mehorn. Inni i køkinum var eisini ein ung vøk­ur genta. Tað varð sagt, at hon Carl Johan Bech Hotel British í Klaksvík. Vertinnan, Malena, situr uttast høgrumegin í fremstu røð. William Heinesen er saman við systkinabarninum, djóralæknanum Carl Johan Bech, á tænastuferð í Norðoyggjum