hósdagur 23. mars 2017síða 38

FRÍGGJADAGUR 24. MARS 2017 SOSIALURIN 36 38 Óli Jacobsen Foxferðin: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen 3. partur Í seinasta parti varð komið inn á gólvið hjá Jens Christi­ an Jacobsen við Gjónna í Kolla­firði. Hildið verður áfram: Jeg saa mig godt omkring for at finde Svineri, men forgjæves, og da vi nu igjen er komme paa dette delikate Kapitel, nødsages jeg at berette, at mit forskende Øje paa Vejen fra Krog til Krog, noget tilbage i Stuen, opdagede to Mødre, der mens de gave to smaa spæde Uskyldige Die, lige saa uskyl­digt blottede sig temmelig stærkt for mit temmelige uskyl­ dige Blik. Den ene af disse Mød­re var overodentlig Smuk; der var noget saa fint og ædelt i den­ne Bondekones træk, at man uvil­ kaar­ligt følte sig Betagen af den Be­und­rin­gens Alvor, som jo kan være saa stærk lige over for det rene, fuldendt Skjønne, at man stand­ser som fastnaglet, om man for­søger paa at nærme sig. Under paa­virk­ningen af denne Alvor glem­te jeg ganske at faae hendes Navn at vide, hvilket jeg mange Gan­ge har beklaget, saameget en­ dog, at jeg fristes til at gaae til Fær­ øer­ne for at see hende igjen. Alt dette være nu sagt i Forbigaaende, men da de to unge Mødre, som an­ ført, blottede sig temmelig meget, havde jeg Lejlighed til at see deres Klæ­de­dragt fra inderst til yderst. Den var udsøgt reen gjennem det hele, og min unge Skjønne hav­de oven­i­kjøbet en Hudfarve saa blæn­den­de hvid, en Hud saa Skjær, saa krys­tal­reen, at jeg er vis paa, at mange vilde i den retning have mis­undt endog den, der sad ved hen­des Side. Húsfólkini við Gjónna Úr húsunum við Gjónna eru komn­ar stórar og kendar ættir. Tað ber bara at taka okkurt dømi. Jens Christian Jacobsen (1803-1875 var sonur Jacob Poulsen, sum helst var abbin, sum las lestur sum greitt frá í seinasta parti. Jens var giftur við Malene Bær­ ents­datter. Teirra umrøddu átta børn vóru: Maren Elisabeth (1831-1911). Hon bleiv gift við Samuel Peter Samuelsen av Miðgerði. Tey fingu níggju børn, sum fingu eftirnavnið Petersen. Tað elsta, Jens Christian, var føddur 20-9 1859. Tí kann Maren Elisabeth hava verið ein av systrunum, sum gav bróst í frásøgnini. Ein sonur, Samuel Peter, flutti sam­an við fleiri brøðrum til Fugla­ fjarð­ar. Gamli Sámal Petur, sum hann verður kallaður, gjørdist tann heilt stóri vinnulívsmaðurin í Fugla­firði við skipum og virkjum. Abba­sonur hans­ara Petur Martin helt á Torra­døg­unum herfyri fyri­lestur um abban. Hesin finst í høv­uðs­heitum á heimasíðuni hjá Norð­lýsinum. Hansara eftirkomarar hava eisini gjørt seg galdandi innan okk­ara vinnulív. Tað kann vera nevnt sum dømi, at brøðurnir Atli, Páll og Regin Gregersen, sum hava stórt virksemi innan fiskavirking og aling í Gøtu og Vágunum, eru lang­abbasynir gamla Sámal Petur. Óli, beiggi Sámal Petur, flutti eis­ini til Fuglafjarðar. Ein lang­ abba­sonur hansara er Eir­ik­ur Linden­skov, blaðstjóri á Sosi­al­ in­um. Jacob f. 1833, Anna Cathrina f. 1835. Ein sonur hennara var Karl Christi­an Frederik, føddur 28.1 1859. Hon kann vera hin systirin, sum gav bróst. Bærent f. 1837 Jens f. 1839 Rachel f. 1841, sum verður nevnd í frá­søgnini, bleiv gift við Michael Han­sen f. 1843 og doyði í 1906, 62 ára gamal. Tey fingu eina dóttir, Rachel, fødd 11. februar1870. Mamman doyði 28 ára gomul tann 2. mars sama ár, einans 28 ára gom­ ul. Dóttirin er tískil uppkallað eftir mamm­uni. Tann yngra Rakul bleiv ikki gift. Susanna f. 1843, Poul Johannes f. 1845 Í Hvalvík í føroyskum klæðum Efter endt Maaltid tog vi afsted og gik videre mod Qualvig, hvor­hen vi naaede hen ad Aften efter me­gen Op- og Nedstigen – et Sted pas­se­ rede vi et Fjeld, 1.600 Fod høit, og efter at have vadet over flere Aa­ løb, som nu ved den heftige Regn var bleven smaa rivende Strømme, der ret romantisk styrtede ned ad Klippeskrænterne som Vandfald. I Qualvig toge vi ind til Bonden, John Johansen (helst er tað Joen Jo­hanne­sen). Landsbyen, der har c. 130 Ind­ byggere, ligger ved Vigen af sam­ me Navn. Vi blev her modtaget med den sam­me gjæstfrie Venlighed, som over­alt udmærker Færingen, og da vi vare pladskvaade og kun havde det nødvendige Linned med os, maatte vi laane Klæder hos vor vært, medens vore egne bleve tørrede. Da skulde man have set Løier! Hele Landsbyens Personale for­ sam­le­des snart udenfor huset, da det rygtedes, at de “fornemme Her­rer var i Færinger Klæder”. Os selv var det en Kapital Morskab at træk­ke i den uvante Dragt: uldne Knæ­beenklæder og Vest. Den kor­ te uldne Vams, med besætning af glim­rende Knapper; lange uldne Strøm­per, blaa, brune og graa, med pyn­te­lige, stribede Strømpebaand, Fær­in­ger-Sko af blødt Skind, med Kryds­baand om Anklerne, ja, det klæd­te os godt, naar jeg selv skal sige det, undtagen Shaffner. Ham hav­de vi mest Fornøielse af. Han var en høj, svær Virginia Mand, 72 Tom­mer paa Sokkerne, og var den­ gang vel ved Magt, navnlig havde han lidt overflødig Mave. Men nu var Dragten i hele taget for lille og navn­lig aldeles ikke indrettet paa nogen­somhelst Overflødighed, hvor­til Færingen i ingensomhelst Ret­ning Kjender, hvisaarsag Shaff­ner maatte finde sig i, til vor og andres store Morskab, at blotte nogle af sine Overflødigheder! Húskið hjá Joen Johannesen Tann umrøddi Jógvan var føddur í Hvalvík í 1808. Hann doyði á út­ róðri í 1871, 63 ára gamal. Saman við Onnu Malenu Pouls­ datter f. 1806. fekk hann sonin, Óla Ják­up Joensen f. 1825. Hann gekk burt­ur á útróðri í 1871, helst saman við pápanum. Jógvan bleiv giftur í 1834 við Maren Elisabeth Hansdatter f. 1812. Hon doyði longu í 1837, 25 ára gom­ul. Tey fingu sonin Johannes í 1835. Hann gekk eisini burtur í 1871, helst við sama báti. Sigast kann, at hetta hús var hart rakt bæði av sjúku og van­ lukk­um á sjónum. Føroysku rossini ikki nógv verd Vi fik mange Besøg af Byens Folk, med hvilke vi underholdt os, og mange gode Oplysninger om Landet, kom os vel tilpas. Vi er­fa­rede dog og, at Kollefjords Dalstrøg fortsætter sig, som af os supponeret, med en jevn til­ta­ gen­de Hævning mod Qualvig i en vest­lig Bue, thi i det stærke Regn­ skyl Dagen før kunde vort Øje ikke række til for at se dette. Dog be­ slut­te­de vi for en Sikkheds Skyld at se med egne øine, hvisaarsag vi næste Morgen begav os til Hest paa denne tilbagegaaende Exur­ si­on, men hestene kasserede vi snart, thi vi kunde bevæge os paa Fjæl­dene med mere Hurtighed til Fods. Hesten paa Færøerne er en lil­le, daarlig race og besidder langt fra den islandske Hests fortrinlige Egen­skaber, hvilke vi senere droge saa stor Nytte af. Vi fandt en Plads, fra hvilken vi holdt den fornødne Udsigt over Dal­strøget. Denne Plads findes paa Kortet opgivet med 1.237 Fods Høi­de. Hvad Færingens Levemaade an­gaar, tror jeg dog at flere For­ bed­ringer kunde Indføres i sam­ me, navnlig med Hensyn til Brød­ Við Gjónna verður vitjað í enn eini hús við sera kendum eftirkomarum ALT VAR SO REINT ALLASTAÐNI Frammi við Gjónna, har Fox-nevndin var inni á gólvinum.