hósdagur 24. august 2017síða 24

FRÍGGJADAGUR 25. AUGUST 2017 SOSIALURIN 98 24 Óli Jacobsen Anna Evensen: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen 1.partur A nna Evensen var dóttir tann fyrsta Lützen í Føroyum, Andreas Christian. Hon giftist við prestinum Jens Christian Ev- en sen, sum virkaði á Viðareiði, Hvalba, Nesi, har hann var próstur. Hann flutti til starv í Danmark, har hann doyði í 1904. Í 1925 var skrivaði ein danskur sið søgu frøðingur, Christian Ol sen, hennara søgu frá tí pápin søkti starv í Før oyum. Hetta var í sein- astu løtu, tí Anna doyði í 1927. Tað eydnaðist í 2003 at fáa til vega hesa áhugaverdu frásøgn, sum fyrr hevur verið endurgivin part vís í Siðsøguni. Í hesum umfarinum skulu vit end ur geva ta forvitnisligu frá- søgn ina um lívið á Viðareiði, har Jens Christian bleiv prestur í 1871. Hann skuldi avloysa prestin Wesen berg, sum var deyður eftir at vers smittaður av landfarsótt av ein um manni, sum hann hevði bí rætt að. Tey bæði blivu gift í Havnar Kirkju 14. desember 1871, og nú fær Anna orðið júst sum hon greiðir frá á donskum: Farið verður til Viðareiðis Det var Meningen, at vi den næste Dag skulde sejle til vort nye Hjem paa Viderejde, de fleste af møb- ler ne, som vi havde købt af Amt- mand Holten, var sendt i forvejen. Om aftenen kom der bud til os fra Køb manden, at Skibet laa parat til at sejle os til Viderejde, vi kunde bare sige til, hvilket Klokkeslet vi vilde afsted. Udad Natten blev det imidlertid en rædsom Storm, og der kunde ikke være tale om at sejle. Først den 19de kom vi afsted. Vi blev fulgt ned til Skibet af hele Familien og saa sejlede vi i det dejligste Vejr bort fra Thorshavn, fra Forældrene og Hjemmet ud imod det ukendte og fremmede. Da vi var kommet godt og vel halvvejen, lagde vi til ved Klaksvig. Steðgaðu á í Klaksvík Der laa tre Baade parat til at sejle os og vor Bagage til Viderejde, men det blev der nu ikke noget af, thi køb mand Djurhuus [Faktorin], der var Broder til Provst Djurhuus, sagde: "Vi har aldrig før været saa hel dige at have en Præst i Julen og da vi nu endelig ved et rent tilfælde har faaet een, vil vi sandelig ogsaa beholde ham." Derved blev det, og de tre Baadformænd var glade over, at det ikke blev til noget med Sejlturen, thi det var begyndt at blæse op til Storm. Vi boede hos Købmanden. Den første Nat havde jeg en mærkelig Drøm. Jeg saa i drømme, eller var det et Syn den døde Pastor Wesen- berg, hvis Embede vi skulde have, komme gaaende lige hen imod mig, han klappede mig paa Skulderen og sagde: "Du skal ikke være bange for at tage til Viderejde, mit Barn, du skal faa det saa godt der oppe". Derpaa forsvandt han. Og jeg, der før havde været æng ste lig ved Tanken om den døde Præsts embede, blev nu ved godt Mod, og som det senere viste sig, pas tor Wesenberg fik ret, jeg fik det saa godt, saa godt deroppe. Min Mand talte i Julen i Klaks- vig kirke, og da det var første gang, jeg skulde høre min Mand tale, var jeg meget benovet og nervøs, men det forløb udmærket. Fjerde Jule- dag var det atter godt vejr. Komu til Viðareiðis De tre Baadformænd kom nu og sag de: "Nu er Vejret godt, og det er vistnok bedst at tage afsted i Dag." Vi tog saa afsked med Køb- manden. Da vi var ved at gaa spurgte Købmanden: "Naa, hvem skal De saa handle med?" – "Ja, De skal faa al den Fisk vi faar tilovers fra Fiskeriet, samt Fugle- fjer, Uldtrøjer o.s.v., naar De saa vil give os det, vi skal bruge." Og det gik han ind paa. – Nede ved Lan- dings stedet laa de tre Baade og ven te de paa os, og i hver Baad var der en Baadformand og 8 mand til at ro. Vi gik ud i den forreste Baad, hvor Flaget vajede, i de to and re Baade var en del af vore Møb ler og andre Sager, og snart gik det med taktfaste Aareslag mod Vider ejde. Det var et dejligt Vin ter vejr under hele den ca. 3 timers lange Sejlads. Da vi kom i nær heden af Øen, var det jo et Spørgs maal, om vi kunde lande for Bræn dingen, der kan være meget far lig. Der var den faste af tale med Be boerne, at hvis der ikke var til at lande, skulde de blive oppe ved Hu sene, men hvis der var til at lan- de skulde de gaa ned til Lan dings- stedet. – Aldrig saa snart var vi sejlet om en Pynt, førend vi saa at Be boerne paa Viderejde skyndte sig ned til Landingsstedet. De hav de ventet os den Dag, fordi Vej ret var saa godt og derfor holdt Udkig med os. Men da vi kom nærmere Øen, saa vi, at der al lige vel var saa meget Brænding, at Baadformændene mente, at det ikke kunde gaa an at gaa i Land. Vi roe de ikke desto mindre nærmere, Bræn din gen lagde sig, mærkelig nok, og Formændene sagde, at vi kun de godt gaa i Land naar vi blot skyndte os. Í Ónagerði Saa var vi da ved Viderejde, der i 6 aar skulde blive vort Hjem. One- gerde Præstegaard (der var op- byg get smukt og godt af pas tor Ko foed), var en udmærket bo lig og laa lige i nærheden af Lan- dings stedet. Vi vilde ikke komme til et tomt og ubeboet Sted, thi alle Kar lene og en ældre Pige, der hav- de været der i aarevis, var blevet der efter Pastor Wesen bergs død, og vi "arvede" dem alle. Næppe var Baadene lagt til, førend Kathrine, den gamle Pige, og Karlene kom og tog imod os. Min Mand og jeg fulgtes saa med Pigen op til Præstegaarden, medens Karlene tog imod vor ba ga ge. Det hele skulde gaa lidt rask, saa Baadene kunde komme fra Land. Det var jo ikke godt at vide, hvor naar Brændingen atter kom. Oppe i Præstegaarden havde Pigen dæk ket et pænt Bord med Kaf- fe og Kager til min mand og mig, vi skulde have noget at var me os paa ovenpaa den kolde sej l tur. Der blevsendt bud ned til Sejl mand- ska bet, at de skulde skynde sig at komme op og drikke Kaffe, saa de kun de komme afsted igen, inden Bræn din gen kom; og snart sad de tre For mænd og 24 Roere bænket om den varme Kaffe. Aldrig saa snart var Kaffen drukket, førend Ein tann mesta áhugaverda frásøgnin um gerandisdagin í Føroyum í 19. øld er tann hjá Onnu Evensen Anna og Jens Christian Evensen blivu prestahjún á Viðareiði. GERANDISDAGUR Á VIÐAREIÐI Í 19. ØLD