hósdagur 11. januar 2018síða 24

FRÍGGJADAGUR 12. JANUAR 2018 SOSIALURIN 5 24 Óli Jacobsen Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen 2. partur Í Keypmannahavn fekk Johanna ymisk húspláss. Tað vóru ofta vánalig kor hjá arbeiðsgentum tá í tíðini. Lønin var lítil. Frítíðin var avmarkað, vanliga ein seinnapart aðra hvørja viku. Kamarið hjá arbeiðsgentuni var lítið og skirvis­ ligt, men tað var heldur ikki tann stóra tíðin, ein kundi vera har. Fyrstu fólkini, Johanna ar­ beiddi hjá í Keypmannahavn, var ein týsk kvinna og hennara vaksnu dóttir. Báðar spældu sera fornemmar. Tær skuldu tiltalast “Fruen” og “Frøkenen”. Tað var nærmast ein deyðsynd at siga “De”. Tær gjørdu einki heima, so hetta mátti Johanna um. Um­ framt vanliga reingerð og matgerð, skuldu tríggir kolovnar reinsast hvønn morgun. Øskan skuldi ber­ ast út, og so skuldi koks og brenni berast upp úr kjallaranum. Síðan skuldi kykast í øllum trimum ovn­ um. Hetta skuldi gerast tíðliga á morgni, tí damurnar báðar kravdu, at tað skuldi vera heitt inni, tá ið tær komu upp. Fyrst skuldu tær eisini hava kaffi á songina og so hjálp til at lata seg í. Síðan skuldu sengurnar reið­ast upp, og tað gerast skuldi reint í sovikømurnum. Eisini skuldu náttpottarnir tømast. Tá ið hetta var gjørt, skuldi ger­ ast reint í allari íbúðini umframt at farast skuldi fleiri ferðir niður í kjallaran eftir meira koli. Ein døgurði við tveimum rætt­ um skuldi vera klárur kl. 12,30. Ein dag um vikuna skuldu allir rútar pussast uttan og innan. Alt silvur og messing skuldi eisini pussast. Hesar dagar mátti Johanna fara serliga tíðliga upp. Eisini var stór­ vask eina ferð um vikuna, og tá skuldu klæðini eisini stívast. Tað hendi eisini, at frúan fekk vinkonur á vitjan. Tær skuldu hava te við heimabakaðum smákøkum, og hesar mátti Johanna minnast til at baka dagin fyri. Tá ið dagsins arbeiði var liðugt, skuldi gerast nátturði. Aftaná skuldi vaskast upp, og so skuldi keyp­ast inn til dagin eftir. Tá mátti hon fara í fleiri handlar, tí tað skuldi keypast, har tað var bíligast. Hetta var so strævið, at Jo­ hanna sovnaði næstan áðrenn hon fekk lagt høvdið niðurat, tí longu kl. 6 morgunin eftir mátti hon upp aftur. Hon kundi sjálvandi ikki náa alt, og hon mátti finna seg í at fáa ábreiðslu, um silvurlutirnir ikki vóru nóg væl pussaðir. Tá ið veturin var farin afturum lætnaði eitt sindur, tí tá var ikki tørv­ur á so nógvum koksi til ovn­ ar­nar. Men hon gjørdi av, at her skuldi hon ikki vera ein vetur aft­ ur­at. Arne: Fyrimunur at vera føroyingur En dag så mor i Berlingske Tidende en annonce, der fangede hendes int­eresse. Naturligvis fik hun ikke lov til at læse den avis, damerne holdt, men nu hvor der ikke skulle fyres, måtte hun bære gårsdagens avis ned med affaldet. Så kunne hun midt på køkk­en­ trappen lige nå at kaste et hurt­igt blik på annoncesiden. Hun lagde mærke til en overskrift: “Barne­ pige søges”, og den annonce rev hun ud, før avisen blev smidt væk. Det var en fru Brinch på Told­ bod­vej, der ønskede en pige til pasn­ing af to mindre børn samt lett­ere husgerning. Det int­eress­ ante var, at pigen måtte være villig til at tage med familien på skibs­ rejse nogle uger om somm­eren. Heldigvis var der kun 10 min­ utt­ers gang til Toldbodvej, og Jo­hanne opsøgte fru Brinch den første frieftermiddag. Hun viste sig at være en meget sød og hjerte­ lig dame. Der havde allerede været to ansøgere, piger, der begge havde passet børn tidligere, men ingen af dem havde nogensinde været udenfor København, hvilket fru Brinch fandt betænkeligt. Fruens mand var nemlig kap­ tajn på en fragtdamper, der sjæld­ ent kom til København. Til gen­ gæld plejede hun og børnene at til­bringe et par måneder af somm­ er­en ombord på skibet, sådan at hun så lidt mere til sin mand, og børn­ene kunne lære far at kende. Nu kom heldigvis Johanne, der havde været barnepige i England i flere år - og allerbedst - var fra Fær­øerne, hvor man jo fra barns­ ben måtte være vant til havet og til skibe. Johanne undlod at sige hende imod, og så fik hun pladsen fra 1. september 1909. Næstan sum Paradís Sammenlignet med forholdene i den forrige plads, var det næst­en som at komme i Paradis. Ganske vist fik hun ikke sit eget kamm­er, men hun fik et stort og lyst vær­ else, som hun delte med børnene, en dreng på fem og en pige på tre år. Hendes hovedopgave var at passe børnene dag og nat, men heldig­vis var det søde og velop­ dragne børn, der hurtigt kom til at holde af den nye barnepige. Alt det grovere rengørings­ arbejde, storvask m.m. blev passet af en kone, der kom tre dage om ug­en, og da fru Brinch som oftest selv lavede mad, var det - syntes Johanne i hvert fald - kun lettere hus­gerning, hun skulle udføre. En times tid hver dag gik Jo­ hanne tur med børnene, og det var ganske dejligt, for omgivelserne Húspláss kundu vera sera ymisk, tað ásannaði Johanna, tá ið hon kom til Danmarkar Johanna í Ytstahúsi: Elstu hús á Skipanesi, í Grótinum, kent persóns- og skipanavn í Klaksvík. Johanna kom at sigla nógv, eisini sum arbeiðskona. Her er hon avmyndað á brúnni á eini sínum mongu ferðum. HÚSPLÁSS Í KEYPMANNAHAVN FYRI 100 ÁRUM SÍÐANI