hósdagur 19. juli 2018síða 18

FRÍGGJADAGUR 20. JULI 2018 SOSIALURIN 82 18 Billy Graham: Mín avgerðar­stund Eg gloymi ongantíð fyrsta árið, eg gekk í frahaldsskúla. Kongurin millum bóltspælarar, Babe Ruth, kom til bý okkara at leika. Vit sótu all­ir á fremsta beinki og róptu og hurr­aðu, tað vit vóru mentir. Pápi fekk í lag, at eg slapp at taka í hond­ ina á hinum stóra Babe. Eg gloymi ikki, hvussu spenn­ andi tað var – hann var avgudurin í øll­um ungu hjørtum okkara. Eg vask­aði mær ikki um hendurnar í einar tríggjar dagar. Dagin eftir øvund­aðu allir meg í skúlanum. Øll tey seinastu árini í skúlanum var mítt hægsta ynski at gerast yrkis­ leik­ari. Eg gloypti øllum, sum var at lesa um ítrótt. Sekstan ára gamal varð eg boðin á møti í eini kirkju, har ein maður prædikaði sum rættur stríðsmaður. Hetta gjørdi meg forvitnan; eg læt skúlatingini liggja og fór í kirkju. Bilsin var eg, tá ið eg skilti, at hetta var eitt lið í veldigari evangeliskari møtirøð. 5.000 fólk vóru komin saman. Eg sat heilt har afturi og fylgdi væl við øllum, sum fyrifórst. Eg visti ikki, hvat næst fór at henda. Eg hevði altíð hugsað um átrúnað sum nakað »kventlasligt nakað«, og at tann, ið ætlaði at gerast ítrótt­ ar­hetja, kundi ikki hava sundir til slíkt. Hatta hóskaði fyri gamlar menn og gentur, men var ikki nakað fyri sonn mannfólk við heit­um blóði í æðrunum. Eg hevði verið í kirkju av og á, men tað var eisini alt. Ein stórur og prúður maður fór upp at tala á slíkan hátt, sum eg aldri áður hevði hoyrt. Mitt í tal­ uni peikaði hann eint ímóti mær og segði: »Ungi maður, tú ert ein syndari!« Mær tóktist, at hann talaði við meg, so eg krógvaði andlitið aftan fyri mannin, ið sat beint framman fyri. Kalla meg ein syndara! »Nei –  eg eri líka góður sum nakar annar,« prentaði eg inn í meg sjálv­ an. »Eg livi eitt hampuligt lív. Eg eri kirkjulimur, um enn eg sjáldan komi hagar.« Men so fór maðurin at taka upp skriftstøð: »Øll hava syndað, og teimum fattast dýrd Guds« (Róm. 3,23). »Eingin rættvísur er, ikki ein« (Róm 3,10) og onnur. Fyri fyrstu ferð í lívinum rann upp fyri mær, at eg var ein syndari, at sál mín var á veg móti Helviti, og at mær tørvaði ein Frelsara. Men tá ið hann beyð fólki, sum vildu verða frelst, at koma fram, smoygdi eg mær út í náttarmyrkrið og fór heim. Tann bardagin, ið síðani fór fram, gongur aldri frá mær. Alla nátt­ina stríddist og bardiseg eg. Dag­in eftir fekk eg næstan ikki bíðað til kvøldið, so eg kundi fara aft­ur á møti. Hesa ferð sat eg langt frammi. Tá ið talarin fór upp hetta kvøldð, var tað eins og hann smílst til mín. Hann segði so inniliga: »Gud vís­ir kærleika Sín til okkara við, at Krist­us doyði fyri okkum meðan vit enn vóru syndarar« (Róm 5,8). Eg hugsði: »Hatta er til mín! Eg eri ein syndari. Gud elskar meg.« Tá ið innbjóðingin kom, for eg fram saman við hinum. Eg gav talar­anum hondina og Frelsarum hjartað. Í somu stund floymdu gleði, friður og vissa inn í sál mína. Syndir mínar, so mangar tær vóru, visti eg nú, vóru burtur. Á fyrsta sinni hevði eg møtt Honum, sum gjørdist Hetjhan í lívi mínum. Eg hevði sóknast eftir spennigni. Eg fann hann í Kristusi. Eg hevði leitað eftir fullari gleði og eydnu. Eg fann hetta í Kristusi. Mær hevði longst eftir onkrum, sum kundi fylla hjartans djúpastu tráan. Eg fann tað í kristusi. »Fyri ásjón Tíni er gleðin fullkomin, lívsæla er við høgru hon Tína í allar ævir« (Sálm. 16,11) Kristus er hetja gudur hjarta míns. Hann eggjar, Hann gevur spenn­ing í livið. Hann nøktar alla langt­an. »Hann kann fullkomiliga frelsa tey, sum koma til Gud við Honum« (Heb. 7,25) Traktatgrunnurin (eftir ynski frá lesara) Føroyavinur farin Claus Okkels in memoriam Kirsten Okkels besøger endnu gamle venner på Færøerne, og for hendes skyld bliver disse ord, her på Færøerne, skrevet på dansk. Som en af de udmærkede uden­landske medarbejdere hos Landsverkfrøðinginum, vil Claus for os, gamle i gårde, blive husk­et som et stort menneske på alle måder, så fuld af liv, posit­iv energi og lyst til at virke, uhøj­ tidelig, usnobbet og fuld af hum­ or. Han var kreativ, iderig og på alle måder den, der kunne tænke ud af boksen. Claus arbejdede på Færøerne fra 1. April 1981 og året ud 1982. I 1983 – 2003 for KAMPSAX og andre firmaer rundt omkring i verd­en, bl. a. flere steder som direktør. Efter 2003 prægede svær syg­ dom hans arbejdsliv og hans liv i hele taget. Den 11. Juli, 2018 fik han fred. Æret være Claus Okkels minde Heini Olsen Minningarorð um Amandu Andreasen Det her er kallurin på kalsoy. Fyr­et på Kalsø. Ikke langt derfra, i bondebygden Trøllanes, i det nordligste Færøerne, voksede min mormor Amanda Sofía op. Med Atlanterhavet som nabo på den ene side og med stejle fjeldsider på den anden. Det var ikke noget nemt liv, og man skulle tilpasse sig og leve med naturen. Da min mor­ mor forelskede sig i min morfar fra en af nabobygderne var det også naturen, der bestemte, hvor­når de kunne mødes på fjeld­toppene, fire timers gåtur fra deres hjem. Efter nogle år flyttede de til Klaksvík, byggede et hus og fik børn. Mens min morfar rejste nord­på for at fiske på Grønland, tog min mormor arbejde på fiske­ fabrikken, hvor hun time efter time fileterede massevis af fisk. Min mormor var en kvinde, som vidste, hvad hun ville med livet. Hun sagde sin ærlige mening om tingene, selvom det ikke altid blev modtaget lige positivt. Men hun var også en kvinde, der altid kunne få en hver forsamling til at bryde ud i grin med en vittighed eller en sjov historie. Hun bar aldrig nag og var hele sit liv en lev­ende påmindelse om, at vi mennesker skal være gode ved hin­anden - også selvom vi ikke er enige eller deler de samme værdi­ er. Jeg har brugt mange somre i min mormor og morfars hus i Klaks­vík. Et hjem hvor døren altid stod åben, og hvor der altid var plads til dem, der manglede et sted at sove eller en skulder at læne sig op af. Jeg husker hjemmet som et, hvor min mormor nynnede og sang med på sangene i radioen, og hvor det altoverskyggende motto, når vi var på besøg var: De bedste tid­er er måltider. Jeg husker min mormors hånd, der diskret leverede penge­sedler, som børnene kunne bruge på tanken ved havn­en. Jeg husker godnatsang, familie­kom­samm­ ener, historie­for­tæll­inger og ikke mindst stolthed og kær­lighed til sine børn, børnebørn og oldebørn. I sidste tirsdag sov min mormor ind efter længere tids sygdom og i lørdags begravede vi hende. En smuk begravelse, hvor rigtig mange af dem, der kendte min mor­mor deltog. Hvor salmerne blev sunget smukt, historierne om hendes fantastiske person gen­fortalt og hvor følelserne var mange og store. I går sejlede min søster og jeg til Kalsoy og vandr­ ede turen op til det fyr, som min mor­mor legede ved som barn, da hun voksede op. Det 85. år blev afslutningen på et langt og fantastisk liv, hvor hun hver dag gav omsorg og glæde til dem omkring sig. Jeg vil savne min mormor rigtig meget. Og jeg skal vende mig til et andet Fær­ øerne, hvor hun ikke er der til at tage imod os, når vi kommer. Min Góðasta Omma. Takk fyrí alt. Bjørn Brandenborg Minningarorð um Mogens Guldmann Trykker og naver Mogens Guld­ mann, Tranebjerg på Samsø er død 52 år. Mogens Guldmann stammede fra Aarhus og kom siden i lære som trykker og arbejdede på flere trykkerier i Aarhus området. Siden flyttede han med sin familie til Færøerne, hvor Mog­ ens Guldmann arbejdede på et trykkeri i Tórshavn i fem år. For en del år siden flyttede Mog­ens Guldmann til Samsø og fik siden arbejde på Samsø Post­ ens trykkeri, hvor han arbejdede i en del år. Mogens Guldmann var et meg­ et omgængeligt menneske, der kunne fortælle mange historier fra sit liv. Hans var også medlem af naverne på Samsø og var med på en god fest, når den opstod. Hans alt for tidligere bortgang var ikke en del af planen og han vil være savnet af mange. Mogens Guldmann efterlader sin datter. - øster NØVN