hósdagur 11. apríl 2019síða 22

FRÍGGJADAGUR 12. APRÍL 2019 SOSIALURIN 43 22 Óli Jacobsen Óli Jacobsen 1. partur T ann 25. februar 1924 fór General Gordon við 19 monnum av Hvalba. 11 av teimum vóru hvalb­ ingar. Eingin spurdist aftur. Fyrst í apríl hetta árið fórst sluppin “Anna” av Toftum við 17 monnum. Teir strandaðu á Suð­urlandinum og allir sjólót­ ust. Tann 24. november fórst Sjó­ riddarin í Vági við átta monnum. Umframt doyði ein maður við Del­finini. Hetta fær talið á sjó­ látn­um upp á 45. Hetta hendi bara fýra ár eftir, at 61 menn fór­ust á sjónum í 1920. Hetta eru øgi­ lig tøl. Um sammett verður við fólka­talið, hevði hetta svarað til tað dupulta í dag. Søgan um Onnu Anna var av Toftum. Tann 4. apríl 1924 sigldu teir á eitt sker stutt frá Grindavík á Suðurlandinum, og allir 17 menninir umkomust. „Anna“ hevði nóg illa byrjað fiski­skap, tá ið hetta hendi. Veðrið var ikki serstakliga vánaligt, so tað er ringt at siga, hví tað gekk, sum tað gekk. Skipari var Theodor Poulsen á Toftum. Hví hendi vanlukkan? Tað var sagt, at skiparin hevði av beinasemi tikið ein ungan drong við, sum hevði havt tuberklar, men sum var hildin at vera frísk­ur. Tá ið teir komu á fiskileið, stakk drongurin upp at bløða, og teir fóru at sigla inn á Reykjavík við honum. Hetta vita vit, tí dagin fyri var „Anna“ komin upp á prei við „Cathrinu“, har Sofus í Rituvík var skipari. Theodor hevði tá sagt frá hesum. Hóast eingin veit við vissu, hví tað gekk soleiðis við „Onnu“, so er nokk so nógv skrivað um hetta í bløðunum. Søulykken Dimmalætting hevur hesa frá­ søgn, sum er skrivað í Reykja­vík mikudagin 9. apríl: Sidste Fredag hørte man her i By­en Rygter om, at en ukendt Fiske­kutter skulde være strandet ved Sydkysten af Reykjanes, og at to Lig allerede var drevet i Land. Næste Morgens Efterretninger be­kræftede desværre dette Rygte, og paa en ilandsdreven Baads­ tofte og en Aare fra Skibsbaaden kunde man læse Navnet „Anna“ – Tofte. Man fik derved vished for, at Skibet var Kutter „Anna“ fra Tofte paa Østerø, og at Skib­ et maatte være strandet den fore­ gaa­ende Nat. Vinden havde været syd­vest­ lig, og Vragstumper fra Skib­et var drevet iland lidt øst for Stað­ ar­berg, nogle Klipper der gaar ud i Havet omkring midt­vejs mellem Reykja­nes Fyr og Fangstpladsen Grinda­vík. Selve Skibet var fuld­ stændig splintret, men om en Del af Mandskabet havde man end­ nu Haab. De kunde maaske være blevet reddede over i et andet Skib. Det Haab er desværre ude nu, og man maa antage, at hele Be­sætn­ingen, 17 Mand, er om­ komm­et ved „Anna“s Forlis. Det sidste Glimt af „Anna“ Natten til Fredag ved 1 Tiden ob­ serv­erede en Mand i Grindavík Lys­et fra et Skib, der var usæd­ van­lig nær Land. Skibet styrede mod Vest. De fleste Skibe sejler for­holdsvis langt fra Land paa denne Strækning for at holde sig Klar af Reykjanes. Manden mente, at enten var Skibet des­ orient­eret, eller at det ikke var man­øvredygtigt. En færøsk Kutter „Marshall“, som ogsaa var paa Vej til Reykja­ vík og skulde passere Reykjanes, lagde mærke til det samme Lys og undrede sig derover. Der er ingen Tvivl om, at Lys­ ene har været „Anna“, som godt en Times tid senere er stødt mod Skær­ene ved Staðarberg. Det mest sandsynlige er, at Skibet i for­vejen paa en aller anden Maade er blevet beskadiget, og der­for ikke har kunnet man­øvr­ere. Et sørgeligt Syn Man troede imidlertid ikke, at der var sket noget Uheld, da Vejret var forholdsvis roligt hele Natten. Men om Fredagen fik man desværre vished for, at det er gaaet anderledes. Folk, der pass­erede Strandbredden vest for Grindavík, lagde til mærke, at en hel Del Vragstykker var drevet i Land, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at disse Vragstumper stammede fra en Fiskekutter. Af Skibet er nu kun Kølen tilbage, alt andet er blevet splintret til Pindebrænde. Blandt disse Vragstumper fandt man Fredag Aften de første Lig. Hetta vóru sjálvsagt skakandi tíðindi, og Dimmalætting skrivaði 9. apríl: „Der er ingen, som kan fortælle om Ulykken, om Kampen og Rædsl­erne paa den sidste Natte­ vagt og alt det, der omgav Dødens Majestæt, inden den dybe og ev­ ige Stilhed sænkede sig over dets Bytte, thi de døde alle sammen, de lod alle deres Liv i Dødens kolde Favn­tag. Hesar frásagnir eru ein góð lýsing av, hvussu ófrættakent tað var, tá ið slíkar vanlukkur hendu. Rak móti landi Spurningurin er so, hví „Anna“ eftir øllum at døma var komin av leið. Jan Toftegaard í Fuglafirði hevur frá pápa sínum, Nielsi, eina frásøgn, sum eisini kann geva eina ábending um orsøkina fyri, at „Anna“ eftir øllum at døma var komin ov nær landi. Niels var í 1926 við sluppini „Ruth“, úr Fuglafirði, sum var deyð­siglari, á somu leiðum sum „Anna“. Teir sigldu fram við landi, tá ið tað gjørdist stilli. Tá vísti tað seg, at teir róku inn móti landi uttan at kunna gera nakað. Støðan var so hættislig, at teir ungu vórðu koyrdir nið­ ur­undir. Knappliga hoyra teir 1924 gjørdist rættiligt skaðaár á sjónum. Tá fórust trý skip og 45 menn mistu lívið. SIÐSØGA Eitt 95 ára minni: Í 1924 FÓRUST 45 MENN Á SJÓNUM Tær níggju svørtu kisturnar við kransum. Kirkjan var full av fólki.