mikudagur 12. januar 2005síða 23

Nr. 7 - 12. januar 2005 23 »vit«? Føroyar kann verða til ógagns? Um vit spjaða Føroya Fiskavirking? Um útlend- ingar keypa Føroya Fiska- virking? Um vit petta Før- oya Tele í smábitar? Um vit tæga SEV sundur? Um út- lendingar keypa Havsbrún? Um útlendingar keypa Føroya Banka? Um útlendingar keypa Lív? Um útlendingar eiga alla aling á føroysku firðunum? Hvørjar eindir hava vit tá, sum kunnu standa aftanfyri einari føroyskari menning? Hvørjar ítøkiligar uppgávur skulu verða grundarlag undir eini menning? Hvørjir ítøkiligir persónar, skulu standa aftanfyri eini menning? Hvør ítøkiligur kapitalur skal setast í spæl? Ella halda vit, at menningin kemur sum Dannebrog á sinni - fallandi av himni? Og hvat er "tað almenna" í øllum hesum meldrinum? Mangir spurningar eru ósvaraðir. Mangir teirra enntá óspurdir. Vit hava tó eina greiða hóming av, at Føroyar í fægstu førum kunnu tulkast sum ein marknaður - um tað er fjar- skifti, el, arbeiðsmarknað- ur, kapitalmarknaður ella annað. Vit hava eisini eina greiða hóming av, at Før- oyar neyvan kunnu tulkast sum "fleiri", men heldur sum "einar". Eg havi eisini ein varhuga av, at fleiri við mær hava eina rímiliga greiða hóming av, hvat hetta "einar Føroyar" er. Hendan hóming er nóg greið til, at eg haldi tað vera vandamikið at tæga alt sundur, sum hevur nakra megi. So vandamikið, at stórskaði kann standast av tí. At skyna á, hvørji" vit" eru, er enn eitt gylt hand- verk. Ikki at duga hetta handverkið í eini leiðslu- støðu kann gerast lagnan hjá teimum, sum settu sítt álit á leiðsluna. Um tað er eitt land, eitt felag ella eitt húsarhald. 50 øre alt iberegnet VINNUSÍÐUDEBATTIN Jørn Astrup Hansen I 200 året for H. C. Andersens fødsel randt historien om lille Claus og store Claus mig forleden i hu. I historien fortæller Andersen om bonde- manden, at han var sådan en god mand, men at han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. På samme måde forholder det sig med Sosialurins lederskribent. Når emnet er pengeinstitutter, da gribes den rare lederskribent af sådanne mørke tanker, at han helt mister det kølige overblik. Lederen den 6. januar 2005, Kortbrúkarar til fortreð hjá bankunum?, er et eksempel herpå. Lad os et øjeblik se på, hvad den ganske opstandel- se drejer sig om. Ikke blot kapital- formidling I princippet tilbyder penge- institutterne kapitalformid- ling og betalingsformid- ling. Kapitalformidling be- står i at modtage indlån og yde udlån. Pengeinstitutter- ne modtager til forrentning indlån, som kunderne for- venter at kunne hæve igen. Indlånene sætter penge- institutterne i stand til at yde udlån. Pengeinstitutt- erne recirkulerer således pengene, for at hjulene kan holdes i gang, og der ud- føres på denne måde en meget nyttig samfunds- funktion. For denne formidling af kapital tager pengeinstitutt- erne sig betalt i rentemargi- nalen, som er forskellen mellem den gennemsnitlige udlånsrente og den genn- emsnitlige indlånsrente. Rentemarginalen skal dække pengeinstituttets omkostninger til løn og ad- ministration, den skal kunne dække de tab, som pengeinstituttet fra tid til anden pådrager sig ved at give lån, og endelig skulle der jo gerne være lidt til overs til forrentning af pengeinstituttets egenkapi- tal. Imidlertid har rente- marginalen hidtil betalt ikke blot for pengeinsti- tutternes kapitalformidling men også for betalingsfor- midlingen. Men hvad er betalingsformidling nu for noget? Men også betalings- formidling Betalingsformidling er afregningen af en handel mellem to parter ved hjælp af et omsætningsmiddel. Kvæg, korn og the var de første omsætningsmidler, der var almindeligt accep- terede. Siden vandt guld og sølv frem som omsætnings- midler, og omkring år 700 f. Kr. indførte man i Lille- asien mønter. Det er så- mænd ikke så længe siden, at sedler og mønt var det almindeligste omsætnings- middel. I dag afvikles om- sætningen imidlertid over- vejende ved hjælp af elektroniske konto-til- konto overførsler. Det er en service, som pengeinsti- tutterne stiller til rådighed for de handlende og for for- brugerne. Det er formentlig et kvalificeret skøn, at mell- em 30 og 40 pct. af penge- institutternes omkostninger kan henføres til betalings- formidlingen, der imidler- tid bidrager med mindre end 10 pct. af pengeinsti- tutternes indtægter. I det væsentlige har de færøske pengeinstitutter hidtil stillet betalingsformidling til rådighed uden at opkræve et særligt gebyr herfor. Men gratis er det naturligvis ikke. Omkostningerne ved betalingsformidlingen har været afholdt af penge- institutternes ind- og ud- lånskunder, og det er ikke nødvendigvis dem, der gør brug af betalings-formid- lingen. Omkostningerne er blevet dækket over rente- marginalen. Det er det for- hold, som pengeinstitutter- ne nu søger at rette op på. Nogen må betale for betalingsformidlingen Det er noget sludder, når lederskribenten mener, at kortgebyret sender det bud- skab, at kunder, der bruger FR kortet, er pengeinsti- tutterne til fortræd. Når jeg har været hos frisøren og har fået sat de viltre lokker, og jeg bagefter afkræves 150 kr., så tager jeg det da ikke som et udtryk for, at jeg har været frisøren til fortræd. Det er naturligvis heller ikke rigtigt, når det gøres gældende, at man nu skal betale for at bruge sine egne penge. Pengeinsti- tuttet får af købmanden et gebyr for at opkræve en betaling hos kunden. Så simpelt er det. Når kunden betaler sin købmand ved hjælp af sit FR kort, sendes der til købmandens pengeinstitut en besked om at overføre et beløb fra kundens konto til købmandens konto, og de to har ikke nødvendigvis konto i det samme penge- institut. At det kan gøres for 50 øre, er jo fast utro- ligt. Formentlig er FR kortet det billigste og mest effektive betalingsmiddel, der findes. At lederskri- benten på grund af 50 øre efterlyser et nyt - særfærøsk - betalingskort, ja sågar en færøsk bank mere, er jo ganske overvældende. Rentemarginalen er indsnævret Der er gode grunde til, at de færøske pengeinstitutter nu søger en mere hensigts- mæssig omkostningsdæk- ning. Over det seneste tiår er rentemarginalen ind- snævret med i alt fald 1 pct. point. Med en ind- og udlånsmasse på 8,5 mia. kr. svarer hertil et fald i den årlige indtjening på ikke under 85 mio. kr. Samtidig er pengemarkedsrenten re- duceret med 4 pct. point - fra 6 til 2 pct. p.a. Penge- institutternes indtjening på de uforrentede penge- strømme, der er forbundet med betalingsfor-midling- en, er således over 10 år reduceret til en tredjedel. De færøske pengeinsti- tutter havde i 2003 en rentemarginal på godt 4 pct. point. Det svarer nøje til rentemarginalen i danske pengeinstitutter. De fær- øske pengeinstitutter har på private husholdninger (løn- modtagerne) en noget lav- ere rentemarginal end danske pengeinstitutter. Forholdet skal ses på baggrund af, at de færøske pengeinstitutter relativt holder væsentligt større realkreditlån end danske pengeinstitutter. Til gen- gæld er rentemarginalen for færøske erhvervsvirksom- heder højere end for danske erhvervsvirksomheder. Forskellen afspejler givet- vis meget vel den større risko ved erhvervsudlån på Færøerne. Men hver gang færøske pengeinstitutter tager 1 krone i gebyr, tager danske pengeinstitutter 4 kroner i gebyr. Pengeinstitutter er erhvervsvirksomheder Pengeinstitutterne er helt indforstået med at få deres forhold kritisk omtalt i pressen. Men det bør ske på et sagligt grundlag. Og der må være forståelse for, at pengeinstitutterne er er- hvervsvirksomheder, der ikke har andre muligheder for at få dækket deres omkostninger end at tage et gebyr der, hvor omkostn- ingerne opstår. Sosialurins lederskribent synes at for- udsætte, at vi over rente- marginalen kan pålægge vore ind- og udlånskunder et særligt bidrag til betaling af ydelser, som vi måtte vælge at stille til fri rådig- hed for andre. Men hvad der gælder for eksempelvis sygekasser og myndigheder med ret til at udskrive skat, gælder ikke uden videre for penge- institutter, der virker i fri konkurrence.