mikudagur 5. oktober 2005síða 25

Nr. 189 - 5. oktober 2005 25 Sosialurin hevur heitt á Jørn Astrup Hansen, fyrr- verandi stjóra í Føroya Banka um at viðgera aktu- ellar vinnupolitiskar spurn- ingar í trimum komandi kronikkum í Vinnusíðunum. Fyrsta kronikkin verður prentað í dag. VINNUSÍÐU- KRONIKKIN Jørn Astrup Hansen Fyrrv. bankastjóri I nden for det seneste par måneder har to af Færøernes store rede- rier fået nye majoritets- aktionærer. Med aktie- majoriteten fulgte kon- trollen over tre af de store fabrikstrawlere, som fisker på færøsk licens i Barents- havet. Det er således ikke blot trawlerne, der er blevet solgt. Fiskerettig- hederne er også blevet solgt. Begge handler har givet anledning til nogen røre. For så vidt kan man undre sig over opstandelsen. At fiskerettigheder er frit omsættelige, er dog ikke noget nyt. Længe fastholdt politikerne i øvrigt, at rettighederne ikke kunne sælges - eller pantsættes - men at de nok kunne om- sættes. Realiteten er natur- ligvis, at rettighederne frit kan sælges til hvem som helst - og for hvad som helst. Politikerne gemmer sig bag et figenblad, som hindrer udlændinge i at eje mere en tredjedel af fær- øske rederier. Ak ja. For den rene er alting rent. Med loven har man dæm- met op for nordmænd - men ikke for stråmænd. Ingen gennem- sigtighed For en overfladisk betragt- ning skyldes hele postyret, at fiskerettighederne an- giveligt er blevet solgt for billigt, og at salget er sket helt uden den gennem- sigtighed, der tales så meget om. I det ene tilfælde har en offentlig fond solgt en aktiemajoritet i en af Fær- øernes store virksomheder. Her er således sket en privatisering, uden at landsstyret havde givet sit samtykke. Det forekommer kritisabelt, at en offentlig fond på denne måde sæl- ger (privatiserer) en virk- somhed underhånden. Selvsagt er det en skærp- ende omstændighed, at salget er sket til en insider. Også i det andet tilfælde, hvor private aktionærer solgte en aktiemajoritet i et større rederi, synes salget at være sket i ly af natten. Men det må som udgangs- punkt dog værre sælger- nes, eller mæglerens, problem. Har mægleren - uden at orientere sælgerne herom - solgt aktieposten til en nærtstående, kan der efter omstændighederne foreligge et ansvar. Men det er et trivielt, privatret- ligt forhold parterne imel- lem. Det kan dog aldrig være en anliggende for offentligheden. Det er naturligvis ærger- ligt for sælgerne, om de ikke har fået den til- strækkelige pris for fiske- rettighederne. Men de kan vel så trøste sig med, at de ikke har betalt noget for dem. Det viser sig nu, at de har fået fiskerettig- hederne foræret af lands- styret. Oprindeligt fik de stillet rettighederne til rådighed på en sådan måde, at man måtte tro, de blot var til låns. I 10 år. Men det er ikke alle, der får fiskerettighederne for- æret. De nye aktionærer i Vesturvón og JFK Trol har således betalt for rettig- hederne. Det er muligt, de har betalt for lidt; kan hænde, de har betalt for meget. Det viser sig jo ofte for sent. Men det må da forekomme, at de har betalt til de forkerte. Fiskeressourcerne tilhører det færøske samfund, og pengene for fiskerettig- hederne skulle vel så have været i landskassen. Og ikke i aktionærernes lommer. Hvordan i al verden kan man sælge noget, man blot har til låns? Og hvis fiske- rettighederne ikke er til låns, hvordan går det da til, at landsstyret forærer rettighederne bort og lader private aktører om at sælge dem med egen vinding for øje? Koncentration af fiskerettigheder Hele forløbet udstiller med al tydelighed, at den nu- værende tilstand er uhold- bar. Tiden er løbet fra et system, hvor landsstyre- manden sidder og deler fiskerettigheder ud. Og det illustreres vel særligt tydeligt i tilfældet Vestur- vón. Man må vel forstå det således, at fiskerettighed- erne i sin tid er fordelt på en sådan måde, at alle øerne, alle bygderne, fik om ikke en ligelig - så en passende - adgang til fiskeressourcerne. Denne måde at tilgodese alle øerne på, kunne dog tjene som et argument - omend et utilstrækkeligt argument - for ikke at lade brugerne betale for rettighederne. Men hvad ser vi nu? Med salget af aktiemajori- teten i P/F Vesturvón flyttes fiskerettighederne til fem skibe over både Vestmannasund og Sundet. Det er ikke svært at fore- stille sig, hvad det kan komme til at betyde for beskæftigelsen, og for indkomsterne, på Vágar. Vi har set det samme ske på Suðuroy og nu senest også på Sandoy. Skibe med rettigheder er solgt nordpå. Rederne har kapitaliseret værdien af fiskerettighed- erne og stoppet pengene i egne lommer. Tilbage står lokalsamfundet med tomme hænder - og tomme lommer. Umiddelbart ville det jo ikke have hjulpet stort her- på, om landsstyret havde solgt fiskerettighederne - og ikke foræret dem bort. Men om landsstyret solgte retten til at fiske de res- sourcer, som tilhører os alle, ville landsstyret dog kunne sikre, at værdien af fisken kom hele samfundet til gode. Og ikke blot nogle få udvalgte. Når rederne frit kan kapitalisere og sælge fiske- rettighederne - og det er der jo efterhånden ikke så få eksempler på - er det dog ganske uholdbart, at landsstyret forærer rettig- hederne bort. Og det er næsten ikke til at begribe, at landsstyret ikke be- nyttede 10 året for lov om erhvervsmæssigt fiskeri til at gøre op med en helt utilstrækkelig praksis. Kapitaliseringen er destabiliserende Det ville sikkert være at foretrække, om landsstyret ikke sælger fiskerettig- hederne men blot stiller dem til rådighed for rede- rierne mod en afgift - en ressourcerente - som løbende kan tilpasses vil- kårene i erhvervet. En sådan løbende afgift ville medvirke til at stabilisere udviklingen inden for fiskerierhvervet. Med gældende praksis, hvor- efter fiskerettighederne kapitaliseres ved salg, betaler køberen ikke blot for skibet men også for forventningerne til det fremtidige fiskeri (som sælger i øvrigt ikke har nogen som helst andel i). Det siger sig selv, at en sådan kapitalisering medvirker til at destabili- sere erhvervet. Værdien af fiskerettig- hederne kan ikke sammen- lignes med goodwill - men den beregnes i princippet på samme måde. Og den tynger køberen på samme måde. Medens goodwill er den merværdi, der knytter sig til virksomheden - til forskel fra de enkelte aktiver - er værdien af fiskerettighederne det økonomiske udtryk for den fordel, der for rettigheds- haveren er forbundet med retten til at hente fisk op af havet. Uden at skulle betale ejerne - det færøske samfund - for fisken. Men værdien af en sådan ret, der af parterne tilsyne- ladende opfattes som evigtvarende, lader sig ikke så let bestemme. Den afhænger af fiskefore- komsterne, af verdens- markedspriserne for fisk, af internationale kvoter- ingsaftaler og meget andet. Der er nok at tage fejl af. Med fiskerettigheder, som alene stilles til rådig- hed for en periode - kort eller lang - mod en variabel ressourcerente, som til enhver tid afspejler fiskeriets vilkår, er der i princippet ikke noget at kapitalisere. Det ville være langt mindre risikabelt at erhverve sig et skib, om man ikke tillige skulle betale for den kapitali- serede værdi af fiskerettig- hederne men kunne se frem til alene at skulle betale en særlig skat (res- sourcerente) af det over- normale afkast, som fiske- riet måtte give anledning til. Kulbrinteskat og ressourcerente Ofte hører vi fra politisk side, at det skulle være særligt svært at administ- rere en ressourcerente. Man kan nok få en for- nemmelse af, at det er viljen, snarere end evnen, det kniber med. Når vi kan finde ud af at give inter- nationale oliekonsortier ret til at udnytte oliefore- komsterne i undergrunden mod at erlægge en særlig ressourcerente (kulbrinte- skat) til samfundet, så kan vi vel også finde ud af at regulere den økonomiske værdi af retten til at ud- nytte fiskeforekomsterne i havet med en ressource- rente. Inden det færøske kapitalmarked for alvor åbnes op for udenlandske investorer - vi er allerede godt i gang - bør vi bringe orden i eget hus. Vi må have langt bedre styr på fiskerettighederne. Såfremt politikerne af lutter berøringsangst vælger at lade stå til og overlader fordelingen af rettighed- erne til de frie markeds- kræfter, risikerer vi en brat opvågning. Når kasinoet lukker, kan det meget vel vise sig, at det kort, vi sidder tilbage med på hånden, viser sig ikke at være en licens - men sorte- per. Hvis vi skal virkeliggøre landsstyrets visioner, er det på tide med en større bevidsthed om udnyttelsen af landets væsentligste ressource - fisken. Vi skulle i 2015 på Færøerne dog nødigt finde en nation af stråmænd og banan- plukkere. Reguleringen, der gik i fisk