hósdagur 13. oktober 2005síða 12

12 Nr. 195 - 13. oktober 2005 Sosialurin hevur heitt á Jørn Astrup Hansen, fyrr- verandi stjóra í Føroya Banka um at viðgera aktu- ellar vinnupolitiskar spurn- ingar í trimum komandi kronikkum í Vinnusíðunum. Næsta kronikkin verður prentað í dag. VINNUKRONIKKUR Jørn Astrup Hansen D er råder for tiden en hektisk aktivitet i Albert Hall. Det er tid for fremlæggelse af forslag til finanslov for 2006. Målsætningen synes at være den, at finanslov- forslaget helst ikke må vise underskud - og i alt fald ikke et større under- skud end i indeværende år. Det er en ambitiøs mål- sætning. Landsstyret har over de senere år haft en ganske kraftig vækst i sine udgifter. Erhvervskonjunk- turerne - og skatteind- tægterne - er vigende, og landsstyret synes stemt for at sænke, snarere end hæve, skattesatserne. Sådan noget får man underskud af. Og hvad så? Selvsagt må det ikke blive en vane med et kron- isk underskud. Men nu har landsstyret gennem en længere årrække haft store, meget store, overskud. Det giver dog kun mening, om der også forekommer underskud. Meningen er vel den, at den opsamlede likviditet i landskassen igen skal tilbage til borg- erne. Det er dog borgernes penge. Landsstyret har blot pengene til låns. Det giver dog ikke meget mening at udskrive skat, blot for at landsstyret til enhver tid kan holde et indskud i Landsbanken på mindst 15 pct. af bruttonationalpro- duktet. Det er jo en under- lig cigarkasseøkonomi. Men i øvrigt må man vel være enig med Hermann Oskarsson, når han gør gældende, at det for en vurdering af de offentlige finanser ikke er tilstrække- ligt at fokusere på lands- kassen. ALS, der også ud- skriver (en slags) skat, har de senere år haft betyde- lige overskud. Det samme har kommunerne. Faktisk har de offentlige kasser - i ly af de gode tider - i en længere periode puget penge sammen. Lands- styret har så mange kasser at holde styr på, at der er alvorlig fare for, at landets penge kan blive væk i en eller flere af landsstyrets egne kasser. Uklar ansvars- placering Der har på Færøerne været en tilbøjelighed til at op- rette fonde og kasser til snart sagt ethvert formål. Det kan forekomme, at der blandt politikere er større tiltro til et system af cigar- kasser end til det dobbelte bogholderis princip. Der findes på Færøerne et utal af fonde: Hel- og halv- offentlige fonde, hvoraf flere udøver erhvervs- virksomhed - efter om- stændighederne gennem helejede aktieselskaber. Sædvanligvis opfylder fondene end ikke de mest elementære fondsretlige principper. De opererer i en gråzone, i et ingen- mandsland, som hverken er offentligt eller privat. Det er her, i denne gråzone, at der opstår tvivl om, hvem pengene egentlig tilhører. Det er her, der opstår tvivl om, hvor ansvaret skal placeres. Ideen til fondene er sikk- ert kommet fra Danmark. Íleggingargrunnurin blev etableret i 1964 med henblik på at viderefor- midle en del af Marshall hjælpen til Færøerne. Siden kom Føroyagrunn- urin til; Danmarks Nationalbank, der i 1962 havde ladet sig engagere i P/F J.F. Kjølbro, som var kommet i økonomiske vanskeligheder, forærede i 1971 sine aktier i selskabet til Føroyagrunnurin, der fik til formål at yde støtte til unge færingers erhvervsuddannelse m.v.! Men henblik på rekon- struktionen af Sjóvinnu- bankin stiftede landsstyret og den danske regering i efteråret 1992 Fíggingar- grunnurin. I 1994 stiftedes Framtaksgrunnurin - lige- ledes af landsstyret og regeringen. I vidt omfang hidrørte fondsmidlerne fra Dan- mark. Formelt gælder det dog ikke Fíggingargrunn- urin, som landsstyret kapitaliserede - men med midler, der i det væsentlige var lånt af den danske stat. Framtaksgrunnurin er et akavet eksempel. Her bidrog begge parter med 100 mio. kr., men medens regeringen indskød hele sit bidrag som fondskapital, lod landsstyret 93 mio. kr. af sit indskud stå som et lån. Ikke desto mindre er det landsstyret, og ikke regeringen, der kontroll- erer Framtaksgrunnurin. Fonde uden den til- strækkelige autonomi Det er her kæden springer af. Det er karakteristisk for fonde, at stifteren ikke efterfølgende kan øve indflydelse på fonden. Og da slet ikke ved at vælge flertallet af bestyrelsen. Det er dernæst et særkende for fonde, at fonden ikke kan tilgodese sin stifter økonomisk. De færøske fonde repræsenterer en perlerække af brud på disse almindelige fonds- retlige grundsætninger. Føroyagrunnurin er for en umiddelbar betragtning den fond, der har bedst orden i papirerne. Den påvirkes hverken formelt eller reelt af stifteren - ej heller af landsstyret. Det har fonden nyligt meget overbevisende demonstre- ret. Íleggingargrunnurin ledes af en bestyrelse udpeget af landsstyret, der ligeledes fastsætter de nærmere regler for fondens virksomhed. Fonden låner ud til landsstyrets egne virksomheder: Atlantic Airways, Føroy Tele, Vága- tunnillin og SEV (som dog ikke ejes af landsstyret - Fondskapitalis