hósdagur 13. oktober 2005síða 13

men af kommunerne). Og minsandten om Grunnurin ikke også har ydet lån til Føroya Landsstýri. På initiativ af landsstyret deltog Íleggingargrunnurin i 1992/93 med 200 mio. kr. til rekonstruktionen af Sjó- vinnubankin. Og nu skal Grunnurin nedkapitali- seres, således at der kan frigøres midler til en for- længelse af landingsbanen på Vágar. Det er næppe noget, Íleggingargrunnurin selv har fundet på, lige så lidt som Grunnurin i 1992 selv fandt på at skyde kapital i Sjóvinnubankin. Man kan ikke frigøre sig for den opfattelse, af Íleggingargrunnurin blot er et redskab for landsstyret. Her er helt åbenbart ikke plads til, at bestyrelsen kan påtage sig et selvstændigt ansvar. Fíggingargrunnurin var fra starten (næsten) lige efter lærebogen. Ganske vist udpegede stifterne medlemmerne af bestyr- elsen: regeringen pegede på tre, heriblandt for- manden, og landsstyret pegede på to. I forbindelse med banksagens afslutning i 1998 fik fonden imidler- tid nye vedtægter. Siden 1999 har landsstyret så- ledes udpeget fire (af fem) bestyrelsesmedlemmer - heriblandt formanden. Bestyrelsen supplerer sig selv med det femte medlem. Der var med de oprinde- lige vedtægter ikke mulig- hed for, at Fíggingargrunn- urin økonomisk kunne til- godese landsstyret. I 1994 begyndte Føroya Banki imidlertid at give overskud - i årene derefter store overskud. Det er helt for- ståeligt, at landsstyret ønskede, at en del af peng- ene kunne vandre tilbage i landskassen. Folketinget vedtog herefter i 1996 en lex Føroya Banki, som gjorde det muligt for Grunnurin at videreføre udbytte og kapitaludlod- ninger modtaget fra banken til landsstyret. De fondsretlige grundprin- cipper var effektivt blevet tilsidesat. Heller ikke i tilfældet Fíggingargrunnurin har bestyrelsen et sådant råde- rum og en sådan autonomi, at den er i stand til at vare- tage et sædvanligt bestyrel- sesansvar. I forbindelse med vedtægtsændringerne i 1998 begrænsede lands- styret bestyrelsens ansvar til et ansvar for frimærke- kassen. Fonden, der har til formål at indskyde og be- sidde ejerkapital i Føroya Banki, kan alene med landsstyrets samtykke sælge ud af sine aktier i banken. Framtaksgrunnurin bragte sig på et tidligt tids- punkt på kollisionskurs med politikerne. I en sådan grad, at landsstyret og lag- tinget tog Grunnurins be- styrelse som gidsler. Ikke nok med at landsstyret vælger fire (ud af fem) bestyrelsesmedlemmer, heriblandt formanden, den gør det minsandten hvert år. Hele bestyrelsen er på valg en gang om året, og som om det ikke var nok, holder landsstyret en for- falden fordring på 93 mio. kr. på Framtaksgrunnurin - et beløb, der i væsentlig grad overstiger Grunnurins likvide muligheder. Det er jo ikke troværdigt, når landsstyret, som på denne måde åbenlyst udstiller sin mistillid til fondens be- styrelse, betror den samme bestyrelse at forestå salget af landets største industri- virksomhed. Styrk fondene – eller opløs dem Det er helt åbenbart, at vi på Færøerne har alt for mange fonde, alt for mange kasser. Og så har jeg slet ikke nævnt Húsa- lánsgrunnurin - og Lands- banken! Det giver dog igen mening, at placere offent- lige midler i kasser og fonde, som reelt ikke har retten til selvbestemmelse. Det er åbenbart, at lands- styret har sådanne virke- midler, at det er i stand til at påvirke Íleggingar- grunnurin, Fíggingar- grunnurin og Framtaks- grunnurin i den ønskede retning. Om ikke på anden måde, så ved at skifte bestyrelsen ud. Men hvad skal vi da med fondene? Kunne Gjaldstovan eller - gud bevare min mund - Lands- banken ikke lige så vel have forvaltet eksempelvis Íleggingargrunnurins midler? Grunnurins udlån kunne man dog blot lade pengeinstitutterne over- tage. Det kan der da næppe være problemer i. Med et pennestrøg kunne man til landskassen overføre 750 mio. kr., der kunne an- vendes til nedbringelse af landsstyrets gæld - for- nuftigvis ikke til finansi- ering af underskud på driften. Og det ville ikke have nogen som helst konsekvenser andre steder i samfundet. Men det største problem lige nu er formentlig, at landsstyret har overladt det til fondsbestyrelser, hvis autoritet man selv har an- fægtet, at forestå en privatisering af to af øernes største virksom- heder, Faroe Seafood og Føroya Banki. Landsstyret har med fondenes ved- tægter, og navnlig med bestemmelserne for valg af medlemmer til bestyrelsen, helt åbenbart det fuldt til- strækkelige tag i tømmen. Alligevel kan man have en fornemmelse af, at bestyrelsesmedlemmerne ikke altid er valgt efter strengt saglige kriterier. Det forekommer, at også politiske og geografiske præferencer fra tid til anden har spillet ind. Det er en form for rabat, der ikke er råd til, om vi på Færøerne skal lykkes med den forestående privatiseringsproces. Nr. 195 - 13. oktober 2005 13 sme på færøsk Sambært Jørn Astrup Hansen, so hevur landið so nógvar kassar at halda skil á, at mest sum er vandi fyri, at pengarnir blíva burtur í hurlivasanum. Og í øllum førum heldur hann, at ábyrgdarbýtið hjá grunnunum skal verða nógv greiðari Modellmynd: Álvur Haraldsen