mikudagur 26. oktober 2005síða 17

heder, der i dag er i offent- ligt eje. I oktober 2001 udgav Løgmansskrivstovan en redegørelse om en privatisering af landets virksomheder. Det er en udmærket redegørelse, som - vel sagtens - har ligget til grund for alle senere politiske overvejel- ser om privatiseringen. Men det er en redegørelse orienteret overvejende mod udbudssiden: For hvilke virksomheder er et offent- ligt ejerskab naturligt; hvorledes varetager man bedst offentlige og sam- fundsmæssige hensyn i forbindelse med et muligt salg af landets virksom- heder. Men ikke ret meget - eller intet - om, hvem der kan tænkes at købe virk- somhederne. Oftest synes vi at have slået os til tåls med, at det vel næppe kan være et problem at finde købere til aktierne, når man ser, hvor store finansielle fordringer, det færøske samfund holder på udlandet. Det skulle undre mig såre, om sammenhængen nu også er så simpel. Vi står på Færøerne over for at skulle etablere en helt ny ejerkultur. Vi skal - på en studs - finde noget at sætte i stedet for det kor- porative ejerskab og fonds- ejet. Vi har da allerede i dag privat ejerskab til adskillige erhvervsvirk- somheder. Ja, men det, vi ser, er rigtignok, at en enkelt person, en enkelt familie eller en sluttet personkreds ejer en virk- somhed, som ejeren sæd- vanligvis har den daglige kontrol med. Når lands- styret har gjort etablering af en færøsk fondsbørs til en forudsætning for privatiseringsprocessen, må man vel forstå det således, at der politisk er et stærkt ønske om at afstå virksomhederne til en bred kreds af porteføljeaktio- nærer, der ikke har, og ikke søger, indflydelse i selskabet. Men portefølje- aktionærer er ikke nogen udbredt race på Færøerne. Bankerne var for alle praktiske formål ene om at have porteføljeaktionærer. Men det fik som bekendt en brat ende i 1992/93. Hovedaktionærer og folkeaktionærer I bankerne var 1/3 af ejer- skabet på private hænder. Men begge bankerne kon- trolleredes af én, hen- holdsvis to, majoritets- aktionær(-er) med en ejerandel på 2/3. Der var således ingensinde tvivl om, hvem der udøvede ejerskabet; der var ingen tvivl om rollefordelingen. Generalforsamlingen, der repræsenterer ejerne, talte som med én stemme! Direktionen passede butikken i det daglige, og bestyrelsen førte på vegne af ejerne (generalforsam- lingen) tilsyn med direk- tionens virke. Kan hænde nogen synes, at generalfor- samlingen havde lidt for nemt ved at nå til enighed. Og sandt er det da, at aktionærdemokratiet har svært ved at folde sig ud, når aktiemajoriteten ligger fast hos en enkelt, eller to, aktionær(-er). Modstykket til hoved- aktionærdominerede sel- skaber er selskaber baseret på "folkeaktier". Den tanke har været fremme at sætte Føroya Banki på folke- aktier. Man ser for sig, at aktiekapitalen, der er på 100 mio. kr., udstykkes i 50.000 aktier á 2.000 kr. - én til hver færing. Ejer- skabet vil være så spredt, så diffust, at det ikke kan udøves. For hvordan sam- ler man i en sådan situa- tion et kvalificeret flertal. Det kan ikke lade sig gøre. Det ender sædvanligvis med, at selskabets ledelse sætter sig på den indflyd- else, der skulle have været øvet af ejerne. En helt igennem uheldig situation. Fra hel- til halv- offentligt eje? Det gamle forsikrings- monopol Tryggingar- sambandið Føroyar S/F er vel et eksempel på, at det, som alle ejer, ejer ingen; at det, som alle er ansvarlige for, er igen ansvarlige for. I dette tomrum har for- sikringskoncernens ledelse haft held til at indkapsle en milliardformue i TF Holding P/F. Det er en formue, der tilhører det færøske folk. Det er en formue, der er opsamlet under forsikringsmono- polet i 1943-98. Til ingen verdens nytte. Tryggingar- sambandið var et gensidigt selskab, som - på grund af den gensidige hæftelse - ikke havde behov for at opsamle kapital og da slet ikke i det omfang. Tilbage står ledelsen for forsikringskoncernen med en formue, som den ikke aner, hvad den skal stille op med. I forsikringsfor- retningen er der ikke brug for den; kapitalen er af samme grund løftet ud af Tryggingarfelagið Føroyar P/F. De egentlige ejere af formuen - medlemmerne af Ognarfelag Tryggingar- takaranna S/F, og det er forsikringstagerne - kunne have valgt at fordele en milliard kroner imellem sig. Men se, om de er blevet spurgt! Nu sidder koncernled- elsen og spiller matador for forsikringstagernes penge. Indtil videre er det blevet til et rederi eller to, et par hoteller og adskillige dyneforretninger. Nu mangler man blot et par bryggerier, så er pladen fuld. Før vi ser os om, er TF Holding P/F i færd med at tage over, hvor Fíggingargrunnurin og Framtaksgrunnurin slipper. Vi vil så have bevæget os fra offentligt fondseje til halvoffentligt fondseje. Ejerskabet vil fortsat være kollektiviseret. Det vil ikke øge dynamikken i færøsk erhvervsliv. ----------------- Der er god grund til, at vi på Færøerne søger at kom- mer videre. De erhvervs- drivende fonde kom til verden som kriseløsninger. De bør ikke blive faste bestanddele af hverdagen. Men der er grund til at udvise rettidig omhu, når privatiseringsprocessen går i gang. Vi skulle dog nødigt - som man gjorde det i Rusland - gå i seng med folkeaktionærer og vågne op med oligarker. Vi skulle nødigt bevæge os fra den ene form for fondseje til den anden. Og vi skulle vel nødigt se islændinge løbe med det hele. Aktiebørsen i Reykja- vík er ikke for nybegyn- dere. Nr. 204 - 26. oktober 2005 17