mikudagur 29. mars 2006síða 11

Nr. 63 - 29. mars 2006 11 VIÐMERKINGAR Einsamallur í fjøruni Nú ein dagin fór eg út at leita eftir fjørublómum, men eg fann onga líka vakra sum tú. Eg helt á fram at leita. Hugsaði, at eg ikki mátti vera so svartskygdur. Einasta blóman, ið var so vøkur sum tú, var í høvdi mínum. Til blómuna bygdi eg eina sandborg. Tá ið eg var um at verða liðugur, breyt ein alda og tók bæði meg og sandborgina við sær. Á havinum fann eg bara ein rekavið at halda meg til. Royndi at hugsa positivt, men hvussu kann eg hugsa ljóst, tá ið alt er svart her niðri? Hvussu kann eg tað? So eg hugsi heldur um teg. Lars Anderssen Gideon Levy skriver i artik­ len, One racist nation, i det israelske dagblad Haaretz, at modsat udseendet er val­ gene i denne uge vigtige, fordi de vil udstille Israels sande ansigt og dets skjulte ambitioner. Mere end 100 kandidater vil blive valgt til Knesset på baggrund af ét program – det racistiske program. Hvis vi er vant til at tænke, at hver israeler har tre meninger, er det nu åbenbart, at næsten alle israelere har en mening – racisme. Val­get 2006 vil gøre dette klarere end nogensinde før. Et absolut flertal af Knessets medlemmer i det 17. Knesset vil have et standpunkt baser­ et på en løgn: at Israel ikke har en partner for fred. Et absolut flertal af Knessets medlemmer i det næste Knes­set tror ikke på fred, de ønsker det heller ikke – lige som deres vælgere – og være end det, at de anser ikke palæstinensere som lige mænd. Racisme har aldrig haft så mange åbne tilhæng­ ere. Det er det store hit i denne valgkampagne. Man behøver ikke at være Avigdor Lieberman for at være racist. Den foreslåede ”fred” af Ehud Olmert er ikke mindre racistisk. Lieber­man ønsker at holde dem væk fra Israels grænser, Olmert og folk af hans slags ønsker at holde dem fra ude af bevidstheden. Ingen taler om fred med dem, ingen ønsker det virkeligt. Kun ”ad­skillelse” – pointen er, at de skal ud af synsfeltet. Det eneste på tapetet, det ”en­sid­ ige arrangement”, er ikke kun baseret på løgnen, at der ikke er en partner, er ikke kun baseret eksklusivt på israelernes ”behov” på grund af en følelse af overlegenhed, men fører også til et farligt adfærdsmønster, som totalt ignorerer eksistensen af den anden nation. Problemet er, at denne følel­se er baseret helt og hol­d­ent på en illusorisk an­tagelse. Palæstinenserne er der, lige som israelerne. De vil derfor være tvunget til at minde israelerne om deres eksistens på en måde, som både de og israelerne kender, gennem vold og terror. Det mørke kapitel i Israels historie begyndte i Camp David, da det lykkedes Ehud Barak at plante den usand­hed, at der ikke er nogen at snakke med på den palæ­stinensiske side, at israel­erne tilbød dem himlen og de svarede igen med vold. Derefter kom de store terrorangreb og det israelske samfund trak sig ind i en sygdom af apati, aldrig set før. Mens det plejede at demonstrere fuldstændig ligegyldighed overfor palæstinensisk lidelse, spredte apatien sig og intensiverede til at omfatte svage israelere – arabere, de fattige, de skrantende. Fra det aspekt synes den aktuelle valgkampagne, mere kedelig end nogensinde, næsten som et udtryk for den offentlige omsorgs tilstand. Intet kan vække israelerne af deres koma – ikke fængslingen af nationen på den anden side af muren, ikke drabene og ødelæggelse, som israelerne såede i deres samfund og ikke lidelserne blandt de svage hos israelerne. Hvem ville have troet i Israel 2006, at drabet på en 8-årig pige på tæt hold, som det skete sidste uge i Yamoun, knap nok blev nævnt; at det ubarmhjertige forsøg på at udvise en etiopier, som er gift med en israeler, bare fordi han ikke er israeler, ikke ville fremkalde et rama­skrig; og at resultatet af en opinionsundersøgelse viste, at et flertal af israelere – 68% – ikke ønsker at bo ved siden af en araber, ikke skabte opstandelse. Hvis der i 1981 blev kastet tomater mod Shimon Peres og i 1995 var ophidselse mod Yitzak Rabin, så er der ingen tomater nu, ingen ophid­ selse og ikke engang nogen valgmøder. Intet kan få israelerne ud på gaderne, intet kan op­hidse dem. Et valg uden involvering og interesse er meget farligere for demo­krati end en hvilken som helst tomat. Det er en demonstra­ tion af apati og ligegyldig­ hed, som styret kan udnytte til at gøre, hvad det vil. Den kendsgerning, at der reelt ikke er forskel på de tre store partier, det ene siger: hele landet er mit, og det andet siger: næsten hele landet er mit, er dårlige nyheder for demokratiet. Valget er allerede afgjort. Et massivt flertal vil stemme for det racistiske arrangement, som ignorerer palæstinenserne, som foreslået af Kadima, Likud og i stor udstrækning Arbejderpartiet. Ingen af dem forsøgte at foreslå en ret­fær­dig fred; deres ledere sagde intet om krigs­for­ brydelser og lidelse forår­ saget af Israel. De vil blive ledsaget af det ekstreme højre og de ultra-ortodokse, og der har du det: en nation i hvilken racisme er den virkelige fællesnævner, som forener alle. Næsten alle vil sige nej til fred, ja til fortsat besættelse (selv om det er i ny forklædning) og ja til den totale fokusering på sig selv. Moral er blevet et beskidt arbejde, og den værste for­ dærvelse i landets historie, besættelsen, blev ikke nævnt. Kun ensidige landkort, ma­gen til hinanden, alle in­klu­derer højtliggende ”bo­sættelses­blokke,” en til­bage­træk­ning baseret på ”israel­er­nes behov,” med en sikker­heds­mur og den frygte­ lige atmo­sfære af lige­gyldig­ hed svævende over det hele, ifølge Gideon Levy. Eiði Leif Jacobsen En racistisk nation