mikudagur 23. januar 2008síða 28

MIÐvIkan 28 nr. 11 • 23. januar 2008 det andet skib lå imod Phi-Phi, medens føreren syntes, det lå med. Kort efter, at føreren var gået ned for at spise, blev han varskoet om, at det fremmede skib, som lå imod Phi-Phi ikke syntes at ville gå af vejen. Motoren på Ph-Phi blev derefter omgående standset. Det modgående skib var på dette tidspunkt tilsyneladende ikke begyndt at holde af. Mesan- skødet blev lidt senere firet ud, og derefter blev også fokken hejst. Det faldt på den måde straks så meget, at stævnet viste lige imod Phi-Phi. Men da det syntes, som om skibet ikke kunde falde mere, mente Phi-Phi’s fører, at der var blevet overhængende fare for et sammenstød. Han gav defor ordre til at stagvende. Der blev ringet ”Fuld frem” på maskintelegrafen. Stagsejlskødet blev firet og storskødet halet ind på midtskibs. Skibet gik op mod vinden, men denne var dog så stærk, at stagsejlet ikke kunde komme til at bakke. Under disse manøvrer kom det andet skib ret ind mod Phi-Phi. Det så et øjeblik ud, som om det vilde falde længere, men dette skete dog ikke. Det andet skib som viste sig at være Mk Nólsoy, stødte med storskødet inde bidevind, på Phi-Phi’s bagbords side, lige agtenfor storvantet med en fart af 7-8 knob. Ved sammenstødet fremkom der et stort hul på siden. Umiddelbart før eller under sammenstødet var hele Phi-Phi’s besætning kommet op på dækk- et. Straks efter, at de to fartøjer var stødt sammen sprang nogle af besætningen ind på Nólsoy’s dæk. Og da Phi-Phi´s skæbne tydeligvis var beseglet fulgte omgående alle de andre efter. Et øjeblik efter sank Phi-Phi. Under søforhøret indløb der en telegrafisk forklaring fra Nólsoy, hvori der blev givet en redegørelse for de nærmere omstændigheder ved dens samm- enstød med Phi-Phi. Det fremgår blandt andet af den forklaring, sammenstillet med oplysningen fra Phi-Phi om at det forinden sammenstødet en overgang saa ud, som om det skulle lykkes at få Nólsoy til at falde af, men at en storsø havde forhindret denne manøvres gennemførelse. Gloymdi at telja seg sjálvan við Ein av manningini á Phi-Phi var Johan Wolles av Trøllanesi. Hann giftist við Signhild á Dul í Havn. Sonur hansara Karl greiður frá, at pápi hansara plagdi at fortelja, at tá ið teir vóru komnir umborð á Nólsoynna og Ph-Phi var sokkin, var hildið manntal. Talt varð fleiri ferðir, men hvørja ferð manglaði ein maður. Tað var við at koma panikkur umborð, inntil teir funnu útav, at hann, sum taldi, hevði gloymt at telja seg sjálvan við! So merkiligt kundi tað eisini vera. Nólsoyggin gekk burtur árið eftir við mann og mús saman við Neptun. Hetta gjørdist kanska størsti feigdardagur í Føroya søgu í farna øld við 43 monnum í besta aldri. Komandi ár eru tískil 75 ár síðan hesa vanlukku. Sum um hetta ikki var nógv mikið gekk skiparin Óli Joensen, á Eiðinum, burtur í 1938 við Fossanes við allari manningini. Umframt skiparan fórust við Fossanesi eisini hesir av teimum, sum vóru við Phi-Phi: Majnhard Johannesen, Absalon Vatnhamar, John Reid Joensen, Carl Jacob Toftenæs, Martin J. Holm, Poul E. Samuelsen, Joen Peter Petersen, Thomas Johannesen. Manningin á Phi-Phi var henda: skipari Óli M Joensen, Klaksvík bestamenn Majnhard Johannesen, Klaksvík Esmar Christiansen, Stykkið kokkur Absalon Vatnhamar, Leirvík motorpassarar: John Reid Joensen, Klaksvík Andreas Joensen, Klaksvík dekkarar: Harald Anthoniussen, Oyndarfjørð Augustinus Sivertsen, Oyri Joen P Høgnesen, Leirvík Carl Jacob Toftenæs, Leirvík Joen Højbro, Klaksvík Ole Joensen, Leirvík Daniel Toftenæs, Leirvík Peter Petersen, Oyndarfjørð Axel Dahl, Oyndarfjørð Johan Wolles, Trøllanes Hans Guðjónsson, Klaksvík Baldvin Sigurjónsson, Klaksvík Thomas Jacobsen, Hvalvík Martin J Holm, Argir Benedikt Baldvinsson, Klaksvík Johannes Olsen, Leirvík Poul E Samuelsen, Stykkið Joen Peter Petersen, Norðoyri Thomas Johannesen, Klaksvík Emil Andreassen, Haldarsvík Herluf Mørkøre, Klaksvík Richard Mortensen, Argir Gjørdist trúboðari Vit nærkast nú endanum av frásøgnini um Harald Anthonius- sen. Hansara lívsverk gjørdist trúboðaravirkið, sum hann byrjaði í 1938. Í minningarorðunum verður greitt nakað frá hesum. Hann búði í Føroyum 1948- 1955. Hesa tíðina var hann eisini til skips. Hann var soleiðis í 1952 í Grønlandi á línuveiðu við Gulldrangi úr Fuglafirði, har Meinhard Jacobsen var skipari. Harald skrivaði eina áhugaverda dagbók frá hesum túrinum, sum vit tó ikki fara at koma inn á á hesum sinni. Vit hava frá Indre Mission fingið okkurt tilfar um trúboðara- virksemið hjá Haraldi. Millum annað um virksemið ár fyri ár. Taka vit til dømis 1967, helt hann 110 møtir, 100 samrøðu- møtir, 40 ungdómsmøtir og 40 barnagudstænastur. Hetta gevur tilsamans um 300 tiltøk. Í 1968 vóru tey ikki færri enn 360, ella eitt tiltak hvønn dag í árinum. Ein partur av virkseminum var eisini at selja bøkur, og hann seldi fyri millum 3 og 4.000 kr. árliga. Okkara kelda í Indre Mission sigur um Harald: ”Han var en dejlig mand. Han var missionær i Ølgod, da jeg var barn, og jeg husker mange gode ting om ham. Han kunde lide os børn.” Latið hetta vera seinastu orðini um Harald í Oyndarfirði. Næstu ferð Í komandi Miðviku verður greitt frá Ungmannafelagnum í Havn, sum varð stovnað í 1906, og sum fekk stóran týdning fyri føroyska mentan, ikki minst við blaðnum Baldursbrá. Høvuðskeldan er Petur Alberg. Harald Frederik Anthoniussen, Esbjerg. Født 11. august 1911 Død 11. december 2007 Harald Frederik Anthoniussen, Esbjerg, døde den 11. december 2007 i den høje alder af 96 år. Han blev født i Andefjord på Færøerne. I sin ungdom var han en del på Island. Han blev udlært som skibskok, men det blev i Danmark, han fik sin tjeneste. I 1938 blev han kaldet til at være indremissionær i Randers, herfra blev han flyttet til Boldesager i Esbjerg i 1940. Han blev gift med sin Margrethe den 10. maj 1941. I 1948 gik turen tilbage til Færøerne som indremissionær. I 1955 igen tilbage til Danmark som indremissionær i Karby. To år senere i 1957 gik turen til Jyderup, derfra til Ølgod i 1965, Tølløse i 1971 og endelig Nykøbing F. i 1974, hvorfra han blev pensioneret den 1. januar 1979. De sidste mange år levede han og hans hustru her i Esbjerg. Hans hustru var ikke så rask, men Anthoniussen tog sig pænt af hende. De sidste få år på Fovrfeld plejehjem. Herfra mistede han sin hustru for et par måneder siden. Jeg besøgte ofte de sidste år Anthoniussen og hans hustru på plejehjemmet. Han var klar i hovedet til det sidste og huskede utroligt meget fra sin tid som indremissionær. Derfor var han en skøn mand at tale med. Sidst jeg besøgte ham, havde han netop mistet sin hustru. Det var et hårdt slag for ham. Ved begravelsen talte pastor Bent Skovhus Christensen. Og ved graven bragte Kirsten Sørensen, der er gift med missionær Henning Sørensen, Grindsted, en smuk personlig hilsen om, hvad Anthoniussen havde betyder for hende i hendes barndom på børnelejrene i Havnsø. Ja, vi er mange, der siger tak for, hvad Gud gav os gennem Anthoniussen. K. Lindhardt Jensen, Esbjerg Minningarorð í Indre Missions Tidende Sonur Harald Beini er ein listarmaður. Hetta er ein málningur hjá honum, sum hekk í stovuni. Kona Beini eitur Rita. Tvey eiga tvey børn og trý barnabørn Harald var heldur ikki sørur. Aftanfyri hesa mynd hevur hann skrivað: “Eitt gott minni um havhestar, ið fylgja fiskiskipum alla leiðina úr Føroyum til Grønlands. Minnið stavar fra fiskiferðini í 1952 við Gulldrangi”