týsdagur 26. august 2008síða 13

Nr. 162 - 26. august 2008 13 KRONIKK Jørn Astrup Hansen Formand for Búskaparráðið F ÆRØERNE FIK I 1994 omsættelige fangstkvoter. Men allerede i 1996 blev kvot­ erne afløst af en fiskedageordn­ ing. Med fiskedageordningen regulerer man ikke fangstmængd­ erne men fiskeriindsatsen. Med et tilstrækkeligt nøje kendskab til flådens effektivitet er det – i alt fald i teorien – muligt at dosere fiskedagene på en sådan måde, at fangstmængderne optimeres. Det er værd allerede her at gøre sig klart, at det optimale fiskeri meget vel kan afvige fra det maksimale fiskeri. I brede kredse i erhvervet synes den opfattelse at have slået rod, at der ikke er behov for at regul­ ere antallet af fiskedage. I alt fald har erhvervet år efter år advokeret for et uændret antal fiskedage. Opfattelsen i erhverv­ et synes at forudsætte, at antallet af fiskedage blev korrekt udmålt i 1996. Men det er der ingen, der ved noget om. Og hvad er egentlig kriteriet for, at antallet af fiskedage var korrekt udmålt? M en et konstant antal fiske­ dage forudsætter også, at flådens effektivitet er uændret. Det er ingenlunde tilfældet. Det ved enhver, der færdes på kajen. Skibene er blevet større og mere effektive. En konstant fiskerind­ sats forudsætter således, at effekt ivitetsforbedringer i flåden ud­ lignes ved en løbende reduktion i antallet af fiskedage. Det er åben­ bart, at den rituelle reduktion i antallet af fiskedage, som vi siden 1996 har været vidner til, ikke har været tilstrækkelig til at neutralisere væksten i flådens effektivitet. H ENSIGTEN ER IKKE her at argumentere for, at en reduktion på 20 pct. eller noget helt tredje havde været at fore­ trække frem for en reduktion på 10 pct. Hensigten er at argument­ ere for, at der er behov for at regulere fiskeriet. Om reguler­ ingen sker over fiskeriindsatsen (fiskedage) eller over fangst­ mængderne (kvoter) er i denne sammenhæng et teknisk anliggende. N år man genkalder sig den seneste tids oplevelser, kan man godt være lidt usikker på, om reguleringen af fiskeriet egner sig til politiske flertalsaf­ gørelser, hvori der meget vel kan indgå helt uvedkommende for­ hold – som f.eks. tunneller. Men i et demokrati, til forskel fra et teknokrati, kan det næppe være anderledes. Men politikerne bør lade sig rådgive af eksperterne, i dette tilfælde fiskeribiologerne, snarere end fiskerne. D enne rollefordeling møder kritik i erhvervet, der gør gældende, at biologerne under­ tiden tager fejl. Ja vist tager de fejl. Men ikke så tit som erhverv­ et. Og navnlig tager biologerne ikke så meget fejl som fiskerne, der sædvanligvis ender med at tage grueligt fejl. Problemet er ikke, at fiskerne ikke har for­ stand på deres metier. For natur­ ligvis har de det. Problemet er, at man – i sagens natur – ikke kan overlade det til fiskere/redere, der optræder uafhængigt af hinanden, at træffe afgørelse om den samlede fiskeriindsats. Og hvorfor kan man ikke det? L AD OS PRØVE at illustrere forholdet ved hjælp af Jens Warmings klassiske fiskeriøko­ nomiske model fra 1911. Modell­ en bygger på intuitivt indlysende biologiske forudsætninger og anerkendte driftsøkonomiske sammenhænge. W arming antager, at tilvækst­ en til fiskebestanden er en aftagende funktion af bestandens størrelse (biomassen). Antagel­ sen indebærer, at fiskebestanden, selvsagt, skal røgtes. Hvis fiske­ bestanden får lov til at vokse uhæmmet, forringes vækstbeting­ elserne for bestanden. Tilvæksten vil høre op, og bestanden vil ikke længere producere et afkast, der kan høstes på et rentabelt grundlag. W arming antager, at omkostn­ ingerne ved fiskeriet for­ holder sig proportionalt til fiskeri­ indsatsen. Omkostningerne ved at indsætte yderligere et skib i fiskeriet vil således ikke afvige fra gennemsnitsomkostningerne for de skibe, der allerede er i flåd­ en. Det antages her, forenklende, at flåden består af standardskibe. W ARMING LÆGGER TIL GRUND, at rederier, der optræder uafhængigt af hinanden, i velforstået egeninteresse vil fort­ sætte med at indsætte yderligere skibe i flåden, så længe indtægt­ erne ved at drive skibet overstiger omkostningerne ved at sætte skib­ et ind i fiskeriet. Warming forud­ sætter yderligere, at prisen på fisk er konstant, således at en forøgel­ se af fiskeriet i det betragtede område (eksempelvis fiskeriet ved Færøerne) ikke påvirker priserne på verdensmarkedet. M en når fiskeriindsatsen har fået et omfang (E2), hvor det ikke længere lønner sig at sætte flere skibe ind, vil der ikke længere være nogen profit for­ bundet med fiskeriet. Indtægt­ erne vil netop dække omkostn­ ingerne. Ressourcerenten vil være fisket op, og fiskeriet vil økonomisk bryde sammen. For­ løbet omtales i litteraturen som the tragegy of the commoms. P roblemet ved et ureguleret fiskeri er, at den enkelte fisk­ er vælter konsekvenserne af en øget fiskeriindsats over på erhvervet. Ved en forøget fiskeri­ indsats reduceres fangstmulig­ hederne for de øvrige fiskere. Fiskerierhvervet – og samfundet – bærer en del af omkostning­ erne, når der indsættes yderligere et skib i flåden. O M MAN TÆNKER SIG, at ét rederi havde haft alle fiskerettighederne, da ville rederiet af egen drift søge at optimere fiskeriet. Rederiet vil søge at begrænse fiskerindsatsen til E1, hvor overskuddet er størst. For rederiet – og for samfundet. Kammuslingefiskeriet ved Færøerne er et eksempel på, at hvor ét rederi er ene om fiskeriet, er der ikke behov for nogen regulering. E t stort antal rederier, der optræder uafhængigt af hinanden, vil ikke være i stand til at optimere fiskeriet på samme måde som ét stort rederi. Rederi­ erne oplever ikke det tilstrække­ lige sammenfald af interesser; rederiernes oplevelse er, at de indbyrdes konkurrerer om at fiske den størst mulige andel af fisken. Det er her samfundet (politikerne) må træde til. Med flere rederier om budet er der brug for en regulering af fiskeriet med henblik på at begrænse fiskeriindsatsen til det optimale niveau, E1. Til gavn for samfundet – og til gavn for fiskerierhvervet. I PRINCIPPET kan reguleringen ske ved en kvotering (eller ved en fiksering af antallet af fiske­ dage). Eller fiskeriindsatsen kan reguleres med en fangstafgift, som gør det urentabelt for er­ hvervet at øge indsatsen ud over det optimale niveau, E1. Afgiften skal doseres således, at omkostn­ ingerne ved en fiskeriindsats større end E1 overstige indtægt­ erne. Anderledes udtrykt skal afgiften fastsættes således, at omkostningskurven netop skærer indtægtskurven i punktet E1. N år det ikke er muligt at overlade doseringen af fiskeriindsatsen til erhvervet, er baggrunden den, at den enkelte reder/fisker ikke bærer de fulde omkostninger ved et øget fiskeri. Hvis man yderligere tænker sig, at rederen har været i stand til at lånefinansiere sit skib uden at stille personlig kaution, og hvis man dertil lægger, at fiskerne kan hæve understøttelse (mindste­ løn) i tilfælde af et svigtende fiskeri, er det åbenbart, at erhvervet får et skævt billede af risikoen ved overfiskeri. E RHVERVET STÅR I NOGET, der ligner en win­ win situation. Går det godt, til­ falder gevinsten erhvervet, og går det skidt, bærer andre (kredi­ torer og samfundet) tabet. Vi så det meget tydeligt i 80’erne og 90’erne. I 80’erne var overskudd­ et i erhvervet et privat anligg­ ende; i 90’erne skulle det vise sig, at tabet i erhvervet var et anliggende for samfundet. Der er gode, og nærliggende, grunde til, at samfundet søger at regulere fiskeriindsatsen. D en ideologiske legitimation af den offentlige interven­ tion er vel i øvrigt bestemmelsen i lov om erhvervsmæssigt fiskeri, hvorefter fiskeressourcerne tilhører det færøske folk. Reguleringens rationale Med en fangstkapacitet, som overstiger fiskemængderne, er der behov for at regulere fiskeriindsatsen. En fine-tuning af fiskedageordningen er næppe tilstrækkelig; der er brug for en regulering. Og forholdet kan i sagens natur ikke overlades til erhvervet og markedskræfterne viðmerkingar