týsdagur 27. november 2001síða 10

18 Nr. 229 - 27. november 2001 Nr. 229 - 27. november 2001 19 -Tað slepst ikki uttan um, at tað finnast før- oyingar, sum eru ó- tryggir, kanska bein- leiðis bangnir fyri, hvat ein oljuvinna fer at týða fyri tjóð okk- ara. Sjálvandi kunnu vit, hóast vit eru ein lítil tjóð við fáum menniskjum, stýra eina oljuvinnu, so- leiðis at hon gagnar øllum samfelagnum, teimum, sum búgva her í dag og sum skulu búleikast her í framtíðini segði Eyðun Ellttør, lands- stýrismaður í olju- málum á skeiði um oljujournalistik, sum Nordisk Journalist- center í Århus skipaði fyri fyri føroyskum fjølmiðlafólki í Norð- urlandahúsinum í vikuskiftinum. MULIGHEDER OG MÅL Eyðun Elttør Da lagtinget i 1993 vedtog beslutningen om at tillade forundersøgelser og senere eventuel olieefterforskning på færøsk sokkel var Fær- øerne præget af en tid med store økonomiske problem- er. Dette afspejler sig også i resolutionen og i kulbrinte- lovgivningen, som blev vedtaget af et enstemmigt lagting i 1998. På da- værende tidspunkt var Fær- øerne ved at kæmpe sig ud af den økonomiske krise, men problemerne sad stadigvæk i minderne hos befolkningen og politik- erne. Derfor er der i kul- brinteloven lagt stor vægt på, at en fremtidig olieak- tivitet kommer til at udgå fra Færøerne og at færøsk erhvervsliv får adgang til at deltage i denne nye industri. Blandt andet står der i kulbrinteloven at alle varer og tjenester samt personel skal via færøsk havn eller lufthavn og at supply basen til olie- industrien skal ligge på Færøerne. Derudover står der også i kulbrinteloven, at olie eller gas, som produceres på færøsk sokkel, skal føres i land på Færøerne. Dette er betingelser som politikerne valgte at sætte, og som olieselskaberne har været nødt til at efterkomme. Hvis vi ser lidt nærmere på kravet om ilandføring, så har der i den seneste tid været en del politikere fremme, som mener at vi ikke skal føre olie i land på Færøerne. Nu har vi en lovgivning, som siger, at alle hydrokarboner skal føres i land på Færøerne, og det synes jeg, vi skal holde os til på nuværende tidspunkt. Det kan godt være, at vi, når vi engang kommer i selve situationen, ud fra de forudsætninger som til den tid gør sig gældende, be- slutter os for at olie- selskaberne kan få lov at føre olie eller gas direkte til for eksempel Storbritanien. Jeg synes det ville være uklogt af os allerede i dag at sige nej til denne mulighed. Vi kan ikke vide, hvordan vores situation kommer til at se ud i frem- tiden, det kan godt være at det om nogle år, ser ud til at være fornuftigt at opbygge en petrokemisk industri på Færøerne. Den beslutning kan ikke tages, før vi kender alle forudsætning- erne for og imod ilandfør- ing. Og det gør vi ikke i dag. Jeg tror, at ønsket om færøsk deltagelse skal ses i lyset af, at 1990’erne endnu engang viste os færinger hvor afhængige vi er af fiskeriet, og hvilke enorme konsekvenser det kan have, når det svigter. Derfor stod en diversi- ficering af det færøske er- hvervsliv øverst på politik- ernes ønskeliste, og den fremtidige olieindustri blev set som en god mulighed for at starte denne proces. Jeg synes det er vigtig at understrege, at formålet med færøsk deltagelse er at sikre en øget kompetence inden for vores erhvervsliv. Ved at give lokale virksom- heder adgang til en international industri, som er kendt for at stille store krav om professionalisme til sine leverandører, ville det indirekte tvinge virk- somhederne til at leve op til denne standard. Vi er blevet kritiseret for, at færøsk deltagelse kun giver arbejde til dem der losser og laster på kajen, andre siger, at vi ikke skaffer jobs på et højere fagligt niveau på denne måde. Dette er vi selv- følgelige ikke enige i. Det, som har været vigtigt i denne indledende fase, er at sikre, at færøsk erhvervsliv får adgang til opgaver inden for olie- industrien, og på den måde øger kompetencen hos den enkelte arbejdstager, som således vil kunne være med der, hvor beslutningerne tages. Vi er allerede godt på vej med to færøske oliesel- skaber, hvor det ene er blevet godkendt af DTI, de britiske oliemyndigheder, til at operere på britisk sokkel, mens det andre selskab arbejder med at blive noteret på børsen i England. Der er også stillet spørgs- målstegn ved, hvorfor vi ikke har stillet krav om, at et vist antal færinger skal arbejde på platformene, hos olieselskaberne eller deres underleverandører. Lande, som har indført denne type nationale kvoter, har ikke gode erfaringer med dette, og det har vi taget til efterretning. Vi synes derimod, at den politik, vi har valgt, er den rigtige vej at gå. Ved at opbygge kompetence gør vi færøsk erhvervsliv og deres ansatte bedre i stand til at søge udfordringer både indenfor andre brancher og også uden for Færøerne. Dette blev også bekræftet på et seminar, som blev holdt her i Nordens Hus for en uges tid siden. En foredragsholder fra New Foundland var inde på, hvilken påvirkning olie- industrien havde haft i hans land. En af de faktorer, som han lagde stor vægt på, var erhvervslivet, og hvordan det har forandret sig siden de første olieår. Han havde en kort karakteristik, hvor han beskrev New Foundlanderne som folk der før mente, at de intet kunne og aldrig ville kunne klare sig i en inter- national sammenhæng. I dag er der flere sel- skaber, som gennem deres leverancer til olieindustrien og mødet med krav om større professionalisme, er vigtige leverandører både i Canada og i resten af verden. Han beskrev, hvordan folk nu var meget mere ambitiøse og havde større tro på sig selv, og i det hele taget var deres erhvervsliv gennemstrømmet af en meget større professional- isme. Med dette har jeg selv- følgelig ikke sagt, at færøsk erhvervsliv er uprofess- ionelt, men mere prøvet at forklare hvilke muligheder der ligger i udvikling i forhold til opgaver indenfor olieindustrien. Nationalt olieselskab I forbindelse med at kul- brinteloven blev behandlet i Lagtinget, blev det disku- teret, hvorvidt vi skulle have et nationalt oliesel- skab. Der var flere partier som mente, at det var nødvendig med et nationalt olieselskab. Men det var ikke min opfattelse eller anbefaling. Og det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at jeg synes, at vi i denne indledende fase opbygger en stærk og kompetent olieadministration. Det vil efter min mening være spild af ressourcer at skulle opbygge to offentlige olie- miljøer. Derudover ville det være olieselskaberne som skulle betale for deltagelsen af et nationalt olieselskab, og det ville alt andet lige betyde, at vi måtte ændre nogle af de andre krav, vi har sat i forbindelse med første koncessionsrunde. For eksempel lavere skatter eller anderledes og mindre omfattende færøsk deltag- else. Hvis vi ser på vores nabolande, som vi ofte sammenligner os med, så er det tydeligt, at tendensen går væk fra nationale olieselskaber. BP i England blev privatiseret for mange år siden, Statoil i Norge er blevet delvist privatiseret osv. Nogle af argumenterne for et nationalt olieselskab har tidligere været større kontrol med olieindustrien, bedre indsigt i olieaktivi- teten, opbyggning af national kompetence og at sikre, at det lokale er- hvervsliv får adgang til at levere varer og tjenester til olieindustrien. Jeg mener vores lovgiv- ning tager højde for disse faktorer, således at argu- menterne for et nationalt olieselskab bliver over- flødige. Det, som jeg synes er vigtigt i forbindelse med en mulig fremtidig olie- industri på Færøerne, er de store muligheder oliepro- duktion på færøsk sokkel vil kunne betyde for vores samfund. Her tænker jeg ikke bare på de politiske muligheder for et selvstændigt Fær- øerne, men også på, at hvis vi styrer de muligheder på en fornuftig måde, det kræver blandt andet en god lovgivning, som jeg mener vi allerede har på plads, så vil det kunne repræsentere en mulighed for at styrke samfundet. Samtidig kan vi ved at lægge penge til side til fremtidige generationer give dem større valgfrihed og muligheder. Der har været røster fremme om, at vi ved en mulig olieproduktion vil skabe en ny afhængighed. I stedet for blokken vil vi være afhængige af olien. Mál og møguleikar Føroya sum oljutjóð Eyðun Elttør helt herfyri fyrilestur fyri fjølmiðlafólki á skeiði um oljujournalistikk. Har metti hann fyrimunirnar við eini oljuvinnu vera langt størri enn vansarnir, serstakliga um politikararnir taka rættar og skilagóðar avgerðir. Her peikar hann á økið, har Amerada Hess helst hevur funnið olju. Mynd Jan Müller Og om 20 år er olieeven- tyret forbi, og så står vi i samme situation, som i dag. Jeg har aldrig forstået den holdning. Jeg mener ikke man kan sige nej til udvikling. Selvfølgelig skal den styres, men hvor var vi henne i dag, om vores forfædre ikke havde taget imod nye udfordringer. Vi husker alle hvordan vores bedsteforældre har fortalt om indlagt strøm, nyheder på radio eller telefoner, eller til fiskeri på andre breddrgrader, nogle var måske skeptiske, men hvordan de alle alligevel tog imod disse moderne faciliteter og udfordringer. Vi kan heller ikke sige, at vi ikke ønsker en olie- industri, fordi den er forbi om 20 år. Hvis vi ser på norsk sokkel, så har de haft olieproduktion i over 30 år, og så vidt jeg er orienteret, vil Norge forsætte som olie- og gasproducent i mange 10-år fremover. Noget, som jeg synes er endnu vigtigere end tits- perspektivet og afhængig- hed, er, hvad vi som land får ud af årene med olie- produktion. Hvis vi kikker på New Foundland igen, så har ét oliefelt betydet enormt for deres industri og hele landets selvforståelse. Ja de lavede nogle fejl- disponeringer, men i dag opvejer de positive erfar- inger de negative. Og vores store fordel er, at vi kan se på hvilke erfaringer vores nabolande har gjort sig, og hvordan de har disponeret, og så kan vi – til en vis grad – lære af deres fejltagelser og tage deres gode erfar- inger med i vores dis- positioner. Det er ikke til at komme uden om, at der er en del folk på Færøerne, som er usikre, måske ligefrem bange for, hvad en olie- industri vil betyde for vores samfund. Selvfølgelig kan vi, selv om vi er et lille land med få mennesker, styre en olieindustri, så den gavner hele samfundet, os der bor her, og dem der skal bo her i fremtiden. Vi har en meget stor ud- fordring foran os, vi må opveje fordele og ulemper, men jeg er af den over- bevisning, at fordelene langt overvejer ulemperne, især hvis vi politikere tager rigtige og fornuftige be- slutninger. Vi er også blevet kritiseret for at være for sent ude i forhold til at undersøge påvirkning af vores samfund, så som sociale konsekvenser, på- virkning af vores kultur etc. Lad mig som svar på det få lov at sige, at de for- ventninger som vi har haft til påvirkning fra aktivi- teten så langt, har vist sig at holde stik. Kulbrinteplanlægningsko mmissionen definerede i sin rapport fra 1997 nogle områder, som bør und- ersøges nærmere i forbind- else med en olieproduktion. Kommissionen lagde dog vægt på, at påvirkningen i en efterforskningsfase ville være minimal. I loven om første licens- runde har ministeriet som krævet i kulbrinteloven set på, hvilken påvirkning aktiviteten i efterforsk- ningsfasen kan få på for eksempel miljø, fiskeri, andre erhvervsgrene, det færøske samfund osv. Konklusionen på denne undersøgelse er, at man ikke forventede at efter- forskningsfasen ville få nogen særlig påvirkning, da aktiviteten ville være begrænset, selv om den ville være større og mere synlig end i forundersøg- elsesfasen. Nu hvor vi har haft 3 brøndoperationer i løbet af sommeren, kan vi kikke tilbage og konstatere, at de forventninger vi har haft til påvirkning har vist sig at holde stik. Jeg mener at vi, ved et kommercielt fund, har god tid til at se på hvilke påvirkninger en udbygning og produktion på færøsk sokkel vil have på vores samfund. Normalt går der 5 år fra et fund er konstateret til en produktion kan sættes i gang, og det mener jeg er tid nok til at vurdere evt. samfundsmæssige påvirk- ninger. Vi skal ikke glemme, at det er vores privilegium at sætte de krav til olie- selskaberne, som vi synes er nødvendige, for at de kan operere på færøsk sokkel. Kravene skal sættes fra første dag, således at olie- selskaberne ved, hvilke forhold de skal arbejde under, samtidig som vi helt klart sender det signal, at vi ikke er bange for at sætte krav, og at vi ved, hvilke krav vi vil sætte. Vi har for eksempel et unikt miljø, som vi må tage godt vare på, og en fiskeriindustri, som er vores hovederhverv og som fortsat skal være en af vores vigtige erhvervs- grene i fremtiden. Blandt andet derfor har vi sat krav i vores lov- givning om, at oliesel- skaberne, før de går i gang med deres aktivitet på sokkelen, skal lave både en regional og en sted-specifik EIA (Environmental Im- pact Assessment). Det er selvfølgelig vig- tigt i den forbindelse at følge op på undersøgels- erne, således at vi for eftertiden virkelig har mulighed for at evaluere påvirkninger på for eksempel miljøet. Når vi er inde på krav, som vi sætter til olie- industrien, synes jeg det er meget vigtigt, at den aktivitet, som vedrører færøsk sokkel, udgår fra Færøerne og ikke fra et kontor i feks Aberdeen eller London. Basen skal være her. Det vil også helt naturligt medføre, at olieselskaberne oplærer og benytter færøsk arbejdskraft. Vi ser også en tendens til, at flere og flere unge færinger søger uddannelse indenfor olie- relaterede fag, feks øko- nomi, jura eller teknik. Det er en meget glædelig udvikling, som jeg håber vil fortsætte, og som er en forudsætning for, at vi kan kræve at færinger besidder top positioner indenfor olieindustrien. Når vi snakker oliepro- duktion, er det meget vigtigt for hele udvikling- en, at færinger er med til at tage beslutninger, som kommer til at påvirke deres land. Dette gælder selv- følgelig også for ministeriet. Og nu er vi tilbage ved det, som jeg var inde på indledningsvis, nemlig at et af de vigtigste faktorer ved etableringen af en olieindustri på Færøerne er at øge kompetencen hos den lokale arbejdsstyrke – på alle niveauer. Vi vil være med der, hvor be- slutningerne tages. Det er selvfølgelig svært at forestille sig hvordan Færøerne vil se ud i en fremtid som olieproducer- ende land. Ikke destomindre synes jeg, at det er vigtigt, at vi tør tage de udfordringer, som vi får, herunder at udnytte de ressourcer, som vi er blevet velsignet med, både den traditionelle del i form af fiskeriet, men også den del som gemmer sig langt nede i vores under- grund. Selv om det betyder, at vi skal sige ja tak til noget, vi ikke kender, og som kan virke både stort og uoverskueligt. Vi færinger er vant til et liv, som i perioder kan virke ustabilt på grund af vores afhængighed af en svingende ressource. Det har vi klaret at leve med i mange år, og vi lever fint. Så selvfølgelig kan vi klare de udfordringer, som en olieindustri udgør. Hvis vi finder store oliemængd- er på færøsk sokkel, er der efter min mening ingen grænser for hvilke mulig- heder det kan give, hvis vi vel at mærke klarer at styre udviklingen på en hen- sigtsmæssig måde. Jeg synes, at det ville være utaknemmeligt af os ikke at gribe denne chance, som olien kan udgøre for os, og jeg er overbevidst om, at vi kan gøre det på en måde, som vil gavne både os og fremtidige genera- tioner. Árni Olafsson Í skrivandi løtu (15. november 2001) veit undirritaði ikki, hvussu leitiboringin hjá The Atlantic Partnership skarst, t. e. um kolvetni vórðu funnin í rakstrarverdum nøgdum ella ikki. Verða framleiðsluverdar nøgdir funnar, stingur spurning- urin seg upp um, hvar framleiðslan skal sendast: til Føroya ella til útlandið, við skipum ella í rørum. Endalig støða skal í hvørjum einstøkum føri takast, tá ið myndugleik- arnir góðkenna eina ætlan fyri útbygging av eini oljuleið. Oljuráðleggingarnevndin umrøddi henda spurning í frágreiðing síni frá 1997. Hon mælti til at seta reglu inn í kolvetnislógina um, at kolvetni framleidd á føroyskum landgrunni skuldu takast í land í Før- oyum, uttan so at lands- stýrið góðkennir annað. Landsstýrið kann áseta treytir fyri góðkenningini. Hetta kom eisini við í lógina sum grein 18. Neyðugt var at taka støðu til spurningin um at hava slíka reglu, longu áðrenn loyvi vórðu givin, fyri at umsøkjarar greitt skuldu vita, áðrenn teir søktu um leitingarloyvi, hvørja støðu føroyskir myndugleikar høvdu til spurningin um at taka kolvetni í land. Teir sum í ár hava borað úti á landgrunninum hava sostatt vitað, at høvuðsreglan er, at framleiðslan skal takast upp á land í Føroyum, men at møguligt er at gera undantak frá hesi reglu, um føroyskir myndugleikar halda, at hetta samanum- tikið er best fyri Føroyar. Tjóðskapur Í frágreiðingini hjá oljuráð- leggingarnevndini er í kapitli 4.3 greitt gjølliga frá, hví mælt varð til at treyta sær rætt at krevja, at kolvetni verða førd í land í Føroyum. Hetta hava øll norðsjóvarlondini meira ella minni staðiliga kravt, inntil reglurnar í oljudirek- tivinum frá 1994 hjá ES/EBS settu bann fyri slíkum tjóðskaparligum krøvum. T. d. hevur spurn- ingurin um, hvar oljan og gassið úr norska land- grunninum skuldi takast í land verið ein aðaltáttur í norskum oljupolitikki, og leikluturin hjá norska stats- oljufelagnum STATOIL hevur ikki minst verið at røkja norsk samfelagsá- hugamál á hesum øki. Endamálið er fyrst og fremst at tryggja sær ræðið yvir, hvar framleiðslan fer og undir hvørjum treytum. Verður framleiðslan send í útlond í rørleiðingum, sum aðrir eiga, verða føroysku kolvetnini flutt undir treyt- um og krøvum, sum fremmandu eigararnir á- seta, m. a. um flutnings- gjøld. Hetta kann minka munandi um ágóðan , sum føroyska samfelagið fær av kolvetnunum. Nakað av týdningi hava eisini tey arbeiðspláss, ið eru á staðnum, har kolvetni verða tikin í land. Fyri at taka tvey lendingarstøð, eg sjálvur havi vitjað, eru á Flotta í Orknoyum um 400 arbeiðspláss knýtt at ílandføringini og í Sullom Voe í Hetlandi væl fleiri. Talan er um góð arbeiðs- pláss til fólk við góðum førleika í eitt áramál, ið er longri enn tað, sum flestu onnur virki kunnu rokna við. Hinvegin má ansast væl eftir yvirupphitingar- vansanum, tá ið eitt inn- og avskipingarstað fyri kolvetni verður bygt. Umhvørvi Atlitið, sum takast skal til umhvørvið, nýtist ikki at verða nøkur forðing. Bæði í Flotta og Sullom Voe, eins og á øðrum støðum um okkara leiðir, har kolvetni koma í land, er bæði reint og nosligt, tí myndugleik- arnir krevja, at væl verður farið um; og í okkara parti av heimum royna oljufeløg sítt ítasta fyri at sleppa undan ákærum um dálking. Heldur ikki hevur verið talan um sjódálking av týdningi. Einasta umfatandi oljudálkingarvanlukkan í Hetlandi, tá ið Braer í illveðri fór á land undir Sumburgh Head í januar 1993, stóðst sum kunnugt ikki av oljuvirkseminum í Hetlandi, men av einum tangaskipi, ið sigldi fram- við á veg úr Noregi til Amerika. Ein slíkur til- burður kann eisini henda undir Føroyum nær tað skal vera, um vit hava olju- virksemi í landinum ella ikki. Sjálvsagt kann hugsast, at um kolvetni verða funnin í smáum nøgdum, fjart frá eini møguligari framtíðar rørleiðing, ella langt úr landi, t. d. nær miðlinjuni móti Bretlandi, ella undir øðrum umstøðum, kann viðkomandi oljusamtak seta eitt roknistykki upp, sum vísir, at tað loysir seg munandi betur fyri teir, at framleiðslan verður flutt beinleiðis til útlond. Um so er mugu oljusamtakið og myndugleikarnir í felag finna eina loysn, sum tryggjar landsins áhugamál, harímillum hóskandi úr- tøku til føroyska samfelag- ið, samanborið við úrtøk- una, um ført verður í land í Føroyum, sum treyt fyri at undantak verður latið. Í slíkum samráðingum standa føroyskir myndug- leikar sterkir, um ikki tals- menn fyri politisku skipan- ina í Føroyum framman- undan hava fingið oljusam- tøkini at halda, at føroy- ingar — uttan mun til, hvat løgtingið helt, tá ið kol- vetnislógin varð samtykt í 1998 - í forhond hava gjørt av at fráskriva sær møgu- leikan fyri at taka kolvetni í land í Føroyum. Um at taka kolvetni í land í Føroyum C M Y K 19 18