hósdagur 4. februar 2010síða 21

Nr. 24 - 4. februar 2010 21 varð Ebba viðurkend fyri sín dugnaskap. 1934 var tó eitt vanlukkuligt ár, tí tá gekk Nólsoy burtur við 20 monnum. Eiden skrivar, at hetta var sera tungt fyri mammuna. Men hon royndi tó, tað hon kundi at bøta um støðuna hjá teimum eftirsitandi. Hetta gjørdi hon millum annað við at senda fisk norður til Hósvíkar at turka. Haðani var ein stórur partur av manningini. Henda van­ lukkan hevur verið umrødd í Miðvikuni í samband við, at tað í fjør vóru 75 ár liðin síðan Nólsoy gekk burtur saman við Neptun. Undir krígnum hendi aftur ein vanlukka, tá skot­ ið varð av týskum flogfari eftir Misletoe, og tveir mans doyðu. Aftaná heimsbardagan gjørdi Ebba av at niður­ leggja reiðaravirksemið. Hon helt seg eftir hetta bert til DFDS­avgreiðslu­ na, og hetta gjørdi hon nærum til tað seinasta. Í 1954 gjørdist Ebba riddari av Dannebrog. Hetta hevði hon so søttliga uppborið eftir sítt langa og fjølbroytta virksemi í føroyska samfelagnum. Fólk minnast hana sum eina avgjørda kvinnu, sum dugdi síni ting. Men hon var eisini eitt hjartagott menniskja, sum hon eisini prógvaði í Asylforeningen, sum verður umrødd seinni. Gravtalan yvir Ebbu Í síni gravtalu yvir Ebbu segði prósturin Jákup Joensen millum annað: Det var vel uventet, at fru Müller, som levede sine barneår så langt fra havet, som det næsten er muligt i Danmark, skulde få sit hjem bogstaveligt talt på storhavets brusende strand. Men det var overraskende, at hun befandt sig så vel ved arbejdet blandt søens folk, og at hun blev boende der i over et halvt århundrede. Det skulde ikke undre mig, om hun på sin lykkes tinde har tagets Ruth’s ord i sin mund og sagt til sin mand: ”Hvor du går hen, der vil jeg gå hen, hvor du bliver om natten, der vil jeg blive om natten. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves.” Om hun sagde det, ved jeg ikke, men vi ved alle, at hun levede efter disse ord. Fru Müller var en modig kvinde. Det viste hun, da hun efter ni års lykkeligt ægteskab pludseligt stod alene med to små drenge og en stor meget kompli­ ceret rederivirksomhed. Vi må huske, at der i hendes ungdom ikke var skik, at unge kvinder blev uddannet til at blive selv­ erhvervende. Det var kun ganske få, og i rederibran­ chen var det en ren undtagelse. Fru Müller var ikke blevet dadlet af nogen, ifald hun i den situation, som hendes mands pludse­ lige død havde stillet hende i, var rejst tilbage til sit land og sin slægt. Men hun tog udfordringen op og påtog sig at videreføre sin mands store virksomhed. Det var imponerende modigt. Fru Müller var en rigt udrustet kvinde. Vi mindes med glæde hendes over­ ordentlige hurtige opfatt­ else, hendes enestående evne til at se det væsent­ lige i en sag, og hvor klart og rammende hun formå­ ede at udtrykke sine tanker om eller i bedømmelse af en sag. Om fru Müller kan vi sige, at hun bevarede troen. Troen på Gud, det tror jeg. At hun bevarede troen på mennersker, det ved jeg. I en så forskelligartet virksomhed som hendes, kan det jo ske, at de mange mennesker bliver brikker i et stort spil. Men sådan var det ikke for fru Müller. Hver enkelt blev for hende mennesker, som hun interesserede sig for. Det gjaldt skippere og mand­ skab på fiskeskibene. Det gjaldt dem, som kom her med det Forenedes skibe, og det gjaldt alle dem, der arbejdede i land, i pakhuse og på kontoret. Hun levede med i deres glæder og sorger, viste forståelse, hjælpsomhed i stor udstrækning og var overbærende, hvor det krævedes. Det er en meget vanske­ lig opgave at skulle være selverhvervende kvinde og samtidig husmoder og moder. Den ene opgave kan så let tage livet af den anden. Men fru Müller formå­ ede at forene disse to kræv­ ende opgaver og at løse dem næsten til fuld­ kommenhed. Fru Müller var i besidd­ else af megen livsvisdom. Hun var overmåde hjælp­ som, hvilket bl.a. kom til udtryk i hendes mangeårige, trofaste arbejde som for­ mand for Asylforeningen. Fru Müller var respekt­ eret, og man havde stor tillid til hende. Det fik man især bevis for, da de fær­ øske redere valgte hende til formand for Færøernes Rederiforening, og hun forblev det i mange år og blev respekteret og beundr­ et. En pige fra Silkeborg, formand for fiskerirederne – det lydet næsten som et eventyr. Fru Müller havde sans for humor, og så havde hun en sjælden harmonisk klingende latter, som ofte virkede særdeles befriende. Hanna á Bakka fekk gravstein frá Müller Eiden skrivar, at frá fyrsta degi hon kom til Føroya í august 1916 fekk mamman, hin fremmanda, dyggan og hollan stuðul av eldri Havnarfólki. Ein av hesum var Hanna á Bakka, ið var ógift, og sum hevði tænt hjá Margrethu, ommuni, og Søren, abbanum. Hon var komin til árs og búði í Villustovu, sum var í norð­ ara enda av húsinum í Gongini. Hon var altíð fús at hjálpa, tá ið Ebba, ókunn­ ug við føroyskt húsarhald, heitti á hana. Hetta var ikki minst, tá ið slaktið var fyri um heystini, og seyðakjøtið skuldi verða saltað, blóð­ pylsur seymaðar o.s.fr. Hon lærdi Ebbu at binda før­ oyskar hosur. Hanna varð eisini jarðað saman við hinum av Müller­ fólkinum í gamla kirkju­ garði, og tí er henda greinin eisini til minnis um hana. Ebba t.h. saman við Honnu á Kletti, sum var ein góður stuðul hjá Ebbu Petra Danielsen, ættað úr Svínoy og Hertha Mohr fødd Egholm. Tær minnist Eiden sum hollan stuðul heima hjá teimum Á skrivstovuni hjá DFDS. Ebba saman við soninum Ebbe, standandi aftanfyri og C.F. Hansen, sum arbeiddi á skrivstovuni í mong ár Dronning Alexandrine var í mong ár ímyndin av DFDS í Føroyum. Myndin er frá seinasta túrinum til Føroya í 1964 Eiden var yngri sonur Ebbu Komandi partur verður um dreyaran Wencelaus Marius Debes, sum luttók í krígnum millum Danmark og Týskland 1848­1850