mikudagur 6. mars 2002síða 11

20 Nr. 45 - 6. mars 2002 Nr. 45 - 6. mars 2002 21 Jørn Astrup Hansen Høgni Hoydal, der i efter- året 1997 fik sit journal- istiske og politiske genn- embrud med en stort anlagt fjernsynsudsendelse om banksagen, har lige siden søgt at tage patent på den historiske sandhed om de færøske bankers sammen- brud i 1992-93 og den efterfølgende rekonstruk- tion. Senest har Hoydal i et indlæg i Fregnir (25/1-02) og i Dimmalætting (2/2-02) i anledning af Richard Mikkelsens bog om Fær- øerne i bankkrisens tegn gjort gældende, at vanligi føroyingurin rindaði dupult fyri at bjarga bankunum. For os, der er vokset op med Chr. Hansens regne- bog, er det svært at følge Hoydal i hans udlægning af banksagens økonomiske konsekvenser. I det hele taget forekommer Høgni Hoydals version af forløbet mig ikke ganske retvis- ende. Efter min bedste op- fattelse er offentligheden i almindelighed og FØROYA BANKI i særdeleshed ikke tjent med den form for historieskrivning, som Hoydal her tilbyder sig med. Derfor dette indlæg. Hoydals opfattelse af banksagen er farvet af den store konspirationsteori - af dolkestødslegenden. Efter Hoydals opfattelse havde onde kræfter - Danske Bank, den danske regering, Finanstilsynet og Richard Mikkelsen - rottet sig sammen mod Færøerne. Jeg skal ikke i øvrigt komme nærmere ind på mulige politiske aspekter i sagen, som jeg ikke har noget særligt kendskab til. Under alle omstændigheder er et muligt politisk indhold i banksagen imidlertid uden nævneværdig betydn- ing for forløbet. Bankernes fald Den færøske økonomi brød sammen først i 90'erne, og bankerne blev i 1992-93 revet med i faldet. Det var ikke Finanstilsynet, ej heller den såkaldte Færø- gruppe, der bragte bank- erne til fald. Bankerne blev tvunget i knæ af vold- somme tab og en kritisk illikviditet. Alt sammen et resultat af, navnlig, en fejlslagen økonomisk politik i 80’erne og et svigtende fiskeri først i 90’erne. Det færøske samfund stod i 1992 over for et voldsomt finansielt samm- enbrud. Et sådant sammen- brud har sin egen logik, sit eget indre liv, som udfolder sig ganske uafhængigt af det omgivende politiske miljø. Jeg vil i det følgende forsøge at resumere essen- sen i den færøske banksag, og jeg vil holde mig til sagens kerne: en triviel fallit. Sjóvinnubankin og Før- oya Banki brød sammen i 1992-93 og måtte tilføres henholdsvis 1.500 mio. kr. og 1.517 mio. kr. i ny kapital, i alt ikke mindre end 3.017 mio. kr. Heraf kom Danske Bank med 332 mio. kr., medens det fær- øske landsstyre (og Ílegg- ingargrunnurin) bidrog med 2.685 mio. kr. Hvem skal nu betale? Medens de gamle aktio- nærer (heriblandt Danske Bank), der måtte se til, medens aktiekapitalen blev afskrevet, led et endeligt tab, så blev landsstyret ved Finansieringsfonden af 1992 med sit indskud ene- aktionær i FØROYA BANKI. Resultatet af landsstyrets engagement i bankerne kan således først gøres op, når - og hvis - landsstyret sælger sine aktier i FØROYA BANKI. Men man kan foretage et kvalificeret skøn over resultatet af landsstyrets engagement. I denne sag behøver vi således ikke at lade os nøje med myter og ammestuehistorier. FØROYA BANKI har siden fusionen i 1994 betalt 183 mio. kr. i skatter, der er udloddet 777 mio. kr. til Finansieringsfonden, og bankens bogførte egenkapi- tal ultimo 2001 andrager 1.419 mio. kr. Af lands- styrets indskud i bankerne, 2.685 mio. kr., som i et vist omfang medgik til afdæk- ning af hensættelser, der efterfølgende kunne ind- tægtsføres, er således indtil nu 2.379 mio. kr. løbet tilbage. Blot 306 mio. kr. er "blevet væk". Den 10. juni 1998 indgik imidlertid landsstyret og den danske regering, der netop stod og manglede en (færøsk) stemme i folke- tinget, et forlig i bank- sagen. Som et led i forliget blev landsstyrets gæld til staten nedskrevet med 900 mio. kr. Sædvanligvis an- tages landsstyret i øvrigt med forliget, der endeligt bilagde banksagen, at have fået en samlet kompensa- tion på 1.500 mio. kr. Som bekendt deltog Danske Bank efterfølgende med 300 mio. kr. i kompensa- tionen til landsstyret. Tillægger man forliget i 1998 en værdi på blot 900 mio. kr., har landsstyret, indtil nu, haft et overskud på næsten 600 mio. kr. på sit engagement i FØROYA BANKI. Regningen for bankernes sammenbrud blev i øvrigt fordelt som følger: Sí rokning! Landsstyret har altså fået alle sine penge tilbage, og der er 594 mio. kr. til dæk- ning af de renteudgifter, som landsstyret har haft af at finansiere kapitalind- skuddet i bankerne. Lands- styret opgjorde i april 1998 sit rentekrav i banksagen til blot 333 mio. kr. Ethvert tab på bankernes sammen- brud i 1992-93 ses således at været afholdt af aktio- Rekonstruktionen af bankerne Fordeling af tab og gevinst Mio. kr. Den bogførte egenkapital i bankerne androg ultimo 1991 932 og bankerne blev i 1992-93 tilført en kapital på i alt 3.017 således at der i bankerne var bundet en samlet kapital på 3.949 De færøske aktionærer afskrev deres aktier 631 Danske Bank, der afskrev gamle aktier til en bogført værdi af 301 og et kapitalindskud fra december 1992 på 332 deltog derudover i kompensationen til landsstyret med 300 933 medens staten betalte en kompensation på netto 600 2.164 Landsstyret, der således kom til at hæfte for blot 1.785 har indtil nu haft følgende indtægter af FØROYA BANKI: Skatter 183 Udbytte og kapitaludlodninger 777 960 Landsstyrets kapitalbinding er herefter ultimo 2001 nedbragt til 825 der er placeret i aktier i FØROYA BANKI med en bogført værdi på 1.419 således at landsstyret på banksagen har haft et overskud på 594 Kvit eller dobbelt gensyn med banksagen VIÐMERKINGAR Richard Mikkelsen nærerne, navnlig Danske Bank, og den danske stat. En ualmindelig færing? På denne baggrund er det svært at indse, at den al- mindelige færing (vanligi føroyingurin) skulle have betalt to gange for at bjærge bankerne. Hvis det er sandt, så er pengene blevet væk i landskassen - ikke i banken. Hoydal skylder i øvrigt at forklare, hvad en ualmindelig færing er for en størrelse. Af sam- menhængen må man vel forstå, at det er en, der er særligt egnet til at deltage i finansielle rekonstruk- tioner. Mig forekommer det, at landsstyret - og det færøske samfund - er kommet ual- mindeligt godt fra bank- krisen. Og så skal man huske på, at mere end halvdelen af landsstyrets meget betydelige kapital- indskud i 1992-93 gik til Sjóvinnubankin, der blev opfattet som et rent færøsk anliggende, indtil Sam- bandspartiet under valg- kampen i 1994 trumfede med den bekvemme op- fattelse, at det er et dansk ansvar at undsætte nød- stedte færøske pengeinsti- tutter. At den almindelige øko- nomiske krise på Færøerne i første halvdel af 90’erne så i øvrigt havde nok så alvorlige konsekvenser for ganske mange færinger - herunder ikke så få hus- ejere, som ikke kunne klare deres forpligtelser - er en anden sag Men det kan ikke nytte noget, at man gør FØROYA BANKI ansvar- lig for hele miseren. Det er et politisk ansvar at drage omsorg for, at byrden ved en samfundskrise bliver fordelt på en rimelig måde. Tab eller hensættelser? Men hvordan gik det dog til, at en så forholdsvis triviel sag kom så meget ud af kontrol, at den i fem lange år lammede det politiske liv på Færøerne og forpestede forholdet mellem Danmark og Færøerne i en sådan grad, at en undersøgelseskom- mission og sågar en stævning blev nødvendig? Givetvis medvirkede det til at skabe misforståelser og overdrevne forestillinger om bankkrisens omfang, at man i debatten ikke gjorde sig den ulejlighed at skelne mellem tab og hensættelser. Det, som fik kæden til at hoppe af, var således Finanstilsynets krav i efter- året 1993 om samlede mer- hensættelser i bankerne på 1,4 mia. kr. Det var meget betydelige hensættelser. Men det var hensættelser - ikke tab. Hensættelserne gjorde det imidlertid i november 1993 nødvendigt for landsstyret at indskyde yderligere kapital, for at bankerne med en passende margin kunne opfylde sol- venskravet i bankloven. Siden fusionen i 1994 har FØROYA BANKI tilbage- ført, eller indtægtsført, hen- sættelser på 930 mio. kr. (netto), og banken holdt ved udgangen af 2001 fortsat hensættelser på godt 500 mio. kr. De 1,4 mia. kr. er således ikke gået tabt. Kapitalindskuddet, der kom til at fungere som en stødpude i banken, er - eller vil blive - betalt tilbage til landsstyret. Senest når landsstyret afhænder sine aktier i FØROYA BANKI. Katten i sækken Udløsningsmekanismen i banksagen var aktiebyttet den 22. marts 1993, da Finansieringsfonden/landss tyret byttede aktier med Danske Bank, som afgav 52 pct. af aktiekapitalen i Føroya Banki til fonden mod at modtage 30 pct. af aktiekapitalen i Sjóvinnu- bankin. Færøske politikere med Hoydal i spidsen har efterfølgende gjort gæld- ende, at Finansierings- fonden her købte katten i sækken. Formentlig kunne man lige så vel gøre det modsatte synspunkt gæld- ende. Den 22. marts 1993 købte Danske Bank 30 pct. af aktiekapitalen i Sjó- vinnubankin blot for den 29. november samme år at måtte konstatere, at aktier- ne var værdiløse. Lige til makulatoren. Men hvad så med Finan- sieringsfonden? Jo, fonden købte 52 pct. af aktiekapi- talen i Føroya Banki. Und- ersøgelseskommissionen kom efterfølgende til den opfattelse, at Føroya Banki den 22. marts 1993 for- mentlig manglede hensætt- elser på 250 - 350 mio. kr., således at bankens egen- kapital var overvurderet med et tilsvarende beløb. Og hvad så? Føroya Banki havde i marts 1993 en bogført egenkapital på 436 mio. kr. Det er således sandsynligt, at den sande egenkapital i Føroya Banki i marts 1993 ikke var 436 mio. kr. - men snarere 136 mio. kr. Som det nu gik, overtog Finansieringsfonden imidl- ertid Føroya Banki veder- lagsfrit. Da aktiekapitalen i Sjóvinnubankin i november 1993 blev afskrevet, kunne Danske Bank kigge i vej- viseren efter ethvert veder- lag. Aktiebyttet i marts 1993 var ikke en sædvanlig hestehandel. De to parter, Finansieringsfonden og Danske Bank, byttede risici, og det er efterfølg- ende nærliggende at mene, at Finansieringsfonden gjorde det bedste bytte. Danske Bank gav en bank i bytte for en post værdiløse aktier. Kun i eventyrene kommer man godt af sted med den slags byttehandler (H. C. Andersen: Hvad fatter gør, det er altid det rigtige). Ingen - heller ikke under- søgelseskommissionen - beskæftigede sig efter- følgende med, hvorledes Danske Bank egentlig slap fra aktiebyttet. Hele op- mærksomheden samlede sig om den såkaldte moder- selskabsforpligtelse, som med aktiebyttet overførtes fra Danske Bank til Finansieringsfonden. Men hvad er en moderselskabs- forpligtelse nu for noget? Det er den omsorg, hvor- med et moderselskab (landsstyret) omfatter sit datterselskab (Føroya Banki). Hverken mere eller mindre. Og det er i øvrigt en forpligtelse, som hverk- en før eller siden har for- styret nogen her på Færøerne. Den sorte gryde For at afværge en konkurs tilførte det færøske lands- styre i 1992-93 bankerne en kapital på 2.685 mio. kr. Høgni Hoydal gør i sit indlæg gældende, at der i efteråret 1992 var andre løsningsmodeller til rådig- hed - modeller, som ville have været billigere for vanliga føroyingin. Det er nok muligt. En Lada er da en billigere løsning end en BMW. Men er den også en bedre løsning? Det er ikke på nogen måde, hverken dengang eller senere, sandsynliggjort, at myndig- hederne med fordel kunne have anvendt andre modell- er til løsning af bankkrisen. Etablering af et afvikl- ingsselskab ville efter min bedste opfattelse ikke have givet nogen mening i den konkrete sammenhæng. Hvis hensigten var den at videreføre bankernes virk- somhed, ville det ikke have tjent noget fornuftigt for- mål at flytte en del af engagementerne over i et særligt afviklingsselskab. Hvem skulle have kapitali- seret et sådant selskab, og hvor ville man dog have fundet kræfterne til at drive ikke blot en bank men også et afviklingsselskab? Et afviklingsselskab er blot et simpelt bogholderitrick uden reelt indhold. There are no free lunches. Det er naturligvis kor- rekt, at en konkurs i bankerne ville have væltet en del af regningen over på indskyderne. Landsstyret, som sammen med institu- tioner under landsstyret holdt langt de største indlån i bankerne, ville imidlertid - sammen med Danske Bank - være blevet den helt store taber ved en konkurs. I øvrigt kan det med sikker- hed fastslås, at en konkurs blot ville have forøget de samlede omkostninger ved rekonstruktionen; det kan enhver skifteretsmedhjælp- er bevidne. Men det måtte da fore- komme at have været en noget vilkårlig løsning, om myndighederne havde valgt at vælte regningen for sammenbruddet over på de indskydere, som netop den 6. oktober 1992 holdt mere end 250 tus. kr. som indlån i banken, medens alle andre ville være gået fri. Sådan fordeler man i et civiliseret retssamfund ikke byrderne ved en samfundskrise. Det kan sikkert nok fore- komme, at den økonomiske krise først i 90’erne har ført til visse, utilsigtede skæv- heder i indkomst- og formuefordelingen. Og det er vel det, Hoydal har i tankerne, når han gør gældende, at almindelige færinger kom til at bære forholdsvis store byrder under krisen. Men det er et forhold, der i givet fald må afhjælpes med fordelings- politiske foranstaltninger. Det er ikke en opgave, man kan overlade til et af- viklingsselskab. Politisk bank Til stor gene for FØROYA BANKI blev banken fra 1993 til 1998 syltet ind i politiske trakasserier, som banken hverken havde lod eller del i. Bankkrisen blev politiseret og blev til en banksag. Hoydals indlæg er blot endnu et eksempel på tendensen til at gøre FØROYA BANKI ansvar- lig for konsekvenserne af det almindelige økonom- isk-politiske sammenbrud. Den danske stat, der påtog sig rollen som lender of last resort, lånefinansier- ede i 1992-93 landsstyrets kapitalindskud i bankerne. Staten undlod som långiver ganske at stille sådanne betingelser, som en hvilken som helst kommerciel bank ville have stillet. Eksempel- vis undlod den danske stat helt at tage pant i aktie- kapitalen i FØROYA BANKI. Det var dog det første, der ville være faldet enhver anden långiver ind. Til gengæld blev der i perioden 1992-95 mellem det færøske landsstyre og den danske regering ind- gået en række politiske aftaler - aftaler, som landsstyret oplevede som den gamle kolonimagts tilsidesættelse af hjemme- styret. Forholdet førte på Færøerne til en voldsom frustration. Opportunist- iske politikere - som en ukritisk presse gav frit lejde - fik i vidt omfang afløb for denne frustration ved at tildele FØROYA BANKI rollen som Prügelknabe. Denne rolle havde vi gerne delt med andre. VIÐMERKINGAR Astrup ummælir bókina hjá Richard Mikkelsen um bankamálið C M Y K 21 20