týsdagur 15. november 1927síða 2

Nå kreere A Í UU A „Hermod“s Forlis inddrages í Folketinget. Den triste Skæbne, der ogsaa har ramt os, hvor to raske Færinger omkom ved „Hermod“s Undergang, menes i forste Om- gang at kunne noteres som et Udslag af det under det nuvæ- rende Spareministerium udbasu- Ned med Udgifterne; mens Skibet sejlede idet dette for nerede: Marinen havde større Beman- ding, end da Katastrofen indtraf. Vor Partifælle Jul. Schrøder har under Finanslovsdebatten den 28. Oktober draget denne Ulykke ind i Debatten under sin Omtale af Nedskæringerne paa Arbejdernes Lønninger. Jul. Schrøder udtalte, henvendt til Handelsministeren: Den 5. Oktober meddelte Bla- dene, at Damperen »Hermod« sikkert var forlist i Vesterhavet. Dagen i Forvejen havde Dam- perens Radiotelegrafist udsendt Nødraabet S. O. S., men paa Spørgsmaal fra Blaavand Radio svarede Kaptejnen, at endnu var | Hjælp ikke nødvendig. Marine- ministeriet sendte alligevel »Fylla« til Hjælp, og dette er al Ære værd. Men hvorfor afslog Kaptejnen Hjælp? Er det, fordi Bjærgningsentrepriserne er altfor høje, saaledes at Kaptejnen kun i yderste Nød søger denne Hjælp? Dagen efter udsendtes den sørgelige Liste over de 16 Sø- mænd, som fandt Døden i Vesterhavet. Naar jeg fremdrager Sagen her, er det, fordi der har været fremsat Udtalelser om, at Skibet ikke havde Mandskab nok. I »Klokken 5< udtaler Forman- den for Sømændenes Forbund, P. Bak, følgende: — »Hermod« var altfor svagt bemandet med Søfolk. Det er min Mening. Der var 4 Matro- ser og 2 Letmatroser med. Da Skibet var under Marinen, var Besætningen langt større, og det var kun voksne Sømænd, der var med. Det gælder forøvrigt for de danske Skibes Vedkom- mende, at de er bemandede Skibe i Verden. Sømændene kaldte »Hermod« for »Vandvognen«, — det taler jo for sig selv. Disse Udtalelser fra sagkyndig Side bringer mig til at spørge Ministeren, om der føres et effektivt Tilsyn med Bemanding af Skibe? Desværre synes ikke alt at være, som det skal. Í Foraaret forsvandt Damperen »Johanne« og i Sommer Dam- peren »Hugo« oppe ved Grøn- land. Det siges, at Besætningen paa disse Skibe næsten udeluk- de daarligst kende bestod af ganske unge Mennesker, Jungmænd. Dersom det er Tilfældet, at Rederierne af Hensyn til billig Arbejdskraft har en ringere Be- manding end forsvarligt, bør Ministeren skride ind. Islandstiskeriet. (Telegram til „Feroya Social-Demokrat“). Letmatroser og Reykjavík, 7. novbr. 1927. Indtil 1. November samlede Fangst: Sydvestlandet 210,400 Skpd., ifjor 152,000; Vestfjordene 34,300, ifjor 35,700; Nordlandet 27,000, ifjor 15,500; Østfjordene 26,800, ifjor 32,000; hele Landet 298,700, ifjor 235,000, deraf iaar 187,700 Storfisk, 79,900 Smaafisk. Fontenay. OA Den store Arbejdsløshed i Danmark. Kirkens Stilling til Arbejdsløsheden. Udtalelser af Prester, Provst og Biskop. — Ufatteligt, siger Pastor Ege, at Menighederne, der dog vil kaldes Kristi Disciple og kendes paa deres Selvfornægtelse, ikke melder sig under de sociale Faner for at gøre Ende paa Arbejdsløshedens ukristelige Hærgen. Lad dem dog tænke paa ham der ved Lazafus Grav først væltede Stenen fra Graven, før han gjorde sit store Opvæk- kelsens Under. Arbejdsløsheden og Fattigdommen hviler som en Kæmpesten over Hjemmene og over Hjerterne. Kristne Men- nesker maa være med til at vælte denne Sten bort, før Kir- kens Herre kan gøre sit Under i Hjerterne. Gamle Provst Hans Kock paa Frederiksberg er een af Vetera- nerne blandt de sociale Præster. Hans Ord er en Dom over Samfundet. — Arbejdsløsheden, siger Prov- sten, er den bedskeste Frugt af en slet Samfundsorden. Det kan enhver se. Hvorledes den af- hjælpes, synes end ikke de klo- geste at kunne sige. Saa meget turde dog være indlysende: at den Tale, som nu føres i visse Blade og af visse Arbejdsgivere, at en lavere Arbejdslon er Be- tingelsen for bedre Forhold, er væsentlig vildledende. Den kan maaske være brugelig for dem, der ser Spørgsmaalet som en Kamp mod Underklassen. Men den hverken leser Sporgsmaalet eller forklarer Sagen. Skal der tales om >Nedskæ- ring«, saa er det let at se, hvor den skal begynde. Det bliver forst og fremmest indenfor den Kreds, som man passende kunde kalde „de store Bestyrelsesmed- lemmers Fagforening“. Det vil ikke være vanskeligt at finde dem. De kender alle hinanden og vi kender dem. De har to Tusind hist og fem Tusind her, og adskillige har meget mere, samtidig med, at de er Landets hejest betalte Arbejdere. De vil fortælle os, at de er ogsaa — som Direktører osv. — de nyttigste. Det er muligt. Af og til har nogle ogsaa vist sig mindre nyttige. Men selvom saa er, ser jeg ikke nogensomhelst Grund til, at de skal sidde med Lønninger, der er uden Sam- menligning med, hvad der ellers her i Landet betales dygtige Ar- bejdere, det være sig paa Haan- dens eller Aandens Omraade. Derfor: Skal der Lønnedsættel- ser til, saa lad os i hvert Fald begynde der. Saa kan vi altid forhandle om Resten. løvrigt vil hverken det ene eller det andet afhjælpe Nød og Arbejdsløshed. Hjælpen kommer først den Dag, hvor vi naar til en Samfundsordning, hvor alt er anlagt ikke paa Erhverv men paa Funktion, paa Tjeneste. At vise Vejen til en saadan Samfundsordning, det maa blive Opgaven for dem, som baade er kyndige paa disse Ting og ret- sindige tillige. 'astor Rosendal, Stefanskir- ken, er den Præst, der i Aar vakte Opsigt med sin Rigsdags- prædiken: Det har overrasket og glædet mig, siger Pastor Rosendal, at se, hvorledes de fagorganiserede Arbejdere bider Tænderne sam- men, før de søger Hjælp. Under Lockouten havde jeg forberedt (Sluttef). mig paa et Run paa Menigheds- plejen, men det kom ikke. De arbejdsløse melder sig ikke, før der ingen anden Udvej er. Hvordan Krisen skal imøde- gans, det maa Socialøkonomerne om, men vil de til at beskære Arbejdernes beskedne Løn, saa synes jeg først, de maa til at røre ved Industriledernes store Gager og Tantiemer. Jeg forstaar saa udmærket godt Arbejdernes Betænkelighed ved at gaa i Ar- bejde for lavere Lønsatser end dem, de møjsommeligt har til- kæmpet sig — disse Lønsatser ligger i Almindelighed nede paa et Niveau, hvor vi andre sim- pelthen ikke ser Udvej til en menneskelig Tilværelse. I vide Kredse sidder endnu gammeldags Forestillinger om, at de arbejdsløse er Folk, der ikke vil bestille noget — at de skal ud paa Landet osv. Man tænker sig en Arbejder med Kone og tre Børn forlade sit Hjem, tage Arbejde paa Landet og samtidig skulle forsørge sin Familie i Byen! — — og ude paa Landet tilmed blive betrag- tet som et halvt Fattiglem, der skal tages under Vingerne!! Hvordan vil man byde en ære- kær Arbejder noget saadant? De 73 pCt. i mit Sogn — over 50 Aar — er indvandrede fra Landet. De vilde nødvendigvis betragte det som en ydmygende Falliterklæring at sendes tilbage til Landet paa den Maade. Og de andre — som er født herinde — om man vilde sende dem ud paa Landet — femog- tyveaarige! — Idéen er jo fuld- kommen skør !! Nej, den nuværende Sam- fundsordning er forældet og fungerer forkert — et Rovgrisk- hedens Samfund, det kan jeg ganske tiltræde! Men har dette Samfundslivs Funktioner drevet disse Folk ind til Byen, saa har samme Samfund ogsaa en For- pligtelse til enten at beskæftige dem eller ogsaa til at sørge for dem paa en forsvarlig Maade uden at drive dem paa Fattig- væsenet. Naturligvis kan Understøttel- sesprincippet virke demoralise- rende, men saa længe man ikke har andet, kan jeg ikke deltage i disse Veklager. Ihvertfald den rent ensidigt økonomiske Be- tragtning kan jeg ikke tage for gode Varer. Man kan ogsaa købe Guld for dyrt. Og de Folk med de store Indtægter maa jo dog føle en vis Tilfredshed ved at kunne medvirke til det Sam- funds Vel, der har muliggjort deres store Indtægter. De maatte jo dog ligefrem have en betændt Samvittighed ved ikke at være med dertil. Lad os erkende, slutter Præ- sten, at Samfundets Indretning er gennemegoistisk i sin Grund og i sin Rod. Den frie Konkur- rence og det saa lovpriste pri- vate Initiativ er i afgørende Grad kun forklædt Egoisme, For mit Syn er Menighedernes Stilling til dette Problem der- med givet. Endelig beder vi Pastor Jør- gensen, Kristkirken, fortælle om sine Erfaringer: — Det er sørgelige Tilstande, der møder en Præst under hans Gerning nu, særlig efter at den . ekstraordinære Understøttelse er faldet bort: Ribbede Hjem, hvor man har solgt alt, hvad man ejede. Underernærede Børn, op- født paa Margarinebrod og Kaffe. Ja — hvad har de andet? Ængstelige Folk, der kommer her í Menighedsplejen og beder om lidt Støtte til Huslejen, for nu skal de sættes ud af Kongens Foged. Kort sagt: Den yderste Fattigdom. Klæderne forfalder, Haabløsheden breder sig. En ung Arbejder fra Landet — ædruelig og paalidelig — havde tjent sig 1000 Kr. og købt sig en Grund med et Træhus — — saa mistede han Arbejde, maatte lade Hus og Grund gaa fra sig, alt hvad han havde skrabet sam- men — — og bor nu i en af Kommunens Husvildeafdelinger i den yderste Fattigdom. — Eller tænk Dem Tilværelsen for 3 Familier, stuvet sammen i en treværelsers Lejlighed med fælles Køkken og 4—5 Børn i hver Familie — store og smaa bunket sammen i samme Rum. Her undfanges og fødes de Smaa i de stores Nærværelse, her til- beredes Maden, her vaskes, her tørres Bleerne, her er Børnenes Legeplads. — Tænk Dem blot Vanskelighederne for Mødrene om det fælles Køkken! Er det snart underligt, om Mændene fra saadanne »Hjem« søger Trøst og Opmuntring — paa Værtshusene? Eller to Koner, stuvet sam- men i en toværelsers Lejlighed — den ene, Enke med en stor Børneflok, levede af at sy gam- melt Tøj for Marskandiseren. Den anden hentede mig ud i sin Fortvivlelse, fordi Lusene i Mængder krøb under Døren fra hende med alle Pjalterne derinde. Og Ungdommen, der maa gaa og drive i Porte og paa Gade- hjørner — i Aaringer — spilde deres Livs bedste Aar! Det dan- ske Haandværks Dygtighed staar paa Spil i disse Aar. — — Eller disse unge, der maa gaa hjemløse paa Gaden om Natten, mens vi andre sover — for hvor skal de gaa hen? Arbejdsløsheden har været større end i-dette Øjeblik, men Muligheden for Arbejde synes nærmest mindre — navnlig for Manden paa omkring de 50 Aar, naar han først er slaget ud — saa har han kun Aldersren- ten at vente paa. Det er lige- frem almindeligt i de store Virksomheder, at en Mand for at faa Arbejde ikke maa være over 35 Aar. Forholdene er saa alvorlige, at vi i Menighedsplejen staar aldeles magtesløse — vi kan kun hjælpe i den yderste Nød. Sam- fundet skal og maa træde til. Beskære Lønningerne er umu- ligt med de nuværende Priser. Og de nuværende Tilstande er en Pine for Samvittighederne. „Í dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød," siger Skriften. „Den der ikke vil arbejde skal ikke have Føden,” siger Paulus. Men den Arbejdsløse, der gerne vil have Arbejde, men ikke kan faa, hvorledes skal han bære sig ad for at indrette sit Liv efter disse Krav?" Harald Bergstedt. Í Úr Foroyum. Tórshavn. Havnar býráð skuldi hildið fund seinasta fríggja- dag, og vóru nógvir áhoyrarar komnir til steðar. Men tað metti bert fýra (4) býráðslimir, so fundurin varð av ongum tað kveldið. Villdunnur, Rubbek Rubbeksen hevur í mong ár fingist við at ælt villdunnur, og í ár hevur tað eydnast honum at fingið fleiri villdunnuungar at liva, Ung- arnir eru nú flogdir og flúgva víða hvar um Havnina. Byrsumenn vildi verið beinasamur at latid villdunnurnar fingið frið, sum sita á mýrum og tjarnum, og kundi tað kanska fort til, at villdunnur, sum ikki eru lívgaðar av menniskja- hondum, festi búgv kringum Havn- ina ella eitthvørtstadni nærhendis. Abbatrø. Havnar byarstyri og frammanundan Borgerrepræsentationen, hava í eitt mannaminni ætlað at lagt veg eftir »Abbatrø« yvir á Skansavegin, men »K«id var so stórt sum í vegnum stóð, at tað hevur forðað til í ár. Í staðin fyri at lata Havnarmenn gera henda veg fyri timannsløn i hesi arbeiðsleysu tíð, so heitir tað fram- vegis »Licitation« lýst í »Tingakrossi«, »Dimmalætting« og »svørtu talvu«. So svart sum tað så út, táið Lici- tatiónin var lýst, so margháttliga mis- jøvn vóru tey innkomnu tilboðini, sum opnaðu vóru 8. í hs. M. A. Samuelsen 3,190,00 Vilhelm Tórsheim 2,732,00 H. Rundwall 5,428,00 Johan Mouritsen (yngre) 2,750,00 Johs. Guttesen 4,750,00 Magnus Tórsheim 2,400,00 Johan H. Rubbeksen 4,889,00 Barnabókin eftir H. A. Djurhuus er av nýggjum útkomin á H. N. Jacobsens forlag. Henda bókin er eitt prýðuligt og snotuligt prentunarverk. Innihaldi kenna tey flelstu frá teim fyrru barnabókum skaldsins. Og skaldsins evnir til at skriva soleiðis at tað fellur børnum, bæði hvat evn- inum og málinum viðvíkjur, eru all samd um og eyðsæð er at henda bók man fara at fáa eins góða mótteku og hinar fyrru útgávunar. „Okkara Sjólatnir“. Den, der besøger Trangisvaag, har sikkerlig følt sig tiltalt af den store Mindesten — Bauta — som Sudrin- gerne har rejst til Minde om deres kække Sønner, der har fundet sin Grav ude paa det store Hav. Stensøjlen staar paa en Forhøjning, ca, midtvejs mellem Tveraa og Fro- debø, og med vid Udsigt over Hav og Land, og rundt om Sgjlen paa den skraanende Græsbakke staar op imod et Dusin Stentavler. Paa disse Stentavler er indhugget Skibets Navn og Aarstallet naar Ulykken skete, og nedenunder de »Sjolatne«s Navne. Der hvor 12 a 16 Navne findes paa den ene Tavle, forstaar endog den ellers uindviede, at hele Skibet og Mandskabet »blev derude«, Hver Gang undertegnede besøger Trangisvaag, maa han besøge Stedet og atter med blottet Hoved genlæse Tavlerne, og hvor skattet Stedet er for de forulykkedes Familier og Slægt bevidnes ved de adskillige Kranser og Blomster, der altid pryder om Græsplænen. Alle Færinger skylder Sudringerne en oprigtig Tak for deres smukke Forsog at hædre og mindes deres Sømænd, der fandt Døden langt borte fra Hjemmet, og der har længe hvilet tungt som en Slags uopfyldt Pligt paa — forhaabentligt — flere end un- dertegne, at vi, der bor nordenfjords ikke alt har taget vor søndenfjords Landsmænds paaskønnelsesværdige Handlemaade til Efterfølge, og Hen- sigten med disse Linjer er at spørge, om ikke der er mange andre Færin ger, der vil være med og yde sit til, at der ogsaa her nordenfjords kan rejses en værdig Mindesten for vore nordenfjords Sjólatnir, saa at deres Navne kan bevares for Efterslægten og de efterladte kan have et synligt Bevis paa, at deres tabte kære ikke er glemt af deres Landsmænd. De adskillige Spørgsmaal, der bli- ver at ordne i Forbindelse med et saadant Bauta, vil næppe blive uover- kommelige, blot enhver, der giver denne Tanke sin Tilslutning vil med- dele dette til undertegnede eller dette Blads Redaktion, Thorshavn, den 7de Novbr. 1927. A. Brend,