hósdagur 22. desember 1927síða 2

på } É k I . ÆT se : Spel SE Te dage me % Fr er lívsægr sína í kærleika hans, at tað av sonnum kennir sælan frið; og so skulu vit av sonnum halda jól sum eina ljósins hátíð og eina friðarfest, so satt sum Harrans orð bera okkum boð um ljós og frið, so satt sum hitt gamla testamentið byrjar við orðunum: »verdi ljós!< og hitt nýa testamentið byrjar við orð- unum: friður á jorð!a Englenes „Julesang. „Se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket; thi eder er i Dag en Frelser født!" Dette var det før- ste Julebud, og det skal blive det sidste, saa vist som der ikke er noget andet, der skal gentages fra Slægt til Slægt. Og hvor Or- det høres, maa der vækkes Glæde. Det er ikke blot Børnene, der skal juble, men ogsaa de gamle; ikke blot dem, som fik de høje Tanker, men de enfoldige af Hjærtet; og det er ikke blot i de rige Huse, at der skal holdes Højtid, selv i de fattigste Hjem kan og skal der være Fest; ,,thi eder er i Dag en Frelser fodt“. Dette Ord: i Dag lyder endnu fuldt saa levende, som da der første Gang blev holdt Jul paa Jorden. Vel har Verdens Skik- kelse forandret sig siden hin un- derfulde Nat, og meget stort og skønt er ældet og lagt øde — men en Frelser trænger Verden til, nu saavel som før. Og vist- nok er vi selv blevne anderledes, siden vi som Børn flokkedes om Juletræet — men hvor er der et troende Menneske, som ikke bli- ver sælsom; bevæget ved Tanken om, at nu er det Jul, os er i Dag en Frelser født? Derfor har og- saa Englenes Julesang en saa forunderlig Magt: „Ære være Gud i det højeste, og Fred paa Jorden, og i Mennesker en Vel- behagelighed !“ „Ære være Gud i det hgj- este!“ Sangen lefter os op til ham, Lysenes Fader, fra hvem al god og al fulkommem Gave kom- mer ned. Det var jo hans Vilje, der blev fuldbyrdet, og hans Raad, som blev udført, selv da Kejser Augustus bød, at al Ver- den skulde skrives i Mandtal — derfor tilkommer Æren Gud. Vel var der kun faa i Verden, som kendte ham, thi det var ikke blot Nat for Hyrderne, der laa ude med deres Hjord, det var ogsaa Nat i Aandens Rige. Hed- ningerne havde glemt Gud, og i Israel var der kun faa trofaste Hyrder, som holdt Nattevagt over Herrens Hjord, og ikkun faa saa op til Forjættelsens Stjerne med en saadan Tro og et saadant Haab, som Simeon havde. Himlen maatte først aabnes, for at Men- neskene kunde lære at give Gud, hvad Guds var. — Men Ære være Gud i det højeste! Han har el- sket Verden, saa at han hengav sin enbaarne Søn, for at hver den, der tror paa ham, ikke skal fortabes men have et evigt Liv. Gud er Kjærlighed, dette er Jule- budskabet, forbarmende Kærlig- hed, der vil søge at frelse det fortabte; meddelende Kærlighed, der vil bringe nyt Liv ind i vore Í -FOROYA: SOCIAL 'DEMOKRAT ynskir ollum lesarum sínum eini gleðilig jól! SENN NKKNNNNNUNNNUNNINNINN i! ÝR X X HIN STORA KIRKJAN. Eg gangi í stóru kirkju, hon er mær so kært eitt stað, høgreist og ljós hon tónar vid bogum og súlurað. Høgtid er sæl har inni, friðsælt og stilt og trygt. Ljómandi føgur hon stendur, av Guði sjálvum uppbygd. Eg rými so mangan burtur frá veraldar larmi og leik', har talan í oyrum skurrar, av henni gerst sálin veik. Eg gangi í stóru kirkju, har finni eg hvíld og grið, gloymi har veraldar mødi og finni í songinum frið. Eina eg siti har inni og lýði á talu og song, hugur móti hvelvi leitar, tí veraldarvrá gerst trong. Oman av gilta palli í glitrandi stjornuskrúð talar hann lívsins harri, allheims skapari, Guð. Orðin við mátt og valdi tóna sæl undir ský, manandi mild tey kalla, kom! - Nú rennur øldin ný. Einfaltu orð við krafti bera mær gleðiboð, hevja mær hug mót himni, og sálin fær arnaflog. Eg gangi í stóru kirkju so sára tungur í sinni, har gloymi eg sút og meði, har djúpasta frið eg finni. Har í Guðs egna templi er sjálvur hann mær nær. Har við hitt stóra altar mín sál fyrigeving fær. H. T. Úr norskum R. týddi. fattige Hjerter; undergørende | Navn: elsker hverandre, og ingen Kærlighed, der giver os det bed- | kan holde Jul, for hvem Kærlig- ste, han har í Eje, Guds Sen til Gengæld for vor Synd. Frygter ikke! sagde Engelen, og i Tro tilegne ogsaa vi os dette Ord. Frygt ikke for de an- klagende Tanker, thi Guds Naade er større end vor Synd. Frygt ikke for Livets Sorger; Himler er jo aaben, og skulde han, der hengav sin egen Søn, ikke give os alt med ham? Frygt ikke for Dødens Mørke; thi den, der tror paa Barnet, som ligger i Krybben, kan ogsaa sige: Død hvor er din Braad? „Ære være Gud i det højeste, og Fred paa Jorden!" Fordi Himlen atter var aabnet, skulde der være Fred mellem Gud og Menneskene. Nu var jo Freds- fyrsten kommet, om hvem der var talt i gamle Dage, og som skulde vidne om sig selv: „Fred lader jeg eder, min Fred giver jeg eder". Hans Evangelium er ble- vet prædiket rundt om i Verden; Budskabet om Krybben og Kor- set, Graven og Opstandelsen hø- res iblandt os, skulde vi da ikke kunne føje et Amen til Englenes Sang: Fred paa Jorden? Og dersom vi føle denne Fred, maa den vise sig i vort Liv; thi Fred i Sjælen følges med Kærlighed til Brødrene. „Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre", saa blev der sagt en- gang. Og selv om Freden ikke er kommet som en stærk Strøm fra Bethehem over Verden, er der dog overalt, hvor Evangeliet lyder, en Genklang af Ordet: Fred paa Jorden! Dette er For- maningen, som udgaar í Jesu hed er fremmed. Men først og sidst maa det vor Bøn: Herre, giv du Fred paa Jorden til alle de trætte arbejdende Sjæle; til alle dem, som Tvedragt skiller ad, til alle dem, der lide og alle dem, der ligge paa deres Døds- leje og sidste Gang holde Jul her i Verden. „Og i Mennesker en Velbehage- lighed!" — Men hvorledes kunde Englene synge dette? Og hvor kan den retfærdige Gud, som ikke har Lyst Ugudelighed, have Velbehagelighed i en falden Slægt? At Verden skulde skrives i Mand- tal. Men naar han, der er hel- lig og alvidende, skriver os i Mandtal og vejer os — maa vi ikke findes for lette? Og dog hedder det: i Mennesker en Vel- behagelighed. Vistnok; men hin Nat skulde blive en ny Fødsels- fest for Menneskeslægten. Da begyndtes der et Livsløb her nede, som viser os, hvordan et Menneskes Liv skal være, for at Gud kan have Velbehagelighed deri. Det var jo samme Barn, der laa i Krybben, om hvem der siden blev sagt: denne er min Søn, den elskelige. Og dersom vi i oprigtig Bod, hjertelig Kær- lighed og inderlig Tro holde os nær til ham, da bliver hans Ret- færdighed regnet os til Del, saa vi genfødes og fornyes i hans hellige Billede. Saa bliver Kristi Fedselsfest en Fest for Menne- skets nye Fødsel, idet vor Frelser, ikke blot fødes for os men i os. Da skal det gamle gaa forbi, og alt blive nyt, og vi holde Højtid I Jesu Navn, på XIÐ Eder er i Day en Frelser født". Se hvor Barnets Øjne tindre Julebudskabet, andet, for naar det hører og hvad skulle de Julen indebærer jo kun Glæde og ikke mindst for Børnene. Ju- len er jo Gavernes Tid, og da vor Gud er Begynderen, der i sin store Kærlighed har givet Jesus Barnet til Frelse og Vel- signelse for gamle og unge, rige og fattige, saa er det kun natur- ligt at vi Mennesker efter Evne søger at gøre hvad vi formaar i samme Retning, ved at give og sprede Glæde hvor vi kan, ogikke mindst mellem Børnenne. Det var Jule-Aften. Den unge Mand forladt sit Hjem tidlig om Morgenen, og var draget ud paa Havet sam- havde men med to andre for at faa Underhold Hustru, det nødvendige til for sig og sin unge samt lidt Julepynt, særlig for at glæde deres lille Søn. Vejret var godt, og der var med Fisk, men ud paa Dagen rigeligt hlev Himmelen overtrukket og det begyndte og kort efter brød Stormen løs. De tre Aarer for at sne, Mænd toge til deres at ro op imod Land, men Stor- men tog til, og Kræfterne tog af, saa der var ringe Udsigter for at naa Land. Der blev roet i Tavshed, men for hvert Aaretag svandt Kræfterre; men pludselig udbryder den ene af Mændene: »Eder er i Dag en Frelser født«, og der gik ligesom et Stød igen- ved at høre nem de andre disse Ord. netop hvad de behøvede i denne svære Stund, og da saa en an- En Frelser: det var den udbrød: »Herre, frels os, vi forgaa«, saa følte disse tre Mænd noget af det samme som Dicip- lene oplevede hin Dag paa Ge- nesarets- Sø, da Jesus stod op og stillede Stormen: for ogsaa her begyndte Stormen at tage af og med det nyvagte Haab steg Kræfterne igen, og da det lidt efter klarede op vare de komne nær Land og kunde derfor pu- ste lidt. Da vendte de deres Øjne mod Himmelen og udbrød: »Ja sandelig er os i Dag en Frel- ser født«! Nede ved Stranden havde den unge Hustru staaet. Hun var gaaet der ned da Snefoget og Stormen begyndte og for hvert Vindkast der kom, sank hendes Mod. Snefoget hindrede hende men selv om klarere, saa have i at se ret langt, det havde været været var ved vilde det næppe bedre, for hendes Hjerte at briste og fra Øjnene randt de stride Taarer. Hendes elske- de var derude i Stormen; mon hun vilde faa ham at se igen? Da var det ligesom en hviskede hende i Øret: »Eder er i Dag en Frelser født«; hun vendte sig sig, men der var ingen, men det hun havde hørt blev saa levende for hende, saa hun ud- brød: os, — ham derude og mig, har du sendt en Frelser, og hun vendte Blikket ud mod Havet, »Lovet være Gud«, — for og der kommer den jo, Baaden med hendes kære. Den Aften var der Sang i det lille Hjem; Drengen havde faaet Julegaver, men det bedste af alt var at Far var kommen til- bage trods Stormen og det var nok derfor Far og Mor atter gentog: »Os er i Dag en Frelser født«, og atter Der var koldt i Stuen. Ved Bordet sad Mand og Hustru, og paa Gulvet legede de tre smaa Børn, deres eneste Ejendom. Bordet var ikke dækket, og det havde sine Grunde, — der var nemlig intet at sætte paa det. Manden havde søgt efter Arbejde denne Dag som de fore- gaaende Dage, men uden Re- sultat. Nu sad de der og saa Merket sænke sig ned over Byen, og ogsaa i deres Hjerter var der mørkt. Da begynder Børnene at synge: »Et Barn er født i Bethlehem, Bethelehem, thi = glæder sig Jerusalem, Halleluja, Halleluja.« Mand og Hustru ser paa hinanden en Stund, saa kunde de ikke holde men maatte stemme i med Børnene, først sagte, si- sig længer, den højere, og glemmende alt omkring sig, uden Lys og uden andet synes hører med til Juleglæde, fortsatte de Da banker det paa Døren og ind træder en Dreng og en Pige med en stor Kurv imellem sig. Vi skulde hilse fra Far og Mor og ønske eder en glædelig Jul, sagde Børnene, og op af Kurven blev der taget mange gode Sager; der var Kød, Brød, Smør, Ka- ger og andet, og ikke at for- glemme Julelys og Godter til Børnene. Da blev Bordet dæk- ket og Lysene tændt og den af- brudte Sang fortsat. Dagen efter mødtes Folk ude i det dejlige Snevejr; der var smilende Ansigter, varme Hannd- tryk og alle havde det samme Ønske til hinanden: Guds Fred og glædelig Jul. —R, SÅLMUR. Lag: Et Barn er født i Betlehem. Tey boð nú ljóða himni frá: eitt barn er føtt her foldum á. Halleluja, Halleluja. som man med at synge. Tað barn er Harrin Jesus Krist, Guðs miskunn hevur heimin gist. Í smáttu og á armóðs strá, har himins kongasonur lá. Fyrr tíðindi ei hoyrdust slík: av fátækt hans vit garast rík. Tey boða um tann hjálparmann, sum ollum hjálpa vil og kann. Sum turkar burt hvert sorgartár, sum grøda kann hvert syndasár. Sum endar neyð, sum gevur grið, srm veitir trygd og hjartafrið. Nú ringi allar klokkur hátt, tí sæl og góð er jólanátt! Nú syngi lov hvert mannamál, hvert hjarta glatt, hver bjargað sál! Hin bjarta stjórna stendur hátt, sum lýsir gjøgnum heimsins nátt. Guð fái lov, tí hvørji jól av nýggjum rennur lívsins sól! Halleluja, Halleluja.