týsdagur 17. juli 1928síða 2

ør tik. Disse to Grupper vil natur- ligvis ikke bekæmpe Regeringen, men de har ikke lovet at stotte den ubetinget, saaledes at del er nødvendigt at forhandle med artierne, hvergang et Spørgs- maal af Vigtighed er paa Dags- ordenen. Det kan heller ikke helt siges at være »et Ministeri- um af Personligheder«, som det hed, efter at Wirth har trukket sig tilbage. Det er et Venstre- ministerinm, hvis politiske Far- ve er kendetegnet derved, al Socialdemokraterne og Demo- kraterne har Overvægten, og hvori Stresemann, Curtius og Guerard kun figurerer af per- sonlige Grunde, fordi man anser dem for at være uundværlige under de givne Omstændigheder, den politiske Økonomi og Spørgs- maal anganende de besatte Om- raader, En stor: Del. af Presse kalder den ny Regering den tyske provisorisk. Og sandsynligvis vil Sommeren blive anvendt til at arbejde paa en Virkeliggørelse af den store Koalition, saa at Hermann Millers Regering til Efteraaret kan paaregne den solide Støtte i vil være nødvendig for at gen- Rigsdagen, der nemføre sit sociale Program. Byraadet nedsætter et kommunalt Festudvalg. Udvalgets Medlemmer skal, vist- nok i Kostume, modtage Nord mændene i Tinganæs. Udvalget skal have Overledeisen ved alle Festligheder og Idrætsopvisninger uanset om disse iværksættes af Foreninger eller Private. Byraa- dets Vandmænd har Indvalgt sig selv i Udvalget og vil lede Fest- erne efter en hidtil ukendt Linie, — lige, krum eller zig-zagformet, er endnu ikke afgjort. Kommunen betaler. Skidt med hvad det koster, blot det bliver Fest. Nyholm Debess fik saa sin Vilje med Byrnadet ogsaa denne Gang, støttet som sædvanlig af Drabanterne Arge og Clement- sen, Sambandets Repræsentanter i Raadet, indvalgte af »Føroya væl«, Det er hyggeligt for Sambandsvælgerne i denne By, at se hvordan »Framburdsfelag«s Førstemand styrer deres Repræ- sentanter som lydige Trækdyr for sin Stridskærre, enda uden synlig Anvendelse af Pisken. Men i en god Cirkus anvendes under jo heller ikke Pisken selve Opvisningen, hverken til Dyr eller Klovne, de er tilstræk- keligt dresserede og instruerede i Forvejen, saa Publikum ikke mærker noget til det Slid Dres- søren har præsteret forud for Forestillingen, og kun ganske svagt aner man, at Slidet ikke helt har baaret Frugt, men mana for sidstnævntes Vedkommende i sidste Øjeblik ofte komplette- Fluidum af en eller anden Art. Og hele Fore- stillingen virkede sikkert efter det forud lagte Program. Ken stiller til Lejligheden passende Tale af res med et Forslag og holder den fornøden Længde, en anden er »begejstret« for Ideen om en festlig Modtagelse af Frænderne »østen IHav« og en tredje skal nok lade Mening, men tror sig at gøre være at sige sin det ved at gentage hvad de an- dre har sagt, dog skal han nok huske at foreslaa Personerne i Udvalget, — det er jo hans Del af Opgaven og saa fin- des der nok en eller fjerde, der uden egentlig at ane hvad der foregaar, lægger sin Stemme til Vægtskaalens rigtige anden blik at have forvisset sig om, hvem der er tilstede — eller navnlig hvem der ikke er der. Festens Program kendes end- nu ikke, men er dog sikkerl allerede fastslanet í alle Enkelt- heder í et mere intimt Udvalgs- mode. Nu gælder det blot om, at ikke nogen kommer i Fest stemning san tidlig, at han er voptagele selve Dagen. Det vil være et Savn for Nordmændene, og de derved skulde gaa Glip af en eller anden veludarbejdet, højstemt Tale, ligesom det siges om en vis Majestæt, at han al- drig fik at høre den, der var lavet til ham. Det gamle Tingsteds Omstæn- digheder (jvf, N. Debess) skal udsmykkes. = Man vil vide, at Arbejdet herved undtagelsesvis ikke skal udliciteres, formentlig grundet paa, at: det vil sortere under Vandmændene, og saaledes rettest bør behand- les som om det var Vandled- ningsarhejde. = Debess garante- rer, at Udgifterne ikke vil over- stige 200 Kroner, og skulde det nu lykkes for Arge, at faa sin gode Ven Ellingsens Hvalbaade at fungere som Færger, hvad han jo egentlig følte sig forvis- set om, at han kunde, saa vilde denne Udgift kunne sættes be- tydeligt ned. Spørgsmaalet vil nærmest være afhængigt af, om det lykkes Arge forinden at faa anbragt den Kaj, som han nu gennem snart en hel Menneske- alder saa inderlig har villet an- bringe paa Tinganes, men som ved en lille Misforstaaelse fore- løbig kom til at ligge ved Skan- Udvalget bestaar af Dyraadets Vandmænd (Vand- mester og Vandinspektør), vil det sikkert ikke mangle Vand Dag — — sen. Da paa Tinganes den saa gælder det kun om, at no- gen vil huske at telegrafere om Whiskven. Tolden har vi jo! — Hovedtalen vil sikkert blive holdt af Hr. Debess selv. Paa Sprog er endnu ikke hvilket g afgjort, men det vil blive en eller anden Nuance i Norsk, især da dette Sprog jo for læn- » siden delvis er indført ved ge yyraadets Korrespondance. Men nu gælder det om at det bliver et Norsk, som Gæsterne forstaar. Man erindre sig blot Historien fra et af de her anløbende Skibe, Nord- Hjemrejse efter et Island, norske hvor en mand, paa aarelangt Ophold paa efter at have staaet og paahort Herr. Hannaas' Samtale med en færøsk Passager, spørger en af Skibets Officerer: »Hva' er de for maal han Hannaas taler?« og denne svarer aldeles omgaa- ende: »De er noget han sjøl har laget!« Dog, skulde der være enkelte særlig norske Vendinger, som Gæsterne ikke forstod, kan disse' jo udlægges paa Dansk af det andet Udvalgs- medlem, som saa ogsaa man huske at være til Stede og ikke tilfældigvis feste Steder neiop paa dette Tidspunkt. selvfølgelig andre Festens clou er Nordmændene, men Udvalget paatager sig saa meget andet, at DByraadet vanskeligt kan være bekendt at læsse alt dette paa kun 2 Par Skuldre, selv om de selv har budt sig til. De skal jo til Kaproning, enten det nu er som eller ved Bøjerne, eller det er »al kigge Linien ud«, de skal passe paa Svømning og Kapridning, saa skal de paa 3azar, en skal vel dette skal for- Komedie og í Karrusel, øvrigt være el meget nemt Mid- del til at komme i Feststemning, og skulde det rygtes, at en eller anden Privatmand vilde lave lidt Fest hjemme, saa maa Side, efter ved et hurtigt Side- | der ogsaa en Repræsentant dér, og Gud naade saa Værten, om han har mange (Gæster og maaske kun lidt at byde. Hvor- vidt Udvalget ogsaa skal aabne Lagtinget, er man endnu ikke helt klar over, da det menes, at der forinden mindre Ændring i loven, og den kan nok vanske- ligt foretages, før Lagtinget har været samlet, — men lad os haabe, at Udvalget ogsaa knæk- ker den Nod. Og lad os saa ogsaa haabe, at Byrandets Formand maa komme hjem inden Olaj til denne Lri- aspost, som en Klike af Byraa- det, under hans sikkert meget belejlige Fraværelse, har været saa yderst hensynsfulde al an- bringe ham paa, og lad ham faa kræves en Lagtings- Tid til at slaa en velvoksen Pæl gennem dette for Byrandet uklæ- delige Paafund og faa afværget dette Misbrug af Kommunen i en enkelt Byklikes Tjeneste, der kun vil have til Hensigt at redde denne Klikes hidtil mislykkede Transaktioner for at kunne »lave den« overfor de norske Nord- mænd, Lagtinget er desværre endnu ikke konstitueret, ellers vilde man selvfølgelig have gjort Forsøget dér, men »i Mangel af bedres Havelse« man san Thors- havn holde for. Og vor Bys Virken skal vel i dette Tiltælde udstrækkes til ogsaa at omfatte landsætning af Gæsterne i Kirkebø, da »Strejken« ved det dér paabegyndte Kajanlæg jo endnu ikke er hævet. Men naar disse Byraadsmed- lemmer igen skal vejes af Væl- gerne, og denne Time er ikke fjern, og baade >Frumburðs- felng« og »Føroya væla vil søge al bevare disse sine Kandidater, da vil dette være den bedste Agitalion, som nogen Modstan- der kan ønske sig. Borger. Javnadarstevnan tjóðskapurin og sjålvstyrid. Svar til formann ringfelagsins. Í nr. 28 av hesum blað hevur ein, ið undirskrivar seg „Kreds- organisationens Formand" nøkur orð til mín. Eg takki fyri væl- vildarorð og eri fegin yvir øll- um leiðbeiningum, ið føra fram móti tí endamåli, eg so leingi, saman við oðrum monnum, havi roynt at fremja, navnliga (20, at hin arbeiðandi Foroyum má fáa lann upplýsning, honum torvar, og náa fram (il ta politisku magt, hann av sonnum eigur. Sovítt eg veit, er formaður ringfelagsins harri J. P. Davidsen á Sandi, skeivur, tå eg haldi hann hava skríva greinina. Harri I. P. Davidsen er ein av leim fyrstu, landi var við at kunna maðurin Í og eg fari vist ikki sum her á stovna javnaðarfelag, og talar tí í hesum máli sum ein royndur maður. Eg gevi honum fullan rætt í ollum ti, hann førur fram um leir mongu vandarnar, ið skulu ruddast av vegnum, áður enn hin foroyski arbeiðarin og fiskimaðurin standa sum fræls- hugsandi menn, ið eru búnir til og forir fyri at taka teir sessir í samfundinum, sum av rættum eru teirra. Hr I. ÞP, Davidsen og eg starva ivaleyst móti sama endamåli og vit jálfa báðir at halda stevnuskrå II. Internationale; men lað kann vera, at vit ikki steyna júst í somu ætt at byrja við. Tó, her eru fleiri vegir, ið førn at: sama máli; hvor ið stylstur og holl- astur er, kann eina tíðin vísa. Áður enn eg fari í holt við sjálvt aðalmálið ,Javnadarstevn- una“ og tjóðskapin“ veri mær loyvt at gera eina lítla rættleið- ing til formann ringfelagsins: Tygum hava fingið út av grein mínari í nr. 27, at eg vil halda javnaðarflokkin her vera ov- mikið bundnan av tí, hann stendur sum deild av danska javnaðarfelaginum og bert gjøgn- num tað kann geva sína tilverð- 5 , an til kennar á II. Internatio- nale, Ilerf fara tygum eitt sind- ur skeivur, hugsi eg, tað var ikki hettar, eg hevði ampa av. Mær er fullvæl, eins og tygum kunugt, at danskir javnaðar- menn, til tross, hvat ein ella tveir ministarar hava sagt í ein- um trongum politiskum snari, vilja binda foroyskar javnaðar- menn ftjóðskapsliga ella í poli- tískum sjálvstýrismálum. Um danskir — javnaðarmenn logdu tilik bond á foroyskar fyri ta hjålparhond, teir rættu okkum, vildu teir harvið farið so langt av rættari javnaðarleið, at teir í royndum vóru utlanfyri hana með alla. Tey fyndarorð sum Borgbjerg segði í sum upptikin vóru í síðsta blad teykjavík, og her, prógva eisini tilfullnar, at her einki er at bera nakran ótta fyri. Nei, tað er av heill ødrum og meira »hollum« grundum eg haldi tað vera best um for- oyskir jóvnaðarmenn skipa eitt serstakt sjålvstælt felag beinve- gis undir II. Internationale, eins og Íslendingar hava gjørt. Tað vildi virka lilsameiningar í stórum her í Foroyum, um allirjavnaðar- hugaðir menn, (og leir eru ikki fáir), kundu staðið í einum felagi og drigið eina línu, tá umgalt — við valini. — Tað má vera formanni ring- felagsins kunnugt, eins og ollum monnum, sum livad hava hesi síðstu 30 árini, at í hesi år er farin ein broylingarandi gjøgn- um Foroyaufólk, ein rorsla, sum, hóast hon ikki hevur sett so ógvuliga nógvar sjónligar fruktir, tó hevur broytt hugsnarhátt fólksins frá grundini og virkað tjóðskapliga vekjandi. Samstund- ar við einari tjóðskapligari vekjan er her gingin ein politisk roring gjøgnum fólkið, ein røring, sum bytti fólkið í ein framfúsan og ein afturhaldandi flokk. Tað er gingið her, sum aðrastaðni, hin framfúsi flokkurin hevur otað seg upp til eina fjøld í tali, lí eitt afturhald stendur bert so leingi við, sum múgvan hevur ræðsluna fyri lí nýggja í sær. Tað er ivaleyst, at tað her, eins og á ødrum stóðum, hevur eydnast leim betri stilladu í mannfelagnum, (Det højere Bor- gerskab), av búðum flokkum at fáa arbeiðaran og fiskimannin at taka tøkini, men at tað ikki gongur so lætt hjá arbeiðaranum og fiskimanninum at fáa hitt tilsvarandi ræði, lá tilstykkis kemur. — Hvussu mangir ar- beidsmenn ella fiskimenn hava sitid í loglingi ella á ríkisdegi síðstu 30 árini? — Nú síggja arbeidarar og fiskimenn hetta, og tí er líðin komin, al leir taka seg saman í ein polit- ískan flokk, í ein javnaðarflokk. Hendan tilgongan er ikki ser- stok fyri Føroyar, hon er hin sama, sum hon var úti í heimi um fyrru helvt og nakað út í seinnu av 19. old. Vit koma í hesum eins og í øðrum '/, til eina heila old aflaná; men har- fyri mugu vil ikki leypa um millumlið. Latum okkum ikki gloyma orð Jean Jaurés: „Þjóð- skapskenslan er grundalagið fyri hesu Vinduer, Dare og Lister. Godt og billigt Arbejde. Hugo Øster's Maskinsnedkeri, Tlf. 216. Thorshavn, Tlf. 216. alltjodarsamtøkum". Latum okkum bert tora so vitt, tå vit síga, at tjóðskapskenslan ikki er eitt endamál í sjálvum sær; men sleppum íkki tí sannleika, at hon er gróðralendið fyri ollum haldgóðum, sum skal vaksa upp í fólkinum, verið sær politiskt, okonomiskt ella religiøst lív. Vit hava nú ferð eftir ferð verið vitnir til, hvussu tjóðskaps- kenslan og sjálvstýrishugurin, allan vesaldóm og allan ringan atburð til lross, hevur gingið sigrandi fram bæði á tingi, í skúla og í kirkju; og eingin hending hevur sýnt tað týðu- ligari enn síðsta logtingsval. At tað eru hesar hugmyndir, sum hava verið leiðandi og stýrandi, kann eingin skilamaður gera seg blindan fyri, antin hann so virðir tjóðskapskensluna, sum sovorðna, lítið ella mikið. Aðalúrslitið úr síðstu 20 ár: hendingunum kann samanfatast í hesum fáu orðum: Alt tað, sum nakar dugur er í av Foroya- fólki, kennir seg sum eina ser- staka tjóð, og út frá kenslu, sum ikki er nakað til- búgvið, men í djúpastu fatan náttúruligt, tekur einstaklingurin sínar avgerðir í øllum málum, uttan at hann í grundini veit av tí. Hann hevur nú fingið tjóð- skapsliga medvitan. Tá nú allir javnaðarhugaðir menn í Førovum skulu stovna ein sameintan javnaðarflokk, so sigur leirra tjóðskapsliga med- vitan teimum, at ein tilikur flokkur må standa sum ein ser- stakur flokkur í heimsfelagnum IT. Internationale og ikki sum eykaflokkur undir aðrari tjóð. Okkum nýtist ikki at grunda yvir, antin hetta er so mikið ella so lítið vert. Tað er ein royndur lutur: — Tjóðskapslig medvitan virkar sum ein náttúru- lóg, har hon er ftilsleðis, og hygnir undangongumenn hava einki annað al gera enn at:akta hana. Kløkskapur býður al gera SO. Formaður ringfelagsins fram- heldur so javnaðar- flokkurin her er ungur, og at honum torvast hjálp, inntil fiski- maðurin og arbeiðarin sær sítt egna gavn og besta. Kg skal ikki nokta, at so er; men bert minna á, at lað er gjøgnum bardaga, sjålvofran og sjålvlukt, at javn- aðarrorslan hevur vunnið fram í oðrum londum. Vit skulu taka ímóti allari virðisfullari hjálp við takksemi og nýta hana væl; men líta vit hesari nógv, at meira á hjálpina enn á egnan offurvilja, gongur tað okkum ikki væl. Formaðurin peikar á >F. F,« sum eill domi á, at vit eru óbúgvnir enn at standa á egnum beinum, og sigir Konoy og mær ein vælmeintan kompliment. Tygum hava rætt, harri for- maður, tað var nærmast ein skomm, at felagið læt blað sítt ganga inn; men vil, sum stjórn- aðu lí, hava gjørt tær royndir, at leir, sum slyðjaðu blaðið mest og í heilatakið eru teir bestu og mest álítandi í felags- skapinum, eru teir, sum eru sterkast ávirkaðir av teirri tjóð- skapsligu og politisku vekjan, sum fram hevur farið hesi síðstu 20 árini. Teir tjóðskaps- liga óávirkaðu og teir politiskt líkaglaðu eru verstu felagsmenn. Hesar royndir hava vit lagt okkum í geyma, og eg loyvi mær at biðja harra formann ringfelagsins geva hesum gatur