týsdagur 26. februar 1929síða 2

% ; RE ð a Vinduer, Døre og Lister. Godt og billigt Arbejde. Hugo Øster's Maskinsnedkeri, Tlf, 216. Thorshavn. Tlf, 216. Ændringer, der er foreslaaet af Færøernes Lagting, kunde jeg ønske at gøre nogle Bemærk- ninger om. Jeg er enig med den højt- ærede Minister i, at det vist vilde være meget betænkeligt at forlænge Afdragstiden for Fiske- tørringsanlæg fra 10 til 20 Aar; jeg kan næppe tænke mig, at disse Anstalter vil være meget værd efter en 11—12 Aars For- løb. Derimod nærer jeg paa Forhaand stærk Sympati for den anden Ændring, Lagtinget har foreslaaet, nemlig at lade den samme Tidsbestemmelse med Hensyn til Afdragsreglerne gælde for Faurtejer mellem 30 og 100 t som den, der gælder for Fartøjer over 100 t, selv om man nu ikke gaar op til de 80 pCt. Jeg skal indskrænke mig til at udtale min Sympati der- for, idet jeg ganske kan slutte mig til de Udtalelser, de ærede foregaaende Talere er fremkom- met med om, at Fartøjer af denne Størrelse i hvert Fald ikke forældes hurtigere end de større Fartøjer. Dette Spørgs- maal og forskellige andre Ting vil der imidlertid blive Lejlig- hed til nærmere at overveje og drøfte i Udvalget. Landbrugsministeren (Madsen- Mygdal): Jeg udtaler min bedste Tak til samtlige Ordførere for den Velvillie, hvormed de har modtaget det foreliggende Lov- forslag. Der er gjort nogle Bemærk- ninger om de Ønsker, Lagtinget har fremsat, og medens der gen- nemgaaende, naar jeg i denne Forbindelse bortser fra det ærede Medlem Hr. Ludvigsen, har været Betænkelighed ved at gaa med til en Forlængelse af | Afdragstiden for de industrielle Anlæg — en Betænkelighed, som jeg fuldt ud deler, og som jeg ogsaa har givet Udtryk for her, — har der været en vis Tilbøje- lighed næsten fra alle Sider, kan jeg sige, til at ville gaa ind i en Overvejelse af, hvorvidt vi kan imødekomme det andet Ønske, Lagtinget har fremsat, nemlig om at lade en Nedsættelse af de ekstraordinære Afdragsvilkaar gælde ogsaa Skibe under 100 t. Nu skal jeg herom lige saa lidt som det er vor Op- gave her at sige: Vi støtter Lagtinget, vi imødekommer de Ønsker, Lagtinget har fremsat — saaledes som det ærede Med- lem Hr. Ludvigsen udtalte, han havde jo iøvrigt en meget rund Haand, idet han kort og godt ønskede at imødekomme, hvad Ønsker der er fremsat i saa Henseende —, lige saa lidt skal vi naturligvis Forhaand stille os afvisende overfor danne Ønsker, men vi skal gaa ind i en nøje og saglig Over- vejelse af, hvorvidt de er be- rettigede eller ej. Men jeg maa mene, at i Al- mindelighed bør det opretholdes, at Fiskerne her í Landet stilles ens. Jeg vil da ogsaa tro, at det ærede Medlem Hr. Ludvigsen vil være enig med mig i, at det er et sundt Princip ikke at gøre Forskel paa Fiskerne i de forskellige Dele af Landet, og Færøerne er en Del af Landet. Hvis vi skulde gaa til en saadan Udvidelse paa det Omraade, hvor den ekstraordi- nære lange Afdragstid gælder, saa ser jeg ikke, med hvilken for sige, at paa saa- Princip | Ret vi vilde kunne afvise en Anmodning fra de evrige Fisk- ere her í Landet om, at samme Afdragstid maa gælde ogsaa med Hensyn til deres Baadebyggeri. Jeg vil derfor gerne pege paa, at der er Grund til at vise no- gen Varsomhed i den Hense- ende; i hvert Tilfælde tror jeg, at hvis man vil gaa over til en saa væsentlig Ændring i de al- mindelige Afdragsregler, vi hid- til har haft, og altsaa uden videre forlænge Afdragstiden fra 10 til 20 Aar — og med et Aars Afdragsfrihed bliver det til 21— 22 Aar —, saa vil det ganske sikkert nødvendiggøre, at vi samtidig nægter Laan til Køb af gamle Skibe. Nu er der maaske dem, der kunde mene, at det var rigtigt at gøre det, men hertil vil jeg sige, at det er meget svært at gøre det, idet mange Fiskere ofte staar overfor en fordelagtig Handel at kunne købe et brugt Fartøj; derfor mener jeg, det vilde være alt for rigoristisk, om Staten i al Almindelighed sagde nej til Køb af saadanne gamle Fartøjer. Jeg maa imidlertid gøre op- mærksom paa, at naar vi ekstra- ordinært giver denne lange Af- dragstid med Hensyn til store Baade for Fiskerne paa Fær- øerne, saa er der, som jeg ogsaa advarede mod i Fjor, den Fare, at naar man saaledes har givet dem den lille Finger, saa kom- mer de og vil have hele Haan- den, og det er det, der er i Færd med at ske nu. Naar det ærede Medlem Hr. Hendriksen antydede Ønskelig- heden af, at det ligefrem blev paabudt, at Skibene skal bygges her i Danmark — jeg ved ikke, om jeg misforstod det ærede Medlem, men jeg fik Indtrykket af, at det var Meningen —, vil jeg dog advare herimod. Jeg tror, det netop kunde have den Virkning, om man kom med saadant et bestemt Paabud; det kunde skabe en Animositet. Forholdet er dette, at i Virkeligheden bygges de store Skibe, som her er givet Laan til — og for øvrigt ogsaa de smaa —, saa at sige alle sammen her i Danmark, og jeg tror, at den Opfattelse, det ærede Medlem gav Udtryk for, faar vi allerbedst anerkendt ved, at vi siger: Vær saa god! Vi siger ikke bestemt, hvor Skibene modsatte vis skal bygges, men vi har den Tillid til vore Skibsværfter, at de bygger saa gode Skibe, at Fiskerne nok skal finde herned til Danmark. Det er ikke for- budt at andre Steder hen. Erfaringen viser, at de færøske Fiskere søger herned til Skibs- værfterne, og jeg tror, det er bedst, de kommer frivilligt i Stedet for, at vi søger ved Lov- bestemmelser at tvinge dem herned. Samuelsen: Jeg er enig med det ærede Medlem Hr. Hendrik- sen i, at det vil være ønskeligt, at de Fartøjer, her er Tale om, bygges her i Landet, saaledes at forstaa, at det er her i Riget, at altsaa Færøerne er indbefattet — jeg antager, at det ærede Medlem er enig med mig i, at saa Færingerne selv er kommet saa vidt med deres Skibsværfter, at de kan bygge nye, store Skibe deroppe, faar de ogsaa Lov til at bygge dem. Men jeg er enig med den højt- ærede Landbrugsminister i, at man ikke skal træffe nogen Be- stemmelse i Lovforslaget i saa Henseende, i hvert Fald ikke nogen direkte Bestemmelse. Jeg skulde dog mene, at dem Om- stændighed, at det nu foreslaas, at men kan udbetale Laan i gaa snart Rater for de Skibe, der bygges her i Landet, vil faa meget stor Betydning. For øvrigt ved vi jo alle sammen af Erfaring, at naar der har været Tale om at bygge i alt Fald Fiskerskibe, har man ønsket dem bygget her i Landet. Den højtærede Minister sagde, at man var ude i en meget be- tydelig Risiko med Hensyn til Fiskerilaan for Færøerne, og Ministeren nævnte nogle Tal paa Restancer paa Afdrag. Jeg ved, at Stats-Laanefonden har haft Tab paa Trawlere deroppe, men indtil nu tror jeg ikke, at man har haft synderlige Tab paa de almindelige Fiskerskibe. At der har været store Restan- cer i Efteraaret, er jeg vidende om. Grunden dertil er den, at man har haft en Række mindre gode Aar, en Række Aar, hvor det har kostet overordentlig meget at udruste disse Skibe, men hvor Udbyttet ikke har svaret til Omkostningerne. Jeg haaber imidlertid ikke, at den højtærede Minister vil have den samme Opfattelse, hvis han fik en Opgørelse pr. Dato. Jeg tror, at adskillige af de Restancer, som er medtaget i den Opgø- relse, Ministeren har faaet, er indgaaet nu, for det sidste Aar har været et godt Aar. Ludvigsen: Den hejtærede Landbrugsminister lod skinne igennem, at han kunde tænke sig en Forhandling med Udval- get om i det mindste at gaa med til at udstrække Afdrags- tiden for Kuttere fra 50 Tons op til 100 Tons til det samme, som gælder for de større, og det forekom mig ogsaa, at de Her- rer Ordførere var enige i den Betragtning, hvorimod de ikke syntes at kunne gaa ind paa den Betragtning, som jeg gjorde mig til Talsmand for, nemlig at man burde give den samme Af- dragstid for faste Værker i Land.“ Jeg tror, at man her argu- menterer ud fra et forkert Syns- punkt, at naar man har bygget et saadant Isværk, Afkølingsanstalt eller Fisketørringsanstalt, er man hermed færdig, saa slider man det op og lader det forfalde. Saadan gaar det jo ikke til her i Danmark, der bliver den Slags Ting ikke alene holdt ved lige, men udviklet og forbedret, og jeg nærer ikke Tvivl om, at det samme vil finde Sted oppe paa Færøerne. Naar man i $ 3 giver Landbrugsministeren Ret til at føre Tilsyn med Bygning af Fartøjer, Hovedreparationer osv., og der saa staar, at lignende Tilsyn vil være at føre med Fisketørringsanstalter, Isværker og Afkølingshuse, ligger heri en Sikkerhed for, at Pantet aldrig faar Lov til at forringes i et saadant Omfang, at der paa nogen Maade vil være Risiko for den her af Staten indskudte Kapital. Jeg maa derfor fremdeles hævde den Opfattelse, at kan man gaa med til det første, hvad jeg er glad for, maa man ogsaa kunne strække sig til det sidste, saa meget mere som det forekommer mig, man maa mene, at Lagtinget maa være bedst kendt med Forholdene paa dette Omraade, og at det ikke vilde tilraade noget, som det ikke ansaa for at være til Gavn for Erhvervet. Jeg maa derfor i alt Fald indtil videre astholde mit Syn paa dette Forhold, og vi maa se, om vi i Udvalget kan naa til et Resultat, hvorved ogsaa dette Spørgsmaal bliver løst paa den af mig skit- serede Maade. Jeg er meget glad for den ratevise Betaling af Laan til Bygning af Skibe. Der staar ganske vist, at det skal være Skibe af anerkendt Type, og det kan jo være ret vanskeligt at bestemme, hvad der skal for- staas ved anerkendte Typer. Men det vil vel ikke blive taget saa bogstaveligt; man vil vel give denne Ratebetaling ved Nybygninger af almindelige Typer. De øvrige Bestemmelser i Lovforslaget er jeg, som sagt, tilfreds med, og jeg har det bedste Haab om, at vi i Udval- get skal kunne blive enige ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om Ísværkerne. Efter endnu nogle Bemærk- ninger af Halfdan Hendriksen, foreslog vor Partifælle Ludvig- sen Lovforslaget henvist til et Udvalg paa 15 Medlemmer. Sacco—Vanzetti. »Boston« eitur ein bók, skrivað um justitsmorðið Sacco og Van- zetti í Massaschusetts. Bókin er prentað í 1929. Amerikanska skaldið Upton Sinclair hevur skrivað hana og nevnir hana eina søguliga roman úr nútíðini — Boston, A Contemporary Historical Novel. — Upton Sinclair hevur sjálvur altíð staðið saman við teimum fátæku og veiku ímóti teim ríku og altformáandi. Í »Boston« vísir hann tí eisini frá byrjan til endan stríðið ímillum fátæk og rík — og tíðum sýnist tað stríð ímillum kultur (fátæk) og kul- turloysi (pengamenn). Upton Sinclair fortelur her, hvussu milliónerar, bankmenn, profes- sorar og dómarar og alt tað slagið í samfundinum, ið hevur ansvarsfull og vællont embæti, hongur saman og samarbeiðir ímóti Sacco og Vanzetti uttan hensýn til rætt ella órætt, sak- loysi ella sekleika. — Tá østist arbeidarar í ollum fimm verð- inspørtum upp í harma, tí mannalív vóru gjørd virðisleys í rættinum, bert tí tað lysti dómaranum at beina burtur hesar neyðars menn. Megnar- menn sum Anatole France tal- aðu harðliga ímóti hesi rættar- gongd, — alíkavæl munaði einki, Sacco og Vanzetti blivu dømdir til deyða. — Tá hesin ræduligi dómur er útinntur, sigur Betty Randal, ein av persónunum í »Boston«: >. ... Eg skal siga tykkum tveir dómarar, hvers navn altíð vilja standa saman- knýtt í søguni — Pontius Pila- tus og Webster Thayer.< — Webster Thayer, so æt maðurin, ið demdi rangdóm. Webster Thayer segði ferð eftir ferð nei til at endurnýggja vitniavhoyr- ingarnar, ið vóru út av allari leið. Vitnini lugu og svóru rangan eið. Upton Siclair hevur framført sakina heilt precist og hevur lisið oll dokumentir, talur og vitniavhoyringar — eitt varð at- gongdin noktað til, tað var tað dokumentið, ið Sacco og Van- zetti vóru dømdir pá. Eitt ein- tak finnst og tað er hemmeligt. Dómarar og sakførarar eru nevndir við rettum navni og vitniavhoyringar framførast orð- rætt. Framferð dómarans hevur verið ræðuligt og rættargongdin hevur verið valdsforsvar. Sacco og Vanzetti báðir italia- menn og báðir anarkistar, og tað var tað, id fekk valdsmenn- irnar at bestemma dómin, sjálvt áðrenn teir fingu undirsekt, um teir vóru sekir ella íkki. — Vanzetti verður framførdur sum eitt elskuligt menniskja, ið livur fyri at gleðast yvir náttúrarinnar vakurleika og fyri at gleða með- skapningar sínar; hann ger ongum ónáðir. Hann hevur hugsjónir, ið hann fyri alt ikk; vil svíkja; hann veit, at maður hevur ongan rætt al ráða yvir einum oðrum manni ella at seta dómarar yvir honum. Bert tå hver hóliga ferðast blant síni meðmenniskjur og altíð ger eftir síni. egnu samvitsku, bert tå kann alskapningurin koma í samfallsljóð, tá verður eydna og sæla. So vøkrum hugsjónum stríddust hann fyri, og heldur vildi hann doyggja í ravmagnar- stólinum enn svíkja tað minsta sindrið av hugsjónum sínum. Vor. Íslandstíðindi. 25-ára heimastjórn. 1. februar í ár vóru 25 ár liðin siðani at stjórn Íslands var løgd heima í Íslandi. Tá tók Hannes Haffstein við ráðharraembætinum. Starv stjórnarinnar er nógv vaksið hesi 25 árini. ein ráðharri, og nú er fullfíggjað rík- At byrja við var bert isstjórn, skipað í trimum deildum, hver við sínum ráðharra. „Þór“ bjargar báti. Við bátur farist, um miðan mánaðin, um Vestmannoyggjarnar mundu tað ikki hevði eydnast »Pér«, vard- skipinum, at bjarga honum. Ein dagin um hálvan mánaðin vóru Tað kom Allir Tó kom mest allir bátar útrógvnir, tjåkt eystanrokveður á teir. slitu upp havn, uttan tveir. annar um kveldið inn undir eiðið. Hin var so vestarlaga stæddur, og bátar sum vitstu um hann at siga, gjørdu varðskipinum boð. »Pérur« fann bátin kl. 5 morgunin eftir, vest- ur undir Þórlakshefn. bjargaðir. Og teir vóru Alþingið sett. 15. februar, aftaná tingmessu í dóm- kirkjuni varð Alþingið sett. Hitt konungliga brævið um Alþingsins samkomu varð lisið. Síðani varð rópt hurrá fyri kongi. Tá vóru allar fyriskrivingar avgreiddar, og nú byrjar Alþingið at starvast. Tikin trolari. »Odinn« hevur í seinastu viku tikið ein enskan trolara, >Sante Brelade«, vid Ondverðanes. Trolarin var sekt 12,500 bædi veiduna og trolgreidirnar. adur kr,, umframt at missa Siðmenning. Ein maður, ið ferðaðist við einum eimskipi, greiður soleiðis frá einari samrødu, sum hann hoyrdi millum eina hátt mentaða eldri kvinnu, ið ferðast hevdi vida um heimin, og ein blaðungan mann, sum tilsjónarlátandi hevði nógv eftir at læra í lívsins- og eisini andans skúla, hóast hann var klæddur eftir nýggjasta >mótaa Kvinnan hevdi um summarið verið í Íslandi og var hugtikin av tí stór- slignu føgru náttúr og ollum, ið hon hevði borið eyga við á sínum longu ferðum á hestbaki yvir stórar fløtur, fjøll og vøtn, og íbyggjaranna ófera bliðskap og landsins siðir. »Men,« helt hin mótaskrýddi ungi maðurin fyri, ver tað nú kortini ikki frálíkt at koma aftur millum mentað fólk, tí tað kann tó íkki sigast um íslendskar bendir við teirra einfaltu sidum.« „Mentað fólk,“ svaraði kvinnan. „Eg havi aldri á mínnm leiðum verið varðug við størri mentum enn hin ófori blidskapur, ein finnur i fslandi.« Hin ungi maðurin fekk sær eina »cigaret«, festi og tók hana millum fremstafingur og longutong. yUh!c segði hann. >Mær dámar betur millum mínar javnlikar.« Hin mentaða kvinnan vendi sær frá honum og segði: »Hvat mundi hatta álmussudýrið hildið, um bátur hansara hvøldist og hann bert møltti javnlíka sínum.“ sær í K. veg pe pr